Det var saa stille og saa tyst,
Det var ei dunkelt eller lyst,
Det var som mellem Dag og Nat,
Thi Maanens Glands belyste mat
Bedækket let af Skyens Flor
I Aftnens Time Luft og Jord.
Den stolte Borg, hvis stærke Fod
Sig Havets Bølger brød imod,
Stod marmorgraa, med Søiler smykt,
I Lyset halv og halv beskyg’t.
Det dybe Adriaterhav
Der gjennem Secler speiled af
Det høie Tag, det ranke Taarn,
Gav begges Billed som tilforn. —
Det var saa stille og saa tyst;
Kun svagt sig løfted Havets Bryst
Og kun en enkelt Søfugl skreg
Naar for dens Øie Maanen veg,
Af Skyens Dække hyllet ind;
Da skjulte og sig Borgens Tind,
Da svulmed Bølgens lette Top,
Den nys saa blanke, dunkel op,
Da bredte sig et Sørgeflor
Ud over Luft, ud over Jord;
Men snart forbi gled Mørkets Sky,
Og Lyset straalte frem paany. —
Det var saa stille og saa tyst;
I Haven, langs med Havets Kyst,
Hvortil en Borgaltan gik ud,
Lød hvert et Træ paa Nattens Bud
Alt sine Blade synke ned
Mens Duggens Perler paa dem gled;
Den stærke Steeneeg heved hist
Paa knudret Green en bladrig Qvist,
Mens Piniens slanke Stamme stod
Med Myrthebusken ved sin Fod;
Hist snoede sig en Ranke huldt
Om Mandeltræet blomsterfuldt;
Hist gav en høi Cypresse Læ
Til Laurbærbuskens fine Træ;
Hist gynged Poppelpilen let
Ved Luftens svage Aandedræt. —
Det var saa stille og saa tyst;
Alt bæved som i sagte Lyst,
Og som et Sølvflor Taagen laae
Paa hvert et Blad, i hver en Vraa.
Fra Jorden steg en Ambraduft
Op i den sommervarme Luft;
Fra Luften lette Draaber flød
Og følte Jordens svangre Skjød;
En Regn af Blomsterblade faldt,
En sagte Vind gik over Alt,
En neppe hørlig Livets Røst —
Det var saa stille og saa tyst.
Hvo træder paa Altanen ud?
Er det en Brudgom med sin Brud,
Der løftes frem ved Maanens Skin,
At kjøle deres varme Kind
I Aftenluftens lette Vind?
De slynged begge Arm om Arm,
De hvilte begge Barm ved Barm,
De standsed begge som de gik,
Og vexled Kys og vexled Blik.
De bøied begge — hun og han,
Sig over Borgaltanens Rand.
Og saae i Aftnen tause frem —
Et Glimt af Lyset mødte dem,
En enkelt Straale stille faldt
Paa begges Billed og Gestalt:
Hun er saa fyldig, høi og rank,
Han er saa smekker og saa slank;
I dunkle Slanger hendes Haar
Sig rigt om Svanebarmen slaaer,
I lyse Lokkers gyldne Flok
Hans blødt sig kruser, Lok ved Lok;
Et Luehav, som Bund ei har,
Er hendes sorte Øiepar,
Der brændende og dybt nu saae
I hans, de klare himmelblaa;
Han er saa ung — knap tyve Aar
Let paa hans Pande skrevet staaer;
Om hendes — end i Skjønheds Flor,
En større Krands af Tid sig snoer.
Og tause staae de — Sorg og Lyst
Er blandet dybt i begges Bryst,
Og Sukket møder Sukket kun
Mens Smilet døer paa begges Mund. —
De vaagne nu som af en Drøm,
Og Armen slaaer hun fast og øm
Omkring hans Nakke, og som nys
De vexle atter Blik og Kys.
Eet Kys endnu — o Trylleri!
Eet Blik endnu — det er forbi!
Da skilles pludselig de ad,
Og skjult af Vindruerankens Blad
Ad Murens Steen paa lette Fjed
Han fra Balconen stiger ned.
