Harpespilleren
Ballade, efter det Svenske.
Ballade, efter det Svenske.
Jeg ved min Harpe synge vil
saa sørgelig en Sang,
thi Søvnen fra mit Øie flyer,
min Nat den er saa lang.
Mit Liv er kummerfuldt og mørkt,
saa tungt min Vandring gaaer,
thi jeg har været blind og arm
i mange mange Aar.
Og den, som var min Alders Haab,
som var min Støttestav,
som delede med mig sit Brød,
hun slumrer i sin Grav.
Det var en Datter huld og skiøn,
som ved min Side gik.
Hun ledte mig med kierlig Haand,
saae for mig med sit Blik.
Og naar jeg græmmed mig, og græd,
saa trøstede hun mig;
og naar jeg bad, saa bad hun med,
og bad for mig og sig.
Naar Aften kom, da slumred jeg
i hendes bløde Arm.
Mit trætte Hoved hvilte sig
ved hendes hulde Barm.
Og hver en kristen Vandringsmand,
som her paa Veien var,
gav mere for min Emmas Skyld
til hendes gamle Faer.
Een Dag med Harpen i min Haand
jeg ned mig havde sat
jeg spilled, og hun sang, men ak
hun sang saa svagt og mat.
O Gud, min Emma! raabte jeg,
jeg kiender ei din Røst!
dit Hierte slaaer saa tungt og haardt
imod din Faders Bryst.
Og dine Taarer trille ned
saa hede paa min Barm.
Hvis du er træt, da kom, og hviil
dig lidet i min Arm.
Saa sad jeg der, og græd saa ømt,
og ventede paa Svar;
men da hun taug, da troede jeg,
i Søvn hun faldet var.
Jeg sad saa taus, og turde ei
det mindste røre mig
og hvidskede: Sov vel mit Barn!
Jeg skal ei vække dig.
Der sad jeg taus den hele Dag,
og ventede saa ømt:
Naar Emma vaagner, siger hun
dig vist, hvad hun har drømt.
Det blev saa koldt mod Aftenen,
men Emma roligt laae.
Jeg rørte sagte hendes Haand:
Kom Emma! lad os gaae!
Men da var hendes Haand saa kold
og hendes Arm saa stiv;
og hendes Hierte slog ei meer,
og hun var uden Liv.
O, raabte jeg; o hun er død
her paa den øde Vei!
og jeg er blind, og kan ei gaae,
naar hun mig leder ei.
O Emma, Emma nændte du
saa at forlade mig?
allene paa den vide Jord
allene, uden dig.
Og Kulden blev saa bitter streng,
og Stormen hæved sig;
og der var ingen, ingen til,
som brød sig meer om mig!
Der stod jeg arme blinde Mand
en gammel trøstløs Faer
og talte til min Datter, o,
men fik ei noget Svar.
Der stod jeg dirrende af Kuld
med Harpen i min Haand,
ved Siden af min Datters Liig,
midt i et fremmed Land.
Øhlenslæger.