Et Døgn er svundet let og brat.
Paany igjen den dunkle Nat,
Hvorunder Dagens Farve døer,
Bedækker Himlen med sit Slør.
Paany er Alting slumret ind,
Kun ei den kjøle Nordenvind,
Som gjennem Skyers spredte Krands
Tidt lokker Himmellysets Glands
I sølverhvide Straaler frem.
Klart skuer Øiet nu ved dem
Foroven Nattens tynde Flor,
Forneden Menneskenes Hjem,
Den stille, skyggefulde Jord.
Tæt ved Cypresskoven hist
Et Tempel ligger mørkt og trist,
Som Maanens Lys nu falder paa.
De mosbedækte Søiler staae,
Halv smuldred hen i Støv og Gruus,
Som Støtter for det gamle Huus,
Hvis Marmortag er styrtet ned,
Hvis Rest af fordums Herlighed
Er kun den søilesmykte Muur.
Midt i den frodige Natur
Det staaer et Oldtids Monument,
Halv slettet ud og ubekjendt. —
See kun, hvor Straalen underlig
I Templets Indre taber sig,
Og spreder Skyggers dunkle Hær,
Som svæve taagelette der.
Som stige frem, som atter svinde
Ved Lyset, lig et gammelt Minde,
Der kommer Livets Farve nær.
Men nær ved Templets brudte Fod
Det store Hav sig høre lod,
Hvis mørke Bølgers dumpe Slag
Klang som det fjerne Tordenbrag;
Hvis Vover over Steen og Sand
Gik let og skummende paa Land,
Hvor, vuggede til Hvile, snart
De tabte trætte deres Fart,
Og mildt i Slummer rulled hen,
Til Havet vakte dem igjen.
Og tæt ved Kysten, hvor en Bro
Af Steen sig hæved: To og To,
Saa en befæstet Vei de gav
Fra Landet til det dybe Hav,
Laae, gyngende paa Bølgens Speil,
En lille Baad med røde Seil,
Af sine Folk forladt og tom.
Den hørte til Galeien, som
I Horizontens fjerne Blaa
Paa Dybet høit for Anker laae.
Dog see! Fra Templets Marmorblok
Nu trænger frem Corsarers Flok,
Og let sig Skaren skiller ad,
Og stiller sig i ordnet Rad
Paa Kystens hvide Flade op.
Der staaer den, en bevæbnet Trop,
Et Syn, som bringer Hjertet Skræk;
Thi Vildhed stod i Alles Træk,
Og ud fra Øiets mørke Bryn
Skød Blikket som det vrede Lyn,
Og fast paa Dolken Alles Haand
Laae, som paa Ørnens Fod et Baand.
Et Vink — og Baandet briste vil!
Et Ord — og ud med Vredens Ild
Den flyve skal, og styrte brat
Sit Bytte ned i Dødens Nat!
Men nu i Taushed Skaren staaer,
Og i Forventning Øiet gaaer
Til deres stolte Høvding, som
Med tvende Tyrker mod dem kom.
Den ene Tyrk sig vender om —
Ha det er Selim! — Ali var
Den Anden, som nu Ordet ta’er.
Corsarer! her af Guldet tung
Til lige Deling denne Pung,
Naar imod Beyens Fiender I
Kjækt under Kampen staae os bi.
Men hvis I svigte Løftets Ord,
Som Eders Høvding mig tilsvoer,
Da komme vil til Havets Rand
En Hær, i Tal som Ørknens Sand,
Og Ibrahims det vrede Sværd
Saa brat som Lynet er Jer nær.
Da gaaer i Brand Jer Bolig op
I Dalen og paa Fjeldets Top;
Da splittes snart paa Havet ad
Hvert Skib, hver Baad, som I besad;
Da drikker Sandet snart Jert Blod,
Mens bort med lænket Haand og Fod
Til Ørknen Eders Børn og Qvinder
Skal følge seierrige Fiender. —
Dog fast, jeg veed det, er Jer Tro;
Thi hør mig: Snart sig nærme To
Af Beyens Slaver, som, forfulgt
Af os til Tarez, I har dulgt;
Og som, før os I traf, I svoer,
Forblindede af Guld og Ord,
At føre over Havet bort.