Hvo er han? — Ridder Albas Søn,
Den skjønne Guido, som i Løn
Med Hjertet fuldt af Længsels Sorg
Sneg tidt sig hid til Manfreds Borg,
Naar Brev fra Beatrices Haand
Gav Flammen Næring i hans Aand,
Og loved al hans Længsel Trøst
I hendes Favn, ved hendes Bryst.
Thi fra det første Øieblik
Da hendes Haandtryk ømt han fik,
Fra første Gang, da Lyst og Glands
Fra hendes Øie faldt i hans,
Fra den Tid Ild var i hans Blod,
Fra den Tid hendes Billed stod
Dybt i hans Sjæl som Livets Skat,
Klart for hans Øie Dag og Nat.
Hvad agted han — sin Stammes Haab,
Nu meer paa Ærens stærke Raab?
Hvad veied Heltedaad og Navn
Mod Fryd i Beatrices Favn?
Hvad spurgtes om Grev Manfreds Ret
(Den aldrende Gemals), naar let
Den skjønne Qvindes Øiekast
Lig Elskovs Stjerne bandt ham fast?
For ham var ei hun Manfreds Viv;
Hun var hans eget Alt — hans Liv,
Hans Sjæl, hans Tanke Nat og Dag
Hans Suk i hvert et Aandedrag. —
I Løvet ind nu Guido gaaer:
Og endnu Beatrice staaer
Paa Borgaltanen, for at see
Endnu engang til Fryd og Vee
Den elskede Gestalt, naar den
Paa Græsset træder ud igjen;
For end ved Glands af Lunas Skin
At see hans Lokker og hans Kind,
Og dette skjønne Hoved, naar
Dets sidste Hilsen ømt hun faaer.
I sød Forventning saa hun staaer,
Og hendes Øie streifer let
Hen over Havens aabne Plet.
Han kommer — see hans Skygge alt!
Hun skjælver; ikke hans Gestalt,
En anden Skikkelse hun seer,
Som, skjult igjen, nu sees ei meer.
Hvem var det? Mon Grev Manfred? Nei,
Han vandrer jo ad Skovens Vei,
Og først til Midnat, har han sagt,
Han vender hjem fra Dagens Jagt.
Hvem da? — Men tys! Tilside slaaer
En Arm nu Løvet — Guido staaer
I Maanens Glands, og let hans Haand
Som Bud fra en forelsket Aand
Til Beatrice kaster hen
Et Kys — og Eet — og Eet igjen.
Da faldt et Skud — et Skrig der lød —
Og baglænds ned i Græssets Skjød
Ung Guido styrter i sin Død.
Hvorfra kom Skuddet? Skriget, som
Forkyndte rædselfuldt hans Dom
Og skrækked Beatrices Sands,
Hvis var det — hendes eller hans?
Men atter ud af Løvets Gjem
Hiin Skikkelse nu træder frem,
Og Beatrice seer med Skræk
Grev Manfreds klart belyste Træk.
Dog i en Taage Alt nu svandt —
Med Møie hun til Døren vandt,
Hvor, skjælvende paa Haand og Fod,
Med Nakken støttet op imod
Den haarde Muur, hun stille stod. —
Hvor er i denne korte Tid
Alting forandret! Marmorhvid
Er hendes nys saa friske Kind;
Den fulde Barm er sunken ind,
Det varme Blik er svundet hen
Og kun en Stivren er igjen;
Halv aaben staaer den blege Mund,
Der nylig smilte rød og rund,
Og kold som Iis, skjøndt nys saa varm,
Er Haanden, trykt mod hendes Barm.
Saa staaer hun død et Øieblik
Før hun sit Liv tilbage fik,
Før atter hun bevidst sig fandt:
Da — gjennem Døren hun forsvandt.
