Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Naar man en Dag, henad Aften, medens Luften endnu er varm af den dalende Sol, og Belysningen begynder at antage Noget af Erindringens Stemning, vandrer igiennem den midterste Deel af Florents, i Omegnen af Piazza del Granduca og langsmed Arno, faaer man et Indtryk, ligesaa eiendommelig historisk, som under Læsningen af en gammel italien Krønike fra det fiortende Aarhundrede. Thi Slotte og Huse, Kirker og Taarne, ja selv de store Stene, hvormed Gaden er brolagt, tale det samme alvorlige, simple, gammeldags, noget stive, men vægtige og klare Sprog, som Villani og Dino Compagni, og Arnofloden løber leende derigiennem, som Skjælmeri og kraftig Sandselighed igiennem Boccaccios og Franco Sacchettis Noveller. Dette gamle Slot, med bruunrøde Mure, fremragende Carnis, brogede Vaabenfelter, med sit forunderlige, bizarre Taarn og sin fiirkantede Borggaard, omgiven af hvælvede Buegange; denne Loggia dei Lanzi, ægte toskansk i Stiil og Charakteer, som et af de kraftige, dunkle Billeder af florentinske Adelsmænd; disse stærke, af vældige Stene byggede Palladser, med deres tilgittrede Vinduer; denne brede, alvorlige Bro, med sine mægtige Piller og sin dobbelte Række af murede Guldsmedboder; denne gammeldags Torveplads, med sin aabne Hal, bygget i toskansk Rundbuestiil: alt Dette og meget Andet minder ikke blot om en Tid, hvori Adelen var rig og stolt, og Borgerskabet en samlet Magt, der ikke gav Adelen noget efter, hverken i Stolthed eller Rigdom; men ogsaa, maaskee endnu mere, om hine Dages blodige Sammenstød imellem Stænder og Partier, der giorde hvert Huus til en Fæstning og nødte hver Mand til altid at bære Sværd og altid holde sig rede til at bruge det.

        Det var i en saadan Tid, Dante levede, og da han ikke var en Digter, der blot sad stille i sit Kammer, lyttende til Musens Stemme, og forøvrigt lod Verden tumle sig som den vilde; men en Mand, som var midt ude paa Strømmen, blev revet med af dens Bevægelse, sænket af Bølgerne, men atter hævet ved sin egen Kraft, og ikke hvilede sin Arm for paa det andet Livs Strandbred; da fremdeles disse Tidsalderens Kampe, der omspændte det hele Land og de enkelte Byer, navnlig i Lombardiet og Toscana, og deres vidtløftige Forgreningér og Rødder, sammenslyngede af alle menneskelige Lidenskaber, ikke blot var "en dunkel Skov", som Digteren gjennemvandrede, stille nedsunken i sig selv, men var hans Digtnings Hovedstof, den Baggrund, fra hvilken Skikkelserne træde ud, snart i Kiærlighedens milde Lysning, . snart i Hadets og Vredens stærkere Flammer: er det nødvendigt at faste, i det mindste et flygtigt Blik paa disse Spaltninger, der kløvede Italien fra Nord til Syd, skilte By fra By, Gade fra Gade, Huus fra Huus og Mand fra Mand. Naar Dante tog Deel i Tidens Kampe, de politiske og private, var det forøvrigt ikke Noget, der stemplede ham fortrinsviis som en ivrig og lidenskabelig Natur (hvilket han imidlertid var), men kun som en Italiener og Florentiner. Thi der var neppe nogen Mand i Florents i Slutningen af det trettende og Begyndelsen af det fiortende Aarhundrede, han maatte være saa fredelig, han vilde, som kunde undgaae at høre til et Parti; fulgte han end ikke en af Hovedfanerne, blev han end ikke revet med af de politiske Strømningers forreste Brænding, var der dog altid et eller andet privat Mærke, han tiente under, en eller anden lille Familiebølge, der kom og tog ham med. Saaledes krydsede nemlig Familiestridigheder og politiske Kampe hinanden, smeltede sammen og deelte sig og opslugtes, den ene af den anden, at det er yderst vanskeligt, endog for dem, der have giort Historien til deres Studium, endsige for en Lægmand i denne Videnskab, at finde Rede i alle disse Delinger og holde dem ude fra hverandre; jo længer man stirrer derpaa, desto mere forvirres de; ligesom Elverpigerne bliver "den Ene til Tre og de Trende til Een". Ghibelliner og Guelfer, og blandt dem igien "torre" (secchi) og "grønne" (verdi) Ghibelliner, "rene" (puri) og "maadeholdne" (moderati) Guelfer, Donatier og Cerchier, Sorte og Hvide, Adel og Folk, Keiserlige og Pavelige, og mange flere Navne og Partier tumle sig i Krønikerne mellem hverandre, ligesom de i levende Live tumledes og kæmpede paa Gader og Torve. I denne korte Skildring af en enkelt Mands Liv maa det vare nok at angive Hovedlinierne af de Partier, han kom i Berøring med, og deres Betydning. Enkelthederne ville vel, hvor det behoves, senere kunne finde deres Forklaring ved det Sted af Digtet, hvor de forekomme.

        Under den Strid, som igiennem hele Middelalderen førtes imellem Keiser og Pave om Herredømmet, idet de, hver fra sin Side, bestræbte sig for at overskride Grændserne imellem den verdslige og geistlige Myndighed, en Strid, der sporedes i alle Europas Lande, men hvis egentlige Tumleplads var Italien: under denne bragtes Navnene Guelf og Ghibellin først over Alperne fra Tydskland, hvor de oprindelig havde hiemme; og en Tidlang betydede Ghibelliner i Italien det Samme som Tilhængere af Keiseren, Guelfer kaldtes de, der hørte til Pavens Parti. Efterhaanden som Striden sagtnedes imellem Herskerne, reiste der sig ved Siden af dem begge en Magt, som atter i sig indeholdt Elementer til nye Partikampe, nemlig Stæderne, i Særdeleshed de norditalienske. Disse havde, som bekiendt, i Løbet af det tolvte Aarhundrede tilkæmpet sig communale Friheder, der giorde dem rige og mægtige, men som ogsaa, maaskee netop paa Grund af den ufuldstændige og ikke tilstrækkelig lovbefæstede Uafhængighed., medførte en Adskillelse imellem Stænderne, der næredes ved og efterhaanden smeltede sammen med hiin ældre Strid imellem Keiser og Pave. I hele det trettende Aarhundrede vedvarede og voxede saaledes en Kamp imellem Adelen og Folket i Stæderne; og da disse Partier blandedes med hine ældre, sluttede Adelen sig naturligviis til Keiserpartiet, Borgerne til det modsatte. Paa denne Maade skete det, at Partiaanden lidt efter lidt fik en udvidet, eller, om man vil, en indskrænket Betydning (thi den første Bemærkelse glemtes vel reent paa mange Steder); Ghibelliner kaldtes nu i Stæderne Adelen og de Mægtige, samt de af Borgerne, som sluttede sig til dem; Guelfer det egentlige Folk, Patrioterne, det nationale Parti, der bestandig stræbte efter en udvidet Frihed og forøget communal Selvstændighed. Men heller ikke disse Benævnelser vedbleve bestandig, saa lidt som Partierne vedbleve at staae saa klart og bestemt adskilte overfor hverandre, som de her ere stillede. Snart stod det ene, snart det andet ved Roret i en Stad, og det herskende Parti var som oftest atter deelt i Underafdelinger, hvis Navne betegne de meer eller mindre Ivrige, de meest patriotiske Patrioter, de ældste, meest indgroede Aristokrater. Af tvende saadanne Delinger trængtes da hyppig den svagere, som den mindst eensidige, lidt efter lidt over til den modsatte Side, saaledes som det f. Ex. gik med "de Hvide" i Florents, der egentlig vare Guelfer, men som, paa Dantes Tid, af de mere Ivrige blandt deres Parti, "de Sorte", efterhaanden trængtes henimod Ghibellinismen. Hertil kom endnu de enkelte, mægtige Familiers private Had og Misundelse, der ofte var Borgerstridighedernes vigtigste Aarsag og Næring, og som, ved de dannede nye Partinavne, tidt giorde Betydningen af de ældre uklar og svævende. Det vil maaskee være bedst, allerede her kortelig at omtale Partierne i Florents og deres Stilling ligeoverfor hinanden, saavel for Dante, som paa hans Tid, for ikke at behøve længere hen, hvor Digterens Liv bliver grebet af deres Hvirvel, at afbryde Fortællingens Fremgang.

        Det tolvte og Begyndelsen af det trettende Aarhundrede var Guldalderen i Florents. Den demokratiske Forfatning udviklede sig efterhaanden, men var endnu ikke udartet; Had og Misundelse, Overdaadighed og Vindesyge havde endnu ikke smittet Borgerne, Partistriden var endnu kun en Meningsforskjellighed, der ikke kaldte Nogen til Vaaben,’ og om dens Fane havde Lidenskaberne endnu ikke samlet sig. Villani giver i siette Bog af sin florentinske Historie følgende Skildring af den Tids Sæder, der ogsaa kan interessere som et Sidestykke til Dantes skjønne Sammenligning imellem de tvende Tidsaldere (Paradiset, xv. 97). "Paa den Tid, siger Villani, levede Borgerne i Florents maadeholdent, af tarvelig Kost og med smaa Udgifter, og mange af deres Sædvaner vare plumpe og raa. Baade Mand og Kvinder bare grove Tøier, og Mange vare klædte i laadne Skind uden Foder, med Huer paa Hovedet, og Alle med Læderstøvler paa Fødderne. De florentinske Kvinder gik uden Pynt, og de fornemste af dem nøiedes med en Kjole af grovt Skarlagen, der foroven blev holdt sammen med et gammeldags Læderbelte, og over den en Kappe, foret med Graaværk, med en Hætte, som bedækkede ’ Hovedet. De simple Kvinder klædte sig i grovt, grønt Linnedtøi, der var skaaret efter samme Snit. Og hundrede Daler var den almindelige Medgift; tohundrede eller trehundrede var paa de Tider et straalende Udstyr; de fleste Piger vare tyve Aar gamle eller meer, inden de bleve gifte. Saadanne Klæder og. simple Sæder havde Florentinerne dengang; men de vare trofaste og ordholdne, saavel indbyrdes, som i deres Byes Anliggender. *Og uagtet deres simple Levemaade og Fattigdom, udførte de større og ædlere Handlinger, end der nogensinde skeer i vore Dage, med al vor Blødagtighed og Rigdom."

        Men i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede blev den første Brand kastet ind i den hidtil fredelige By; de let fængelige Lidenskaber antændtes; Familiehadet bemægtigede sig Partinavnene Ghibellin og Guelf; snart traadte Ærgjerrighed og Herskesyge med i Skrankerne, og nu var Ilden ikke mere til at slukke. I Aaret 1215, fortæller Dino Compagni i første Bog af sin Kronike, levede der i Florents en ung Adelsmand ved Navn Buondelmonte, som var trolovet med en Datter af. Messer Oderigo Giantruffetti, af den ansete Familie Amidei. Da han en Dag gik forbi Donatiernes Huus, stod en adelig Dame ved Navn Madonna Aldruda, som var gift med Forteguerra Donati. paa Balkonen med sine tvende meget smukke Døttre. Hun kaldte paa Buondelmonte, idet han gik forbi, pegede paa en af de unge Piger og sagde til ham: "Hvad er det for en Hustru, du har valgt? Jeg havde giemt min Datter til dig." Han betragtede Pigen og fandt megen Behag i hende, men sagde dog: "Nu kan jeg jo ikke Andet." Da sagde Madonna Aldruda: "Jo, du kan; Bøden skal jeg betale for dig." Og nu svarede Buondelmonte: "Velan, jeg tager hende!" Og han tog hende til Hustru og forlod den Anden, som han havde valgt, og med hvem han var trolovet. Hendes Fader, Messer Oderigo, beklagede sig nu for sine Slægtninger og Venner, og de lagde Raad op om at hævne sig og vanære Buondelmonte ved at slaae ham. Men den mægtige Adelsfamilie Uberti, der ogsaa var i Slægt med Oderigo, raadede til at dræbe Fornærmeren, og Mosca Lamberti, hvem det varede for længe, sagde tilsidst: "Daad er det bedste Raad." De besluttede da at dræbe ham den Dag, han førte sin Brud til Kirke, og det giorde de ogsaa, Paaskemorgen 1215, ved Foden af Mars’ Billedstøtte foran den gamle Bro. (Macchiavellis flor. Hist. 2 Bog. Jvf. Helvede: xxvm. 107 og Par. xvi. 140.) Nu deelte Borgerne sig i to Partier, eftersom de vare for eller imod den Dræbte. I Spidsen for der ene Parti stod Familien Amidei, for det andet Donatiernes Slægt; de Første vare Tilhængere af Keiseren, de Andre af Paven, og saaledes begyndte i Florents Striden imellem Ghibelliner og Guelfer. Snart blev den tillige en Strid imellem de Adelige og Folket; nu blev der kæmpet tidlig og silde, med voxende Forbittrelse, og Partierne udjoge vexelviis hinanden af Staden i den sidste Halvdeel af det trettende Aarhundrede.

