Atter brister Jordens kolde Bælte,
Af dens Moderskjød nu atter vælte
Blomster frem i millionerviis;
Atter i de løvbedækte, svale,
Høie, lyse, ætherfyldte Sale
Klinger Fuglens Sang til Vaarens Priis.
Bækken frem med løste Bølger dandser,
Solens Billed, som en Sky bekrandser,
Svømmer stoltelig paa Bølgens Bryst;
Mild som Duen svæver Luften over
Havet, der med skumbedækte Vover
Bryder susende mod Landets Kyst.
Ogsaa Mennesket er løst fra Smerte;
Op fra Spiren dybest i hans Hjerte
Fredens dufterige Lilie groer.
Som en Puppe brister Sjælens Kummer,
Som en Sommerfugl af Dødens Slummer
Vaagner Glæden med de søde Ord:
See, med Morgenrødens Krands om Panden
Er den unge Genius opstanden,
Slaaer sin Vinge jublende og glad:
Opad, opad vil den Lette stige!
Hente Mennesket fra Lysets Rige
Kjærlighedens røde Rosenblad.