* * *
Det Midnat var. I Borgens Hal,
Den rigt forgyldte Spisesal,
Hvis Speile samled som en Krands
De høie Candelabrers Glands,
I Borgens Hal var Taflet dækt;
Og tynget under Sølvets Vægt
Og under gyldne Skaalers Fod,
Det bar den rige Overflod.
Paa Huushovmestrens strenge Bud
Gik Tjenerskaren ind og ud,
Og ordned Alt foruden Ord,
Paa vante Viis, ved Grevens Bord.
Der er serveert — og stiv som før,
Til Grevens, til Grevindens Dør
Nu Castellanen langsomt gaaer,
Og melder: Taflet dækket staaer.
Af Salen saa han skrider ud,
Og hver en Tjener paa hans Bud
Sig fjerner samme Øieblik;
Thi ved Grev Manfreds Hof er Skik,
Som i hans Aners Tid det var,
At for det grevelige Par
Af intet Vidne hørt og seet
Hvert Aftentaffel staaer beredt.
En Dør gaaer op — hvo træder ind
Med listende og sagte Trin,
Og seer sig allevegne om,
Som frygted hun, at Nogen kom?
Det Beatrice er, hvis Fod,
Paa Tærskelen først uvis stod,
Som nu mod Taflet skrider hen
Mens rundt hun seer sig om igjen.
De store Speile gjengav klart
Det stolte Billed, som i Fart
Forbi den blanke Flade gled,
Da over Gulvet let hun skred.
Ved Bordet staaer hun — Haand og Arm
Hun hæver hurtig mod sin Barm,
Og hurtig af det skjulte Hjem
Hun en Phiole drager frem. —
Igjen hun seer sig om — og nu,
Med eet hun Flasken brød itu,
Og brændende og luerød
I Vinens Kumme Giften flød.
Nu er det skeet — bleg som en Aand
Hun staaer og ryster paa sin Haand,
Og fyldt med Rædsel hun sit Blik
Fra Speilet stift tilbage fik.
Da rører sig Grev Manfreds Dør —
Hun fast sig samler; — kold som før,
Fra Midten af den lyse Sal
Hun gaaer imøde sin Gemal.
Han træder ind saa høi og stiv
Og bøier stolt sig for sin Viv,
Der gi’er ham Haanden let og fri.
De gaae tiltafels. Vis à vis
De sidde ved det runde Bord,
Og skifte Blik, men intet Ord.
Paa begges Ansigt og Gestalt
Det fulde Lys fra oven faldt,
Men klared ei den mørke Sky,
Der steg og svandt og steg paany
Paa Manfreds Pande, naar hans Blik
Til Gjensvar Beatrices fik.
Med Haanden han tilbage slaaer
Sit graanede og korte Haar,
Og over Panden saa igjen
Den let og sagte glider hen;
Men Skyggen jages dog ei væk,
Der svæver om de mørke Træk.
Han tale vil, men tier dog;
Det skarpe Blik er kun hans Sprog,
Naar bittre Smiil fra Stund til Stund
Sig kruse dybt omkring hans Mund. —
Fra ham hvor reent forskjellig hun!
Thi hendes Læbe farves rød
Af en forstærket Purpurglød,
Og Øiet straaler dobbelt Glands
Ud over Kindens Rosenkrands.
Som Ibenholt om Alabast
Sig Haarets Fletning slynger fast
Om Pandens Bue, hvorfra ned
En Strøm af Lokker yndigt gled.
Et Smiil, som ei forandres, staaer
Paa hendes Mund — og stedse, naar
Et Blik han hende kaster til,
Hun smiler dobbelt huld og mild.
Men efter Husets vante Skik
Hun blander nu Grev Manfreds Drik,
Og ud af Kummen purpurrød
I Guldpocalen Vinen flød.
Da staaer hun op, og med sin Mund
Paa Skrømt credentser Bægret hun,
Hvorpaa med selsomt Øiekast,
Med Armen rolig, Haanden fast,
Hun rækker ham Pocalen hen
I tilvant Sprog: „Fra Ven til Ven!“
Grev Manfred heftig griber den,
Og op han reiser sig, idet
Nu Beatrice skjælver let.
