Midt i Havet staaer en Ø;
Fjernest Maal for dristig Skipper
Hæve sig dens steile Klipper
I den kæmpehøie Sø.
Der Orkanens Aander boe,
Over Bølgen der de suse,
Der de stærke Storme bruse
Uden Rast og uden Ro;
Der har vildest Fugl sin Rede,
Der, imellem Fjeld og Hav,
Tvende dunkle Pile frede
Om den store Keisers Grav.
Hvad — den slumrer Høiheds Aand?
Den, hvem Jorden var for lille,
Den, hvem Stormen var for stille,
Den, som sprængte alle Baand.
Knuste Døden denne Barm?
Denne Kraft, der meer ei ruller,
Der, lig Atlas’ høie Skulder,
Bar en Verden paa sin Arm.
Blev til Intet Storheds Billed,
Lige stolt i Vel og Vee,
Som for Lyset frem har stillet
Lykkens mægtige Idee?
Ja — til Hvile her han gik!
Hver en Kraft nu slumrer rolig:
Magt og Vælde her sin Bolig
I det snevre Kammer fik.
Glemsels Aand med sagte Fod
Vandrer her, og alle Blade,
Der om Seierskrandsen sadde,
Stroer den ud i Dødens Flod.
Dog — om Storhed Saga værner,
Frisker op den glemte Glands,
Slynger høit mod Himlens Stjerner
Hans udødelige Krands!
Der den fængsler Blik og Sind,
Lyser mægtig over Jorden;
Kalder Syden, vinker Norden
Til Beundring af dens Skin.
Imod den har Tid ei Magt,
Avinds Piil gaaer sløv tilbage,
Mens en Rad af friske Dage
Om dens Straaler holde Vagt.
Den skal Fremtids Øie lede
Over Verdens vide Hav,
Hen til Klipperne, som frede
Om den store Keisers Grav.
Hvo var han? — Som Ørnens Flugt,
Naar paa understærke Vinger
Allerhøiest den sig svinger,
Hvor hvert jordisk Blik er lukt:
Saa i Livet var hans Gang!
Som et Lyn til alle Sider,
Mellem Iis og Pyramider
Han sit stærke Glavind svang.
Hvo var han? hvis Navn bevinget
Foer som Storm fra Syd til Nord,
Han, hvis Arm, af Lykken tynget,
Holdt i Favn den halve Jord? —
Storheds Barn! Geniets Søn!
Hovmods vældige Betvinger!
Skjæbnens underfulde Finger
Snart for Lyset snart i Løn!
Seirens Styrer, Kampens Gud,
Frugt af hundredtusind Grave,
Midt i Friheds stolte Have
Kæmpetræets største Skud!
Friheds Morder — dog dens Amme!
Vuggen for dens store Sag,
Lynet for dens rene Flamme,
Helt i hundred vilde Slag!
Meer end dette — Tidens Speil
Var hans Liv, hvor frem sig stilled
Kraftens colossale Billed,
Kæmpedyder, Kæmpefeil.
Som Giganterne hans Magt
Stræbte kjækt mod Himlens Stjerne,
Kun det Høie, kun det Fjerne
Stod med denne Aand i Pagt.
Krandsen greb han — den, som bringer
Død, skjøndt evig Herlighed;
Stigende paa Ørnevinger,
Bragte Byttet han herned.
Han, Prometheus’ ægte Søn,
Deelte Straffen med sin Fader:
Til de vilde Klipperader
Lænket fast, han fik sin Løn.
Og forbauset Verden saae
Eventyret uden Mage,
Stort og tragisk selv i Klage,
At forsvinde og forgaae.
Nattens Skygge alt det fjerner;
Men forglemmes vil det ei,
Medens Evighedens Stjerner
Vandre over Tidens Vei.
Disse Klipper, denne Plet
Holder her i snevre Skranker
Alle Heltens høie Tanker,
Tæmmer her hans Styrke let.
Her hans stærke Seierssværd,
Her hans laurbærkrandste Throne,
Her hans gyldne Verdenskrone
Bytte blev for Ormes Hær.
Frugten af utrolig Lykke,
Arvingen til evig Priis,
Vandrer her en stille Skygge
Paa de stille Skyggers Viis.
Storheds Grav blev denne Ø!
Høiheds Aander danned Scenen:
Klippen selv er Bautastenen,
Mindet er den dybe Sø.
Musen staaer paa Fjeldets Bryst,
Klio med den ædle Pande,
Og mod alle Verdens Lande
Toner mægtig hendes Røst:
See min Straf og see min Løn!
See det Værk, som jeg fuldendte!
See den Stjerne, som jeg tændte
Klar og evig, i min Søn!