Med brat, umærket Iil henrinder
Vor Ungdoms favre Vaar,
Snart Kindens blide Rødme svinder,
Snart Øjets Smiil forgaaer.
Men evig grøn, trods Tid og Grav,
Er Krandsen, Uskyld gav.
Din Tinding, hulde Møe! den pryder
I yndig Foraarsglands;
Og hver, som har Dig kier, det fryder
At see den skjønne Krands;
Og alles Røst foreener sig:
”Den stedse pryde Dig.
Dig Uskylds høje Fryd ledsage
Hvert Fied ad Banen hen!
Du aldrig angrende beklage,
Du selv forspildte den!
Ved den selv møjsom frugtløs Iid
Dig vorde let og blid! —
Kun stakket Glædens Rose smiler
Paa Livets mørke Vej:
Naar snart dens Blomstertid heniiler,
O da beklag det ej!
See! Uskylds Myrthe er igien,
Og aldrig visner den. —
Foreened’ vore Ønsker stige
Til Himlen for Dit Vel:
Usvækket vorde, gode Pige!
Din Uskyld og Dit Held!
Til Gravens Mulm bedækker Dig
Vær god! vær lykkelig!
Pavels.