„Død for hvert falsk og troløst Bryst!“
(Saa klang hans stærke, dybe Røst)
Død hver Forræder! Tifold Død
For Hver, som Tro og Love brød!“
Med disse Ord han Vinen drak,
Og ud tilbunds Pocalen stak. —
De sætte begge sig igjen,
De kaste paa hinanden hen
Et tvivlsomt Blik fra Tid til Tid —
Og begges Kind er nu saa hvid,
Og begges Øine har en Ild,
Som Underverd’nen hører til.
Han tænker kun paa Guidos Mord,
Paa hendes Brøde, som han troer
I Øiets Angst sig maler nu;
Hun har en Andens Død i Hu,
Hun tænker paa Grev Manfreds Liig,
Hvis Billede hun seer for sig.
Da hører hun med eet hans Skrig,
Og skjælvende, med bøiet Krop,
Paa eengang Manfred springer op,
Og seer paa Beatrice stift
Idet hans Læbe stammer: „Gift?“
„Gift!“ — svarer hun med roligt Smiil,
Men flygter pludselig med Iil
For ham, hvis Haand nu Dolken drog:
„Gift, for det unge Liv du tog!“ —
Han følger hende — Bordets Ring
De begge hurtig gaae omkring:
Hun foran, og som Hævnens Aand
Bagefter han med hævet Haand.
Paa eengang stille dog han staaer,
Og Dødens Præg hans Ansigt faaer,
Thi Giftens frygtelige Magt
Til Standsen har hans Hjerte bragt.
Paa Salens Gulv han styrter ned,
Hvor sig i Krampe vildt han vred,
Og kun et Suk — et dæmpet Skrig,
Og Borgens Herre var et Liig.
Saa stille Alting blev igjen,
Og pragtfuldt flammer Lyset end
Fra høie Candelabrers Krands
Og fylder Salen med sin Glands.
Men Natten sig ved Manfreds Fod
Paa Gulvet Beatrice stod,
Og lod sit Øie hvile paa
Hans aabne Mund, af Giften blaa,
Hans brustne Blik, der endnu saae
Mod hende truende og vildt.
Mørkt flammer hendes Øies Gnist
Som Gjensvar — og paa Liget kun
Med hævnfyldt Hjerte kaster hun
Endnu engang et haanligt Smiil —
Da vender hun sig bort med Iil
Og griber Faklen med sin Haand;
Og nu som Hadets vilde Aand,
Paa hurtig Fod fra Sted til Sted
Hun gjennem Salen iler ned,
Og tænder allevegne an
Tapetets damaskklædte Rand —
Alt fænger — blusser op paastand;
Thi Stoffet nærer Flammen, som
Snart hele Væggen løber om.
Snart fanger Loftets Buer Ild,
Mens Beatrice laaser til
Hver Udgang, som fra Salen gaaer.
Nu ved den sidste Dør hun staaer,
Og sidste Gang sit Blik hun slaaer
Som triumpherende omkring
I Luens vilde Flammering.
Alt brager Loftet — Ilden alt
Ned som en Regn fra oven faldt,
Og som fra Underverd’nens Hjem
Med Gnister Røgen trænger frem
I tykke Skyer fra hver en Kant —
Imellem disse hun forsvandt.
* * *
Som før var Alt endnu saa tyst
I Haven langs med Havets Kyst;
Som før stod Blomst og Busk og Træ
Af Borgens høie Muur i Læ,
Og aanded ud den milde Duft
I Nattens sommervarme Luft;
Som før af lette Skyer i Skjul
Løb Maanens gyldenblanke Hjul
Hen over Nattens tause Hjem,
Da Beatrice traadte frem
Af Slottets Dør i Reisedragt,
Med Kappen over Skuldren lagt,
Med Hatten, hvorfra Sløret gled,
Omkring den ranke Skabning ned.
Et Øieblik hun stille stod —
Da ilte hun paa hurtig Fod
Igjennem Havens dunkle Gang
Til Maalet for sit Hjertes Trang.
