Fader i himlen, efter spildte dage
Og nætter, der kun vaagne drømme kender,
Fordi mit hjærte vildt af attraa brænder
For ynder, alt for fagre — til min plage,
Vær naadig, send dit lys, før mig tilbage,
Saa jeg til daad og bedre færd mig vender,
Og faar omsider tort og skam at smage!
Alt er det elvte aar nu svundet, siden
Jeg maatte nakken under aaget lægge,
Der, naar man ydmygt lyder, tynger vænne.
Vis dig barmhjærtig! frels mig ud af kviden!
Du til et bedre maal min tanke vække: