Carl Peter Borgaard (1799–1868)

Man illustrerer Alting nu; Paris og Leipzig smykke

Med Billeder hver gammel Bog, hver ny, de lade trykke;

Hver By, hvert Huus, hver Helt, hvert Qvæg, i Staal og Træ bli’er skaaret,

Selv Kjolen, som en hellig Mand maaskee har aldrig baaret.

Saa modtag, kjære Læser, her af Kjøbenhavn et Billed;

I Magistratens Maaneskin det troligt er fremstillet.

Det Lys, som en Novembernat i Axelstaden skinner,

I al sin Klarhed og Natur du her gjengivet finder.

„Men“ — siger Du, — „jeg Intet seer!“ — Jeg heller Intet øiner,

Og hvis man Noget øinede, var Maleren en Løgner.

Husk, Maanen gammel er, den let af Regn og Blæst tog Skade;

Den gaaer, som andre Skaldede, om Vinteren med Plade.

Desuden skal den ængstes for, hvergang den fuld mon være,

Af Maadeholdsforeningen at blive ta’et i Lære.

Til Minde nu, da paa dens Hjelp man fast har renonceret,

Har man i Almanakken den nøiagtig illustreret;

Og med det Lys vi nøies maae; thi Lygterne at tænde,

Det vover Magistraten ei, det kunde let jo hænde,

At Astronomerne, fordi man deres Lys foragted,

Til Havn igjennem deres Glas vort Drikkevand betragted;

Og det var farligt! Himlen veed, hvad der de finde kunde!

Det hele Borgerskab maaskee af Vandskræk gik tilgrunde.

Nei, Magistraten handler viist, den over Mørket holder,

Den veed, at Lyset Bryderi kun Øvrigheden volder.

— Men nu til Billedet igjen. Med Phantasiens Brille

Lader Mulmet, som omhyller det, sig lettelig adskille;

Og hvad der endnu dunkelt blier, det skal jeg Dig forklare,

Og lyst som Dagen skal det Dig sit Indhold aabenbare.

Kjøbmagergaden Du da seer, hvor Griffenfeldt har levet,

Og hvor han Kongeloven skrev. Tætved der nu blier skrevet

I „Fædrelandets“ djærve Sprog imod det Absolute;

Ironiskt tidt Extremerne sig til hinanden slutte!

En anden Skjæbnens Ironi man seer i samme Gade,

Thi mens paa hullet Steenbro man i Vand og Dynd maa vade,

Høit over sig man hænge seer ved Helliggeistesstræde

Det deiligste Gulvtæppetøi, som nogen Fod vil træde.

Hofapothekets Indgang hist med Farveharmonien

Som Mønster staaer for Kistlaags-Pompeijanomanien.

— Forresten Gaden vakker er; ved Dagen uden Fare

For Fald og Stød og Beenbrud lader den varsomt sig befare.

Lidt vind og skjæv den bugter sig; derfor saa tidt det hændes,

At Kopperne paa Porcellainsfabrikken skjæve brændes.

I Regnveir er den mærkelig, da kan man uden Landtour

En Forestilling gjøre sig om klampenborgske Vandkuur.

— Her har vi Billedets Motiv: det er en Uveirsaften,

Fra Nordens Pol den barske Storm løslader hele Kraften;

Som øst med Spande Regnen ned fra bælmørk Himmel strømmer,

Lig Elven, der sin Dæmning brød, den Alting oversvømmer.

Som en venetiansk Kanal gestalter sig nu Scenen;

Parodisk seiler som Gondol hvert Bræt fra Rendestenen.

Selv for Gondolierens Sang et Surrogat man finder;

Hør, Vægtren hvæser melankolsk: „Nu Mørket Jorden blinder!“

See hvor den stakkels Høker hist forskandser angst sin Kjælder.

Det nytter ei; den stride Strøm i Hulen til ham vælter.

