Som i hiin Mandel, du forgangen Høst
Skjemtende sønderbrød med hvide Hænder,
Saa ligger i den Fremtid, Ingen kjender,
To Tvillingkjerner gjemte: Sorg og Lyst.
Tidt maa man slutte taus dem i sit Bryst,
De kan ei altid deles halvt med Venner,
Hver af dem spirer, bærer Frugt og ender
Med glad Erindring eller Glemsels Trøst.
Du, som har seiret i Erindringsstriden,
Tag denne Seirens Løn — den er kun liden;
Men lad den varsle dig med venlig Stemme:
At Livets Dag, hvis unge Straaler tindre,
Vil bringe mangen Fryd dig at erindre,
Og liden eller ingen Sorg at glemme.