I.
I Foraarets Tid, i den gyldne Tid,
Naar Nattergalene synge,
Naar Skoven er grøn og Luften blid,
Naar Roserne sig forynge,
Da skyde Rankerne frem af Muld
Og dække de lyse Høie,
Da drikke de Ild af Solens Guld
Og Længsel af Jomfruens Øie.
Af Elskovs Attraa, der svulmer i Løn,
Af Solens glimrende Straaler
Fødes den Viin, der blinker skjøn
Igjennem Druernes Skaaler.
I Høstens Tid, naar Rosernes Kind
Er bleg og Nætterne lange,
Naar bort fra Skoven den kolde Vind
Har jaget Fuglenes Sange,
Da rive de Druen fra Rankens Bryst
Og presse dens Blod, det røde,
For af dens Ild deres dræbte Lyst
Endnu engang at gjenføde.
Da slumrer ind den unge Viin
I Smerte dybt under Jorden,
Mens Sneen breder sit hvide Liin
Og Bølgen stivner i Fjorden.
Men i Foraarets Tid, naar Solens Ild
Kalder Rankerne frem af Mulde,
Da vaagner den op, da flammer den vild,
Som tilbage i Druen den skulde.
Lad da den glødende Længselsild
I gyldne Bægere strømme,
Og tømmer dem, I, som trænge til
At fornye de blegnende Drømme!
II.
Naar Luften er blid og Skoven grøn,
Naar Fuglenes Stemme klinger,
Da sætter Musen, kjærlig og skjøn,
Sin gyldne Ring paa min Finger.
Da trykker et Kys hun paa min Mund
Og aander sin Længsels Luer
Dybt i min Sjæl; fra denne Stund
Spire Sangenes Druer.
De hvile saa dybt og hellig gjemt,
Som Rosen, min Elskerinde
Gav mig engang; de er ikke glemt,
Saalidt som hiint Ungdomsminde.
Naar Sorgernes Høst har lagt sin Haand,
Den kolde, over mit Hjerte,
Da brydes de unge Druers Baand,
Da falde de af med Smerte.
Men Sangens Viin, med den lifige Duft,
Den slumrer end til ad Aare,
Til Skoven grønnes ved Foraarets Luft
Og ved Skyens forfriskende Taare.
Da vækkes igjen den slumrende Aand
Af Vaarens Blomster og Svaler,
Og længes og gløder og bryder sit Baand
Og sprudler i Rhytmens Pokaler.