Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Aha, Hr. Billo!

Hr. Carocco!

Min ædle Ven!

Min tappre, fortræffelige Ridder!

Undskyld min Paatrængenhed, men jeg var saa

fordybet i Læsning af dette høist tiltræffende Docu-

ment.

Undskyld ogsaa min Paatrængenhed, men jeg

kunde ikke vende Øinene fra dette velsignede Papir.

For tusinde Djævle! Turde man spørge, hvad

dette Papir forkynder?

For alle Helgene! Turde man blive deelagtig

i dette Documents Indhold?

Hvorfor ikke, min capitale Ven! Det er Mar-

schallens Program i Anledning af de store Festligheder.

Høist mærkeligt! Det samme er Indholdet af

mit Papir, og var just Gjenstand for mit omhygge-

lige Studium.

O, min kjære Billo! Hvilke Udsigter for de kom-

mende Dage! Alle geistige og corporlige Nydelser;

Alt hvad det Tørre og Vaade kan frembringe til Trøst

og Oplivelse for en gammel, forsøgt Krigsmand —

Alt har vi ivente. Ved Mars! jeg vilde ønske jeg

var et Amphibium, at jeg paa eengang kunde svælge

i to Elementer.

Jeg deler Jer Henrykkelse, min ærede Ven. Men

sandt at sige, kan vi ogsaa trænge til lidt Opmuntring.

Siden den salig Fyrste døde, har vi jo levet som i

Kloster. Prindsesse Aurora — forresten en høist

udmærket Dame — Gud bevare’s! — synes aldeles

ikke at finde Smag i de sandselige Glæder, der dog

alene kan holde Liv og Humeur i Folk.

Ja, det er sandt. Tænk Jer bare! Hun sover

hver Nat — jeg veed det fra en sikker Haand —

hun sover hver Nat kun 9 à 10 Timer. Hendes

Føde — er det ikke mærkeligt? — skal kun bestaae

af Fuglevinger og Fiskehaler, hvortil hun spiser Vand-

franskbrød. Har I hørt det? Vandfranskbrød, intet

andet end Vandfranskbrød; og hendes Drikke — det

er endnu det Vidunderligste — skal være puurt og

bart Kildevand. Kildevand! Forstaaer I det, Billo,

hvordan et Menneske, der har den største Vinkjelder

i Landet, kan leve af Kildevand? Fik jeg ikke andet

end Vandfranskbrød og Kildevand blot i otte Dage,

er jeg vis paa jeg var død, før de fire vare omme.

Efter den Regning kom I fire Dage paa Vand

og Brød i Himlen.

Fy for en Ulykke! Men har jeg Ret eller Uret?

Er det en Levemaade, som anstaaer en Prindsesse?

Giv Jer tilfreds; thi nu vil hun slaae sig løs

som I seer.

Ja, takket være den fremmede Prinds, den lange

Faste er forbi, og den umaadelige Overflødighed be-

gynder. Tag Jert Papir! Jeg vil tage mit; saa vil

vi gjensidig opbygge hinanden med Indholdet. Sligt

kan ikke nydes for tidt.

Velan da! (læser) Idag den ... ja, det er jo

idag?

Ganske rigtig, det er idag.

Idag ... nei, det er i Aften. „Stor Jagt i

Parken ved Maaneskin. Herrer og Damer have at

iføre sig Jagtcostume, samt muntert Sind og smilende

Miner.“ — Lad mig see, Carocco! har I Jere Smi-

lehuller istand?

Ti for eet, min gode Billo! Men videre!

„Efter Jagten stort Taffel i Haven til Musik af

Valdhorn. Efter Taflet afbrændes et Fyrværkeri

paa Søen.“

Pokker i Vold med Fyrværkeriet! Men Taflet,

Taflet, min gode Billo, det forstaaer man hvad er.

Ja, naar man saadan sidder ved et godt Bord med

en 15 à 16 Flasker foran sig, mellem brave Venner

at leve. Pocalerne klinge — Sangen toner — Ma-

ven styrkes — Hjertet udvides — Ideerne klares —

Ved Mars! en slig Fest trækker altid 30 Aar fra

mine 60. Jeg bliver en Yngling; mit Hjerte slaaer

som da jeg første Gang var forelsket — hu! alene

Tanken begeistrer mig. Bacchus leve! Bacchus og

alle smukke Piger leve! (lægger Haanden paa Kaarden)

den, som ikke drikker sit Glas ud, er en Slyngel og

skal smage min Klinge!

Spar Jer, min ærede Ven. Festen har For-

dring paa alle vore Kræfter. Men læs nu I, at vi

kan see, om Alt stemmer.

Imorgen: „stort Balparé. Herrer og Damer i

Ridderdragt. Mellem Dandsene opføres Chor af

Syngende.“ Py! det gi’er jeg ikke en Pibe Tobak for.

Siig ikke det, Carocco! — I er nu Soldat, og

har formodentlig været i nogle Slag ...

Om jeg har? I hundrede for eet, min kjære

Ven.

Nu, seer I, ved saadan et Liv faaer man kun

Sands for de raa Glæder; men de finere, de ædlere

Nydelser — Konsten forstaaer I Jer ikke paa. Den

Glæde jeg føler, den usigelig salige Fornemmelse, som

jeg fornemmer, naar jeg saadan hører Toner og Tril-

ler fra en ægte Bryststemme; den Lethed, der kommer

i alle mine Lemmer, i mine Been og mit Hjerte, naar

jeg seer den ædle Dandsekonst i al sin Glands —

see det, min gode Ven, det er finere Glæder, som I

ikke har Sands for. Imorgen, det er just en Dag

for mig.

