Der sidder hun, og Knæet Armen støtter
Mens Haanden slutter om den fine Kind;
Der sidder hun og tænker, eller lytter
Til Aanders sagte Røst, for Verden blind.
Frem hun sig bøier længselfuld bevæget,
Hun søger, hvad hun aldrig finde vil,
Før eengang denne syge Sjæl er læget,
Før disse søde Øine trykkes til.
Dog blev i hendes Blik en Drøm tilbage,
Et Minde om et deiligt Eventyr,
Erindrings Glands igjennem stille Klage,
Lig Maanen, der forsvinder mellem Skyer.
Men om den hulde Læbe Sorger blande
De sagte Toner ømt med Længsels Lyst,
Der kaster Veemods Slør om hendes Pande,
Men løfter ingen Taare frem til Trøst.
Nei, den er standset nu den fulde Kilde,
Hen over sunkne Grave Øiet seer:
Det Bryst, hvor Livet stormed, det er stille,
Det føler ei — det røres ikke meer.
Saa sidder hun, og Knæet Armen støtter
Mens Haanden slutter om den fine Kind;
Saa sidder hun og tænker, eller lytter
Til Aanders sagte Røst, for Verden blind.