Som Havets Møer boltre sig i kjøle Bad hans Oste,

Naiadedands udføre smukt Svovlstikker, Lys og Koste.

O Kjøbenhavn! Din Kjældermand i Nøden Du forsvare,

Din Trøst, Din Livspuls i hver Sorg, i hver politisk Fare!

Vistnok alt længe været har Din Yndling noget vandet,

Men dersom heelt han druknede, — hvad blev der saa af Landet?

Den hele Sværm, som kommer der, har i Theatret været,

Der har med Skueretter syv dem Muserne trakteret;

Tre Lystspil og en Opera, og Lithauaniennen,

Med andet sligt Beenpilleri, som rettes an til Enden.

— „Sligt slibrigt Stykke burde man ei drage frem for Dagen,“ —

Saa brummer til sin Viv en Mand, som ei er fulgt med Smagen, —

„Theatret vender op og ned paa al Moral i Byen.“

— O vee! der vendte Vinden op og ned paa Paraplyen!

Og Mutters Hat den tager med, og de forlorne Lokker,

Og flyver ned paa Høibroplads. Sig Mængden om dem flokker;

Da vipper pludseligt det Bræt, som Rendestenen dækker,

Og paa sin Bag Familien sig ned i Pølen lægger.

— „Ja, paa det Kongelige faaer man Smæk for sine Penge;

„Hos os i Ringsted varer ei Comedien halvt saa længe.“

— Saa taler en hvidstrømpet Mø, som dristigt fremad trasker.

Ak! der i Dyndet traadte hun! — nu har hun graae Kamascher.

— „O søde Dandserindebeen!“ — en Gardelieutnant sukker, —

„I er dog Kunstens Høieste!“ — En Lem sig brat oplukker,

Og Junkren dandser, sværmende for Tryllerindens Beentøi,

Ned i en Porcellainsboutik, og knuser Fad og Steentøi.

Poeten hist iaften har alt læst paa fire Steder

Sit Drama, paa det femte nu vil han sig høste Hæder.

Han snubler, styrter, — aa, der faldt hans Manuskript i Strømmen,

Og Vinden flyver piilsnar med hans Hat og — Bifaldsdrømmen.

— „Jeg takker til min sidste Stund vor Øvrighed for Gaven!“

En Borger siger fromt, og — bums! — gaaer han i Muddergraven.

Den Gave, som han takked for, idet han faldt paa Næsen,

Det var — o Skjæbnens sære Spil! — vor Stads Communevæsen.

Theaterrecensenten hist just pønser paa at rose

En Kunstner, hvem han, ærligt talt, langt heller gav en Skose.

Au! der han gled! hans Buxer sprak! — Ubodelig er Skaden;

Tabt er Kritikkens søde Løn, — jeg mener Aftensmaden.

En Overseiling her Du seer. En drukken Søgut render

Imod en Magistratsperson, som hjem fra Klubben vender:

„Undskyld! ifald I fik et Knubs! man pleier ellers gjerne

„I Mørke paa sin Klyverbom at hænge en Lanterne!“ —

Dog, kjære Læser, altfor lang Historien vilde blive,

Hvis hvert et Træk af Billedet jeg skulde Dig beskrive.

I næste Maaned Stadens Raad gi’er atter Lygten Ferier,

Saa kan Du selv opleve meer af Kjøbenhavns Mysterier.

Men, kjøbenhavnske Digter, Du, som Harpen slaaer med Styrke,

Besyng ei Sahras Ørken meer, og ei Ægyptens Mørke!

Hent, Maler, ei Dit Vandflodsstof fra Rhin og Arnofloden;

Vie Musen til, hvad nationalt der ligger Jer for Foden!

Og glæd Dig, gamle Kjøbenhavn! engang det bliver bedre!

Hvo langsomt gaaer, bedst Maalet naaer, saa tænkte Dine Fædre.

Til Din Forskjønnelse vi fik forlængst jo Commiteer,

Til Himlen bed med mig, at snart de maae faae Fødselsveer!