        I Aaret 1248 bleve Guelferne fordrevne, 1251 nogle Hoveder for det ghibellinske Parti og 1258 hele Partiet. Ved Kong Manfreds Hielp overvandt Ghibellinerne, under Farinata Uberti, atter deres Modstandere den 4de September 1260 ved Montaperti eller Arbiafloden (Jvf. Helv. x. xvi. xxxii.), og toge efter dette Slag Byen i Besiddelse igien; men saa guelfisk var Florents paa den Tid heelt igiennem, at der blev raadslaaet, om det ikke var bedst at sløife den, og kun Farinatas Fædrelandskiærlighed og kraftige Tale (Helv. x. 91) reddede Byen fra Undergang. Men allerede i Aaret 1264 faldt Manfred i Slaget ved Benevent (Skærsild, iii. 112), og med ham sank igien Ghibellinernes Magt i Florents og Italien. Tre Aar efter forlode de af sig selv Staden og flyede til Pisa og Siena, og Florents havde nu atter, under guelfisk Styrelse og under Carl af Anjous Signoria, Fred i nogle Aar. 1273 fik Ghibellinerne Tilladelse til at vende tilbage til Byen; to Aar efter bleve de forviste igien, men 1279 atter indkaldte, og der indrømmedes dem endog sex Pladser blandt de fiorten Signori, som dengang regierede Florents. Majoriteten vedblev altsaa at være paa Guelfernes Side; men, ikke nøiede hermed, foranstaltede disse, det vil sige det lavere Folk iblandt dem, il popolo grasso, som det kaldtes, en Revolution i Aaret 1282 imod Signorerne. Laugene forenede sig, gave Styrelsen til deres egne Priorer eller Forstandere — Oldermænd kunde man falde dem — og stiftede saaledes en guelfisk, folkelig Regeringsform, der med nogle faa Omskiftelser holdt sig uforandret, medens Dante levede, og endnu længer. Man vil af denne korte Forviisnings-Historie see, hvor lidet fast den florentinske Jordbund var at staae paa i det 13de Aarhundrede; det seer næsten ud som om det var en Leg, man havde drevet med disse idelige Forviisninger og Tilbagekaldelser; men den kom Mange dyrt til at staae, thi sielden gik en saadan Omskiftning for sig uden Blodsudgydelse, Endeel mistede Livet, endnu Flere deres Huus og Gods.

        Saaledes var altsaa Tilstanden i Florents paa den Tid, Dante kom til Verden. Om Digterens Forfædre vides Lidet eller Intet; han, som de fleste store Mænd, "ligesom født af sig selv." Vel roser han sig (Helv. xv. 73) af at nedstamme fra Romerne; men han nævner iblandt sine Forfædre dog kun udtrykkelig tre Brødre (Par. xv. 134), af hvilke den ene, hans Tipoldefader Cacciaguida, var gift med en lombardisk Dame, Donna Aldighiera, fra hvem Familiens Tilnavn skriver sig. Denne Cacciaguida var en mandig Ridder, der døde paa et Korstog i Syrien omtrent ved Aaret 1150, og Dante sætter ham i Paradiset ind i Mars* Himmel, iblandt de Krigere, som have offret deres Liv for Troen. Om Cacciaguidas Søn vides intet Andet, end at Digteren i Skærsilden har sat ham i de Hovmodiges Kreds (Par. xv. 91), og at han var Fader til Digterens Bedstefader, som hed Bellincione. Denne havde syv Sønner, af hvilke een hed Alighieri, var Jurist, tvende Gange gift, og boede i et Huus i Nærheden af Kirken S. Martino del Vescovo i Florents. Hans anden Hustru, Madonna Bella, uvist af hvilken Familie, fødte ham i Maimaaned i Aaret 1265 en Søn, der blev døbt i Baptisteriet S. Giovanni (Par. xxv. 8), og i Daaben fik Navnet Durante, siden forkortet til Dante. Boccaccio fortæller, at Madonna Bella, kort for hun fødte denne Søn til Verden, havde en Drøm, som varslede Barnets tilkommende Storhed. "Den ædle Dame, siger han, syntes, at hun sad under et meget høit Laurbærtræ, der stod paa en Eng, ved Siden af et stort Kildevæld; og her tyktes det hende, at hun fødte en Søn, som i fort Tid, skjøndt han ikke nærede sig af Andet end de Frugter, der faldt af Lauren, og af den klare Kildes Bølger, yoxede op og blev en Hyrde, og nu søgte at naae Lovet paa det Træ, hvis Frugter havde været hans Næring. Og som han stræbte herefter, syntes hun, at hun saae ham falde, og da han reiste sig, var han ikke længer et Menneske, men en skinnende Paafugl; hvorover en saa stor Forundring betog hende, at hun vaagnede." Dette var ikke det eneste Varsel om Digterens tilkommende Storhed; Brunetto Latini, der siden blev hans Lærer, stillede Barnets Horoskop, og da han fandt Solen i Tvillingernes Tegn, forudsagde han, at Dante skulde naae et ophøiet Maal i Aandens Verden (Helv. xv. 55. Par. xxii. 112).

        Om Dantes tidligste Barndomsaar vides Intet, for den Begivenhed indtraf, der blev afgjørende for hele hans Liv, gav hans tidlig modnede Tanker deres ideale Retning og hans Siæl dens Indvielse i en Alder, hvori andre Born endnu ikke ere komne til Bevidsthed om sig selv. I Nærheden af Alighieriernes Huus, tætved Kirken S. Margarita, levede en anseet, rig Borger, ved Navn Folco Portinari, med sin Hustru Gilia og deres Datter Beatrice eller Bice. Det har altid været Skik i Florents at høitideligholde Foraarets Komme ved glade Fester; nu ere disse henlagte til Christi Himmelfartsdag og holdes i en Lystskov i Nærheden af Byen, le Cascine kaldet; dengang feiredes de den første Mai og i Byen selv. Ved en saadan Fest blev Dante, som dengang kun var ni Aar gammel, saa betaget af Kiærlighed til den otteaarige Beatrice, at denne Følelse aldrig forlod ham siden, men, næret af hans egen Phantasie og af Troubadourtidens sværmeriske Drømme, slog Rod i hans Hierte, rensede og forædlede det, frelste ham ud af Vildfarelsens dunkle Skov, hialp ham at holde sit Hoved opreist i Ulykkens Stormvind, og blev Spiren til det Største og Herligste, han har frembragt. Idet jeg om denne Kiærlighed og dens Betydning for Dantes Liv og Digtervirksomhed henviser Læseren til Indledningens følgende Afsnit, maa det her være nok at berette: at Beatrice blev gift med en Adelsmand ved Navn Simon Bardi, og døde i sit fire og tyvende Aar, den 9de Juni 1290, efterat have begeistret Dante til en Række af Elskovsdigte, og fremkaldt hos ham den første Idee til den guddommelige Komedie. Dante mistede tidlig sin Fader; men allerede for dennes Død, ligesom i de nærmest paafølgende Aar, var han overgivet til den lærde Philosoph Brunetto Latinis Omsorg, der "

                Fra Stund til Stund paa Jord ham lærte,

                Hvorlunde man sig Evighed bereder." (Helv. xv. 84).

        Og under hans Veiledning udviklede Digterens Aand sig paa samme Tid, som Kiærligheden til Beatrice udviklede hans Hierte. Den Tids forberedende Studier deelte sig i tvende Hovedafdelinger, som ere bekjendte under Navnet Trivium og Qvadrivium. Af disse indbefattede den første: Grammatik, Rhetorik og Dialektik, den anden: Arithmetik, Geometri, Musik og Astronomi;’ og i alle dis Videnskaber blev Dante, ved Brunetto Latinis og vel ogsaa ved andre Læreres Hielp, i sin tidlige Ungdom indviet, saa at han, som en af hans Biographer (Leonardo Aretini) siger: "Intet forsømte af Det, der hører til at gjøre Mennesket udmærket;" og hans Digtning, der, saa at sige, indeholder Alt hvad Samtiden vidste, vidner noksom om det Maal af Kundskaber, han erhvervede sig. Grammatiken beskjeftigede sig dengang endnu kun med Latinen, ikke med det italienske Sprog, il Volgare, der, ligesom alle andre Tungemaal, kun betragtedes som en Dialekt. Det var egentlig først Dante forbeholdt, i Digtersproget, og tildeels ogsaa i Prosa, at udvikle og berige sit Modersmaal og hæve det til Rangen af et Skriftsprog. Paa hine Tiders Rhetorik have vi Prøver i Dantes egne latinske Breve, der roses meget af hans Samtidige, men i Virkeligheden, hvad Stilen angaaer, neppe komme de sildigste romerske Skribenter nær. I Sandhed veltalende var Dante kun, i Tale som i Vers, hvor han betiente sig af sit eget, levende Sprog, og ved Siden af denne Veltalenhed falder den døde, studerede Elokvents igiennem. Hvad Dialektik en angaaer, saa fulgte man ved Underviisningen heri Aristoteles, skjøndt ikke umiddelbart, men oversat fra Græsk paa Arabisk, fra Arabisk paa Latin, og commenteret af Skolastikerne. Men denne Videnskabs Spidsfindighed, saaledes som den dengang og længe efter blev drevet, dens logiske Slyngegange og metaphysiske Luftspring, have neppe givet Digterens Aand nogen synderlig Næring, skjøndt fors kjellige Steder af den guddommelige Komedie bekræfte, at han ikke har været uøvet i denne aandelige Fægtekunst. Af Arithmetik og Geometri har Dante formodentlig lært Saameget, som Datiden vidste, hvilket ikke var synderlig Meget. Saaledes forholdt det sig derimod ikke med Astronomien. Som bekiendt stillede den paa Dantes Tid, efter det Ptolomæiske System, Jorden i Centrum af Universet, og antog, at rundtom Jorden dreiede sig syv Himle, den ene udenom den anden, først Maanens Himmel, dernæst Mercurs, Venus’, Solens, Mars’, Jupiters og Saturns Himle. Ovenover disse var Fixstiernernes, og endelig den niende og sidste Himmel, Primum Mobile, der satte alle de andre i Bevægelse fra Øst til Vest. Dette System er Grundlaget for den guddommelige Komedies hele Bygning, navnlig for Paradiset, hvor Digteren, fort af sin Elskede, gjennemflyver de forskiellige Himle; og mangfoldige Steder af Digtet bære Vidnesbyrd om, at Dante ikke blot paa en digterisk Maade elskede Solen, Maanen og Stiernerne, men var indviet i alle Tidens Meninger om disse Stjerners Stilling og Forhold til hverandre og til Jorden; ja Mange, som vare istand til at domme derom, havepaastaaet, at hans Kundskaber heri paa ikke faa Punkter overgik hans Tidsalders. Med Astronomien var paa den Tid og langt op i Middelalderen Astrologien paa det Nøieste forbunden; men, skjøndt Dante ikke negtede Stiernernes Indflydelse paa Menneskeries Anlæg og Drifter, dog saaledes, at den frie Villie blev ubeskaaret og alt Ansvar for alle Handlinger faldt paa Mennesket selv (Skærsild, xvi. 67): foragtede han dog Astrologien som Spaadomskunst, og sætter i sit Digt alle Spaamand i Helvede (20de Sang), hvor han lader dem vandre tause og grædende, med Halsen omdreiet, saa Ansigtet vender ud imod Ryggen. Musiken endelig, denne Konst, der. er saa beslægtet med Digterens egen, og i hine Tider næsten altid var Poesiens venlige Ledsager, elskede Dante særdeles, og det er rimeligt, at han selv har dyrket den. Boccaccio fortæller, at Dante allerede i sin tidligste Ungdom glædede sig over al Maade ved Sang og Spil, og at de dygtigste Musikere i Florents paa den Tid vare hans Venner, og satte Musik til hans Canzoner og Sonetter. Men selv om dette Vidnesbyrd manglede, er der mangfoldige Steder i den guddommelige Komedie, hvoraf hans Kiærlighed til Musiken lyser frem, hvad enten Digteren skildrer de haabende Siæles Chor i Skærsilden, eller de salige Aanders Lovsang i Paradiset. Et Sted paa sin Vandring (Skærsild, 11. 70) seer han, iblandt de Sjæle, der lande paa Bredden af Purgatoriets Bierg, sin Ven, Musikeren Casella, som blandt andet havde componeret Musiken til en af Dantes bekiendte Canzoner: Amor, che nella mente mi ragiona; og deres Møde og gj ensidige Glæde ved at see hinanden er en af de smukkeste Episoder i Digtet. Heller ikke Malerkonsten var fremmed for Dante. Cimabues, Arnolfos og Giottos Aand var beslægtet med hans egen, og han stod i et personligt Venskabsforhold til den sidste berømte Maler. En troværdig Biograph, Leonardo Bruni, beretter, at han tegnede fortrinlig, og Digteren fortæller selv, at han Aarsdagen efter sin Elskedes Død, til Erindring om hende, satte sig hen og tegnede en Engel.

        Disse syv Videnskaber har Dante formodentlig gjennemgaaet i Florents under Brunettos Veiledning, og Studiet af den Tids aristoteliske Philosophie har han derpaa fortsat ved Universiteterne i Bologna og. Padua. Af disse var især det første berømt og blomstrende, det kaldtes "Videnskabernes Moder", og siges i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede at have talt titusinde Disciple fra alle Europas Lande i sine Høresale. Og skjøndt det under Stridighederne imellem Paven og Keiseren oftere blev lukket, snart af det ene, snart af det andet Parti, og efterhaanden tabte 4 Anseelse, har det dog endnu paa Dantes Tid varet talrig nok besøgt til at bringe ham i Forbindelse med de forskjelligste Mennesker, og berige hans Aand og Erfaring ogsaa paa denne Maade. Hans egentlige forberedende Studier kunne vi antage for afsluttede, ligesom hans Ungdoms Haab og Drømme, med hans fire og tyvende Aar. 1289. I dette Aar finde vi Digteren i Felten, kæmpende som en Mand ved Campaldino; i det næste Aar døde Beatrice, og hendes Elskers Liv fik fra nu af den alvorlige Manddoms dunklere Farve.

