Ved en Grav
Marie Aagaard, f. Koes.
Marie Aagaard, f. Koes.
Født 18de September 1790 — død 25de November 1858.
Født 18de September 1790 — død 25de November 1858.
Nu har den ædleste Kvinde lukket sit Øie træt,
Gud glæde hende for hver en Gang det har med Andre grædt!
Nu ere de mildeste Læber tause her paa Jord,
Gud signe hende for hver en Gang de taled Trøstens Ord!
Nu har det frommeste Hjerte hørt op at slaae herneden,
Gud lønne dets rige Kjærlighed med Fryd i Evigheden!
Saa randt hendes Liv paa Jorden, som Kilden rinder i Løn,
Umærkelig og stille, dog gjør den Dalen grøn;
Og alle de Træer og Urter, som stande ved dens Bred,
Dem giver den Liv og Friskhed, saa de blomstre derved.
Alt fra den tidlige Morgen til Alderdommens Kveld
Var hendes Liv et eneste Kjærlighedsvæld.
Det randt i de mørke Timer og i den lyse Stund,
Det kom fra hendes Væsens allerinderste Grund.
Og som i en hellig Kilde var der Lægedom lagt
I hendes Tales Mildhed, i Blikkets stille Magt.
Der var ei noget Hjerte saa koldt og saa dødt,
Det maatte jo hos hende blive kjærligt og blødt.
Der var ikke nogen Tanke saa træt af at stride,
Den maatte jo husvales ved hendes Ord de blide.
Naar kom der vel en Vandrer til hendes stille Bo,
Og mærked ikke flux den Velsignelsens Ro,
Der bredte sig fra hende med Helligdagsfred
Over Huset og Skoven og Havens Blomsterbed?
Derude larmed Verden, der rulled Lykkens Hjul,
Derinde var et Fristed bag Bøgenes Skjul.
Der maatte Vreden svinde, der smelted haardest Had,
Der maatte Glæden luttres, og Sorgen blive glad.
Det var, som skinned Solen mere sommervarmt der;
Som havde Nattens Stjerner et blankere Skjær;
Som dufted Blomsten sødere til Fuglenes Sang,
Som bølged Kornet gulere paa Iselingens Vang.
Det var hendes ædle Hjerte og hendes fromme Sind,
Der vied vore Sjæle til Beskuelsen ind;
Der aabned vore Øine, og lærte dem at see,
Hvor skjønt sig Gud i Himlen kan i sin Skabning tee.
I Lunden falder Løvet og spirer atter frem;
Hun kommer ikke meer til sit elskede Hjem.
Hun vandrer ikke meer med den heldende Dag
I Skoven rundt og lytter til Nattergalens Slag.
Hun har fuldført sin Gjerning, den ædle Kvinde god,
Og hviler efter Livets Gang sin mødige Fod.
Hos Gud er hendes Sjæl, hendes Legem i Jord,
Men dybt i vore Hjerter hendes Kjærligheds Ord.
See, Markens Lilie blomstrer og kaster sit Frø,
Saa bøier den sit Hoved, lægger sig til at døe.
Hun var som den uskyldig, som den hun Blomster bar,
Det var hendes stille Dyder, hver af dem en Lilie klar.
Og i vore Sjæle kasted hun sin Kjærligheds Frø,
Saa bøiede hun sit Hoved, lagde sig til at døe.
Men hendes Udsæd spirer og voxer, trofast gjemt,
Hun lever med den i Aanden og vorder aldrig glemt.
Hvert kjærligt Ord, vi tale, det stammer ned fra hende,
Og er en venlig Saga, der gjemmer den Ædles Minde.