Men Allah raader — brat og kort
Skal deres Fryd sig ende. Nei!
Forgjeves Osman kalder ei
Med blodigt Raab fra Ørknen du
Din Broders Haand til Hævnen nu!
Biana — saa Corsaren hed —
Sin Stemme hæver stolt og vred:
Nei, Ali! Ved Propheten, nei!
De Tvendes Død jeg svoer dig ei;
Og Død skal Ingen af dem naae,
Skjøndt Beyens Villie lydes maa.
Men medens Selim fanger her
Zuleima naar hun træder nær,
Skal, bunden hvis han værger sig,
Den anden Slave følge dig
I Baaden til Galeien ud.
Der Ibrahims, vor Herskers, Bud,
Som mig fra Ørknen sendes til,
I Rolighed jeg vente vil.
Saa taler han med harmfuld Hu,
Mens sine Folk han deler nu,
Der har hans Ordre tause hørt.
Den ene Flok, af Selim ført,
Bag Templets Buer træder ind,
Mens Ali med forbittret Sind,
Og pønsende paa Hævnens Daad,
Den anden til den lette Baad
Fra Kysten hurtig fører ned.
Ved Roret vælger han sig Sted,
Men over Toften strakte hen
Sig hvilte nu Bianas Mænd,
Og gyngede af Bølgens Arm
Laae uden mindste Støi og Larm
De tause og forventningsfulde
Om hvad dem Natten bringe skulde.
Ei langt fra Kysten Øiet saae
Paa lette Bakker i den blaa
Og stille Taage, Tarez, som
Nu Nattens Dække svæved om,
Saa halvt kun frem dets Mure kom.
Og rundtom Byen, lig en Krands,
Laae smykkede med Floras Glands,
(Der blegned let i Maanens Skjær)
Med Myrther og Orangetræer
De stille Havers lange Hær.
Hvor disse, hen mod Havets Kant,
For Blikket som i Taage svandt,
Steg frem Cypressens tætte Lund,
Der bredte mørk i Nattens Stund
Sig lang og dunkel lig en Flod
Mod Templets knuste Marmorfod,
Og først ved Søilen den sig endte,
Hvis Glands i Natten dobbelt blendte.
Mens nu i Tarez over Alt
Med stille Aande Søvnen faldt,
Zuleima, ved Alonso vakt,
Har iført sig sin lette Dragt;
Og snart er Stadens Muur forladt,
Og dækked’ af den stille Nat,
Hvis Slør paa Alles Øine laae,
Igjennem Haverne de gaae. —
See, hvor de hurtig vandre hist,
Hvor sødt fra Myrthens dunkle Qvist,
Hvor fra den gyngende Jasmin
Sig Duften hæver let og fiin.
Et sneehvidt Slør fra Haaret ned
Zuleima over Skuldren gled,
Og skjulte Panden halvt, hvis Saar
Bedækkes af de mørke Haar.
Til Brystets Hvælving fast er trykt
En Vest, med gyldne Blomster smykt.
Let over den hun Pelsen bar,
Der lange, aabne Ærmer har,
Og perlehvide ud af dem
De fine Hænder tittred frem. —
Ved Siden Don Alonso gaaer,
Til Knæet ned hans Kaftan naaer,
Og i sit Bæltes gyldne Rand
Dolk og Pistoler bærer han.
En Juppe over Skuldren hang,
Som ved hans lette Trin og Gang
Af Luften hævet flagred hen;
Som naar han standsed sank igjen.
Nu sagtne begge deres Skridt,
Og Don Alonsos Øie frit
Og modigt svæver rundt omkring.
Nu, heftende paa Maanens Ring
Sit Blik, han taler: Friske Duft,
Der bæres af den rene Luft!
Du stiger let fra Havens Træer,
Fra hver en Plante fjern og nær
Imøde Haabets Rosenskjær!
Thi høit som Maanen staaer mit Haab,
Der kalder med sit stærke Raab
Til Havets fjerne Bølger ud.
Glad følger jeg det søde Bud,
Jeg iler snart paa Bølgens Rand
Hjem til mit skjønne Fædreland;
Betaler snart den sidste Gjeld
Til dette Land med mit Farvel! —
Zuleima! o sænk ei dit Blik!