Men da hun Løvet gik forbi,
I søde Toner løftes fri
Just Nattergalens Melodie;
Og da ved Offret nu hun stod,
Da saae det svømme i sit Blod,
Imens fra Busken atter klang
De længselsfulde Toners Sang:
Da styrted hendes Taarer frem,
Og Sukke blandte sig med dem;
Da med et qvalt og dæmpet Skrig
Sank selv hun ned ved Guidos Liig.
Fast slynged hun om ham sin Arm,
Stærkt knuged hun ham til sin Barm,
Med hede Taarer væded hun
Hans kolde Kind, hans blege Mund.
Hun strøg hans Lokker med sin Haand,
Hun kaldte kjærligt paa hans Aand,
Hun nævnede med Suk hans Navn
Idet hun aabned ham sin Favn,
Og bød hans kolde Hjerte Trøst
I Hvilen ved det varme Bryst.
Ømt trykkede hun tusind Kys
Paa Øiet, som hun lukte nys,
Og bad saa atter om et Blik
Mens Stemmen taareqvalt forgik.
„Et Blik endnu!“ — saa sukked hun —
„Eengang endnu — o Elskte! kun
Eengang endnu til Qval og Lyst
En sagte Gjenlyd af din Røst!“
Saa laae hun med ham Barm ved Barm,
Saa hviled i hinandens Arm
Med deres Brødes bittre Løn
Nu Livets Datter, Dødens Søn.
En Larm, der lød fra Borgens Tind,
Nu vakte Beatrices Sind,
Et blandet og forvirret Skrig,
Der gjennem Luften trængte sig,
Gav atter Styrke hendes Aand,
Gav atter Kraft til hendes Haand,
Der greb om Dolken, som hun bar
I Barmens Belte. Hurtig skar
En Lok hun af det lyse Haar,
Der sig om Guidos Kinder slaaer,
Og dyppet i hans unge Blod
Hun trykked længe den imod
Sin hede Læbe med et Smiil. —
Da reiser hun sig op med Iil,
Thi ned fra Borgen, mørk og høi,
Forstærket lyder Larm og Støi,
Og i et vildt og angstfuldt Skrig
Nu hundred Stemmer blande sig.
Stærkt brager Slottets høie Tag,
Og Røgens Masser, Lag paa Lag,
Sig trænge pludselig nu frem
Hvor kun en Aabning er for dem.
Hver Bølge høit i Luften slaaer;
Og som en samlet Søile staaer
Den sorte Røg nu lodret op,
Og rører Skyen med sin Top.
Da funkled Beatrices Blik —
Dets sidste Straale Guido fik.
Hun flygted bort paa hurtig Fod,
Med Sjælen truffen i dens Rod,
Med Hjertet som et stormfuldt Hav,
Der Lynets Vinger Tanken gav.
Hun ilte langs med Havets Bred
Paa Sandets hvide Flade ned,
Hun standsed ikke paa sin Vei,
Hun agted Havets Bølger ei,
Der hendes Fødder væded tidt;
Hun sagtned ikke sine Skridt
Naar Tang og Stene spærred til
Den øde Sti, hun vandre vil.
Hun gik som dreven af en Magt,
I dybe Tanker, uforsagt,
Paa ilsom Fod, med Blikket fast,
I Natten frem foruden Rast.
Hun kom til Høien, hvorfra tidt
Et Klæde, flagrende og hvidt,
Til Guidos Øie havde sendt
Et Budskab, kun af ham erkjendt.
Hun steg ad Skrænten hurtig op,
Hun stod paa Høiens bratte Top;
Tilhøire dreied hun sit Blik;
Og med et Suk isyne fik
Hun Ridder Albas fjerne Borg.
Hun vendte Øiet bort i Sorg,
Og skued til den anden Kant,
Hvor hendes Yndling Døden fandt.
