Hvor nøgne Fjeldryg kaster
Sig ned i Dybets Arm,
Og Flodens Vande haster
Udover Klippens Barm,
Og styrte sig med Brusen
I Havets dunkle Skjød,
Og blande deres Susen
Med Bølgesangen blød;
Hvor Skovens mørke Stammer
Beskygge Fjeldets Steen,
Og Solens lyse Flammer
Forgylde Cedrens Green,
Og lege med de dunkle
Cypressers grønne Top;
Hvor Bjergets Fødder funkle,
Naar Bølgerne slaae op:
Et Fartøi der sig vugger
Ved Havets fulde Bryst,
Som Vuggesangen sukker
Imod den steile Kyst.
Saa sagtelig det gynger
Paa Bølgens grønne Top,
Der ruller frem og slynger
Sit Skum mod Stavnen op.
Nu løfter det sin Vinge,
Nu reiser det sin Stavn,
Og Vindens Stemmer klinge
Mod Seilets hvide Favn.
Først sagtelig det skrider,
Liig Svanen i sit Bad,
Saa hurtig frem det glider
Og skiller Bølgen ad.
Henover Havet svæver
Den lette Fiskerbaad,
Og Aftensolen bæver
Langsad dens Side vaad.
Den hæver sig og dukker
Igjen bag Bølgen ned,
Og Bølgen atter lukker
Sig bag dens lette Fjed.
Ret liig den hvide Maage
Den spiler Vingen let —
Da lægger sig en Taage
Omkring den som et Net;
Da lægger sig en Taage
Paa Havets sølvblaae Skrud,
Og Vandene de koge,
Og Stormen farer ud.
Ned fra Bjergenes Tinde
Komme de hvinende Vinde,
Komme Himmelens Sønner
Hyllet i Mørke og Død;
Komme de brusende
Vandrende henover Landet,
Komme de susende
Rullende udover Vandet;
Skovene gribe de i den vældige Arm,
Kryste dem knusende
Op til den iiskolde Barm.
Aanderne slaae den store
Harpes Strænge,
Som over Dybet hænge,
Spændte fra Klippe til Klippe,
Den, hvis stærke Toner
Ud gjennem Verdens Zoner
Klinge fra Syd til Nord.
Tordenskyerne trække
Henover Himlen et Dække.
Aabne de glødende Læber,
Slyngende Flammen, som dræber,
Talende udover Jord.
Hvor blev den lette Maage,
Som svæved over Hav?
Svandt ogsaa den i Taage,
Blev Bølgerne dens Grav?
Og blev dens Vinger knuste,
Og standsede dens Flugt,
Da Stormene de bruste,
Og Himlens Lys var slukt?
Jesus var i Skibet, han den Herlige
Med den høie Pande, han den Kjærlige
Med det lyse Blik og de dunkle Lokker;
Og mens Vandene høit om Skibet skumme,
Og mens Vindene huult i Seilet brumme,
Er han et Anker fast, som Intet rokker.
Rolig og dybt i Søvn paa Dækkets Planker
Hviler Jesus; men den Himmelskes Tanker
Hvile sig i Gud, hans evige Fader;
Rolig og dybt i Søvn, skjøndt Alle skjælve,
Skjøndt foroven sig sorte Skyer hvælve,
Og forneden hans Fødder Havet bader.
Thi hans Øie er lukt; hans Sjæl sig svinger
Bort fra Storm og Hav paa mægtige Vinger
Til sit Ophav, Lysets evige Strømme.
Herren sover — derfor tør Stormen klynge
Sig i de matte Seil, tør Skibet tynge
Dybt i Afgrunden og dets Kræfter tømme.
Bange de Tolv sig høit i Stavnen samle,
Stirre paa Søen, og i Taagen de famle;
Men den slumrende Mester ei de vække.
Da over Dækket slaaer en vældig Bølge,
Brusende, dækt med Skum dens Søstre følge,
Og deres Arme op mod Herren de række.
Vildere gjennem Natten Stormen hviner;
Da, med Dødens Angst i blege Miner,
Styrte de hen, og høit paa Jesus de kalde.
Og han vaagner, seer med de milde Blikke
Paa de Tolv, som Kraft af hans Øie drikke,
Mens med Bøn om Hjælp for hans Fod de falde.
Mildt han dadler Hjerternes ringe Styrke;
Dadler den svage Tro og Sjælenes Mørke,
At hos ham de frygtede Storm og Bølge;
Og sin Haand over Havet ud han strækker,
Flux de skyhøie Vande ned sig lægger,
Og hans Bud de flygtige Vinde følge.
Elementernes vilde Kamp er standset,
Atter det sølvblaae Hav er med Skjønhed krandset:
Aandens Reenhed kan Naturen beseire.
Imod Himlen Jesus sit Øie vender,
Af dets Straale Solen sin Flamme tænder,
Mens om Bjergets Tind sig Skyerne leire.
Og over Havet svæver
Som før den lette Baad,
Mens Aftensolen bæver
Langsad dens Side vaad.
Den hæver sig og dukker
Igjen bag Bølgen ned,
Og Bølgen atter lukker
Sig bag dens lette Fjed.