Paa Danmarks rige Slette
Engang et Maitræ stod,
Som Frederik den Sjette
For Folket plante lod.
Det kaldte os til Thinge
Alt med sin Fane grøn;
Derhen vi skulde bringe
Vort Ønske og vor Bøn.
Tynd var kun Træets Krone,
Og Stammen var kun kort,
Og Bønnens svage Tone
I Vinden døde bort;
Men Bladene, de spæde,
Jo Haabets Farve bar,
Og derfor Folkets Glæde
Og Trøst det længe var.
Da mørkned Danmarks Himmel;
Og Kampens Torden lød,
Og Fjenders tætte Vrimmel
Sig over Sletten gjød;
Men Folket, uforskrækket,
Stod fast om Kongens Stol,
Og gjennem Uveirsdækket
Brød frem vor Junisol.
En anden Fredrik talte:
„Mit Folk skal være frit!“ —
Da høit sig Træet hvalte,
Da bredte det sig vidt,
Da blev dets Blade tætte,
Da skjød det Grene nye,
Saa hele Danmarks Slette
Det Skygge gav og Ly.
Hil staae det i sin Sommer,
Vort danske Frihedstræ!
Thi Livets fagre Blommer
Skal trives i dets Læ,
Og Himlens Fugle sjunge
Skal under Løvets Hang,
Og Folkets Røster runge
Med gammel, nordisk Klang!
Hil Ham, som villig valgte
At styre frie Mænd,
Som holdt det Ord, han talte,
Og Intet tog igjen!
Hil hver en ædel Stemme,
Som var hans Villies Tolk!
Hil Friheden herhjemme!
Hil Kongen og hans Folk!