Anden Scene.
Felicia, Felix.
Felix.
Min Søster! Min Felicia!
Felicia.
Min Broder!
(de omfavne hinanden.)
Felix (betragter hende).
Hvor er du pragtfuldt klædt! Hvor smuk du er!
Endnu jeg aldrig har saa skjøn dig seet
Som her i denne Dragt.
Felicia.
Det er en Gave,
Som min Fyrstinde mig til Festen skjænked.
Men du, o Felix! hvor forandret er du:
Du bærer nu en Ridders rige Klædning,
En Kaarde ved din Side, gyldne Sporer,
En Kjæde om din Hals — ja, jeg har hørt det!
Aurora selv har Alting mig fortalt,
Hvordan du hendes Liv har frelst, hvordan
Hun dig til Ridder slog og skjænked dig
Sit Billed og sin fyrstelige Kjæde.
Felix.
Hvad — selv hun har dig Alt fortalt?
Felicia.
Ja; tro mig,
Høit slog mit Hjerte hvergang hun dig nævned
Og prisede din Tapperhed og Troskab;
Jeg var saa stolt af dig og af dit Mod.
Felix.
Ja, nu er jeg en Ridder! Nu, Felicia,
Er det min Ret og Pligt dig at forsvare.
Nu tør paa mig i hver en Nød du stole;
Min Arm er nu dit Skjold, mit Sværd dit Værge;
Din Fjende og din Ven er ogsaa min;
Hver Plet, som Ondskab sætter paa din Ære,
Min Ridderære pletter. Denne Kaarde,
Som mig beskjermer, skal min Søster skjerme.
Felicia.
O, husker du, hvortidt vor gamle Moder,
Naar gjennem Skoven vi med hende gik
Og sanked Urter — husker du, hvortidt
Hun da dig spaaede Lykke?
Felix.
Ja, og altid
Hun da mig bød, min Søster at forsvare.
Ved Himlen! hendes Ord har ei jeg glemt.
Felicia.
Og veed du, Felix, hvad jeg ønsker?
Felix.
Nei
Felicia.
At aldrig meer din Lykke maatte svinde:
At bort fra dette Hof vi kunde flygte,
Og til vor Moders Hytte vende hjem.
Felix.
Hvordan, Felicia? Er alt du kjed
Af vor Fyrstindes Naade? Hvordan skulde
Vi leve skilt fra den, hvem Alt vi skylde?
Jeg vilde døe, berøvet hendes Blik.
Felicia.
Ei blot paa mig jeg tænkte. Du, o Felix,
Har ogsaa Andeel i mit Hjertes Ønske.
Felix.
Og hvad er da din Frygt?
Felicia.
Har ei du hørt,
At vor Fyrstinde sig formæler —
Felix.
Ha!
Der rørte du ved Pilen, som mig saarer.
Vel har jeg hørt det; først jeg ei det troede,
Men alt som Rygtet voxte, voxte Sorgen,
Og Kraft og Styrke fik min Frygt med den.
Jeg veed det: Alt man siger, dog Felicia,
Endnu er Intet afgjort; end jeg haaber,
Og kun i dette Haab har end jeg Liv.
Felicia.
Jeg vidste Intet; først igaar erfared
Jeg Alting, dog — nu veed jeg meer end du.
Felix.
Hvad da?
Felicia.
At denne store Fest i Aften,
Skal see Aurora bytte Ringen med ...
Felix.
Tal ud! ... Hvi skjælver du? ... Kun jeg skal frygte.
Felicia.
Med Hertug Alexander af Savoyen!
Felix (efter en Pause).
Saa er det vist! Saa havde Sorgen Ret!
Saa skal jeg Alting tabe — ja, som Offret,
Der føres smykket til sin egen Død,
Saa skal min Undergang jeg selv beskue.
O Haab! som har mig daaret — over mig
Flød som en gylden Sky dit lyse Purpur,
Og hæved altid Modet naar det sank;
Thi sødt din Straale blendede mit Øie.