Ei med din Talisman forgik
Vor Lykke; nei! thi Frelsen nær
Os vinker alt bag Skovens Træer.
Ja bag Cypressen vinker den,
(Saa svarer sagte hun igjen)
Det mørke Træ, hvis dunkle Blad
Ved Dødens Aande skilles ad,
Det lokker fra sin stille Krone
Nu ogsaa mig med Haabets Tone.
Thi viid, da Lyset flygtet var
I denne Nat, mig Drømmen bar
Paa sine stærke Vinger frem,
Og jeg var atter i mit Hjem.
Ved Flodens perleklare Rand,
Hvor ud den gaaer i Havets Vand,
Hvis blanke Bølge tidt mig bar
Naar Solens Straale sunken var,
Der laae jeg, klædt i Liliens Pragt;
Thi hvid som Sneen var min Dragt.
Og Alt var stille — Aft’nens Vind
Kun rørte sagtelig min Kind,
Mens over Engen hen den gik.
Da klang en sørgelig Musik,
Og Par ved Par, og Haand i Haand
Jeg skued med bevæget Aand
De fordums Legesøstre drage
Hen imod mig med stille Klage,
Med Sorgens Slør om Haarets Lok.
Nu standsede den hele Flok,
Og bøied’ over mig et Skrin
De aabned — Roser med Jasmin,
Med hvide Lilier Myrthens Blad
De hented ud, og skilte ad
De friske Blade; strøede saa
Henover mig, som stille laae
Foruden Livets mindste Tegn,
Den fine, lette Blomsterregn.
Og En af dem — det Adah var,
Som fordum høit jeg elsket har —
Stak mig i Haanden en Bouquet,
Af friske Taarers Dugg begrædt.
Hvad gjør du Elskte? hvisked jeg.
Hvi stæder du til Jorden mig?
Hvi strøer de unge Blomster du
Hen over mig med Taarer nu? —
Da sagte hendes Stemme lød,
Mens let hun sukked: Du er død!
Dit milde Øie aldrig meer
Med Kjærlighed paa Adah seer;
Din Aand til dette Hjertes Qval
Fløi nylig som en Nattergal
Til Lundens dunkle Krone hen
Og vender aldrig meer igjen.
Saa talte hun — da lød en Klang
I Luften — Nattergalens Sang
Høit toned fra den nære Skov
Til Gravens og til Dødens Lov,
Og gjennem Fuglens Klagerøst
Jeg kjendte til min Sorg og Trøst
Min egen Stemme — da forbi
Var Drømmens dunkle Phantasie.
Hun taug — men fast stod hendes Fod,
Thi klart sig just tilsyne lod,
Først nu af hendes Øie seet,
Det høie smækkre Minaret.
Hist paa den frie, aabne Plet
Sig Taarnets Søile hæved let,
Fra hvilken Stemmen kalder skjøn
De Troende til stille Bøn:
Zuleima sænker let sit Knæ,
Og halv i Ly af Buskens Læ
Hun trende Gange hen mod Øst
Til Jorden bøier dybt sit Bryst.
Saa ta’er sin Rosenkrands hun frem,
Hvis Perler, naar hun tæller dem,
Hun sagte rører med sin Mund,
Mens Bønnen hæver Hjertets Grund.
Alonso taus bag hende staaer,
Ved Synet stærkt hans Hjerte slaaer,
Og, tændt af Iver, Vredens Glød
Som Purpur farver Kinden rød.
See Øiet straaler mørkt af Harm,
See mod den Bedende hans Arm
Bevæges; af Zuleimas Haand
Han Perlesnorens gyldne Baand
Med Styrke rev, mens hendes Blik
Forfærdet ham imøde gik.
Nu høit mod Maanens stille Glands
Han slynger op den lette Krands,
Der i en Bue lys og blank
Mod Himlen steg, og derpaa sank
Bag Havens fjerne Skygger ned.
Og nu hans Stemme klinger vred:
Bort med din falske Rosenkrands!
Her er den ægte! Den, hvis Glands
Fra Jord og Himmel straaler skjøn.
Her Verdens Sol, Marias Søn,
Som Lys i Mørket kaster ned,
Fra Korset af, sin Kjærlighed
Til Jordens kummerfulde Hjem!
