Nordboerne i Paris
(1847.)
(1847.)
Vintren svøber nu sin Sølvmors Kappe
Om vort fjerne, moderlige Hjem,
Og Naturens Kræfter hvile slappe,
Kun paa Ruden spire Blomster frem;
Landets barske Brudgom, Havet sover.
I en staalblaa Pandserskjorte, spændt,
Nordlysbuen flammer koldt derover
Fra det stjernesaaede Firmament.
Men fra snebedækket Bolig skinne
Julelys i Vinternatten smukt;
Vaarligt banke Hjerterne derinde,
Aanden modner der sin rige Frugt;
Jublende sig Sangens Lærke svinger
Fra det mandigt stærke, frie Bryst,
Og paa frosne Vover Slæden bringer
Broderfolk til Broderlandets Kyst.
Og man glemmer der ei os, som vanke
Hvor sin gule Bølge Seinen snoer,
Men der flyver mangen kjærlig Tanke
Over til os fra det kolde Nord.
Her vi Moderhjemmet glemte ikke
Eller Trofastheden, Nordens Pris;
Thi vi vil i disse Toner skikke
Dem derhjemme Hilsen fra Paris.