        Men førend vi ogsaa i Fortællingen overskride denne Grændse, maa vi endnu dvæle et Øieblik ved Dantes Ungdomsalder. Ordet er lykkeligt, det kan standse paa Skilleveien; Livet selv glider kun altfor hurtigt fra Haabets Strandbred over til Erindringens. Udrustet med de Kundskaber, han selv havde erhvervet sig, og med den Begeistring, Naturen og hans Kiærlighed gav ham, traadte Dante tidlig i Skrankerne som Digter, og giorde Opsigt især ved sine Canzoner, hvis ædle Stiil og ikke sielden storartede Billeder indeholde ligesom en fjern Spaadom om den guddommelige Komedie. Poesi og Konst var kommen senere til Toscana og Florents, end til Italiens øvrige Stæder; men da de først havde naaet derhen, ved Midten af det trettende Aarhundrede, toge de hurtigt et saadant Opsving, at navnlig Florents overstraalede alle sine Medbeilere. Og det var da især Digterne, der som en talrig Skare Sangfugle, af meer eller mindre ædel Art, lode Canzoner, Sonetter og Ballader flagre for alle. Vinde. Guittone d’Arezzo og Guido Guinicelli, Dino Frescobaldi og Cino fra Pistoia, men fremfor Alle Dantes Ven, den ædle Guido Cavalcanti, den toskanske Literaturs "andet Øie", vare* Navne, som paa den Tid kiendtes over hele Halvøen, men som alle bleve meer eller mindre fordunklede, da Dante fremstod med de Digte, der indeholdes i, la Vita Nuova, denne paa engang varme og rene Fortælling om hans første Kiærlighed. Han adskiller selv (Skærsild, xx. 49. flg.) to Skoler i den italienske Poesi, af hvilke den ene, der naaede til henimod hans Tid, var fold, dunkel, fattig og spidsfindig, fordi den var uden "Kjærlighed"; den anden, til hvilken han regner sig selv, tilligemed de to Guido’er og Cino fra Pistoia, var "beaandet af Kiærlighed", hvorved maa forstaaes, ikke blot Elskov, men Begeistring. At Dante forøvrigt med retfærdig Stolthed regnede sig selv som den nye Skoles første Digter, er klart af et Sted i den guddommelige Komedie (Skærsild, xi. 97), hvor han taler om Ærens Forgængelighed og som Exempel anfører, hvorledes iblandt Sangerne ’den ene Guido (Cavalcanti) har fordunklet den anden, og derpaa tilføier: "Maaskee er den Mand født, som skal jage dem Begge ud af Reden."

        I Aaret 1289 havde Arezzo, der paa den Tid, ligesom de fleste andre Byer i Toscana, var guelfisk, skiftet Farve, var gaaet over til Ghibellinerne og havde udjaget sine Guelfer. Disse toge deres Tilflugt til Florents, bade om Hielp, og et Tog blev besluttet imod Arezzo, i hvilket ogsaa Bologna, Lucca og Pistoia deeltoge. De forenede Guelfer mødte Aretinerne ved Campaldino, og stillede sig i Slagorden, med de forskiellige Vaabenarter hver i sin Række. "Aretinerne begyndte Angrebet saa heftigt og med saa stor Kraft, at Florentinernes Skare i Begyndelsen veg stærkt tilbage. Det gik meget skarpt og haardt til i Slaget. Messer Corso Donati med Hjælpetropperne faldt Fienden i Flanken. Der regnede Pile. Aretinerne. havde ikke nok, og ved Angrebet i Flanken vare de nødte til at blotte sig. Luften var bedækket med Skyer og der stod en vældig Støv. Aretinernes Fodfolk krøb paa alle Fire ind under Bugen paa Hestene, med Kniven i Haanden, og stak dem; og deres Fortrop stormede saa langt frem, at Mange faldt midt inde i den fjendtlige Skare. Mange viste sig feige den Dag, som for havde havt stort Navn for Tapperhed, og Mange, om hvem man ikke for havde talt, bleve høilig ansete. Aretinerne bleve slagne, ikke for Feigheds Skyld eller Mangel paa Tapperhed, men ved deres Fienders Overmagt bleve de jagne paa Flugt. De florentinske Leiesvende ihjelsloge dem, og Bønderne havde ingen Medlidenhed." (Dino Compagni: Ist. Fior. 1.) I dette Slag, som Florentinerne vandt ved at staae fast, og Aretinerne tabte ved deres altfor hidsige Fremstormen, og som Villani siger var det meest regelmæssige, der paa de Tider havde staaet i Italien, tog Dante Deel som Frivillig, under den tappre Messer Vieris Kommando, og "udviste i Begyndelsen stor Forvoven- lied, siden megen Glade over Slagets Afvexlinger." Noget senere i det samme Aar giorde Guelferne igien et Tog* dennegang imod Pisa. Ogsaa i dette tog Dante Deel, men det eneste Udbytte deraf var Fæstningen Caprona, som blev nødt til at overgive sig. Om begge disse Tog har Dante bevaret en Erindring i sin Komedie (Skærsild v. 94. Helv. xxi. 94.).

        Vi ere nu komne til det andet Hovedafsnit af Digterens Liv, der indeholder hans Deeltagelse i Statens Styrelse, hans politiske Betydning og Indflydelse, hans gradvise Stigen og pludselige Fald. Til disse alvorlige Skiebner bliver han ligesom indviet paa Manddommens Tærskel af den Sorg, der dybere end nogen anden greb ind i hans Hierte, Sorgen over Beatrices Død. Den nærmere Fortælling herom hører til hans Kiærligheds Historie og vil findes i det følgende Afsnit; her al kun berøres den Virkning, Tabet af hans Elskede havde paa Digterens ydre Livsforhold og Beskjeftigelse. Og det var da først, at han sænkede sin bedrøvede Siæl ned i saadanne alvorlige Studier, som meest stemte overeens med hans Sindsbeskaff enhed, nemlig Religionsphilosophi og Theologie, idet han søgte Kraft og Lægedom hos Cicero og Philosophen Boetius. Til denne Tid af hans Liv kan ogsaa henføres en Tradition, som be- " rettes af Forfattere, der ikke vare meget senere: at Dante i sin Ungdom blev Frate minore i Franciskaner- Ordenen, men traadte ud igien, inden han havde aflagt Loftet. Sammenligner man hermed den Kiærlighed, med hvilken Digteren omtaler baade S. Franciscus (Par. xi.) og den hellige Clara, som hørte til den samme Or- Orden (Par. m. 97.), faaer dette Sagn nogen Sandsynlighed. Den af Dantes nyere Biographer, som denne Skildring i det Væsentlige følger, Cesare Balbo, antager det for utvivlsomt, at han, under Sorgen over Beatrices Død og den strengere Betragtning af Livet, som de theologiske Studier medførte, har giort det første Skridt til at forsage Verden og blive Munk, en Devotion, som i hine Tider desuden var almindelig. Ogsaa en Fristelse, der nærmede sig ham i Skikkelse af en ung, skjøn og medlidende Kvinde, og truede med at fordunkle Mindet om den Tabte, kan have bragt ham til et Øieblik ligesom at ville undflye e sig selv, af Frygt for at bukke under; thi han følte vel, at Hiertet aldrig er saa modtageligt for en ny Kjærlighed, som just imens det bløder af et frisk Saar, og han følte vel tillige, at han selv, meer end de Fleste, trængte til at elske og blive elsket. Hvorom Alting er, han seirede, i det mindste for Øieblikket, baade over Tungsindighed og Fristelse, hans Sjæl fik Kraft og Ligevægt tilbage, og han ender Fortællingen om sin Ungdomskjærlighed med det mærkelige Sted (s. det følg. Afsnit), hvor Ideen til den guddommelige Komedie andengang og klarere dukker op af Ordene. Om han allerede da, i Slutningen af Aaret 1292 eller Begyndelsen af 1293, først har lagt Haand paa Digtet, er uvist; det Eneste, der herom kan siges med Sikkerhed, er, at han har skrevet nogle af dets første Sange i Florents, for sin Landflygtighed.

        Den næste Begivenhed i Dantes Liv er hans Giftermaal med Gemma Donati. Det har noget Overraskende ved sig at træde saaledes fra det dunkle Sørge- huus lige ind i en oplyst Bryllupssal; men det er en af disse Kløfter, som en Biograph maa sætte over med et rask Spring, naar han ikke har Tømmer til at bygge en Bro af. Flere Aar hengik efter Beatrices Død; i disse sørgede Dante først, men kæmpede sig derpaa, med sin sunde og kraftige Natur, igiennem Sorgen til Ro og Fasthed; og Længselen efter den Elskede smeltede lidt efter lidt sammen med den Længsel efter Idealet, som altid dæmrer i Baggrunden af enhver dyb Sjæl. Beatrice havde været hans første Elskede, og hun vedblev at være hans Livs beskyttende Engel, hans Sanggudinde; Gemma Donati blev hans Børns Moder. Selv omtaler han aldrig denne Hustru; hvad vi vide om hende, skyldes Boccaccio og nogle andre, sildigere Biographer. Det er kun Lidet, men dette Lidet er væsentlig godt, og Sagnet, der skildrer hende som en Xantippe, har ingen Hjemmel for sig, men er formodentlig blot en Virkning af den Skygge i hvilken hun nødvendigviis kommer til at slaae ved Siden af Beatrices lysende Skikkelse. Boccaccio har forresten, af almindelige Grunde, Meget imod dette Giftermaal, som han fortæller kom istand ved Frænders og Venners Omsorg, der taabeligen troede, at Feber kunde helbredes med Ild; og han gjør i denne Anledning et morsomt Udfald imod den, som han mener, daarlige Skik, at studerede Mænd indgaae Ægteskab og skaffe sig huuslige Bekymringer. "Lad rige Lediggængere, siger han tilsidst, lad Herremænd og Arbeidere gifte sig; lærde Folk skulle forlyste sig med Philosophien, der er en langt bedre Hustru, end nogen anden.

        Gemma var en Datter af Messer Manetto, af den mægtige Familie Donati, og denne hendes Herkomst kan maaskee ogsaa faste noget Lys paa hvad der fortælles om Dantes huuslige Sorger, forsaavidt som de Forbindelser, i hvilke han levede, ofte maatte komme i Collision med hans Svogerskab. Der var i Florents et gammelt, bestandig voxende Had imellem de to ansete Familier Cerchi og Donati, som ofte brød ud til aaben Feide, saa at Villani endog kalder hele det Kvarteer af Byen, i hvilket disse Familier, tilligemed Dante, boede: "il sesto dello scandolo." Dante var en Ven og Tilhænger af Hovedet for Cerchierne, Messer Vier i; men han var tillige, ved sit Giftermaal, kommen noget i Slægt med den vilde, tøileløse Corso Donati, som var en af den Tids mægtigste Partihøvdinger, en Mand, der ikke skyede noget Middel for at naae sit Øiemed, der rev sin Søster Piccarda med Vold ud af det Kloster, hvori hun søgte Tilflugt, og tog sin egen Hustru af Dage med Gift. "Det var en Ridder, siger Dino Compagni om ham, der lignede Catilina, men var mere grusom, end han, af adeligt Blod, skjøn af Legeme og en yndet Taler, prydet med et smukt Væsen og skarpsindig, men altid opsat paa at gjøre Ondt." Han var Adelspartiets Hoved, en Fiende af Folket, siden Dantes politiske Modstander, og vi ville i det Følgende oftere komme til at omtale ham. Disse Forhold kunne naturligviis let have indvirket paa Dantes Liv i Hiemmet, og undertiden forstyrret Enigheden imellem ham og hans Hustru, selv uden- nogen egentlig Skyld fra hendes Side. Under deres Adskillelse og Dantes Landflygtighed viste hun sig som en retskaffen Hustru og god Moder, og at hun ikke fulgte sin Mand i hans Udlændighed, kan vel forsvares af hendes Pligter imod de syv Born, hun havde født ham. Af disse vare de sex Sønner, den syvende en Datter, og hende gav Digteren, til Erindring om sin Ungdoms Elskede, Navnet Beatrice.

        Hvad nu Dantes politiske Forhold angaaer, saa var han født Guelf, ja maaskee endog undfanget i Landflygtighed, da Ghibellinerne stode ved Roret i Florents. Og han deeltog ogsaa en Tidlang i Guelfernes Triumph; men da de misbrugte Friheden til Tøilesløshed, blev han selv et Offer for deres Udartelse; og denne Periode af hans Liv er derfor ikke blot ulastelig, siger en af hans Biographer, men fortiener meget mere at beundres for den største af alle politiske Dyder: Maadehold. Toscana var paa den Tid deelt imellem de ovenfor omtalte Partier, men Guelferne vare de mægtigste og havde Florents og Siena inde. Nogle Smaakampe imod Arezzo, der forefaldt i Aaret 1290, havde ingen videre Følger, men satte dog Florentinerne i Bevægelse, og da der intet Afløb var for denne Bevægelse udadtil, vendte den sig indad, og den guelfiske By deelte sig i de tvende Partier, hvori de andre italienske Stæder alt længe havde været deelte: Nobili og Popoian i. De Første, som vare udelukkede fra Statsstyreisen af Laugenes Priorer, hævnede sig ved igien at undertrykke det lavere Folk, og fremkaldte saaledes Revolutionen af 1293. Anført af Giano della Bella, et Slags Folketribun, indsatte Folket en ny Styrelse, og ved Siden af Priorerne, blev den u (tøvende Magt givet i Hænderne paa en Gonfalonier di Giustizia, der fik en Fane med rødt Kors i hvidt Felt som Værdighedstegn, og tusind væbnede Knegte til sin Raadighed. Der blev givet Love imod de Mægtige (G ran di, til hvis Klasse regnedes Enhver, som havde havt en Cavaliere i sin Slægt, altsaa ogsaa Dante); og disse maatte fra nu af hverken vælges til Signorer, Gonfalonierer eller Priorer.