Hvad seer hun der? — Hvi straaler nu
Som deelt imellem Fryd og Gru
Det sorte Øies stolte Blik,
Hvis Stjerne nys i Sorg forgik?
Ha! Manfreds Borg ei meer er til;
Kun Tønder er den for en Ild,
Hvis ene Flammevinge slaaer
Mod Himlen, mens den anden naaer
Ud paa det dybe, stille Hav,
Der Billedet af Luen gav. —
Og stedse voxer Ildens Krands,
Og hele Himlen faaer en Glands
Lig Morgenrødens Rosenskin;
Og svunden hen er Maanens Skin,
Fordunklet af den stærke Magt,
Der fylder Natten med sin Pragt.
Jord, Hav og Himmel — Alt omkring
Er kun et Speil af Luens Ring,
Der fyldes af en kulsort Damp,
Med Flammen gnistrende i Kamp.
Saa raser Ilden — frygtelig
I Frihed Baalet hæver sig,
Mens endnu Beatrices Fod
Som bunden fast til Jorden stod.
Da løftes den paa eengang brat —
Og atter eensom og forladt
Hun flygter ud i Mulm og Nat.
Lang Tid gik hen — Aar efter Aar;
Den Slægt, som lever, alt forgaaer,
Og alt en anden voxer frem,
Som kalder denne Jord sit Hjem.
De rulle hen de lette Aar,
Og andre Former Verden faaer,
De samme dog endnu som tidt.
Thi nu er Træ hvad før var Qvist,
Og hvad der før en Spire var,
Alt sine Frugter baaret har.
De svundne Dages stærke Mand
Staaer bøiet nu paa Gravens Rand;
Den unge Pige, let af Sind,
Der fløi i Dands med Rosenkind,
Gaaer nu en Qvinde, taus og mat,
Af Ungdomsroserne forladt;
Det skjulte Liv, der til kun var
I Tanken, som fra først det bar,
Har faaet Skikkelse, og staaer
Nu i de gyldne Barndomsaar.
Den gamle Tid i Dvale faldt,
Den unge Tid bevæger Alt,
Det nye Liv, det nye Haab
Nu fylder Verden med sit Raab. —
Lang Tid gik hen — Aar efter Aar,
Hvidt er det forhen dunkle Haar,
Og blegnet hen som det er Alt,
Hvad eengang skjønt og stort blev kaldt.
Men ogsaa Lidenskabens Magt
Har sig til stille Hvile lagt,
Og Blodet, før som Luer stolt,
I Tidens lange Strøm er koldt.
Forglemt er Elskovs ømme Graad,
Forglemt er Hadets bittre Braad,
Forglemt er hver Begjæring, glemt
I Hjertets Indre — Alt forglemt.
Ja, selv den gamle Synd er gjemt
I Mørket, hvor kun Een den seer;
For Verden er den Intet meer
End som et dunkelt Sagn, hvis Ord
Man neppe hører, neppe troer. —
Lang Tid gik hen — Aar efter Aar,
Og lig en Skygge mat forgaaer
Hvad evig Kraft har skjærmet ei,
Naar Tiden naaer det paa sin Vei.
Kast kun de stolte Planer ud,
Du, som har Navn af Jordens Gud!
Kald Eders gyldne Drømme frem,
O Støvets Børn! og lev i dem —
Fryd Jer i Glædens søde Stund!
Alt er dog Tidens Føde kun.
Hvad skaaner den? — Erindring? Nei!
Selv Mindet sparer Tiden ei;
Det tæres meer og mere bort
Lig en forsvindende Accord;
Det glade Minde maa forgaae,
Kun Sorgens, Brødens kan bestaae. —
Lang Tid gik hen — det sidste Aar
Alt af de tred’ve nu forgaaer,
Der randt fra den Tid Manfreds Huus
Med al dets Herlighed blev Gruus.
Alt er forandret — svundet hver
Et Spor af Livets Farve her;
Ikkun Naturen taler end
Med samme Toner, samme Sind.