Nu har dit Lys til Mørke sig forvandlet,
Din Sky, af Sorgen tynget, styrter ned,
Og brister ud som jeg i tusind Taarer!
(holder Hænderne for Ansigtet.)
Felicia.
O, lad os flye fra dette Sted, min Broder!
Bort, langt herfra! Hjem til vor Moders Huus,
Til hendes stille Hytte, dybt i Skoven.
Der lad os leve som i fordums Tid,
Før denne Herlighed vi kjendte — førend
Vi her drak Sorgen af de gyldne Bægre.
Der lad os atter vandre med hinanden
Igiennem Dalen, langs med Bækkens Bølger,
Hvor Træet speiler af sin høie Krone,
Hvor Dyret drikker, og hvor Fuglen synger
De gamle Sange, altid lige skjønne.
Der lad os leve sammen til vi døe,
Af Verden glemt, af intet Øie seet,
Som kunde minde os om hvad vi tabte,
Dengang vi søgte Lykken udenfor.
Felix (hæver sit Hoved).
Du ogsaa — ogsaa du, o min Felicia!
Traf ogsaa dig som mig den skarpe Piil?
Felicia.
Ja, lad mig Alt dig sige; Alt til dig!
Men naar du nu har hørt det, dvæl ei længer;
Bort lad os flygte — flygte til vort Hjem.
Felix.
Tal, tal!
Felicia.
Saa viid, at denne Fest i Aften,
Som røver dig det Lys, hvori du leved,
Mig bringer samme Skjæbne.
Felix.
Ha, du elsker!
Felicia.
Og er der Skjændsel i at tilstaae det?
Dog burde jeg mig skamme, ja saa dybt,
At intet Ord kom over mine Læber.
Thi er det Hæder, naar igjen man elskes,
At elske — saa er Kjærligheden Tort,
Naar den os skuffer, som vi gav vort Hjerte.
Felix.
Felicia! Det er dog ikke ham —
Knap nævner Ordet jeg: Savoyens Hertug?
Felicia.
Dog er det ham! Ja, Alexander er det!
For sidste Gang jeg her hans Navn har nævnet,
For det for evig, om end ei i Hjertet,
Saa dog paa Læben døer.
Felix.
Og kjender han, hvad her du mig betroede?
Felicia.
Ja, da han knælte for mig Seglet brast,
Som bandt min Læbe. Kun i milde Ord
Fandt jeg et Svar til Kjærlighedens Stemme.
Felix (heftig).
Hvad! Han har tolket dig sin Kjærlighed!
Felicia.
O, lad os derfor flye fra denne Fest!
Vil du som jeg, endnu i denne Aften
Vi vende Foden hjemad.
Felix.
Nei, Felicia!
Nu vil jeg just ham see ved denne Fest.
Nu faaer jeg Lyst at blive ... o, mit Hjerte,
Fik nu du Luft? ... Ja, ved min Ridderære,
Jeg trodse vil Orcanen her paa Stedet!
Felicia.
Hvad vil du? O, min Broder! ...
Felix.
O, min Søster!
Du veed ei hvilken Trøst du har mig skjænket,
Idet du min Forbittrelse har vakt.
Før gav dit Ord mig Døden — nu jeg lever!
Felicia.
Vil i Elendighed du styrte mig?
Felix.
Nei, nei, jeg vil fortjene mine Sporer!
O, min Felicia, du maa ei græde!
Er jeg da ei din Broder og din Ridder?
Felicia.
Hvad er din Hensigt, Felix?
Felix.
Kun et Ord:
Veed nogen Dødelig, hvad du har sagt mig?
Felicia.
Ja, Billo veed det.
Felix.
Saa afsted til ham!
Hans Bistand har jeg nødig.
Felicia.
Felix!
Felix.
Følg mig!
(Han tager Felicia ved Haanden og gaaer hurtig ud.)