        Men allerede i Begyndelsen af Aaret 1295 foranledigede Corso Donati en Mod-Revolution, ved hvilken Folke- Anføreren Giano della Bella blev styrtet. Messer Corso havde nemlig en Proces, der kom for Podestaen, og da denne Øvrighedsperson dømte til Fordeel for Corso, blev Folket opbragt, stormede Podestaens Pallads og brændte Porten. Giano, som var en af Priorerne, vilde berolige de Ophidsede og frelse den Forfulgte, men i Forbittrelsen vendte Folket Landserne imod ham, og han blev nødt til at flygte. Da Roligheden omsider igien var oprettet, og Sagen blev undersøgt, benyttede Gianos Fiender sig af denne Leilighed til at yde Skylden for disse Uordener paa ham, og da han saae sig forladt af sit Parti, forlod han frivillig Staden og døde i Landflygtighed. Til ham, der, skjøndt af ædel Herkomst, havde slaaet sig paa Folkepartiet, sigter Dante i den gudd. Komedie: Par. xvi. 131.

        I disse Aar, det vil sige fra 1293 til 1297, har Dante vel nærmest holdt sig til Donatierne og de "Store" blandt Guelferne. Men i de sidste Aar af Aarhundredet, da han var noget over tredive Aar, og formodentlig meer og meer fik Uvillie imod Donatierne, begyndte han at tænke paa at tage Deel i Statsstyreisen. Og da det var en Lov i Florents paa de Tider, at Ingen kunde faae Adgang til offentlige Embeder, uden han hørte til et af Stadens Laug, lod Dante sig indskrive i Lægernes og Apothekernes Klasse. Hermed begynder hans politiske Løbebane, og et Beviis paa, i hvor høi Grad hans udmærkede Evner og faste, retsindige Charakteer var erkjendt af hans Landsmænd, er den Mængde Gesandtskaber, der nævnes ikke mindre end fiorten, som han i de nærmest paafølgende Aar udførte, ikke blot for den guelfiske Folke-Commune, men ogsaa for det særskilte guelfiske Parti, "la taglia Guelfa u, og som gave ham rig Leilighed saavel til at gjøre sig bekjendt med forskiellige Landes Forhold og Sæder, som til at indsamle et Forraad af poetiske Indtryk, af Livserfaring og Menneskekundskab. Disse Gesandtskaber førte ham nemlig ikke blot til forskiellige af Norditaliens Stæder, men ogsaa gientagne Gange til Rom og Neapel, to Gange til Ungarn og muligen een Gang til Paris.

        I disse samme Aar tiltog Florents i Velstand, Magt og Glands, saaledes at man kan betragte Aaret 1300 som et af Høidepunkterne i denne Stads Blomstring. I eet Aar blev Grundstenen lagt til to Kirker, 8. Croce og Domkirken S. Maria del Fiore; to Kasteller bleve byggede i Arnodalen, de nye Mure reistes, og Priorernes Slot,- det nu saakaldte Palazzo vecchio, blev opført. Men Rigdommen avlede Hovmod, og denne fødte snart en ny Partistrid af sig. "Da vor Stad Firenze, siger Villani, paa denne Tid var i større Velstand og mere lykkelig, end den nogensinde havde været siden den blev anlagt eller gjenopbygget, saavel ved Størrelse og Mægtighed " som ved Indbyggernes Antal, eftersom der var fleer end 30,000 vaabenføre Borgere i Staden, og meer end 70,000 i Omegnen, og den ved sine herlige Riddere og modige Folk, samt ved sine store Rigdomme beherskede næsten hele Toscana: hændte det, at Utaknemlighedens Synd, ved Hielp af Menneskeslægtens Fiende, lod Hovmod og Fordærvelse fødes af denne Velstand, og giorde Ende paa Fester og Munterhed blandt Florentinerne, som indtil disse Tider havde levet i Fryd og Glade."

        Ved denne Tid begynde nemlig først Partinavnene Neri og Bianchi (Sorte og Hvide) i Florents, og med den Spaltning af det florentinske Folk, som disse Navne betegne, hænger det saaledes sammen. I Pistoia var der en mægtig og stor Familie ved Navn Cancellieri, og fra en Kvinde af denne Slægt, Madonna Bianca, nedstammede en Linie, som efter hende fik Navnet Cancellieri bianchi. I Modsætning hertil blev en anden Linie af den samme Slægt faldet Neri; og imellem disse to Grene af een Familie udbrød der ved Slutningen af Aarhundredet en heftig Strid. En Mand blev dræbt, og da i hine Tider Blod krævede Blod (Jvf. Helv. xxrx. 31*)» udbredte Hadet sig som en Strøm i Byen og var ikke til at standse, men maatte afledes. Og Florents, der var Hovedet for Norditaliens Guelfer, indkaldte da de fornemste Familier af de to Slægter, for at gjøre Ende paa Striden. Men en Gnist slukkes ikke ved at lægges i Trøske. I Florents var Misundelsen og Uvenskabet imellem Cerchierne og Donatierne nærved et Udbrud; der behøvedes kun en Anledning, og denne blev givet ved de indvandrede Familie. De Sorte sluttede sig nemlig til Donatierne, de Hvide til Cerchierne; og, siger Villani, som eet sygt Faar smitter det andet og fordærver hele Hiorden, saaledes udbredte Striden sig nu fra Huus til Huus og fra Slægt til Slægt. Om de Hvide samlede sig efterhaanden Haandværkere og andre Familier af Almuen og en stor Deel Ghibelliner; og Stadens Styrelse var næsten ganske i deres Vold. Saaledes var paa den Tid, hvad der ellers aldrig pleiede at være Tilfældet, Adelen og de "Store" (Grapdi) Gu Guelfer, medens Almuen for en Deel havde giort fælles Sag med Ghibellinerne, og det varede ikke længe, for det kom til aabenbar Strid paa Torv og Gade; Mænd af begge Partier bleve dræbte og Husene barrikaderede og befæstede. Dette skete i Aaret 1299. Omtrent paa den samme Tid udbrød Fjendskabet imellem Corso Donati og Digteren Guido Cavalcanti, og da denne var Dantes fortrolige Ven, er det sandsynligt, at ogsaa han nu er bleven berørt af Striden, og at han, skjøndt Maadehold, har sluttet sig til de Hvide, som forresten selv vare de Maadeholdne, de Conservative blandt Guelferne, der holdt paa ’ de bestaaende Love. De Sorte, med Corso Donati i Spidsen, vare derimod Ultra-Guelfer, det vil sige, som vi ovenfor bemærkede, af Navn, thi deres Modstandere indbefattede paa den Tid imod Sædvane det egentlige Folkeparti; det var de Sorte, som, meer og meer fortrængte fra Statens Ror, pønsede paa en Revolution, for at omstøde den bestaaende Forfatning og selv komme i Besiddelse af Magten.

        I Aaret 1300 strømmede hele den christelige Verden sammen i Rom ad alle Veie og Stier, for at faae Deel i den almindelige Aflad, som Pave Bonifacius den Ottende med den ene Haand lod udstrømme over de Knælende, imedens han med den anden skrabede umaadelige Offergaver til sig. Ogsaa Dante har efter al Sandsynlighed varet i Rom i Jubelaaret, ved Paaskehøitiden; derom vidner ikke blot hans Beskrivelse af Folkestimmelen over Engelsbroen (Helv. xvm. 28), men ogsaa, at han har henlagt sit Digts Handling netop til dette Aar. Man kan vel antage, at han under st Ophold i Rom, hvor han var omgivet af Bodfærdige fra alle Lande, som knælende lode deres Bønner stige til Himlen, har fattet en ny og kraftig Beslutning om at vende tilbage til Dyden og til Beatrices Minde, og forlade Lasternes og de kæmpende Partiers vildsomme Skov; at Ideen til den guddommelige Komedie tilligemed denne Beslutning tredie og sidste Gang er dukket frem i hans Sjæl, og at han nu har fastholdt den og bragt den i Udførelse. Saameget er vist, at dette Aar, det fem og tredivte af hans Alder, danner Midtpunktet imellem hans Livs Stigen og Dalen.

        Den femtende Juni, Aar 1300, fik nemlig Dante, der baade ved sine lykkelig tilendebragte Gesandtskaber og paa anden Viis havde erhvervet sig Anseelse, Sæde i Prioratet, og havde saaledes naaet den høieste Hæderspost, hvortil hans Medborgeres Tillid kunde hæve ham. Vi have tidligere omtalt det Maadehold i politiske Anskuelser, som charakteriserede Dante, i det mindste for hans Landflygtighed; men Maadehold er en farlig Dyd, naar man er stillet imellem to heftigt stridende Partier. Kort i Forveien havde Paven sendt en Cardinal-Legat til Florents for at stifte Fred; men han udrettede Intet, paa Grund af Partiernes Uvillighed, blev endogsaa selv truet med Steenkast af Folket, og forlod Staden igien, efterat have excommuniceret den. Og da der, ni Dage efter Dantes Tiltrædelse af Prioratet, igien udbrød Uroligheder, idet Laugenes Consuler paa offentlig Gade bleve angrebne og slagne af en Flok Sorte, holdt Priorerne Raad, og Dante, som var den meest ansete iblandt dem, fik nu sat igiennem, at Nogle af begge Partier bleve landsforviste. Blandt dis var Corso Donati, men ogsaa — et Beviis paa Dantes Upartiskhed — Digterens egen Ven, Guido Cavalcanti. At de Hvide nogen Tid efter bleve tilbagekaldte alene, var ikke Dantes Skyld, thi det skete efter hans Priorat; men han blev ligefuldt lagt for Had af sine Modstandere, skjøndt ogsaa de Sorte kom tilbage til Florents endnu i det samme Aar. Samle vi i en kort Sum, hvad der foregik i de to Maaneder, Dante var Prior (fra 15de Juni til 15de August), saa var det Følgende: Cardinalens Ankomst til Florents; hans Forlangende, at faae balia eller dictatorisk Myn- j dighed til at afgjøre Striden; Vanskelighederne fra de Hvides Side, i hvis Hænder Magten var, og Voldsom- j hederne fra de Sortes Side, som attraaede den; den dob- ! belte Forviisning; de Hvides villige Adlyd en, de Sortes Modstand og Forbindelse med Luccheserne, men derpaa deres nødtvungne Lydighed; Folkets Trusler imod Cardinalen, hans Afreise og Stadens Excommunication. Alle de følgende Begivenheder falde, i det mindste efter C. Balbos Tidsangivelse, efter Dantes Priorat.

        Baade ved Slutningen af Aaret 1300 og i Begyndelsen af 1301 forefaldt nye Stridigheder, og endeel Medlemmer af Familien Donati bleve satte i Fængsel, da de ikke kunde betale de paalagte Bøder. Messer Corso og de Forviste vare imidlertid komne tilbage igien, og han beskyldtes fort efter for at have dræbt fire Cerchier med Gift paa den bekjendte Giovedi gxasso i Carnevalet; en Beskyldning, som bragte mange baade Guelfer og Ghibelliner over paa Cerchiernes Parti. Men disse forstode ikke at benytte sig heraf, og der fattedes dem Mod til ved et kraftigt Skridt at gjøre Ende paa Striden. De vare mere retskafne end deres Modstandere, men ikke saa energiske i Villie og Handling, som dis; intet Under derfor, at den stundom indtil Halsstarrighed faste og villiestærke Dante efterhaanden kom til at foragte det Parti, som vel var det mindst slette, men ogsaa det mindst dygtige af dem begge.

        Omtrent paa denne Tid begyndte de Sorte, der idelig pønsede paa nye Midler til at styrte deres Modstandere, at vende Blikket imod Nord, til Frankrige, og allerede faa Maaneder efter at Messer Corso og de øvrige Forviste havde faaet Lov til at vende tilbage, lagde de Raad op om ved Pavens Hielp at faae den franske Prinds Carl af Valois som Paciero eller Fredsfyrste til Toscana, for under hans Auspicier at gjenvinde deres tabte Magt og Indflydelse. Men endnu lykkedes deres Planer ikke, Sammensværgelsen blev opdaget, enkelte af Hovedmændene, deriblandt formodentlig Corso Donati, maatte atter vandre i Landflygtighed, og Florents forblev i de Hvides Hænder (Helv. vi. 64). Dog opgave Corso og hans Stalbrødre ikke derfor Haabet; hvad de ikke havde kunnet udrette, medens de vare i Florents, det stræbte de nu mere umiddelbart at virke for, deels i Rom hos Paven selv, deels paa andre Steder, og Udfaldet begunstigede ikke lang Tid efter deres vedholdende Bestræbelser. Dengang var Pave Bonifacius endnu en Ven af den franske Konge, Philip den Smukke, og der havde i længere Tid været underhandlet imellem dem om, at Carl af Valois skulde sendes til Italien. Dette skete omsider; den franske Prinds drog over Alperne, nærmest for at varetage Frankrigs Krav paa Sicilien imod Huset Arragonien, men vel ogsaa for tillige at blive kronet til romersk Keiser imod Pavens gamle Modstander, Ty dsklands Overhoved, som for Tiden hed Albrecht af østerrig. Paa sin Vei fulde Carl af Valois forbi Florents, og det kunde ikke være ham ubehageligt, ved samme Leilighed at faae Haand i Hanke med en af Norditaliens mægtigste Byer, og ved at tage sig af de Forvistes Sag, under Skin af at mægle Fred, paa eengang og hurtigt at skaffe sig et stort Parti blandt Italienerne selv. Paa dette tænkte Prindsen, paa dette arbeidede den landflygtige Corso og de øvrige Forviste af alle Kræfter; thi Prindsen vilde naturligviis ikke vise sig utaknemmelig imod dem, der først sluttede sig til ham. Forgieves sendte de Hvide, som saae en Fare nærme sig, der truede med at berøve dem baade Magt og Fædreland, Gesandter til Rom, de fik ingen Audients, thi deres Fiender havde ved Ord og Gaver vundet det pavelige Hof; forgjeves sendte de, paa samme Tid som deres Modstandere, Gesandter til Carl af Valois, der allerede var kommen til Bologna; Carl havde sin Fordeel ved at troe de Sortes smigrende Løfter meer end Hines ærlige og frimodige Ord. Saaledes stode Sagerne, og den franske Prinds opholdt sig i forskjellige toskanske Stæder, indtil ogsaa Folket i Florents var saaledes bearbeidet til hans Fordeel, at han, der ikke blot var forsigtig, men vel ogsaa noget frygtsom i det fremmede Land, troede, at han med Sikkerhed kunde drage ind i Byen.

