Francesco Petrarca fødtes den 20. juli 1304 i Arezzo, hvorhen hans forældre havde maattet gaa i landflygtighed 1301 ved den politiske omvæltning, der ogsaa jog den store Dante Alighieri i udlændighed. I aaret 1313 begav familien sig til Avignon, som dengang var sædet for den romerske kurie (pavernes »babyloniske landflygtighed« 1305—1378). Sin skoleuddannelse fik Petrarca i den lille by Carpentras nær ved Avignon (1315—1319), hvorefter han studerede ved de berømte universiteter i Montpellier og Bologna. Det var hans faders ønske, at han særlig skulde lægge sig efter lovkyndighed, men de gamle romerske forfattere tiltalte ham mere, og han vandt snart en ganske overordentlig indsigt i den humanistiske videnskab, som han efter faderens død 1326 uhindret kunde hengive sig til. Samme aar vendte han tilbage til Avignon.
Langfredag den 6. april 1327 blev for den næppe 23-aarige unge mand en skæbnedag af den alleralvorligste art; da vilde hans ulykke, at han i St. Claras kirke i Avignon saa den dejlige unge Laura, som han skulde elske haabløst i 21 lange aar, ja vel endog til sit livs sidste stund. Hvem var Laura? Ingen ved det, og Petrarcas egne skrifter og digte giver ingen tydelige oplysninger om hendes personlige forhold. Da hun var død af pesten i det rædselsfulde aar 1348, skrev han i sit Vergilhaandskrift: »Laura, berømt ved sine egne dyder og fejret viden om i mine sange, viste sig først for mine øjne i min tidlige ungdoms tid i Herrens aar 1327 den 6. dag i April maaned i den hellige Claras kirke i Avignon i morgenstunden, og i samme stad, i samme April maaned, paa samme sjette dag, i den samme første time i aaret 1348 blev dette straalende lys draget bort fra dette livs lys .....« At hun har været en levende kvinde af kød og blod og ikke et fantasifoster, som det stundom paastaas, kan efter dette ikke være tvivlsomt og fremgaar desuden med al ønskelig klarhed af Petrarcas latinske breve paa vers og prosa, for slet ikke at tale om selve canzonieren (den italienske digtsamling), der umuligt kan være fingeret. Sligt laves ikke; her er det et følsomt menneskeligt hjærte, der vaander sig i nød og fortvivlelse, jubler og græder, lovsynger og krymper sig i smærte og harme eller med inderlige bønner anraaber Gud om hjælp og befrielse fra sin pinefulde lidenskab. Vi erfarer af Petrarca, at Laura var af højbaaren stand og nogle faa aar yngre end han selv. I aarene 1764—67 udgav den franske abbé de Sade en fortrinlig og grundig Petrarca-biografi, i hvilken han vilde bevise, at Laura var født i familien de Noves 1307 eller 1308, at hun 1325 ægtede Hugues de Sade, hvem hun fødte 11 børn, og at hun virkelig døde den 6. april 1348. Hans hypothese, der støtter sig paa et omfattende materiale af dokumenter, godkendtes af de fleste forskere og synes endnu at være almindelig antaget, skønt det ikke har manglet paa stærke protester. Hvad den lærde abbé meddeler om Laura de Sade, kan være rigtigt nok; men var denne dame virkelig Petrarcas Laura? At de døde samme dag, beviser intet; thi i dette gyselige pestaar var dødeligheden rædselvækkende. Ifølge de Sade skulde Laura allerede have været gift 1327, da Petrarca saa hende for første gang; men dette stemmer daarligt med den 15. canzones 2. strofe: »Naar jeg ser verden i ungdomsskikkelse begynde at klæde sig i grønt, tror jeg at se den skønne unge pige, der nu er kvinde (la bella giovinetta, ch’ora è donna), i hendes tidlige alder«, helt bortset fra, at det er et »kors for tanken« af den allertungeste art at forestille sig alle disse elskovssuk, alle disse lovprisninger for overjordisk dejlighed og uforlignelig ynde, kort sagt alle disse superlativer af hyldest rettede til en af en talrig, stedse voxende børneflok omgivet matrone. Laura har sikkert været en ung pige, da Petrarca første gang saa hende; men det var ikke synet af hende i St. Claras kirke, han oftest tænkte paa; det var et noget senere møde i den frie natur under et blomstrende træ ved en flods (Sorgue’s?) grønne bred paa en dejlig, klar foraarsdag. Om denne hændelse drejede Petrarcas tanker sig stedse, den mindedes han altid, naar vaaren holdt sit indtog, den har han besungen i