Aften var det, og vi stode
Foran Husets aabne Port,
Hvor den høie Mester boede,
Skaberen af Skjønt og Stort;
Han, hvis Værker havde bundet
Med Beundring fast min Aand;
Han, til hvem jeg havde fundet
Veien ved min Førers Haand.
Før vi traadte ind, min Fører
Talte til mig disse Ord:
Hvad endog du seer og hører,
Hvad du haaber end og troer,
Mesteren vil ei du skue,
Thi for denne Gang ei meer
End hans Værksteds ydre Stue
Og hans gamle Træl du seer.
Dog oplades vil dit Øie
Ved den gamle Slaves Værk,
Du vil skjønne, at den høie
Mester er saa viis som stærk;
Thi hvad Slaven danner efter
De Modeller, du skal see,
Aabenbare vil hans Kræfter
Og hans skabende Idee.
Saa han talte, og vi traadte
Gjennem Portens Søiler ind,
Og en stor og hvælvet Grotte
Nu vi saae ved Ildens Skin.
Allevegne Baal der brændte
Over Skaaler af Metal,
Allevegne Gjenskin sendte
Væggen, formet af Chrystal.
Og paa Væggen i en Bue,
Ligefor den aabne Port,
En Metaldør var at skue,
Skjøn og saare konstig gjort;
Ind til Mesteren den førte,
Udenfra dog lukket til,
Saa dens Hængsel kun sig rørte
Naar den høie Mester vil.
Men i Grotten allevegne
Kolber og Retorter hang,
Hvorfra Draaber saaes at regne
Gjennem snevre Tragters Gang.
Store Kar opfanged Vandet,
Og ved Ildens Magt det blev
Her med nye Stoffer blandet,
Til det atter løs sig rev;
Til det, fanget af en Mængde
Bøiede og smalle Rør,
Atter sydende sig trængte
Frem igjennem tætte Slør.
Kort Tid kun i dem bevaret,
Drypped Væsken langsomt ned,
Til den størknet saa og klaret
Sammen til en Masse gled.
Rundt paa Jorden stod der Skaaler,
Hvori Safterne sig gød,
Der i farverige Straaler
Frem af Gulvets Kilder brød.
Skilte ad og atter blandte,
Skiftende Couleuren om,
Brusende til Slutning randt de
I det gasopfyldte Rum.
Høie Bunker og jeg skued
Her af Kalk og Jord og Leer,
Og omkring dem Ilden lued,
Luttrende dem meer og meer.
Store Blæsebælge brummed,
Hammerværkets Valser gik,
Ilden gnistred, Vandet summed,
Som en tordnende Musik.
Men belyst af Ovnens Flammer,
Ved sin Ambolt og sit Bord,
I den høire Haand en Hammer,
Foran sig en Kugle stor,
Saae jeg fjernt i Grottens Ende
Nu den gamle Slave staae,
Og bestandig Kuglen vende
Og med Hamren den at slaae.
Ei han hviled, ei han rasted,
Gnister fløi i Hallen om,
Derpaa Kuglen bort han kasted
Just som nærmere vi kom.
Mens i Karret saa han bragte
Leret, farvet overalt,
Kunde forfra jeg betragte
Ret hans Aasyn og Gestalt.
Høi han var og før af Lemmer
Som den vældigste Gigant,
Haanden, han om Karret klemmer,
Ei i Kraft sin Lige fandt;
Stærk var Armen, Ryggen bøiet,
Haarets Lok saa tyk og strid,
Mørkt hans Aasyn var, og Øiet
Klogt og vildt til samme Tid.
Ingen Følelse sig malte
I de gamle, runkne Træk,
Ikkun Kraft og Klogskab talte
Fra hans Pande, bred og kjæk;
Om hans Been der sad en Lænke,
Stærk og bøielig og lang,
Saa til Grotten sig indskrænke
Maatte evig Slavens Gang.
Men behændig uden Mage
Saae jeg nu ham ile om,
Og af hvert et Kar at tage,
Hvorpaa han tilbage kom.