* * *
Det var saa stille og saa tyst,
Det var ei dunkelt eller lyst,
Det var som mellem Dag og Nat,
Thi Maanens Glands belyste mat,
Bedækket let af Skyens Flor,
I Aftnens Time Luft og Jord.
Den stolte Borg, hvis stærke Fod
Sig Havet fordum brød imod,
Mens ud den over Bølgen saae,
En sørgelig Ruin nu laae.
Det dybe Adriaterhav,
Der gjennem Secler speiled af
Det høie Tag, det ranke Taarn,
Gav intet Billed som tilforn. —
Det var saa stille og saa tyst;
I Haven langs med Havets Kyst,
Af Slottets Mure før i Læ,
Stod Qvist og Stamme, Busk og Træ,
Nu voxed vildt tilsammen op
Med snoede Grene, Top i Top,
Og dækked Egnen rundt omkring
Som med en tæt og løvfuld Ring.
Kun sagte lufted Vinden varm,
Kun svagt sig hæved Bølgens Barm,
Kun mat var Lyset, som nu gled
Paa Borgens sorte Mure ned,
Hvor fordum Luen gnaved af
Den Glands, som Marmorstenen gav.
Rundt om det sunkne, øde Huus
En Rad af Piller laae i Gruus;
En eensom Søile ikkun stod
Ved Borgens mosbegroede Fod,
Et eensomt Minde kun igjen
Fra hine Tider, som foer hen.
Men fra den dybe Huulvei, som
I Bugter løber Muren om,
En dunkel Skikkelse nu kom.
Det var en Qvinde, mat af Aar,
Med bøiet Ryg og graanet Haar,
Der sneg sig hen som mod sin Grav
Med Haanden støttet paa en Stav.
Ad Veien frem til Havets Bred
Imod den store Steen hun skred,
Og satte der sig langsomt ned.
Tilvenstre Søen rolig laae,
Og ligefor hun Borgen saae,
Med Landets flade, krumme Kyst,
Hvor Havet hvilede sit Bryst. —
Dybt bøiet længe taus hun sad,
Da skilte Himlens Skyer sig ad,
Og langsomt nu fra Bølgens Top
Sit mørke Blik hun hæved op.
Mens i sit Bryst, af Sorger trangt,
Hun drog et Suk saa dybt og langt.
Med Øiet fulgte Maanens Skin
Hun gjennem Borgens Vinduer ind,
Rundt i de øde Sale, hvor
I alle Kroge Mørket groer;
Saa vendte hun igjen sit Blik,
Og over Søen ud det gik,
Og ad de flade Kyster ned,
Fra Plet til Plet, det stille gled.
Dybt sukked atter hendes Aand,
Og sagte skjælved hendes Haand,
Og hendes Ansigt hæved sig
Et visnet Blad i Farve lig.
Om Mundens slappe Træk et Spor
Af Kummer talte uden Ord,
Og Pandens dybe Furer bar
Den samme Tale mere klar.
Det Liv, som fyldte Øiet, var
Kun svage Glimt, der kom, der gik
I eet og samme Øieblik. —
Saa sad hun — frem for sig hun saae,
Mens Haarets Lokker afbleggraa,
Et Spil for Luftens lette Vind,
Hang ned om hendes runkne Kind;
Mens af og til, fra Stund til Stund,
Mod Borgen — mod den dunkle Lund,
Og imod Søen ud igjen
Hun dreied Øiet langsomt hen.
Saa sad hun taus i Maanens Skin;
Hvad end hun veied i sit Sind,
Om Savn, Erindring, Sorg og Straf,
Det kjendtes ei paa hendes Træk;
Thi paa de kolde Former seer
Man Sjælens Farver ikke meer.
Det Billed, hendes Aasyn bar,
Ei Livets eller Dødens var;
Det var den dybe Trætheds Miin,
Der i et Suk fra hendes Mund
Sig vendte nu mod Borgens Steen:
„O, laae som I nu mine Been
Hensmuldred dybt i Gravens Bo!
O, var jeg død! saa fik jeg Ro.“