herlige vers, og til den sigter citatet fra den 15. canzone ligesom den 47. og 69. sonet nedenfor. Er det desuden saa helt vist, at Petrarcas elskede virkelig hed Laura? Han lader i et moraliserende skrift den hellige Augustin bebrejde ham som en ubegribelig daarskab, at han lod sig lokke af hendes navn (Laura) til at hige efter laurbærkransen (laurea). Hvo ved, om det omvendte ikke har været tilfældet, og om Petrarca ikke har kaldt hende Laura, dels for at bortlede opmærksomheden ved et fingeret navn, dels for at skabe en forbindelse mellem sin elskede og sin poetiske stræben? Gift har Laura efter al sandsynlighed været; det synes at fremgaa af de citerede ord i den 15. canzone og nogle antydninger i sonetterne. Det er paa den anden side ingenlunde usandsynligt, at hun tidligt blev enke. I canzonieren bevæger hun sig som oftest med fuld frihed, ledsaget af andre fornemme damer, synes i ingen henseende trykket af husmoderpligter, deltager i selskaber og foretager udflugter med sine veninder. Hun synes trods sin aabenbare forkærlighed for rige og prægtige klæder at have været meget from og ikke saa lidt bigot. Naar hun i 21 aar formaaede at fastholde Petrarca trods hans mange alvorlige forsøg paa at rive sig løs, og uden at hun indrømmede ham saa meget som et kys, kan det næppe forklares paa anden maade, end at hun har været en mester i koketteriets allerfineste kunster. Hun var ikke til sinds at tilstaa ham nogen gunst, men hun vilde heller ikke slippe ham. Hun lokkede og drog og stødte atter bort, og Petrarca fandt sig i alt; han blev jublende glad over et smil og et venligt ord, medens et strængt blik nedstyrtede ham i fortvivlelsens afgrund. Man kan ikke læse canzonieren uden at føle den dybeste medynk med denne store mand, men desværre lidet mandige elsker tilligemed en vis respekt for Lauras enestaaende dygtige taktik.
Petrarca var imidlertid traadt i nær personlig forbindelse med den højbaarne romerske familie Colonna; Giacomo di Colonna, der i en meget ung alder blev udnævnt til biskop af Lombes i Gascognie, blev hans særdeles gode ven, medens Giacomos broder, kardinal Giovanni di Colonna, optog ham i sit hus og viste ham den største ædelmodighed. Trods kærligheden til Laura rejste han meget; 1333 besøgte han Paris, Aachen og Køln; 1336—37 gjorde han en meget lang rejse til Rom, Spanien, Marokko og England; 1341 modtog han digterkransen paa Capitolium i Rom og kom først tilbage til Avignon det følgende aar; 1343—45 var han hele to aar i Italien; 1347 rejste han atter til dette sit højtelskede fædreland og kom først tilbage 1351 efter Lauras død. Naar Petrarca siger, at han ved sine rejser har søgt at glemme sin ulyksalige kærlighed, er der sikkert ingen grund til at tvivle paa hans ord; men det lykkedes ikke; mange digte, forfattede i Italien, aander den dybeste længsel. Et andet forsøg paa at unddrage sig Lauras farlige nærhed var hans bosættelse i Vaucluse 1337, en dejlig dal vel c. 3 mil fra Avignon, hvor floden Sorgue udspringer i en vildt romantisk fjældkløft. Her levede han i en lang aarrække, om end med mange og lange afbrydelser og hyppige, for hans hjærtefred lidet heldige besøg i Avignon. Endelig forlod han i aaret 1353 Frankrig for stedse for at drage til Italien; ved denne lejlighed var det, at han fra Mont Genèvre’s tinde hilste sit skønne fædreland i det latinske digt, der er oversat sidst i dette udvalg. Resten af sit liv tilbragte han mest i Norditalien, hvor han opholdt sig mange forskellige steder (især i Milano, Padova og Venezia). Han døde 1374 i det yndige Arquà nær ved Padova.
Petrarcas umaadelige betydning som humanist og kulturbærer kan kun lige nævnes her. Baade paa dette omraade og i sin skønne, dybe naturfølelse er han en banebryder af første rang. Som elskovsdigter beundredes og efterlignedes han gennem aarhundreder i sit hjemland og i nabolandene, en efterligning, der ikke var helt heldbringende; thi hvad der hos Petrarca var ægte følelse, blev hos hans efterfølgere desværre altfor ofte til manér, skaberi og unatur.
Af de følgende oversatte digte er sonetterne tagne fra canzonieren, de to hexametriske digte fra de latinske poetiske breve.