Leret foran sig nu tog han,
Derpaa ælted han det vel,
Og imens han ælted, slog han
Øiet op til sin Model.
Thi paa Ovnens Hylder stode
Smaa Modeller rundt omkring,
Saa jeg knap mit Øie troede,
Ved at see de tusind Ting:
Alt var samlet her i Orden,
Dog som Billed kun og dødt,
Alt, hvad forhen jeg paa Jorden
Og i Verden havde mødt.
Nu med Leret Slaven blanded
Stoffer af forskjellig Sort,
Og med herlig Konst han danned
Først en Hund og saa en Hjort.
Saa livagtig var gjengivet
Begges Form i Stort og Smaat,
At for ud at gaae i Livet
Livet selv dem mangled blot.
Begge Former Slaven kasted
Nu paa Vognen op, hvis Hjul
Frem igjennem Muren hasted
I en Løngangs dybe Skjul.
Fra og til ham Vognen kjørte
Dag og Nat ved egen Magt,
Mens til Mesteren den førte
Hvert et Værk, som var fuldbragt.
Da den borte var, min Fører
Hvisked til mig: Pas nu paa!
Naar at aabne sig du hører
Mest’rens Dør, som før vi saae —
Hen jeg saae mod Væggens Bue
Ligefor den aabne Port,
Hvori Døren var at skue,
Skjøn og saare konstig gjort.
Og paa Hængslets blanke Ringe
Dørens Fløi sig dreied bort,
Og jeg skued frem at springe
Som et Lyn den lette Hjort.
Flugten ei dens Takker dulgte,
Ei dens Øies Diamant,
Hunden gjøende den fulgte,
Til i Porten begge svandt.
Men forbauset atter vendte
Øiet jeg mod Slaven hen,
Der med Hurtighed fuldendte
Just et Arbeid nu igjen.
Lig en Rem det var, der snoede
Sig i Bugter om hans Krop,
Og paa Remmen sad et Ho’de,
Svulmet som en Edderkop.
Frem han trak den og tilbage
Over Skuldren i sin Haand,
Og jeg Remmen saae modtage
Farver som et spraglet Baand.
Hurtig Vognen den bortførte,
Og da hurtig om jeg saae,
Saae jeg Døren, der sig rørte
Paa sit Hængsel, op at gaae.
Stærkt mit Hjerte slog og bange,
Thi fra det forborgne Hjem
Skued jeg en vældig Slange
Nu i Bugter komme frem.
Smukt i Lyset Farven brød sig,
Gnister funkled fra dens Blik,
Hvislende den fremad skød sig,
Til ad Porten ud den gik.
End i Frygt til Slaven skued
Jeg paany med agtsom Hu,
Og en Rosenknop, som lued,
Formede den Stærke nu.
Derpaa med behændig Finger
Skabte han et Fugle-Par,
Uden Liv dog begges Vinger,
Uden Duft dog Rosen var.
Op til sin Model han hæved
Hurtig saa sit Blik igjen,
Og opmærksom Øiet svæved
Over Formen længe hen,
Leer, med fine Stoffer blandet,
Tog han nu, og med sin Haand
Han et Barne-Legem danned,
Skjønt af Form, men uden Aand.
Barn og Fugl og Rose førtes
Bort paa Vognen samme Gang;
Et Minut — og atter rørtes
Mest’rens Dør, og op den sprang:
Smykt med morgenrøde Kinder,
Med et Smiil og deiligt Blik,
Hvori Paradiset skinner,
Gjennem Grotten Barnet gik.
Rosenknoppen, fyldt med Duften,
I hans Haand sig hæved høi,
Begge Fuglene i Luften
Om hans gyldne Hoved fløi.
Synet var saa skjønt og herligt,
At til Slaven om jeg saae,
For at see hans Blik, naar kjærligt
Dette Værk det hviilte paa.
Dog fordybet i et andet
Stod den Gamle mørk og suur,
Medens Haanden atter danned
Paa en Menneskefigur.