Ved disse Ord han trækker frem
Sit Paternoster, hvori hang
Et Crucifix, der, gyldent, klang.
Det strækker i Begeistring han
Nu høit mod Nattens lyse Rand,
Mens, Flammer lig, hans Øiekast
Ved Korsets Straaler hænge fast. —
Zuleima, mens hun knæler end,
Med Øiet løfter mildt sit Sind
Imod Alonsos Læbe, som,
Mens Ordet heftigt fra den kom,
Snart klang som Bøn og snart som Dom:
Zuleima! jeg har holdt min Eed,
Thi skjøndt af Sorgen dybt jeg led,
Berørte dog min Læbe ei
Din falske Tro paa Farens Vei.
Men nu er Faren endt, og snart
Vi vugges af den lette Fart
Paa Bølgerne til Hjemmets Kyst;
Thi lad mig vælte fra mit Bryst
Den Tanke, som min Piinsel var,
Den Byrde, som det længe bar,
Den Smerte, som det næret har!
Sværg her — ved Crucifixet her!
At du, sandvist som du har kjær
Din Sjæl og dette Hjertes Ro,
At du Prophetens falske Tro,
Mens dette Kors du sværger til,
Paa Spaniens Strand forlade vil.
Sværg til Marias lyse Søn!
Sværg til Madonna selv, hvis Bøn
Dit vantro Hjerte luttre skal!
Sværg til de rene Perlers Tal,
Som smykke denne Rosenkrands!
Sværg til hver Helgens lyse Glands!
Hvis Bønner, ved din Lov og Priis,
Dig eengang aabne Paradiis.
Saa taler han — som Lyn hans Blik
Ned mod Zuleima heftig gik,
Der, nu af Sorgens Byrde trykt,
Sin Læbe aabnede med Frygt.
Dog mens hun taler, meer og meer
Fra hendes Øie Modet seer
I straalefulde Flammer frem;
Og Læbens Ord, der fulgte dem,
Der først, lig Sukket, sagte lød,
Snart rivende og mægtig brød
Som Stormen frem: Alonso nei!
Nei, denne Eed jeg sværger ei!
Om end jeg turde, vilde dog
Mig Tungen nægte her sit Sprog,
Thi reent af Allahs Kraft forladt,
Der skulde døe og visne brat.
Ja, skjøndt med salig Lyst mig selv
Med hvert et Haab i denne Sjæl
Jeg offred for dit Hjertes Ro —
O, meer end Alt er Hjertets Tro!
Stor Adam er, den første Mand,
Stor Moses — Jesus stor som han;
Den Største dog jeg hænger ved,
Ved Guds Apostel, Mahomed!
Han, Troens Lys! hvis stærke Bøn
Er Skjold og Sværd for Jordens Søn;
Hvis Navn paa Allahs Throne staaer,
Hvis Kraft til Jord og Himmel naaer,
Hvis Aand i Luften farer hen,
De fire Engles store Ven!
Han, som til alle Himle gik,
Og skued alle Aanders Blik;
Han, som har Lysets Vinger seet,
Den høie, hellige Prophet!
Han, som har Livets Stemme hørt,
Da frem for Thronen han blev ført —
Hvem Allahs Haand har selv berørt,
Da han i Natten, klar og høi,
Til Himlen paa Al Borak fløi. —
Tie med den falske Hednings Ord,
Alonso raaber — her paa Jord
Og hist i Himlen, Lysets Havn,
Forbandet er hans frække Navn!
Stands med din Læbes vantro Røst,
Som vækker Vreden i mit Bryst,
Som har tillive Smerten kaldt,
Der la’er mig glemme dig og Alt.
Ja, skjøndt, som intet Andet var,
Du er mit Hjerte dyrebar,
Saa paa min Kjærlighed ei meer
Som paa det Første nu jeg seer.
Din Frelse fra den største Nød,
Lys for din Sjæl i Liv og Død,
For dig paa Jorden Haab og Fred,
For dig i Himlen Salighed
Min Tanke nu kun hænger ved!
Thi sværg — o hør mit Hjertes Bøn!
