Velkommen, Folkets Foraarsdag,
Med Frihedssolen oppe,
Og Millioner grønne Flag
I Bøgeskovens Toppe!
Du er en Grændse, der blev sat
Imellem Trældoms Vinternat.
Og Manddoms Sommerdage.
Vor Frihed er endnu en Vaar,
Der lover meer end yder,
Hvori en Fremtidssæd vi saaer,
Men ei dens Frugter nyder;
Og Mangen tabte Haab og Mod
Og sine Arme synke lod,
Fordi han fandt kun Møie.
Og Solen varmer end ei ret,
Og Nattefrosten lurer
Paa Spirerne, der pippe spædt
Af Markens nye Furer,
Mens en ufrugtbar Hvirvelvind
Koldt over Landet blæser ind
Fra Sønden og fra Østen.
Men vi har Haab, og vi har Tro,
Og vil ei trætte blive;
Thi paa os selv det vil beroe,
Om Sæden Frugt skal give.
Mod Trusel kjækt vi sætte Trods,
Og Danmarks Konge staaer med os,
Og Gud vil skænke Lykke.
Velkommen derfor, Foraarsdag,
Som endte Vintrens Mørke!
Du bringe skal vor gode Sag
Hvert Aar forøget Styrke!
For Danmarks Land, for Folk og Drot,
Du varsler rigt, Du lover godt;
Og vi skal Løftet holde!