Farvel! nu maa vi skilles ad,
Hvad hjælper det at klage?
Den Rose rød har tabt sit Blad
Og vender ei tilbage.
Tag mit Farvel for sidste Gang
I Tonerne, de lette —
Skjøndt du vel sagtens snart min Sang
Vil som mig selv forgjette.
Det var paa Sangens dybe Sø,
Du husker nok, jeg nærmed
Mig til dit Hjertes stille Øe,
Som Phantasus beskjærmed.
Min Elskov seiled frem i Hast
Paa Rhytmens Bølger gynget,
Med hvide Seil, og Toug og Mast
Af Roser tæt omslynget.
Det er paa Sangens dybe Sø
At nu min Elskov fjerner
Sig fra dit Hjertes stille Øe
Og dine Øines Stjerner.
Og langsomt, henad Bølgens Speil,
Den ud paa Dybet svømmer,
Mens Mindet bag de sorte Seil
Taus hviler sig og drømmer.
Hvorhen den gaaer? — Jeg veed det ei,
Og selv den veed det ikke;
Den styrer kun sin tunge Vei
Langtbort fra dine Blikke.
Stort er det øde Verdenshav,
Og dyb er Ankergrunden;
Den finder vel tilsidst en Grav
Og hviler sig paa Bunden.