Der digtes alt for lidt om Elskov her i Landet.
Og endnu mindre leves den.
Vi trænger til en ny Lov.
Den skulde begynde saadan:
§ I, Litra A, Stykke 1.
Elskoven er hellig.
Ja, for det er jo glemt efterhaanden.
Der er en Skyttegravsungdom,
som aldrig har været i Skyttegravene.
Den tager »praktisk« paa Tilværelsen.
Amor et Barn med Pil og Bue?
Tak, den er for gammeldags.
Næ, Amor er en Flyttemand med en Divan,
og saa skal det helst gaa lidt tjæpt. —
Et gammelt Ord lyder:
Ær’en er det fejreste Træ i Skoven.
I Videreførelse heraf burde man sige:
Elskov er den helligste Skov i Verden.
Ak, det har den ikke været i mange Aar.
Ingen Fredskovsbestemmelser her!
Det gjaldt om at gøre Indhug
Aaret rundt
jo voldsommere des beundringsværdigere.
Rygtedes det, der var en Ungbirk etsteds,
saa —
ja, jeg har kendt Medicinere,
der stiftede en Klub,
kaldet »Skalpejægerne«.
Hvornaar kommer mon Hitler?
Elskov er Helgskov.
Saadan skal Loven begynde.
Og den skal slutte med de Ord:
gælder ogsaa for Færøerne.
Forstaa mig dog, Mennesker!
For hele Riget skal den gælde.
Vi skal naa frem til, at Ordet elske
igen kan bruges af andre end Tenorer.
Frem til, at en Mand ikke har mindre Æresfølelse
over for en Kvinde end over for en Kammerat,
og at naar de mødes
i det Allerhelligste,
saa ved de,
paa hvad Grund de befinder sig:
dær hvor det kun er tilladt
Ypperstepræster at færdes.