Skjævt han dog den holdt for Øiet,
Og paaskraa hans Haand gled bort,
Saa Figurens Ryg blev bøiet
Og det ene Been for kort.
Panden rynked han i Vrede
Da sit Misgreb han blev vaer,
Men da Vognen alt stod rede,
Dog Figuren hen han bar.
Vognen rulled — Knap jeg blinked
Med mit Øie, før paa Stand
Gjennem Grottens Dør der hinked
Frem en lille, puklet Mand.
Ved et Træf nu faldt mit Øie
Paa det store Uhr, der stod
Mellem Pillerne, de høie,
Paa den stærke Marmorfod.
Over Kjæmpeskiven Uglen
Nikked her til Tidens Gang,
Medens nedenfor Pendulen
Sin uhyre Kugle svang.
Kobberviseren, som peged
Hen paa Tidens stumme Bud,
Meer og meer sig frem bevæged,
Timen nu var løben ud.
Hundred Hjul med eet man hørte,
Hamren i det skjulte Værk
Klokken dundrende berørte,
Saa dens Tone gjenlød stærk.
Men da Timen slog, jeg skued
Alt i Grotten skifte om:
Andre Flammer frem der lued,
Andre Kilder frem der kom;
Hammerværket Valser skifted,
Andre Stoffer blev end før,
Andre Arter Luft der vifted
Frem af Blæsebælgens Rør.
Kun den gamle Slave stod end
Uforandret ved sit Værk:
Lænken sad endnu om Foden,
Haanden virked endnu stærk.
Kuglen, som han før bortslængte,
Greb han just som Timen lød,
Og mens sammen han den trængte,
Han med eet den sønderbrød.
Atter føied han den sammen,
Vendte ud hvad før var ind,
Kasted saa den ind i Flammen,
Pustet op ved kraftig Vind.
Mens endnu den gløded, tog han
Den i Favn med stærken Arm,
Og med Hamren vældig slog han
Løs paa Kuglens hvælte Barm.
Høie danned han og Dale,
Ild og Vand han i den gød,
Lig et Riis en gylden Hale
Dybt han fæsted i dens Skjød.
Da den fuldendt var, han kasted
Den paa Vognen — som en Vind
Vognen hurtig med den hasted
Til den store Mester ind.
Men min Fører hvisked til mig:
Et Mirakel snart vil skee!
Hist ved Portens Søile stil dig,
Thi det Største skal du see.
Hen vi gik — og fuld af Længsel
Saae jeg mod den lukte Dør:
Døren atter paa sit Hængsel
Let sig aabnede som før,
Og til Slaget af Pendulen
Lyttende just stode vi,
Da fra Døren Kæmpe-Kuglen
Tordnende og foer forbi.
I en Ildsky halv den dulgte
Os sin glødende Gestalt —
Ud ad Porten vi den fulgte —
Tusind Mile var den alt!
Stor og større — meer og mere
Voxte Kuglen, fuld af Pragt;
Hundred Miil nu eller flere
Er dens gyldne Hale strakt.
Langt og længer den sig fjerner,
Meer harmonisk bl’er dens Klang,
Op mod Firmamentets Stjerner
Gjennem Luften den sig svang.
Henrykt fulgte Tanken stille
Med den flyvende Comeet,
Som paa Banen nu saa lille,
Fjern og straalende blev seet;
Som en nyskabt Tone klang den
I de stolte Sphærers Chor;
Blandt de andre Stjerner svang den
Sig i Cirkel om vor Jord.
Men jeg sænkede mit Øie,
Greb min stille Førers Haand:
„Stor er Mesteren, den høie,
Ubegribelig hans Aand!
Men hans gamle, kloge Slave,
Han, som Alt formaaer, og kan
Dog ei skjænke Livets Gave,
Han, den Stærke — hvo er han?“
„Hvad? — mig svared nu min Fører:
Saa du Slaven kjendte ei?
Han, der mægtig her sig rører
Paa sin fast afmaalte Vei:
Han, der uforandret viste
Sig ved Slag af Tidens Uhr:
Han, den gamle, noksom priste,
Altid virkende Natur!“