        I dette Aar, fra Efteraaret 1300 til Foraaret 1301, stod Dante paa Høidepunktet af politisk Anseelse og Indflydelse. Han vedblev at holde sig til de moderate Guelfer, de Hvide, som de mindst lette af de to Partier; men at han i Grunden i sit Hierte foragtede dem for deres Svaghed, derom vidner baade hans Handlinger og mangfoldige Steder i hans Digt. Boccaccio, der blandt Andet fortæller, hvorledes Dante i disse Aar forgieves bestræbte sig for at bringe Fred tilveie imellem de Stridende og igien forene Statens tvedeelte Legeme, meddeler ogsaa en Yttring af ham, der alene er tilstrækkelig til at oplyse hans Forhold til Partiet, og vise den retfærdige Ringeagt, hvormed han, den kraftige Forfølger af sit Maal, stolt saae ned paa de Andres Svaghed og Raadvildhed. Der skulde sendes Gesandter til Paven, da Carl af Valois nærmede sig; et Raad blev holdt for at bestemme hvilke, og Alle nævnede, som med een Mund, Dante først. Da reiste Digteren sig, og sagde de haanligste Ord, som Stolthed og Selvfølelse nogensinde har lagt en Mand paa Læberne: "Hvis jeg gaaer, hvem bliver da? Og hvis jeg bliver, hvem gaaer da?" Og dette Ord, tilføier Boccaccio, blev forstaaet og husket. Dante gik som Gesandt til Rom, men vendte aldrig meer tilbage til sin Fødeby. Thi han var skyldig i en dobbelt Brode, der skaffede ham Fiender baade blandt de Hvide og de Sorte: han havde ringeagtet sit eget, kraftløse Parti, og han havde med skjøn Iver modsat sig Carl af Valois og de Fremmedes Myndighed over Florents (Jvf. om alt Dette: Helv. xv. 61 og 91*)-

        I Efteraaret 1301 blev der udnævnt nye Priorer, til "hvilke baade det ene og det andet Parti satte sit Haab: det hvide, fordi de vare gode, det sorte, fordi de vare svage; og nu syntes Carl af Valois, at Tiden var kommen for ham, til at drage ind i Florents. Folket var stemt for ham, Dante var fraværende, Priorerne vare svage; Alt spaaede et heldigt Udfald. Fra Siena sendte han Gesandter til Florents, som forkyndte, at Frankrigs Prinds var kommen, "for at stifte Fred i Kirken," og forlangte, at Portene skulde aabnes for ham og hans Mand, og en klækkelig Sum anvises dem til deres Underhold. Priorerne, ligesaa raadvilde som frygtsomme, sammenkaldte da hele det guelfiske Parti og alle Laugene (årti) til en stor Stemmegivning; og her stemte Alle for Carl af Valois, med Undtagelse af Bagerlauget, som sagde, at han kom kun for at ødelægge Staden. Der blev sendt Gesandter til ham med det Budskab, at han frit kunde drage ind. i Florents, naar han blot vilde love og skriftlig forpligte sig til: ikke at tage nogen verdslig Myndighed over Staden, ikke forandre dens Love og Skikke, og ikke tiltage sig Navn af Konge eller Reiser eller nogen saadan Hæderstitel i Florents. Dette lovede Prindsen, og holdt nu kort Tid efter sit Indtog* i Staden, ledsaget af franske Riddere og Adelsmænd, samt en Mængde sorte Guelfer. Men neppe vare disse komne ind, for de begyndte at ødelægge Staden med Ild og Sværd; de Hvide vare nu, som altid, frygtsomme og vankelmodige, og betroede endogsaa Carl af Valois at vogte Stadens Porte. Han ingilod, trods sin edelige Forsikkring, endnu flere Forviste i Florents; og da Priorerne sendte Vagt for at hindre det, var det forsilde. Corso Donati, med et stort Følge af Venner og Leiesvende, opbrød med Vold* en af Portene, trængte ind i Byen under sit Parties Jubelraab, og lukkede strax alle Fanger ud af Byfængslerne. Priorerne flygtede fra Slottet og skjulte sig, hver i sit Huus, og i flere Dage var Florents, uden Øvrighed, givet til Priis for dehævngj enige Skarers Mord og Plyndring. Under alt Dette sad Carl af Valois rolig i sit Huus hiinsides Arno og lod som om han ikke vidste Noget af det Hele; af og til, naar Luften var rod af Palladserne, der brændte, spurgte han: "Hvad er det for en Ildløs?" — "Det er et Skuur, der brænder," svarede man ham, og dermed slog han sig til Ro. "En adel Stad gaaer tilgrunde under dig," sagde en Ridder til ham; "det veed jeg ikke Noget af," svarede Prindsen og vendte sig bort. Omsider forsam- . lede Raadet sig og valgte sex nye Priorer og en Gonfaloniere; men alle disse vare slette Borgere af de Sortes Parti, og Rov, Mord og Voldtægt vedblev endnu længe at rase i den ulykkelige By. Dette skete i November 1301; men først i April Maaned 1302 endte denne Revolution med en almindelig Forviisning af de meest ansete hvide Guelfer. Derpaa reiste Carl af Valois til Rom, og Florents forblev i de Sortes Hænder, hvis Hovedanfører var Messer Corso Donati. (Ivf. Helv. vi. 64 flg. og xxrv. 144; Skærsild, vi. 127 flg. og xx. 70 flg.).

        Dante synes at være bleven hædret med to Forviisninger, af 27 de Januar og 10de Marts samme Aar; et nyt Beviis paa den politiske Betydning, der tillagdes ham. I Forviisningsdokumentet, hvis Indhold er bevaret, anklages han for at have modsat sig den franske Prinds, og for — Underslæb (baratteria). Den første Brode skulde enhver Italiener paa den Tid have været stolt af, den sidste modbevises tilstrækkelig af hele hans Charakteer. Mange af de Sorte, som vare blevne landsforviste under Dantes Priorat, ødelagde nu i deres Forbittrelse hans Huus og røvede hans Eiendele, paa Lidet nær, som Gemma reddede under Navn af sin Medgift, og hvormed hun sparsomt maatte underholde sig og sine Born i de følgende Aar.

        Nu var altsaa den Tid kommen, da Dante skulde prøve "hvor beesk fremmed Brød mager, og hvor haardt det er at stige op og ned ad Andres Trapper" (Par. xv. 58); og medrette har hans ovenfor nævnte Biograph som Motto over dette Afsnit af Digterens Liv sat denne Linie af ham selv (Helv. xxx. 53): "Con Tanimo, che vince ogni battaglia." Thi mellem de mange landflygtige Italienere, fra de ældste Tider indtil de allernyeste, udmærker Dante sig fremfor Alle ved sit urokkelige Mod, ved den Villiekraft, der ligesom tvang Ulykken selv til at tiene ham og bære ham frem imod et ophøiet Maal, ved den indvortes Styrke, der over- vandt Skiebnens mørke Aander og giorde dem underdanige, ved den Arbeidsomhed endelig, hvormed han, den vildsomme Vandrer, aldrig trættet, gjennempløiede Landflygtighedens Jordbund og tvang den til at frembringe de herligste Frugter. Og disse ere netop derfor ikke alene vederkvægende at see paa, som Blomsterne, men nærende, som Kornet; Den, der nyder dem, fager ligesom Kraft af Digterens Kraft, og maa sige til sig selv, at den sande menneskelige Storhed ikke blot er Naturens Gave, men ogsaa en Eiendom, der skal tilkæmpes. Dog, her er det tillige Stedet at erindre, at de samme Skiebner, som fremkalde store Egenskaber, ogsaa ofte fremkalde store Feil, der maaskee ikke vilde være komne til Gjennembrud uden hine; og saaledes var det Tilfældet i Dantes Liv. Det er vel sandt: "hans Feil vare ikke almindelige og lave, de bestode ikke i *en overdreven Tilslutten til det seirende og forfølgende Parti, ikke heller i en Overgang fra det undertrykte til det seirende, eller deri, at han paa nogen Maade ydmygede sig for dette; men hans Vildfarelse var den modsatte og for kraftige Naturer farligere: Overdrivelse i Modstand mod Seierherrerne og i Venskab for de Overvundne. Dante var fra Begyndelsen af en af de meest maadeholdne Guelfer, og i sit Fædreland en maadeholden Hvid; nu, da han var landsforviist, som mistænkt for Ghibellinisme, blev han af Stolthed og Vrede virkelig Ghibellin. Vreden var overhovedet Dantes store Synd; han betvang den vel i sine Handlinger, men han gav den Luft i Ord, der ikke blot ere ham tilgivne, men snarere altfor beundrede af Efterverdenen" (Balbo: Vita di D.). De Hvide vare for deres Landsforviisning, som sagt, alle Guelfer; nu derimod, da de bleve forfulgte som Ghibelliner, da de guelfiske Stæder lukkede sig for dem, medens Ghibellinerne modtoge dem med aabne Arme, stiftede de lidt efter lidt alle Parti, og med dem Dante. Det kan og tør ikke negtes, hvormegen Beundring man end har for den store Mand og Digter: han forlod sine Forfædres Parti, forlod Folket og Italiens Uafhængighed, og sluttede sig til dem, der ventede Frelsen fra et fiernt og fremmed Herredømme. Men under alt Dette elskede han dog sit Fædreland, og i Tydsklands og Romerrigets Keiser, mod hvem han nu vendte sine Dine, saae han ikke den fremmede Fyrste, men kun det udartede Pavedømmes naturlige Modstander, kun den nye Cæsar, der fulde gjøre Italien stort, maaskee paa Frihedens Bekostning. Men ogsaa Friheden var paa hans Tid tøilesløs og udartet; det var ikke den høie Gudinde, med det rolige, klare Blik, hun vilde vel have fastholdt Dante; det var snarere en beruset Bacchantinde, der med opløste Haar tumlede om fra By til By, og pressede sine Druer, saa Bægrene flod over. For dette Billede flygtede Digteren, forurettet og harmfuld, og flygtede han for langt — hvo vilde i hans Sted have kunnet stande Tide?

        Det er ikke Hensigten med denne kortfattede Fortælling, at følge Dante Skridt for Skridt paa hans Landflygtigheds tornede Vei, som de sildigere Biographer *med Møie have søgt at udfinde, deels efter hans Digt, deels efter andre Kilder; vi ville her kun dvæle ved Hovedstederne. Da han i Rom fik Budskab om Revolutionen i Florents og den Dom, der var overgaaet ham selv, begav han sig først til Arezzo, hvor Uguccione della Fagiuola paa den Tid var Podesta; med ham sluttede Digteren Venskab, og tilegnede ham, sex Aar efter, Begyndelsen af den guddommelige Komedie. Men da Uguccione, skjøndt Ghibellin, begyndte meer og meer at nærme sig til Guelferne, kunde de Landflygtiges Ophold hos ham ikke vare længe; de forlode Arezzo og spredte sig nu i forskjellige Byer, Dante gik formodentlig til Bologna. Endnu skilte han sig nemlig ikke fra sit Parti; i Aaret 1303 drog ham som de Hvides Gesandt til Bartolomeo della Scala i Verona (Par. xvn. 46), for at ansøge om hans Bistand ved et besluttet Tog imod Florents. Hjælpen fik de, og Toget kom ogsaa virkelig istand, men strandede. De Hvide, med hvem endeel Ghibelliner ogsaa havde forenet sig, bleve slagne nærved Byen, og Mange af dem faldt i Florentinernes Hænder. "Og, siger Dino Compagni, fordi de hvide Guelfer bleve henrettede, ligesaavel som Ghibellinerne, sluttede de sig nu til hverandre, medens de lige til den Dag bestandig havde tvivlet om hinandens Ærlighed." Dante tog ikke selv Deel i dette mislykkede Forsøg af hans Parti paa at komme tilbage; han opholdt sig imidlertid deels i Verona, deels gjennem vandrede han landflygtig og digtende Adige-Dalen og andre nærliggende Egne (Jvf. Helv. xii. 1 flg.).

        Efter flere forgieves Mæglinger og Underhandlinger, giorde de fordrevne Guelfer i Aaret 1304 endnu et Forsøg paa med Vaabenmagt at tiltvinge sig Adgang til Florents. De samlede i Hast tolvhundrede Mand ved Lastra, to Miglier fra Staden, og uden at oppebie hverken Natten eller den forventede Hielp fra Pistoia, stormede de løs imod Byen, Nogle trængte endog derind, men bleve slagne tilbage med stort Tab, og hele Hæren flygtede da igien til Lastra og skiltes ad. At Dante ikke har deeltaget heri, er meer end sandsynligt; maaskee havde han allerede dengang skilt sig fra de hvide Guelfer, i al Fald giorde han det umiddelbart derefter, og begyndte nu at tage Parti med sig selv alene (far parte da se stesso). Thi paa hiint feige og næsten forræderske Foretagende, forsaavidt som der paa samme Tid lev drevet Underhandlinger om Forlig, passer Alt, hvad Dante siger om sit Parti, som han kalder utaknemmeligt, taabeligt og ryggesløst (Par. xvii. 64 flg.).

