Vær hilset, Brudepar! O, maa hver Stund,
I sammen leve skal, velsignet være!
Maa Tiden, som i drømmesaligt Blund,
De tunge Sorger bort fra Eder bære!
Alvorligt Livets Ansigt tegnet er,
Og sjelden glattes ud dets dybe Rynke;
Een Stund der gives dog, da Smilets Skjær
Liig Morgensol faaer Skyen til at synke.
Da stiger Evigheden ned til Jord,
Naar mod hinanden Sjælene sig bøie;
Thi Kvinden er Guds Mildheds lyse Ord,
Og Manden Afglands af hans Kraft, den høie.
Saasandt som Kjærlighed er Livets Grund,
Vil Livets Blomster den for Eder bære.
Vær hilset og lev vel! O, maa hver Stund,
I sammen leve skal, velsignet være!