Sværg til Marias høie Søn,
Til ham, hvis underfulde Ord
Er Hjertets Hvile her paa Jord;
Til ham, hvis Throne hisset staaer,
Hvis Blik som Lynet herligt gaaer
Fra Vesten til det fjerne Øst;
Til ham, som bærer alles Brøst;
Til ham hvis Haand har ene Magt
At sønderbryde Mørkets Pagt,
Som har sin Sjæl i Lænker lagt!
Sværg, sværg til Korset, hvorfra Død
Igjennem Livets Øie brød!
Bøi for den Hellige din Fod!
Knæl for det dyrebare Blod,
Der purpurrødt som Naadens Pant
Fra denne rene Pande randt! —
Du tier? — Sværg — sværg at du troer! —
Du vil ei? — Nu, saa hør mit Ord:
Saa høit jeg elsker dig, at ei
Paa de Fortabtes mørke Vei
Jeg mere dig kan vandre see,
Om end det Værste maatte skee —
Sværg eller døe! — Ved disse Ord
Til Bæltet han med Haanden foer,
Og drog Pistolen frem og holdt
Dens Løb, hvor Døden ruged koldt,
Imod Zuleimas Pande ned.
Saa stod han — brændende og heed
Hans Pande gløded; purpurrød
Frem paa hans Kinder Farven brød,
Og vildt hans Øies mørke Glød
(Et Hjem for alle Aandens Flammer)
Zuleima med sin Straale rammer.
Hun — fæstende sit Blik imod
Hans Øie — knælte ved hans Fod
Med Haanden hævet som et Skjold.
Og, lig en Marmorstøtte kold
Og hvid, hun rørte ei sig meer,
Mens halv bevidstløs op hun seer.
— Nu hørte atter hun hans Ord:
Sværg, at paa dette Kors du troer!
Da frem med Tanken Livet brød,
Da hæves Hjertet i sin Nød,
Da vækkes Sjælen af sit Blund,
Da aabnes let den blege Mund —
Og hør! o sagte hvisker hun:
Ei meer som Gabriel dit Blik
Af Mildhed straaler — nei, det fik
Den dunkle Glands lig Azrael,
Der kalder Sjælen til Farvel,
Og mørk som Eblis nu du seer
Paa mig, hvem ei du elsker meer.
Men jeg — jeg elsker dig! — Ja giv
Mig Døden! Tag kun du mit Liv!
Død bringer ingen Skræk min Aand
Naar brat den kommer fra din Haand.
Nu lukker jeg mit Øie til,
Og før det atter aabnes vil,
Har Nattens mørke Land jeg seet —
Kun dette Suk — saa er det skeet.
Kun denne Bøn — nu har jeg be’et.
Een Allah er, een hans Prophet!
Ved disse Ord sit Øie fast
Zuleima slutted til i Hast,
Og uden mindste Tegn paa Liv
Hun laae som Støtten kold og stiv,
Mens let de korsviis lagte Arme
Bedækked Hjertets sidste Varme. —
Endnu Alonso stille stod,
Endnu han Vaabnet synke lod
Imod Zuleimas Pande ned;
Da — heftig han tilbage skred.
Og mens forvirret rundt han saae,
Som om en Røst han hørte paa,
Han slynged høit mod Nattens Sol
Langt bort i Luften sin Pistol.
Saa stod han taus — endnu hans Blik
Som gjennem Taage dunkelt gik —
Da sank med eet hans Hoved ned,
Og Haandens Flade sagte gled
Let paa Zuleimas Pande hen.
Hun skjælved — da han mildt igjen
Berørte hendes Øies Bryn,
Og atter vaktes hendes Syn,
Og atter løftes hendes Barm,
Og mens Alonsos stærke Arm
Fra Jorden hæver hendes Bryst,
Hun mildt med Blikkets tause Røst
Besvarer alle Læbens Ord;
Dog pludselig til Hjertet foer
Hun med sin Haand, der knuger øm
Det unge Bryst — og lig en Strøm,
Der vælder frem af Fjeldets Skjød,
En Taareflod af Øiet brød.
Den strømmed ud og styrted frem
Med slig en Kraft fra Taarens Hjem,
Med slig en Magt, saa fuld og blød,
Som om i Taarer bort hun flød.
