Carl Nielsen (1813–61)

Jeg sad i mit ensomme Cabinet,

For at skrive et Vers til min Pige,

Men Elskede, tro mig, det er ei saa let

At finde de Ord, man vil sige.

Thi underligt Tankerne krydse sig

Og Hovedet tidt forvilde.

Det vilde slet ikke lykkes mig

At finde Ideernes Kilde.

Jeg aabnede Vinduet, og Nattens Vind

I Øret mig hvidsked fortroligt;

Da følte jeg mig saa let i Sind,

Da blev mit Hjerte saa roligt.

Jeg tænkte, min Elskede, kun paa Dig,

Dit Billed mig svæved for Øie,

Og før jeg mig lagde, besluttede jeg

Med en Smaating Dig at fornøie.

Men Valget er ikke saa ganske let,

Thi Du har Hjerte og Hoved,

Og naar jeg nu tænker efter ret,

Saa holder jeg knap, hvad jeg loved;

Thi hvor skal jeg finde en saadan Ting,

Som Hjerte og Hoved kan glæde?

Jeg søgte forgjæves i Byen omkring —

Bekymring i Sindet tog Sæde.

Først tænkte jeg paa de Franskes Sang,

Som eengang lød over Jorden,

Som tonede bedst ved Trompeters Klang

Og fulgt af Kanonernes Torden,

Dog Marseillaisen var ei at faae; —

Min Lyst knap kunde jeg styre,

Da nogle nitide Poeter jeg saae;

Men Bøgerne vare saa dyre.

Da Hjertet jeg altsaa ei glæde kan

Jeg maatte paa Noget finde,

Som passer for Hovedet — ja det gaaer an,

Det var godt, det randt mig i Minde.

Modtag min Gave med venlig Hu,

Jeg næsten mig derved maa skamme:

Der er — ja kan Du gjætte det nu —

Det er et Par — Sidekamme!