Ridderen og Løven
1864.
1864.
I.
En Riddersmand, saa melde gamle Sange,
Var draget over Hav til Østerlandet
Og red en Aften tankefuld ved Vandet;
Da holdt med eet hans Stridshest op at gange.
Foran sig saae han, omsnoet af en Slange,
En guulbruun Løve vælte sig i Sandet;
Den havde stridt sig træt, var overmandet,
Og vred i Krybets Baand sig som en Fange.
Da hug den gjæve Ridder uforfærdet,
Høisindet, Kongeløven fri med Sværdet,
Og glad den fulgte ham til Seierslykken.
End speiler Sagnet sig i vore Tider,
Kun med den Forskjel: ene Løven strider
Besindig vender Riddersmanden Ryggen.
II.
Den strider ene — nei, dens Styrkeprøve
Er som de fangne Dyrs bag mandshøi Skranke;
En kronet Fyrsteflok med Trælletanke
Har taget Plads i Kreds om Danmarks Løve.
Med Ord de tirre den, med Baand de røve
Dens Lemmers Springkraft, og med Vaaben blanke
De true den, naar vred den reiser Manke —
Det kalde de, Forsonlighed at øve!
Nei, den er ei alene — var den ene!
Stod den paa vilden Mark, blandt Bautastene,
Ene med Retfærds Gud og med sin Fjende,
Forraadt af Ingen og af Ingen avet,
Foroven Himlen og forneden Havet —
O, hvilken Holmgangsdag til Fædres Minde!
III.
Der gaaer en Mumlen gjennem Folkehoben,
Halvt lyder den som Spot og halvt som Klage:
Pas paa, den gaaer i Buret vist tilbage,
Den skræmmes, naar den seer de blanke Vaaben.
Nei, Danmark, nei! Een Vei er end dig aaben,
Din gamle Hæders Vei, den maa du drage!
Lad fra din Odelsgrund dig ikke jage
Af troløst Venneraad og Fjenders Raaben!
Spænd, Løve, dine Sener! Hug dit Mærke
I Slangens Hoved dybt med Tænder stærke,
Naar frem den bugter sig mod dine Sunde!
En Dag, vil Gud, skal du med opreist Pande
Blandt dine Sønner fri og hædret stande,
Og vi skal tørre Blodet af din Vunde.