Stærkt skjælved hun i Hjertets Nød,
Halv opløst hang hun i hans Arm,
Mens hendes Pande, bleg og varm,
Sig støtter sagte til hans Barm;
Mens lig den trøstefulde Sang
Alonsos ømme Læbe klang;
Mens Øiets kummerfulde Blik,
Naar op hun saae, hun stille fik.
Saa stod de fængsled’ — var der Lyst,
O var der Sorg i deres Bryst?
Var det vel Uro eller Fred,
Som begges Sjæl nu hænger ved?
Var der et Pant paa Evighed
I dette flygtige Moment,
Som fødes nu — som nu er endt?
— De følte, ak, som et Farvel
Til Jordens Glæde, Livets Held,
Og dog en Lyst, ei forhen kjendt,
Sit Lys i begges Sjæl har tændt.
Thi Troskab Alt som Tro formaaer,
Og hvad kun Hjertet ret forstaaer,
Det ubevidst nu begge veed,
At meer end Tro er Kjærlighed.
Cypressens Lund, som for dem laae,
Nu paa den stille Gang de naae,
Og i de dunkle Skygger ind
De vandre let med sagte Trin.
Ved Mindet hænger begges Sind,
Og begge taug — og intet Ord
Forkynder hvad i Hjertet boer;
Kun Vindens Pust, naar hen det foer
I Suk, der over Skoven lød,
Den lange Taushed stundom brød. —
Saa gik de tankefulde frem,
Men nu sig aabner brat for dem
I Skovens Rand en stille Plet,
Hvorover Taagen spandt sit Net
I Himmellysets klare Glands;
Og frem af Lundens mørke Krands
Paa samme Tid en Tone, blød,
Fra Nattergalens Stemme lød.
Og begge standsed — begge stille
Nu lyttede til Fuglens Trille,
Til Stemmens ømme Fløiteklang,
Der i den milde Nat besang
Med Toners tryllefulde Ord
Den indre Smerte, ak som boer
Ei blot i Menneskenes Bryst,
Ei blot i Fuglens Klagerøst,
Ei blot i Dyrets Skrig, men tidt
Igjennem Luften stormer frit
I Vindens Hyl — og hvis Natur
Er Livet selv, der stedse mindes
Sit frie Udspring, mens det bindes
Til dødelige Formers Muur. —
Og Fuglens Stemme klang ei meer.
Alonso paa Zuleima seer,
Og hvisker let: Paa Tonens Strøm,
Zuleima, mødte mig din Drøm;
Din Stemme var det ei, og dog
Din Læbe har det samme Sprog,
Den samme Lyst, den samme Qval,
Som hist den dunkle Nattergal.
Men du er taus — O Duebryst!
Siig, at du glemme kan — at du
Alonso elske kan endnu! —
O tie ei meer! O Fløiterøst!
Luk op din Læbe til min Trøst!
Zuleima sukker: denne Sang,
Som nu fra Lundens Blade klang,
Den samme har i Nat jeg hørt,
Da jeg til Hjemmet hen blev ført.
Det var den samme Melodie,
Som Fuglens Stemme smelted i,
Som end i Drømmen til mig naaer.
Men skjøndt mit Øie ei formaaer
At trænge gjennem Fremtids Slør,
Saa veed jeg dog, at hvis jeg døer
Før dig, vil som en Fugl min Aand
Med Vingen sprænge Dødens Baand.
Om dig den svæve vil, og see
Med Fryd din Lyst, med Sorg din Vee.
Den, løst fra Lænken, stærk og fri
I Nødens Stund vil staae dig bi;
Den dig paa Jord forlader ei,
Men følger paa den sidste Vei
Din Sjæl, naar Livets Blik er lukt,
Og Natten vinker dig til Flugt.
Her er min Haand! det stærke Pant,
Som ved din Kjærlighed du vandt;
Og fordred Skjæbnen denne Haand
Som Troskabstegnet af min Aand,
Jeg gav den gjerne — Skil den fra
Min Arm! Hør om jeg klager da,
See om mig træffer Smertens Piil,
See om paa Læben døer mit Smiil,
Naar for din Lykke og dit Held
Jeg siger denne Haand Farvel. —
Den rakte Haand Alonso ta’er.
Det ømme Tryk er alt hans Svar,
Mens nu af Skovens dunkle Lund
De traadte frem ved Templets Grund.
— See, det er Nattens sidste Stund.
