Fra en Veninde og en Ven
Fra en Veninde og en Ven
den 18 December 1796.
den 18 December 1796.
Vi smaa Manchetter komme her
og skal tilønske Dig paa hulde Venners Vegne:
”at Jordens Glæder, fjern og nær,
”maa hvert af Dine Skridt omhegne!
”At med sin Talisman en Fee forvandle vil
”Dit Hjem til Paradiis, liigt hiint ved Euphrats Bølger.”
Hvorledes det nu skal gaae til
beskrevet heelt nøjagtigt følger.
”Hver af de Bøger, der kun fylde
”I lærd Uorden støvet Hylde,
”til yndig Blomst skal flux forvandle sig.
”De Engelske skal Roser blive —
”thi der af dem jo findes fleest hos Dig! —
”De Franske — hvad skal de Dig give?
”den største Deel er Politik — — —
”Nu vel! — som Kundskabstræ paa got og ondt
”de hvert uhældigt Øjeblik
”med kjærlig Varsel Dig skal bede
”at passe kun Apolls, Din kjære Faders Dont;
”thi den til Fred og Hæder Dig vil lede! —
”De Tydske skal i mørken Aftenstund,
”som Natfioler, dufte Dig imøde!
”I Lessings, Göthes, Ifflands Blomsterlund
”Du rynket Pandes Griller let forsøde! —
”Men, naar mod heede Soel Du dog ej kan
”blandt mindre Blomster løvrig Skygge vinde,
”skal, under Eegene fra Rom og Grækenland,
”Du lyfuld Tilflugt ofte finde! —
”De Danske? — de omcirkle skal Din Vej
”— Du jo de fleeste fik af Vennehænder? —
”som idel venlige Forglemmej,
”see! hver af dem et Brodersmiil Dig sender. —
”Dog dermed ej forbi! — nej! Feens Tryllestav
”de nye Tiders Adam og maae skjænke
”en Evalild, som den Gud hiin den Gamle gav;
”thi jordisk Salighed boer kun i Amors Lænke.”
See! fremfor alt, om dette Evander
skal vi Manchetter Dig herefter minde:
og de, der sende os, veed paa den heele Jord
den rette Fee i hende kun at finde.
Hun, som en Engel, skal ledsage Dig:
og over Torne sødt der vandres,
og Vinteren til Vaar forandres,
og Storm og Hagel fjerne sig.
De Godes Agt Dig vorder trefold kjær,
og Daarens Had Dig vorder syvfold mindre:
i hendes Smiil Du seer Dit Hjertes Værd.
og hendes Bifald Dig hver møjsom Kamp skal lindre.
Søg Glutten da paa gode Kristnes Viis!
og glad i Qvindens Arm Du vil bekjende:
at det beskrevne Paradiis
som Medgivt fulgde strax med hende.
Det Ønske blev for Dig gientaget, Ven!
ved hvert et Sting paa os, vi smaa Manchett
Og naar engang os Line seer igien,
vi hende om Dit Forsæt underretter.
Bær os nu gjerne, til med kjælen Haand
en egen Pige Dig et Par kan give,
langt skjønnere for Øje og for Aand,
end vi kan nogensinde blive!
Vi glade vige skal, naar først kun dette skeer!
Men selv ved Qvindens Favn i heldig Fremtids Dage,
naar Du de faa Ruiner seer,
der eene er’ af os tilbage,
Du mindes dem, der gav os! og den Bøn,
De bede tidt for Dig, med Venskabs fulde Varme:
”nyd snart den gode Borgers Løn
”i trofast Danneqvindes Arme!”
F. Høegh Guldberg.