        Efterat den landflygtige Digter havde forladt Veronas Hof, hvor han formodentlig opholdt sig i Vinteren 1303 og 1304, gik han den følgende Sommer til Bologna, og fortsatte der i henved to Aar roligen sine afbrudte Beskjeftigelser. Men om Foraaret 1306 bleve Bologneserne, til Straf fordi de havde udjaget de Hvide, af Paven satte i Ban og berøvede "lo studio"; og nu maatte Dante atter skifte Opholdssted, da Universitetet, for hvis Skyld han især opholdt sig i Bologna, blev lukket. Faa Maaneder efter træffe vi ham i Padua, og atter efter nogen Tids Forløb i Lunigiana. I disse eensomme Aar bestræbte han sig forøvrigt flere Gange for at faae Tilladelse til at vende tilbage til Florents, til sine Born og sit Hiem, som han længtes efter. Han skrev ottere ikke blot til enkelte ansete Borgere, men ogsaa et Brev til hele det florentinske Folk, der be- begyndte saaledes: "Popule mi, quid feci tibi?" Men hans Fiender vare for talrige og stærke, hans Bønner bleve afslaaede; og nu sænkede han sig med hele sin Siæls Alvor og Kraft ned i de Studier, fra hvilke det politiske Livs Tummel i sang Tid havde skilt ham; i Videnskaberne fandt han Beroligelse og Trøst, de bleve den forviste Mands Slægt og Venner, og Digtekunsten blev hans Hiem istedetfor det, han havde mistet; den blev ham en stille Lund, hvor han mødtes med den forklaprede Beatrice; den blev ham en Kampplads, hvor han tugtede sine Fiender, og et Høisæde, hvorfra han, den Forladte og Forfulgte, holdt Dom over Tiden.

        Før sin Forviisning havde Dante, foruden la Vita Nuova, som skal omtales i det følgende Afsnit, og de første syv Sange af den guddommelige Komedie, kun skrevet Deel enkelte Digte, især Canzoner, af erotisk Indhold, som for største Delen vare fremkaldte ved hans forbigaaende Kjærlighed til en ædel Dame (la Gentildonna, maaskee hans Hustru), der for en Tid fordunklede Beatrices Minde. Da han nu, eensom og landflygtig, igien fordybede sig i Tanken om sin tabte Elskede, faldt det ham ind, ligesom at undskylde sig for sig selv, og udslette Erindringen om sin Utroskab, ved paa Datidens allegoriserende Maade, i en Commentar til fiorten af sine Canzoner at godtgjøre, hvorledes han i dem ikke blot havde tænkt paa hiin Gentildonna, men i hende paa Philosophien, at Kjærlighed derfor i Sangene skulde betyde Studium; Venus’ tredie Himmel: Rhetoriken, der var den tredie Videnskab i Trivium; og denne Sphæres bevægende Engle: Philosopherne Boe- tius og —Cicero. Naturligviis maatte en saadan Forklaring blive tvungen og haartrukken, og han naaede derfor ikke længer end til Fortolkningen af de tre første Canzoner. Hvad hans Utroskab angaaer, da maa man heller troe paa hans eget Skriftemaal og Beatrices Bebreidelser i den guddommelige Komedie (Skærsild. xxx. xxxi.), end paa en Allegorie, der kun er en senere Klædning, Digteren er faldet paa at ville paatvinge disse Sange, som i Virkeligheden ere sande og sunde erotiske Udbrud.

        Det Skrift, i hvilket Dante har nedlagt hine mislykkede Fortolkninger, kaldes Convito (Gjestebudet), men dette daarlig valgte Navn har Intet at gjøre med Platos Convivium, som vel i det Høieste kun har været Digteren bekiendt af Navn. Il Convito, der uden Tvivl er det tidligste Skrift af Dante efter hans Forviisning, er ogsaa det svageste af hans Arbeider; men det indeholder dog saa vigtige Bidrag til hans Levnet og til Forstaaelsen af den guddommelige Komedie, at Indholdet deraf i det mindste bor nævnes. Det er inddeelt i fire Trattati eller Afhandlinger. Af disse er den første kun en Fortale, hvori Forfatteren, undskylder sig for at han taler om sig selv, og at han skriver i lingua volgare (Italiensk) og ikke paa Latin. Udmærket smuk og bevægende er hans Klage over den Landflygtigheds Tilstand, der uforskyldt har forringet hans Anseelse, og nu noder ham til Selvforsvar. "Ak, havde det behaget Verdens Styrer, udbryder han (Tratt. 1. Cap. 3), at Aarsagen til denne min Undskyldning aldrig havde været! saa at Andre ikke havde feilet imod mig, og jeg ikke uretfærdigen lidt Straf, Landflygtighedens og Fattigdommens Straf. Eftersom det var den skjønne og berømmelige Datter af Rom, Fiorenzas Villie, at kaste mig ud af sit hulde Skjød (i hvilket jeg blev opfostret indtil mit Livs Middag, og i hvilket jeg af ganske Hierte ønsker, med god Fred at hvile min trætte Sjæl og ende den Tid, som er forundt mig): har jeg gjennem vandret næsten alle de Egne, hvortil dette Sprog udstrækker sig, fremmed, saa godt som tiggende, og imod min Villie har jeg fremviist det Skiebnens Saar, som ofte pleier uretfærdigen at regnes den Saarede til Last. Forsandt, jeg har været et Skib uden Seil og uden Ror, drevet til forskjellige Havne og Mundinger og Strande, af den sørgelige Fattigdoms hede Vind; og jeg har syntes ringe i Manges Dine, som maaskee, paa Grund af Rygtet, havde tænkt sig mig i en anden Skikkelse." I den anden og tredie Afhandling pommenterer Digteren tvende af sine Canzoner, og det er her, han stræber at bortallegorisere den Elskov, han nu finder sig beføiet til at fornegte; ligesom han i det fierde Afsnit bestræber sig for, paa samme Maade at udslette Virkningen af en Canzone, skreven i guelfisk Aand.

        En anden Afhandling af Dante: De vulgari eloquio sive i di o mate (Om Folkesproget d. v. s. det Italienske), der virkelig bragte Tiden et Skridt fremad og derfor langt overgaaer il Convito, blev skreven i Bologna i Aarene 1304 og 1305. Dens første Bog handler om Sprogenes Oprindelse i Almindelighed, om de romanske Sprog (lingua d’oc, d’oil, del si), og endelig om det italienske Sprog, om dets Deling i fiorten Dialekter og om Ligheden og Forskielligheden imellem disse. Af alle disse Dialekter, mener Dante, maa det ægte, ædle italienske Tungemaal uddrages; men idet han gjør denne Slutning, overseer han det florentinske Sprogs unegtelige Fortrin allerede paa den Tid, ligesom tildeels endnu, hvad Skriftsproget angaaer ("lingua Toscana in bocca Romana«, hedder det endnu i Italien, naar man spørger om det bedste Sprog). Den første Bog af dette Skrift er uden Sammenligning den vigtigste, saavel for det italienske Tungemaals Historie, som for Dantes Liv og Meninger. FJ den anden Bog bliver han allerede træt. I denne undersøger han først, ved hvem og hvorom der bor rives i "lingua volgare"; dernæst taler han om de trende, da brugelige Former for Poesien: Sonet, Ballade og Canzone. Men i dette fordyber han sig saaledes igiennem ti Capitler, at han bliver siddende, og lader Bogen om den tragiske S tyl ufuldendt; de to andre Bøger, som skulde følge, om den elegiske og komiske Stiil, kommer han slet ikke til.

        Men endskjøndt dette Skrift er ulige betydeligere end hiint første, vi omtalte, var dog heller ikke dette istand til at fylde Digterens bestandig efter større Formaal higende Siæl; og det var heller ikke ved abstrakte Theorier, han var bestemt til at udvikle Folkesproget og sætte det paa Hæderspladsen. Derfor lod han ogsaa denne Afhandling ufuldendt, og gav sig atter til at. bygge paa det store Slot, i hvis hvælvede Sale Italiens Tungemaal endnu klinger høiest og herligst. De syv Sange af den guddommelige Komedie havde han allerede skrevet før sin Forviisning; nu tog han igjen fat paa det afbrudte Arbeide, og fortsatte dem derpaa i de tvende rolige Aar, der levnedes ham, deels i Bologna og Padua, deels paa de Vandringer, som han foretog rundtomkring i den frie "Natur, og om hvilke han har nedlagt Erindringer paa mangfoldige Steder i sit Digt.

        Paa denne Tid hændte det, at den nyvalgte Pave, Clemens den Femte, afhængig, som han var, af den franske Konge, tog sit Ophold i Avignon, og hermed begyndte den Periode af Pavedømmets Historie, som man har kaldt det babyloniske Fangenskab. Naturligviis vare alle ægte Italienere forbittrede over denne Forringelse af den pavelige Myndighed, der giorde den hellige Fader til Vasal af en fremmed Fyrste, lidt efter lidt nedbrød Gregor den Syvendes store Værk, og i Virkeligheden var en af de første Aarsager til det senere kirkelige Schisma. Dante deelte i høi Grad denne Forbittrelse; med retfærdig Harme gik han i st Digt løs paa Ophavsmanden til denne Fornedrelse, Pave Clemens, og paa hans franske Efterfølger, og hvor han i den guddommelige Komedie nævner Babylon, mener han ikke Rom, men Pavestolen i Avignon. Vi komme senere ved flere Steder af Digtet tilbage til hans Angreb paa forskjellige af Kirkens Overhoveder; her skal kun foreløbig bemærkes, at gik han end stundom noget for vidt i sin Vrede, undskyldes dette dog ved Pavernes slette Personlighed. Thi denne var det alene, det var de enkelte Paver, mod hvilke Dante rettede sine tunge Slag, ikke Pavestolen eller Christi Statholder som saadan; dertil var han for god og rettroende en Katholik. Og naar man betragter de politiske Ulykker, der allerede i den nær- meste Fremtid ramte Italien, som en Følge af den hellige Stols Forflyttelse, navnlig det Tyranni, som det franske Fyrstehuus Anjou udøvede, kan man ikke undres over, at en. stolt, fribaaren Italiener, der elskede sit Fødeland, sleb sine Vaaben saa skarpe, han kunde. Selv de franske Paver reiste sig undertiden imod hiint Tyrannies Vilkaarligheder, og rustede sig da, som om de vare Ghibelliner. Florents, som i dis Aar (1305–6) var underlagt de sorte Guelfer, førte saa godt som ene Kampen imod alle de øvrige Stæder i Norditalien. Forgieves sendte Paven to Legater for at mægle Fred, de overmodige Guelfer brød sig kun lidt om den fraværende Kirkefyrste; de joge Ghibellinerne ud af Bologna, erobrede derpaa Pistoia, som især var Tilflugtsstedet for de Hvide, og sløifede Byens Mure. Andengang maatte nu de Hvide flygte til alle Sider, deres Navn forsvandt meer og meer, og de Tiloversblevne blandedes med Ghibellinerne. Andengang søgte Paven at mægle imellem de Stridende, men hans Legat blev haanlig bortviist, og excommunicerede nu baade Florents og Bologna, hvorved den sidste By berøvedes sin Høiskole.

        For Dante medførte disse Begivenheder, at han maatte forandre sit Opholdssted først fra Bologna til Padua, og derfra til Lunigiana, hvor han i de følgende Aar (1307–8) levede i Ro hos Familien Malaspina, uden at tage activ Deel i de Kampe, der førtes imellem Partierne i Omegnen af Florents. Hos denne gjestfrie Familie endte Digteren i venligt Otium den første Trediedeel af sit store Digt, og til Tak for Gjestevenskabet roser han Malaspina’ernes Slægt fremfor Alle (Skærsild. vin. 112 flg.)- Men da han omsider var færdig med Hel- r ve de, og Forholdene imidlertid havde stillet sig saaledes, at alt Haab om at vende tilbage til Florents maatte udslukkes for ham, besluttede han at foretage en længere Reise. Paris var dengang Theologiens Hovedsæde, og mod denne Stad vendte den landflygtige Digter først sine Skridt, ikke blot for at modtage almindelige, poetiske Indtryk, men vistnok især fordi han nu, da han skulde begynde paa den anden Halvdeel af den guddommelige Komedie, følte Nødvendigheden af at gjøre dybere og mere omfattende theologiske Studier. For han forlod Italien, besøgte han paa Veien Augustinerklosteret S. Croce del Corvo, og om dette Besøg er en Fortælling bevaret i et Brev fra Klosterets daværende Prior, Broder Ilario, til Uguccione della Faggiola, hvoraf følgende Brudstykke kan tiene til at afslutte denne Deel af den fredløse Vandringsmands Liv. "Da denne Mand (Dante), river Prioren, havde besluttet at reise til andre Egne hiinsides Biergene, og lagde Veien igiennem Lunis Kirkesogne, kom han, enten af Ærbødighed for Stedet eller af andre Grunde, til mit Kloster. Da jeg fik ham at see, og han endnu var ubekiendt for mig og mine Brødre, spurgte jeg ham, hvad han begjærede? Og da han ikke svarede noget, men blot betragtede Stedets Bygning, spurgte jeg ham paany, hvad han begjærede eller søgte? Da saae han paa mig og mine Brødre og sagde:’ Fred. Herover betoges jeg meer og meer af Lyst til at vide, hvad det var for en Mand; og da jeg havde fort ham afsides fra de Andre og samtalt noget med ham, kjendte jeg ham. Thi endskjøndt jeg ikke havde seet ham for denne Dag, var hans Rygte dog allerede forlængesiden kommen til mig."

