I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære
Udsprungne Blomster gjennem Kirkens Gange,
Og lægge dem med Bøn og fromme Sange
Paa Alterdisken til Guds Moders Ære;
Og knæle ned og bede: Naadig være
Du os, Velsignede! viis vore bange,
Vildfarne Sjæle Himlens Vei, den trange!
Da tænkte jeg paa dig, min Hjertenskjære!
Mit Liv er jo en dunkel Kirkebue,
Hvor kun dit Billed lyser i det Fjerne
Høit over Altret, som en eenlig Stjerne.
Madonna! disse Blomster af mit Hjerte
Jeg bringer dig; led du i Fryd og Smerte
Min Sjæl, til hist jeg faaer dig selv at skue!
