Klart straalte Lysets blanke Glands
Fra tændte Lampers Rad;
Som Blomster i en spraglet Krands
I Kredsen Damer sad.
Dog fængsled intet Syn mit Blik;
Jeg drog ad Drømmens Vei,
Og Øiet rundt i Længsel gik,
Men fandt sin Gjenstand ei.
Da aabned Døren sig, og brat,
Som Fryd i Sorgens Vee,
Som Stjernen paa den dunkle Nat,
Min Skjønne lod sig see.
Hun traadte frem i Damers Flok
I Ungdoms lyse Pragt,
Med Perler om den brune Lok,
I staalblaa Silkedragt.
Ei saae jeg før saa fiin en Kind,
Ei før et Øiepar
Af saa vidunderligt et Skin,
Som disse Øine var;
Ei før et Blik saa stolt og blidt,
Ei Midie før saa slank,
Ei før et Bryst saa perlehvidt,
Der yndigt steg og sank.
Nu drog til Strengenes Musik
Hun Sløret af sin Hals,
Og lig en Drøm saa let hun gik
Ind i den lette Vals.
Høit slog ved Tonen hendes Barm,
Og mig det var igjen,
Som førte Himlen i min Arm
Jeg gjennem Luften hen.
Saa svæved hun, og fængsled sødt,
Lig Lys paa Nattens Vei,
Hvert jordisk Blik af hendes mødt,
Skjøndt selv hun rørtes ei.
Selv uberørt af hver en Glands,
Skjøndt den fortrylled Alt,
Steg frem i Nymphechorets Dands
Den herlige Gestalt.
O fagre Skjønne! Stolte Mø!
Saa deilig og saa kold,
Som Maanen, der i blanken Sø
Sig speiler tusindfold:
Dit Blik er Straalens klare Skin,
Et Hav er dette Bryst,
Der suger dybt dit Billed ind,
Og skjælver ved sin Lyst!