Adam Oehlenschläger (1779–1850)

At det er gaaet dig som mig, Veninde!

At denne Slud; og disse kolde Vinde

Dit Ønske lokker tit til Syden ned,

At Kraften i de norske Marmorfielde

Du ønsker blandet med den Herlighed,

Der blusser frem i Sydens Blomstervælde;

Det kan vist ingen Dannemand fortryde,

Og meget mindre grusom dig forbyde,

At kunstigt i din Blomsterurne du

En sielden sydlig Blomst med Glæde planter,

Naar Stormen raser her i al sin Gru,

Naar Livet fryser, og Naturen skranter.

Snart vil den kolde Soel afmægtigt sole

Den hvide Vinters hvide Pudderkiøle,

Som rundt sig vikler om dit Bakkehuus;

Men lad kun Stormen rædsomt sig forvilde,

Du reiser under al den Suus og Duus

Til Dantes Aand, Petrarcas varme Kilde.

Vester for disse skiønne varme Steder

Et Land sig strækker, som Naturen klæder

Med Purpurtepper, med Smaragd og Guld;

To Templer reiser sig i denne Zone,

Som Sanggudinden bygged’ elskovsfuld,

Eet for Cervantes, eet for Calderone.

En sindrig kunstig Smed, Hefaistos Lige,

Høit i Germaniens udstrakte Rige

En Sølvernagle, glat, med gylden Laag

Har smeddet til den ene Dør, Veninde!

Modtag den af din Ven paa denne Dag

Indflettet med en lille blaa Kierminde.