Paa Himlens Skraaning Maanen hang,
Fra Søens Bølger Larmen klang,
Mens frem fra Havet Vinden gaaer
Og løfter let Zuleimas Haar.
Ømt mod Alonso bøiet staaer
Hun taus paa Kysten, medens han
Nu Baadens Mandskab raaber an:
Halloh! — Halloh! fra Baaden op
Nu lyder hen ad Bølgens Top,
Og flyver gjennem Luften hen.
Halloh! fra Skoven høit igjen
Som Gjenlyd klang. — Alonso seer
Biana hist, hvem høit han be’er
At lægge Baadens Side til,
Da nu han den bestige vil.
Saa over Broens hvide Steen,
Fulgt af Zuleima, ud han treen,
Og begge fra den steile Rand
Beskue nu det dybe Vand,
Hvor Baaden, dækket af sit Skjul,
Sig sagte gynged lig en Fugl. —
Paa Baadens Reling let sin Fod
Alonso sætter, mens imod
Zuleima hist paa Stenens Top
Sin Arm til Hjelp han strækker op.
Hun løfter alt fra Stenens Grund
Sin Fod — et Skridt kun mangler hun,
For som en Byrde let og varm
At fanges af Alonsos Arm —
Da — bort fra Broen Baaden gled.
Hun seer Alonso styrte ned
Paa Toften, mens i Kamp han stred
Fortvivlet med Corsarer, som
Fra hver en Kant imod ham kom.
Hør, hør hans Raab! hans vilde Skrig,
Mens nu hans Øie vender sig
Imod Zuleima, medens fast
Han surres til den stærke Mast;
Mens Baaden alt med heiste Seil
Nu knuser Bølgetoppens Speil.
Der seiler den — Zuleima staaer
Forladt paa Stenen — hendes Haar
I Vinden flyver; hendes Arm
Mod Baaden strækkes som i Harm;
Lig Stormen flyver hendes Barm,
Mens Læbens jammerfulde Skrig
Med Luftens Toner blande sig.
Da vender Blikket halvt hun om —
Og see, af Templet ud der kom
En væbnet Flok af Selim ført,
Som fra sit Skjul har Alting hørt.
Hen imod Broen skrider den,
Og alt er nær de vilde Mænd —
Da — skue Zuleima! Pels og Slør
Og Vest paa Stenen rundt hun strøer;
Seer med et Smiil nu stolt omkring —
Nu hæver hun sin Fod til Spring —
Nu begge Arme — lukker til
Nu Øiet, som ei skue vil
Den vaade Grav for Dødens Brud,
Der styrter nu i Havet ud. —
Et Øieblik Alt stille var —
Dog nu hun Dybet skuet har.
Nu op en Bølge hende bar,
Der skjælvende sig hvilte tryg
Paa Bølgens skumbedækte Ryg —
See, Læben kysser Perlens Hjem,
See, Armen roer med Lethed frem,
See hendes Blik — hun fæster dem
Paa Baaden nu, der krydse maa,
Før til Galeien den kan naae.
Mod Vinden gjør den korte Slag —
Nu alt den vender — nu den bag
Zuleima er, der knuses kan
Af Kjølens jernbeslagne Rand,
Hvis ei hun Stavnen hurtig skyer —
Dog nei! Forbi alt Baaden fly’er,
Men hurtig som et Lyn hun greb
I Jollens Flugt det tynde Reb,
Der ned fra Rorets smalle Stang
I Havets lette Bølge hang.
Fast holder hun — den anden Haand
Hun som det trygge Frelsens Baand
Om Baadens høie Reling slaaer.
— Skue hendes Øie nu, der gaaer
I Frygt til Ali, medens Skræk
Forstened reent de skjønne Træk,
Mens hendes blanke, sorte Lok,
Som Natten om en Marmorblok,
Omkring de hvide Kinder faldt.
Hør hendes Røst, til Livet kaldt
Af Dybets Grav, for hvad hun led
Om Naade og Barmhjertighed
Nu ydmyg trygler, medens Graad
Nu farver Blikkets Stjerne vaad,
Der skjælvende ved Ali hang.
Dog Alis vrede Læbe klang:
Bort med din Haand! Til Dybet gaae,
At Osmans Sjæl sin Hævn kan faae!