        Til Prioren i dette Kloster overgav Dante en Afskrift af Helvede, og begav sig derpaa, formodentlig igiennem Provence og over Avignon, til Paris. Mange italienske Kjøbmænd besøgte dengang Frankrigs Hovedstad, saa at endogsaa en Gade fik Navn efter dem; men om Dantes Samkvem med sine Landsmænd vide vi Intet. Derimod fortæller Boccaccio og andre Biograpjier, at Digteren udmærkede sig fremfor Alle, baade Fremmede og Indfødte, ved sin Lærdom og beundringsværdige Hukommelse, som han ved mange Leiligheder lagde for Dagen, blandt andet ved en offentlig Disputation de Quolibet, i en theologisk Skole, hvor han til Forundring for alle Tilstedeværende gientog fjorten —Kvæstioner, som forskiellige Lærde paa Stedet havde forelagt ham, med alle deres Beviser for og imod, i samme Orden, i hvilken de vare fremførte, og derpaa opløste og besvarede dem alle. De mangesidige Kundskaber, han foruden sin Digtergave var i Besiddelse af, giorde ham saa berømt, at Nogle kaldte ham Philosophen Dante, Andre Digteren, og atter Andre Theologen; men uagtet al denne Hæder levede han i Fattigdom og "ikke uden stor Mangel paa Livets Nødvendigheder." At han, som der et enkelt Sted berettes, fra Paris er gaaet til England, og maaskee har opholdt sig nogen Tid i Oxford, er kun et Sagn, der savner tilstrækkelig Bekræftelse. Men i Frankrig har han været Vidne til Tempelherrernes Forfølgelse og Dom, og at han afskyede denne blodige Udaad, endskjøndt Universitetet, han studerede ved, billigede den, derom vidner hans Angreb paa Philip den Smukke (Skærsild, xx. 91). Af hans Ophold i Udlandet bærer forresten hele Purgatoriet Spor; thi det er fuldt af Erindringer fra Frankrig og af franske Ord.

        Imedens Dante saaledes opholdt sig i Paris og ved ivrige Studier forberedte sig til værdigen at fuldføre sit Livs store Opgave, indtraf en Begivenhed, der atter vendte hans Dine mod Italien og snart bevægede ham til at gaae tilbage. Keiser Albrecht var nemlig bleven myrdet om Foraaret 1308. Hans Efterfølger havde Carl af Valois haabet at blive, men det lykkedes Pave Clemens, der meer og meer adskilte sig fra det franske Kongehuus, at faae Henrik den Syvende af Huset Luxemburg valgt til romersk Keiser. Til ham satte nu Dante og de fleste Italienere deres Haab. I tredsindstyve Aar havde ingen romersk Keiser besøgt Italien; Rudolph af Habsburg var for klog og hans Søn Albrecht for feig til at gribe den urolige Gangers Tomme og sætte sig i Sadelen, og dem begge dadler Dante derfor i sit Digt: den Første i Skærsilden vi. 103 og vn 9, den Sidste i de mageløse Stropher til Italien (Skærsild, vi. 76): "

                        Vee dig, Italia, Trælkvind, Sorgens Herberg!"

        Men den nye Keiser forberedte virkelig i sit første Regeringsaar et Tog til Halvøen, og begav sig paa Veien om Sommeren 1310. For at forstaae Dantes Glæde herover, som han gav Luft i et Brev: »Til alle og enhver Italiens Fyrste, til Roms Senatorer, til Her- tuger, Marcheser, Grever og alle Folk«, der indeholder Spiren til hans senere Skrift, Monarkiet: maa man erindre, at han meer end Nogen var greben af Tidsalderens store Idee om Adskillelsen af den timelige og aandelige Magt, og i den alene saae Italiens Frelse. Den romerske. Keiser var for ham Pavens naturlige Modvægt; ikke saaledes, at Keiseren skulde overskygge den hellige Stol, men saaledes, at Paven netop ved at give Slip paa det verdslige Regimente skulde renses for de Laster, som klæbe ved denne Verdens Herlighed, og gjenvinde sin rette Glands og aandelige Værdighed. Og Italien, meente han, vilde da, naar det rette Grændsemærke var reist imellem begge Magter, blive enigt og lykkeligt som fordum. Det hele Land fulde bøie sig rettroende for Kirkens Fyrste, og modtage Velsignelsen fraoven igiennem hans Hænder; det hele Land fulde hylde Keiseren, Italiens Cæsar, der alene kunde tvinge de Gjenstridige, samle de Adskilte og fore Folket til Hæder og Lykke. Keiseren skulde være hele Landets Overherre, men de enkelte Stater og Stæder maatte dog paa samme Tid bevare deres Frihed og borgerlige Selvstændighed. Det var for en Deel den samme Drøm om Eenhed og Uafhængighed, som Italien har drømt igiennem Aarhundreder indtil de seneste Tider, idet Ghibellinerne fornemmelig attraaede Eenheden, Guelferne Uafhængigheden; den samme Drøm, der, forandret efter Tid og Forhold, endnu i vore Dage falder som en Solstraale ind i mangt et Fængsel paa Halvøen, og holdt Modet opreist hos de Undertrykte, indtil Befrielsens Time slog.

        Ved Sommertid kom Keiser Henrik altsaa til Lausanne, hvor Gesandter fra alle Italiens Stæder, undtagen det halsstarrige, guelfiske Florents, gik ham imøde. Igiennem Savoien drog han derpaa om Efteraaret til Turin, og her strømmede nu Italienere af alle Stænder og Farver, Guelfer og Ghibelliner, Forviste og Ikke- Forviste sammen. ved hans Hof. Keiseren begyndte strax sin Virksomhed med at befale, at alle Forviste skulde vende tilbage, og at der fulde indsættes keiserlige Vikarer i alle Norditaliens Stæder; men det første Bud blev kun taget tilfølge, hvor han selv var tilstede; det sidste bevirkede blot, at de samme Mand, der hidtil som Capitani havde staaet i Spidsen for Stæderne, fik en anden Titel. Imidlertid gik Keiser Henrik trøstig fra By til By, indsatte sine Vikarer, indkaldte de Forviste, og haabede en lykkelig Ende paa det Altsammen, især efterat han i Begyndelsen af Aaret 1311 var bleven kronet til Konge med den lombardiske Jernkrone. Virkelig hyldede næsten alle Byer ham ogsaa, med Undtagelse af Genua, Florents og Venedig, og han beredte sig allerede til at reise til Rom, da der pludselig igien udbrød Strid imellem Ghibelliner og Guelfer i Mailand. Heraf toge de guelfiske Stæder da Anledning til, alle som een at udjage baade Vikarerne og de hjemvendte Ghibelliner; og Henrik nødtes ved alt Dette til at opgive sin Reise og blive i Lombardiet.

        Dante tilligemed flere Landflygtige vendte paa denne Tid tilbage til Italien, og ved et langt Brev, som han i sit eget og sit Parties Navn skrev til Keiseren, søgte han at bevæge denne til strax at gaae løs paa Florents, r » der var Guelfernes Hovedstøtte, og ved hvis Undertvingelse Roligheden vilde være. sikkret for en Tid i Lombardiet. Saa stærk var den Forvistes Vrede, at han ophidsede en fremmed Fyrste imod sin Fødeby; den haarde Uret, han havde lidt, kan forklare, men ikke undskylde denne Handling, og bedst er det her at følge Digterens Ord: "

                        "Tal ei derom, sku blot og lad os gange!" (Helv. III. 51.)

        Da Henrik efter en lang Beleiring havde tvunget Brescia til Overgivelse, men imidlertid givet Florents Tid til at ruste sig, gik han omsider til Rom, lod sig her krone til romersk Keiser i Aaret 1312. og vendte nu endelig sine Vaaben imod hiint Norditaliens Bulværk, hvis trodsige Udholdenhed og Stolthed man ikke kan negte sin Beundring, hvad Dante saa end dommer derom. I tre Maaneder laae Keiseren med sin Hær udenfor Florents’ Mure, uden at kunne betvinge Staden; hans Gesandter bleve tilbageviste, hans Angreb afslaaede, og omsider blev han ved Uroligheder og Oprør i andre Stæder nødt til at ophæve Beleiringen og drage bort med uforrettet Sag. Dante havde tilskyndet ham til dette Tog, men dog maa det vides, at Digteren, hvis Forviisning tre Gange var bleven fornyet og bekræftet, ikke selv bar Vaaben imod Florents; snarere tør man antage, at han har følt en sorgblandet Glæde ved at see sin Fødestads tappre Forsvar; thi trods sine bittre Ord elskede han den dog og længtes altid tilbage dertil. Han har formodentlig under disse Begivenheder opholdt sig i Pisa, beskieftiget med Skærsilden, og med et nyt Skrift, Monarkiet, som han vistnok havde bestemt at tilegne Keiseren, men som ikke blev færdigt for efter dennes Død. Thi midt under sine Bestræbelser for at gjøre sig til Herre over det Land, hvis Krone han allerede bar, midt under en bestandig gjenvakt Krigstummel, som han forgieves forsøgte at dæmpe, midt under idelig skuffede og idelig fornyede Haab om at tvinge de gjenstridige guelfiske Stæder til varig Fred og Underkastelse, døde Henrik den Syvende i August Maaned i Aaret 1313; og kun hans Liig kom til Pisa, hvor Dante vel havde haabet at skulle modtage ham selv og overrække ham sin nye Bog. Nu kunde han kun begræde hans Død og de Forhaabninger, som atter vare udslukkede for ham og mange Andre, og bevare Erindringen om den gode Keiser i sine Sange. (Par. XVII. 82 Og XXX. 128 flg.)

        Det Skrift, som Dante omtrent paa denne Tid eller lidt senere bragte til Ende, og som han kaldte la Monarchia, indeholder, hvad Titelen allerede antyder, en Betragtning af det universelle Monarkis Oprindelse, Forhold og Berettigelse, fra et ghibellinsk Standpunkt; men dog saaledes, at Forfatterens guelfiske Herkomst, i Forbindelse med hans naturlige Maadehold, holdt ham noget tilbage, hvor Ultra-Ghibellinerne gik langt videre i deres eensidige politiske Vildfarelser. FJ en smuk Indledning omtaler han først Skribentens Kald, som bestaaer i at forøge de menneskelige Kundskaber, og stiller Menneskeslægtens Cultur i Særdeleshed som Maalet for enhver politisk Undersøgelse; Culturens Øiemed skal da igien være, at udvikle den hele Menneskeslægts intellek- tuelle Evne. Han gaaer derpaa over til at omtale Monarkiet, som den Form, hvorunder Livet i sine forskiellige Yttringer bedst og fyldigst skal kunne udfolde sig; men det er her ikke Monarkiet som en Modvægt imod Aristokrati og Demokrati, han attraaer, men derimod det universelle Monarkie, som er en Fiende af al Nationalitet og i sig selv en Umulighed.

        La Monarchia er inddeelt i tre Capitler. I det første søger Forfatteren at godtgjøre, at det universelle Monarkie er nødvendigt til Menneskenes Lykke og rette Udvikling. Men paa samme Tid røber han dog sine underkuede, men’ ikke tilintetgjorte guelfiske Syrn- pathier, ved at forsvare Municipallove, enkelte Regeringer under den fælles Styrelse o. s. v., og Spørgsmaalet, hvorledes det Almindelige og det Nationale kan bestaae ved Siden af hinanden, løser han ikke. I det andet Capitel stræber han med stor Klogt, ja Spidsfindighed, at bevise Romerfolkets naturlige og nedarvede Ret til Verdensherredømmet; og vi finde her enkelte Billeder af den samme Drøm, der endnu rører sig bevidst eller ubevidst hos de stolte Romere, og ikke blot afspeiler dem deres store Fortid, men ogsaa smigrer dem med Haabet om en lignende Fremtid. Det tre die Capitel endelig, som var det, der især drog Geistlighedens Fordømmelse over Bogen, og væbnede den guelfiske Præstestand ikke blot imod Digteren selv, men endog imod hans Aske: handler om det romerske Keiserdømmes og det ujiiverseile Monarkis Afhængighed af Gud alene og Uafhængighed af Paven. Denne Uafhængighed søger Dante at godtgjøre ved een for een at modbevise de bibelske og historiske Grunde, der indtil hans Tid vare anførte for Pavestolens Supremati; men skjøndt han, i sin Betragtning af Forholdet imellem den geistlige og verdslige Magt, adskilte sig skarpt fra den herskende Kirkes Meninger, ligesom han ved mange andre Leiligheder angreb de enkelte Paver med sine tungeste Vaaben, var han dog saa langtfra at underkjende den hellige Faders Værdighed som Christi ti Statholder og Kirkens Hoved, at han tvertimod ender sin Afhandling med følgende Ord: "Dette maa man dog ingenlunde tage i saa snever en Betydning, som om den romerske Keiser i Ingenting var underlagt den romerske Ypperstepræst; hiin dødelige Lykke er tvertimod i visse Maader bestemt ved den udødelige. Derfor lægge Cæsar den Ærbødighed for Dagen imod Petrus, som en førstefødt Søn bor vise sin Fader, for at han, oplyst af den faderlige Naades Lys, kan skinne desto klarere over Verdens Kreds. Thi over den er han indsat til at herske af Ham alene, der er alle, baade aandelige og timelige Tings Styrer."

