3. Til Landhæren
1851.
1851.
Hil Jer, Danmarks seiersæle Sønner!
Hil Jer, Folkets unge, friske Blomst!
I tog med paa Vei dets bange Bønner,
Men det jubler ved Jer Atterkomst;
Thi da I drog bort, var Danmark lille,
Det er blevet stort ved Jer Bedrift,
Stort — i Sjæle troe og Hjerter milde,
Stort — i Skjaldeqvad og Mindeskrift.
Det har kostet mange mørke Dage,
Mangen farlig Dyst og Prøve haard,
Mange Møers Graad og Modres Klage,
Manget Liv, der stod i feirest Vaar.
Talrig er den vorden „Ryes Brigade“,
Ædelt Blod har øget Danmarks Gjæld,
Gode Kæmper vare de, som glade
Did med Læssøe gik og Schleppegrell.
Men i Nødens Stund vi fandt os sammen
Som et Folk med samme Hjerteslag,
Og i alle Sjæle tændte Flammen,
Som begeistred Jer paa Kampens Dag;
Og i Taarers varme Regn er Grøde,
Styrkens Rug af Savnets Fure groer,
Og af Troskabs Blod skal voxe røde
Roser frem paa Danmarks frelste Jord!
Hil Jer da, I troe og tappre Svende!
Tak for hvad I led og hvad I stred!
Kampens tunge Gjerning er tilende,
Kampens Maal Jer vinker nu i Fred;
Maalet det er eet for os og Eder,
Eet for Høi og Lav, for Mand og Viv:
Det er Danmarks Riges Held og Hæder!
Det er Folkets frie, sunde Liv!