Ved disse Ord sit korte Sværd,
Som just paa Toften laae ham nær,
Han griber, og afhugger brat
Zuleimas Haand, der nu forladt
Af Armens Kraft i Havet ned,
Ak, under Jammerraabet, gled.
Selv sank tilbage hun — en Flod,
Der strømmede med dunkelt Blod,
Der fulgte hende purpurrød,
Ustandset frem af Armen brød. —
Dog dette Hug blev Alis Død;
Thi da fra Masten Sværdets Daad
Alonso saae, lig skjørest Traad
Han sønderrev det Baand, som fast
Ham knytted til den stærke Mast.
Fortvivlelsen ei Grændser veed:
Som Stormen styrter Alt han ned,
Som Lynet flammende og vred
Han Sværdet rev af Tyrkens Haand —
Et Skrig — og op fløi Alis Aand,
Mens ned i Bølgen, lys og blank,
Hans turbanklædte Hoved sank.
Saa styrtede Alonso ud,
At dele Graven med sin Brud,
Til hvem han naaede, just som Død
Frem af det klare Øie brød;
Just da forgjæves meer hun stred,
Just da i Bølgen hun sank ned. —
Og fulgt af Havets vilde Larm
Han roede med sin høire Arm;
Han slynged bøiet som et Siv
Den venstre om Zuleimas Liv,
Og over Bølgens hvide Top
Han holdt det trætte Hoved op.
Hun hvilede den fagre Kind,
Saa bleg som Vintermaanens Skin,
Imod hans Skulder taus og øm,
Mens Haarets lange vaade Strøm
Hen over Havet dunkel randt,
Lig Sorgens svævende Gevandt;
Mens frem af Armen Blodet flød
Og farved Vandets Flade rød;
Mens hendes Bryst blev mere koldt,
Og fast og fastere han holdt.
Halvt hendes Øie lukket var,
Og Læberne gav intet Svar,
Naar Don Alonsos milde Røst
I sagte Toner sendte Trøst —
Ei Trøst! Kun Suk og disse Ord:
Endnu et Blik paa denne Jord!
Endnu er Livets Lys ei slukt,
Endnu er ei hans Øie lukt,
Endnu begraver Havet ei
De Trætte paa den vaade Vei.
Endnu ei Bølgen slugte dem,
Endnu med Armen roer han frem
Med Dødens Smerter i sit Bryst
Imod den fjerne, dunkle Kyst —
Da hæver bagved begge sig
En Bølge, Taarnets Høide lig,
Mens lig den dybe Dødningsang
En Brusen over Havet klang.
Og Bølgebjerget frem sig ruller;
Det naaer alt til Zuleimas Skulder,
Og som en Grav for tvende Liig
Det dybe Svælg nu aabner sig —
Da høres endnu et sagte Skrig,
Da over Vandet man end dem seer
Men da tilbage Bølgen synker,
Da Havet glatter de store Rynker,
Og Fladen med Skummets Støv besneer:
De saaes ei meer — de var ei meer.
De var ei meer — men over Havet gik
En stille Klang, lig Strengenes Musik,
Naar Luftens Vinge Æolsharpen rører;
Det er, som Vinden gjennem Natten fører
De sidste Toner af de Dødes Aand,
Mens ind til Kysten drev Zuleimas Haand.
Hvor Land og Hav paa Sandets Bred sig møder,
Den træt sig hviler — ak, endnu den bløder,
Endnu af Lilien springe Roser ud.
Et Elskovspant fra Dødens unge Brud,
Hvis fagre Blik paa Havets Bund sig lukked,
Af Landet baaret, og af Bølgen vugget,
Den gynges sagtelig paa Sandets Grund.
Saa taler høit den med sin stumme Mund:
En større Kjærlighed ei Jorden kjender,
End den, at gi’e sit Liv for sine Venner.
En større Tro i Verden aldrig var,
End den Zuleima i sit Hjerte bar.
— See hvor den hævet nu paa Strømmen driver,
Lig Mindet, der naar Glæden døer forbliver,
Og svulmende af Hjertet gynges let.
See hvor af alle Bølgerne begrædt
Den kastes nu paa Landet op, og dugger
Med Blodet Jorden, mens den halv sig lukker. —