Carl Ploug (1813–94)

Henover Tidens Hav der gaaer

        En Dønning død;

Ved Styret Vold og Vilkaar staaer.

Af Graven jordet Fordom gaaer,

Og Sandhed lider slette Kaar

        Og Frihed Nød;

Det er, som Folkets Haab var tabt,

Og Troen paa dets egen Kraft

        Var død.

Men atter kule vil en Storm

        Fra Sønden op:

Da styrter hver en snørklet Form,

Da brister hver en skimlet Norm,

Da ryster Dybets Midgaardsorm

        Sin tunge Krop;

Da galer Hævnens Hane rød;

Den vilde Kraft, som troedes død,

        Staaer op.

Skal Nordens Odelsgaard den Dag

        Staae tryg og fast,

Naar skøre Kroner gaae i Qvag,

Og Riger drive om som Vrag,

Naar Liv og Død for Folkeslag

        Er Tærningkast?

Skal Nordens frie Folkeaand

Da freidig trodse fremmed Baand

        Og Bast?

Det love Nordens unge Mænd.

        Med Haand og Mund:

Naar Fare truer det igjen,

Da skal vi møde Ven med Ven

Og give Hu og Gjerning hen

        Af Hjertensgrund!

Og hvad der nu er svagt og delt,

Det skal vel stande stærkt og helt

        Den Stund!