Pokker i Vold med alle Konster og Narrestreger!

Nei, den store Bolle efter Ballet, den er det, jeg glæ-

der mig til.

Den Glæde gaaer I Glip af. Efter at den fyr-

stelige Trolovelse er declareret, gaaer Hver til Sit.

Trolovelse? Declaration? — Hvad er det?

Derom har jeg jo ikke hørt et Ord. Hvoraf veed I

alt dette?

Det skal jeg sige Jer. Vi To er, som I selv

veed, Enden af Hoffet, nemlig i god Betydning.

Men medens nu I søger Jert Selskab i Staldene,

blandt Soldaterne, blandt Jægerne o. s. v., har jeg

min Gang ikke alene hos vor naadige Prindsesse selv,

men i mange store Huse. Der erfarer man Alt,

man er om sig, man lytter, speider, man lurer af og

til en Smule, og saaledes er Intet skjult for Een.

Seer I, medens I nu troer, at alle disse Fester ere

ene til Ære for den fremmede Hertug, under hans

Ophold paa en Gjennemreise, seer jeg dybere i Tin-

gen. Jeg veed, at hans Besøg her er et Frierbesøg;

jeg veed, at Sagen allerede er overveiet fra alle Sider,

og at Prindsessen har givet sit Samtykke; jeg veed

endnu mere, nemlig, at det er derfor, at Grev Robert

af Anduze er reist til Italien, for at søge om Dis-

pensation til dette Giftermaal, hvilket han da ogsaa

har faaet; og endelig veed jeg, at samme høie Mini-

ster — jeg mener Grev Robert — vil indtræffe her

allerede imorgen eller overmorgen, for at slaae Hove-

det paa Sømmet. Seer I, Alt dette, hvoraf I ikke

aner det Mindste, Alt det veed jeg.

Jeg taber Paryk og Knebelsbart af Forbauselse.

Men siden I veed saa meget, kan I vel ogsaa sige

mig, hvorfor, som I her seer (viser Papiret) Rubrik-

ken Overmorgen er aldeles bar. Intet Taffel —

ingen Jagt — ingen Commerce. Hvorfor skal vi

faste i overmorgen, mens vi forresten skal svælge hele

Ugen?

Ogsaa det veed jeg. I overmorgen skal den

høisalige Fyrstes Testament aabnes. Prindsessen bli-

ver da 24 Aar. Det er da akkurat eet Aar siden

hendes Fader, den salig Fyrste, døde. Efter hans

Villie skulde Testamentet først aabnes efter et Aar, og

overmorgen er Dagen.

Men hvad staaer der da i Testamentet?

Ja derom vides Intet. Dog formoder man, det

vil indeholde betydelige Donationer og Gaver til For-

skjellige, f. Ex. ...

For Exempel til mig! O, jeg er vis derpaa.

For en Ulykke! var jeg ikke den salig Fyrstes høire

Haand? Fulgte jeg ham ikke paa alle Tog? Var

det ikke mig, som i Krigen mod hans Broder, Hertug

Ludvig, bidrog meest til Seiren?

Derom har jeg jo aldrig hørt det Mindste. Saa-

vidt jeg erindrer, laae I jo syg under Felttoget.

Hør Syngemester! min ellers gode Ven, gjør

mig ikke vred. Jeg var med, siger jeg endnu engang,

som jeg allerede tyve Gange har sagt Jer det. Jeg

var med paa Ærens Mark; jeg stred som en Løve;

jeg bidrog usigelig meget til, at vi vandt det store

Slag ved Bouteille — hvad jeg vilde sige: Bou-

reille, hvor den store Hertug Ludvig faldt. Jeg blev

forflyttet til Arriergarden fra Avantgarden. — Jeg

gjorde Underværker af Tapperhed. Jeg var den

Første paa Volden, da den fjendtlige Leir blev erobret.

Jeg havde isinde at bemægtige mig den unge Prinds

Victor, den faldne Hertugs eneste Søn. Jeg var lige

paa Nippet at faae Fingre i den unge farlige Mand

— da Efterretning indløb, at Prindsens Amme alle-

rede 14 Dage iforveien var flygtet med det

lille prindselige Nøer, som endnu laae i Vuggen. Seer

I, det gjorde jeg — det var min Krigsskole — der

sankede jeg mine Laurbær — for en Ulykke! hvoraf

leer I?

Husker I da ikke, at jeg maatte skaffe Jer Attest

fra Doctoren da Krigen udbrød? Husker I ikke, at

I havde Koldfeber? Husker ...

For Fanden! Intet husker jeg. Bagvaskelse er

det, skjændig Bagvaskelse.

Nu, lad det gaae for hvad det er. Men jeg vil

dog raade Jer, ikke at omtale Eders Bedrifter for høit;

thi skjøndt Historien er 15 Aar gammel, klinger den

ikke godt i Prindsessens Øre.

Min Dolk skal gjennembore hvert Ord, som des-

angaaende vil trænge til Prindsessen. Billo, brave

Ven! I kan dog tie? Hvad kan jeg for, at jeg er

tapper? Men fra nu af skal jeg lade mine Bedrif-

ter gaae paa Hosesokker. Sagte — ganske sagte skal

de gaae; sagte ...

Stille! der er Prindsessens Page.