Ak, det er saa mørkt saa tyst derinde,
Ingen Stemme trænger kjærlig ind;
Ingen Sol og Maane Vei kan finde
Til hans blege Kind.
Taus han sidder ved den dybe Kilde
Med en Fakkel i sin stærke Haand;
Den han slukker — Døren aabnes stille
For en ængstet Aand.
Nu i Hulens Dyb sin Plads han kaarer,
Sætter til sin Mund et Bægers Rand,
Fyldt med de Forladtes stille Taarer —
Bægret tømmer han!