Fjerde Scene.
(Aurora, fulgt af Damer og Herrer, hvoriblandt Balliot;
Carocco og Felix, træder ind. Alexander fører hende
frem midt paa Scenen.)
Alexander.
Jeg hilser Eders Høihed, mens jeg slutter
Mig ydmyg til Auroras Følge, som
I Ly af hende vil Diana søge.
Aurora.
En sjelden Fest, ei sandt, min ædle Hertug,
Har her vor Marschals Klogt beredet os:
En Jagt i Maaneskin.
Alexander.
Det Sjeldneste
Ved Festen dog er den Omstændighed,
At Luna med Aurora kappes vil
Paa samme Tid i Glands og lyse Straaler.
Aurora (til Lysander).
I følger vel med Jagten, Hr. Lysander?
Lysander.
Hvis min Fyrstinde det tillader, vil
Den hidtil ubekjendte Konst jeg prøve,
I Maaneskin at træffe Skovens Hjort.
Eet Haab om Lykke dog ved Jagten har jeg,
Hvis mig Aurora vil sin Stjerne laane,
Saa ingen Skygge daare skal mit Syn.
Aurora.
I er studeret, seer jeg, Hr. Lysander! —
Hr. Marschal, er til Toget Alt beredt?
Balliot.
Ja, Eders Høihed! Hele Følget venter
Tilhest ved Slottets Port, og Hundekoblet
Kun oppebier naadigst Ordre, for
At aabne gjøende den stolte Jagt.
Bag Hundene har Faklerne jeg stillet,
Mens Jægere med Valdhorn slutte Toget.
Aurora.
Men hvortil disse Fakler?
Balliot.
Min Fyrstinde!
Ei ubekjendt det Eder være kan,
At man Aurora maler med en Fakkel,
Naar ei paa Panden hun en Stjerne bærer.
Nu mener jeg ...
Aurora (afbrydende).
Jer Mening den er daarlig!
Ved Himlen, Marschal Balliot, mig trætter
Den evige Hentydning paa mit Navn,
Hvormed Jer Godhed tænker mig at smigre.
Ei sandt, min ædle Hertug! Sligt er Føde
For Børn og Narre —
Alexander.
Det er som man ta’er det.
Den store Aand jo hader finest Smiger.
Aurora.
Siig, Hr. Lysander, har jeg Uret her?
Lysander.
O, Eders Høihed! baade Ret og Uret;
I Sagen Uret men i Tingen Ret.
Aurora.
Paa Eders Mening bli’er man aldrig klog. —
— Men op til Jagten! Den, som Hjorten fælder,
Faaer Seirens Løn i denne gyldne Kjæde,
Og tør min Farve under Festen bære.
Meld det, Hr. Marschal, for det hele Følge!
Balliot.
Til dristig Daad vil disse Ord begeistre!
(gaaer)
Alexander.
I lønner kongeligt!
Lysander.
O, hvilket Haab!
Aurora (til Alexander).
Min Hertug, Eders Haand! (vil gaae, men standser) Et
Øieblik!
Jeg glemte Ordren til min Page før.
(til Felix)
Husk Felix, at dit Valdhorn med du tager,
Og bliv saa i vor Nærhed under Jagten.
(Felix bukker taus; Aurora vender sig igjen til Alexander.)
En Mester er han i sin Konst, min Hertug!
Han skal os Tiden korte med sit Spil.
Alexander.
Ved Eders Nærhed flygter Tiden bort,
Som Nattens Mørke for Auroras Fakkel.
Aurora (leende).
Bort! bort herfra! Ud i den friske Skov!
Jeg mærker, Luften smitter selv de Bedste.
(alle bort)
Carocco (til Felix).
Nu har I Leilighed til Jer at vise.
Blæs, Felix! Blæs de Fremmede et Stykke!
Blæs som en Blæsebælg af fulde Kjæver,
Indtil man siger: Blæse være med Jer!
(da Felix staaer i Tanker uden at høre.)
Men hvad, I drømmer. Seer I ei, at Alle
Til Jagten sig begive? (slaaer ham paa Skulderen) Felix!
Felix.
Ha!
Carocco.
Afsted til Jagten, Ven!
Felix.
Afsted! (seer sig om) Ha, bort!
Hun er alt borte! —
(begge bort)
