Før Havets blege Mø sit Bytte kræver,
Før dybt hun drage kan en mødig Svømmer
Ned til den Søvn, hvori man aldrig drømmer,
Tre Gange først han sig af Bølgen hæver.
Tre Gange for hans Øie Stjernen bæver;
Først tredie Gang den salte Skaal han tømmer,
Og medens Havets Skum Liigklædet sømmer,
Hans Legem langsomt imod Dybet svæver.
To Gange var min Kjærlighed begravet;
Nu løfter den sig tredie Gang af Havet
Og aander tungt, og Øiet mod dig vender.
Alt aabner Dybets Havfru for sit sorte,
Eensomme Slot de store Bølgeporte —
Frels mig, Madonna, ræk mig dine Hænder!