        Den kraftige og udholdende Uguccione della Faggiola var paa den Tid Signore i Pisa og Hovedstøtten for hele det ghibellinske Parti. Hos ham opholdt Dante sig i længere Tid, og herfra skrev han i Aaret 1314, da Pave Clemens den Femte var død, et Brev til de fire italienske Cardinaler, som deeltoge i Conclavet, og opmuntrede dem af alle Kræfter til at vælge en italien Pave. Ogsaa dette Brev viser tilfulde hans Upartiskhed, naar Talen var om Italiens Lykke; thi ellers vilde han vel neppe, som Ghibellin, have søgt at fremskynde Pavens Tilbagekomst. Men de afmægtige italienske Cardinaler formaaede Intet, og der blev arter valgt en fransk Vasal til Kirkens Overhoved. Uguccione havde imidlertid fort Vaaben imod det’guelfiske Lucca, tvunget Staden til Overgivelse og til at give alle forviste Ghibelliner Amnesti, og blandt de Mange, som nu benyttede sig af dette Leide, var ogsaa Dante. Om hans Ophold i denne By vides forresten intet Andet, end at han her forelskede sig i en Kvinde ved Navn Gentucca, og om denne flygtige Forelskelse heller ikke Meer, end hvad han selv beretter i sit Digt (Skærsild, xxiv. 34 flg.), hvor han lader en Luccheser nævne hende som den, der skulde gjøre Staden fiær for Dante. Digteren vendte formodentlig snart igien tilbage til Pisa, og levede nu i et Aars Tid rolig her, beskjeftiget med at lægge den sidste Haand paa Skærsilden og Monarkiet. Men Partikampen var som en Løbeild, der tændtes hist, naar den slukkedes her, og den landflygtige Mand kunde neppe vare sikker paa at hilse det nye Aar to Gange paa samme Sted. Knap havde Dante faaet hine Arbeider fuldførte og maaskee begyndt paa den første Sang af Paradiset, saa maatte han atter gribe Vandringsstaven og opsøge sig et nyt Herberg. Lykken havde giort Uguccione overmodig og tyrannisk, Lucchesere og Pisanere reiste sig imod ham, og om Foraaret 1316 maatte han med alle sine Tilhængere flygte til Verona. Og her, hos den mægtige Familie Scala, finde vi Dante igien, omtrent paa den samme Tid.

        Can Grande della Scala, som paa den Tid (1316) holdt Hof i Verona, var kun fem og tyve Aar gammel, men en mægtig, rig og gavmild Fyrste. Han var Herre over begge de store Byer Verona og Vicenza, havde været keiserlig Vikar, og blev fort efter udnævnt til Capitano generale for hele den ghibellinske Ligue i Lombardiet. Ved hans pragtfulde Hof, der i Rigdom og ødselhed kunde kappes med Keiserens, søgte flygtende Ghibelliner af alle Slags, Krigere, Kunstnere og Skribenter, Tilflugt, og bleve alle meer eller mindre gjestfrit modtagne. Dante, som her traf sammen med mange Venner og Ulykkesfæller, og som i Begyndelsen nød meer end almindelig Gunst hos Fyrsten, tilegnede ham, i erkjendtlig Glæde over den gjestfrie Modtagelse, første Sang af Paradiset, og omtaler ham ogsaa senere i Digtet med Ros og Paaskjønnelse (Par. xvn. 76 flg.). En Afhandling om Vandet og Jorden, som han kort i Forveien havde skrevet, forsvarede han under sit Ophold i Verona offentlig, paa skolastisk Viis, i en af Byens Kirker. Men heller ikke her fandt han et blivende Sted; efter noget Aars Forløb synes Venskabet at være kølnet imellem ham og Can Grande, og Digteren rystede atter Støvet af sine Fødder og vandre videre. Foruden den politiske Grund til Uenighed, at Fyrsten erkiendte Frederik af Østerrig som Keiser, Dante og Uguccione derimod Ludvig af Baiern, var der maaskee ogsaa andre Aarsager, som havde deres Oprindelse fra mere personlige Uovereensstemmelser. Can Grande var vel gjestfri, men herskesyg tillige, og derfor paa Stormænds Viis tidt uhøflig i sin Goddædighed; Dante havde altid været stolt, nu var han det dobbelt, da han var fattig. Den slebne, verdenskloge Petrarca, som i det Hele vel var noget misundelig paa sin store Forgænger, og neppe istand til at forstaae det Ophøiede i den trængende og landflygtige Mands retfærdige Selvfølelse, fortæller følgende Begivenhed fra Dantes Ophold i Verona, der, især da den ikke er enestaaende, tilstrækkelig forklarer Forholdet imellem den maaskee noget for strenge og afmaalte, men ædle og stolte Digter, og den vel gjestfrie og gavmilde, men tillige paa Rigmænds Viis overmodig nedladende Fyrste. "Dante Alighieri, min Medborger, siger Petrarca, var en Mand, saare navnkundig i det italienske Skriftsprog ; men i Væsen og Tale var han ved sin Gjenstridighed mere fri, end det kunde behage fine og dannede Øren, og tækkes for øinene af vor Tidsalders Fyrster. Imedens han saaledes, landflygtig fra sit Fædreland, opholdt sig hos Can Grande, som dengang var de Bedrøvedes Hoved-Trøster og Tilflugt, blev han først i Sandhed holdt i Ære af denne, men siden begyndte han lidt efter lidt at dale og fra Dag til Dag mindre at tækkes Fyrsten. Der var ved det samme Hof, som det sædvanlig er Tilfældet, en Mængde Gjøglere og Snyltegjester af alle Slags; og en af disse, som udmærkede sig særdeles ved dristige Ord og uhøviske Gebærder, havde vundet megen Indflydelse og Gunst hos Alle. Da Can fik Mistanke om, at Dante optog dette ilde; lod han Manden falde hen til sig, og efter at have rost ham meget i Dantes Paahør, sagde han til denne: "Jeg undrer mig over, hvorledes det gaaer til, at denne taabelige Nar har forstaaet at behage os Alle og gjøre sig afholdt af Alle, hvilket du ikke har kunnet, endskjøndt du kaldes den Vise." Da svarede Dante: "Du vilde ikke forundre dig derover, naar du vidste, at Grunden til Venskab ligger i Sjælenes Lighed og Sædernes Overeensstemmelse."

        Omtrent ved den samme Tid sluttedes der en almindelig Fred i Toscana, og der fulde da i denne Anledning skjenkes Amnesti til adskillige politiske Forbrydere, som levede i Landflygtighed. Det var en gammel Skik i Florents, hvert Aar paa S. Giovanni Dag at eftergive nogle Skyldige deres Straf, imod at de giorde offentlig Bod i Kirken, med Lys i Hænderne, og betalte en Mulkt. En lignende Amnesti blev nu, paa de samme Betingelser, tilbudt Dante, hvis Landsforviisning to Aar i Forveien var bleven bekræftet fierde Gang. Hans Slægt opmuntrede ham til at modtage den tilbudte Naade, og en Munk skrev til ham derom og tilbød sig at være Mægler. Men da oprørtes Dantes stolte Siæl og han svarede Munken i et Brev, som, efter at have omtalt det ydmygende Tilbud, ender med følgende Ord: "Er dette det hæderlige Leide, ved hvilket Dante Alighieri kaldes tilbage til sit Fædreland, efter at have udholdt I-Landflygtighed i næsten trende Lustra? Er det den Løn, som en Uskyldighed, der er aabenbar for Alle, har fortjent? Er det Lønnen for et uafbrudt Arbeide og møisommelige Studier? Det være langt fra en Mand, der er Philosophiens Fortrolige, at have saa skjændig og jordisk en Lavhed i Hiertet, at han ligesom med bundne Hænder skulde lade sig offentlig fremstille, som en Ciolo og hans æreløse Fæller. Det være langt fra en Mand, der prædiker Retfærdighed, at han, efter at have lidt Uretfærdighed, skulde betale dem, der have tilføiet ham den, med sine egne Penge. Nei, min Fader! dette er ikke den Vei, som fører tilbage til Fædrelandet. Der maa findes en anden Vei, enten af Eder, eller med Tiden af Andre, som ikke berøver Dante noget af hans Ry og hans Ære. Den vil jeg da modtage med ikke langsomme Skridt. Og kan man ikke gaae ind i Florents ad en saadan Vei, saa vil jeg aldrig gaae ind i Florents. Og om saa var, kan jeg ikke overalt see Solens og Stiernernes Glands? Kan jeg ikke hvorsomhelst under Himlen udgrunde de reneste Sandheder, uden først at overgive mig, blottet for Ære, ja med Skiændsel, til det florentinske Folk? Brødet vil vel ikke mangle mig." Og dermed vandrede den stolte Digter videre paa sin Landflygtigheds eensomme Sti. I de følgende Aar opholdt Dante sig afvexlende hos to af sine Venner i Gubbio og Udine, og i den sidste Egn, hvor rene Luftninger svæve over Biergene, og klare Floder gjennemstrømme de dybe Dale, vises endnu en fremragende Klippe ved Bredden af Tolminofloden, hvor Sagnet fortæller, at Digteren sad og rev sine Sange; og Bønderne falde endnu den Dag i Dag denne Steen: Dantes Stol. Foruden Paradiset, som han her fortsatte, og hvori han paa forskjellige Steder har nedlagt Billeder af den Natur, der omgav ham, skrev han i disse Aar, efterat Alderen vel havde bidraget Sit til at bringe større Ligevægt og Maadehold ind i hans Sjæl, Historie om Guelfer og Ghibelliner iltalien, som desværre er tabt; og under dette Arbeide er vel Digterens store Siæl lidt efter lidt bleven modnet, frigjort for Partihad, og forberedt til, hvad den snart skulde, at omskifte Jorden med Himlen.

        I Begyndelsen af Aaret 1320 indbød Ravennas Signore, Guido Novello da Polenta, Dante til at komme til sig og leve i hans Huus, og behandlede ham humant og ærbødigt, da han var kommen. Denne Guido var i Slægt med hiin Francesca fra Rimini, hvis Brode, Ulykke og Straf Digteren havde besunget (Helv. v. 73 flg.); han var Guelf, og i Dantes Ophold ved hans Hof see vi altsaa et nyt Beviis paa, saavel at den Forviste nu stod roligere over Partierne, som at der endnu fandtes Mand, der af Beundring for Geniet kunde glemme deres politiske Mening. I Ravenna levede Dante over et Aar rolig og tilfreds. Han havde to af sine Sønner, Pietro og Jacopo, hos sig, desuden flere Omgangsvenner, baade i Byen og udenfor den, og ved Omgang og Belæring dannede han adskillige Disciple i Digtekunsten, især i la poesia volgare. Han havde nu endt den sidste Trediedeel af det store Arbeide, "til hvilket baade Himmelen og Jorden havde rakt Haand", hans Livs Gierning var fuldendt; og i de sidste Dage vendte den prøvede Mand stadig sine Tanker til Gud. Han oversatte da den lille Samling af Psalmer og Bønner, som er bekiendt under. Navn af Dantes Credo, og som mere udmærker sig ved en reen, christelig Aand, end ved poetisk Værdi. Navnlig i Oversættelsen af de syv Bodspsalmer, der ere en stadig Paakaldelse af Guds Barmhiertighed, en Trøst især for dem, der have lidt, som Dante selv, et Haab for dem, der savne deres Elskede, som Dante savnede Beatrice: maa Digteren have fundet Lise for sin Siæl, der snart var træt af Verden og længtes efter Hvile; og mange Steder findes der i disse Psalmer, som ligefrem kunne passe paa hans egne Skiebner.

        Men, som Dantes Liv bestandig havde været deelt imellem stille Betragtning og virksom Færden udadtil, saaledes maatte han endnu engang forlade disse sidste digteriske Sysler for et politisk Hverv. I Aaret 1321 blev han af Guido Novello anmodet om at udføre et Gesandtskab til Republiken Venedig, og i denne Stad har Digteren skrevet sine sidste Vers, fire Linier til Jomfru Marias Ære, der stode som Indskrift under et Billede i de ti Mænds Sal., forestillende Himmeldronningen i Paradiset. Thi paa Hjemreisen paadrog han i den Feber, der i Ravenna forværredes og tilsidst giorde Ende paa hans Dage, hvilket Boccaccio fortæller med følgende Ord: "Da Dante havde naaet Begyndelsen eller Midten af sit sex og halvtredsindstyvende Aar (nøiagtigere: 56 Aar og 4 Maaneder), blev han syg, og efterat han ydmygt og fromt havde modtaget Kirkens Sacrament efter den christelige Religions Forskrift, og havde forsonet sig med Gud ved Fortrydelse over alt Det, han som et syndigt Menneske havde begaaet imod hans Villie: gav han i September Maaned (den 14de), Aar efter Christi Byrd 1321, sin trætte Aand tilbage til Skaberen, til meget stor Sorg for den ovennævnte Guido og for alle Ravennas Borgere. Og ingen Tvivl er der om, at han er bleven modtaget i sin hulde Beatrices Arme; og med hende lever han nu, befriet fra det nærværende Livs li- Elendigheder, i Betragtningen af det høieste Gode, salig i den Lykke, som ikke skal kiende noget Ophør."

        Messer Guido lod den afdøde Digter høi tidelig begrave i en Franciskaner-Kirke, og holdt selv en Mindetale over ham; han havde ligeledes paatænkt at opreise ham et prægtigt Gravmæle, men dette skete først lang Tid efter ved en anden Haand. Hans Fødeby Florents, som for sildig fortrød Uretfærdigheden imod sin meest udmærkede Søn, søgte flere Gange forgieves at faae hans Liig fort fra Ravenna, for at begrave den Døde indenfor de Porte, der havde lukket sig for den Levende; og i Aaret 1396 dekreterede Prioratet ham et Monument paa Statens Bekostning, som ogsaa virkelig blev udført og opreist, dog ikke for over firehundrede Aar efter, i Aaret 1829.

        Men det største og uforgængeligste Mindesmærke har han selv reist sig i, sit store Værk; og efterat de enkelte Dele af dette, Helvede, Skærsilden og Paradiset i det Foregaaende oftere ere nævnte, kunne vi maaskee her, ligesom ved Digterens Grav, standse et Øieblik, for at give en kort Udsigt over den guddommelige Komedies Bygning.

        Efter Dantes og hans Tidsalders Ankuelse sænker Helvede sig ned i Jorden midt under den østlige Halvkugle, Europa, Asien og Afrika, i Form af en uhyre Tragt eller omvendt Kegle, hvis nederste Punkt ligger i Jordens Centrum, lige under Jerusalem og Bierget Zion, som man tænkte sig liggende midt paa den synlige Overflade af Halvkuglen. Svælgets øverste Omkreds er af samme Størrelse som hele Jordkuglens Peri- pheri, der hvælver sig over det; men det bliver snevrere efterhaanden som det sænker sig nedad, og det dybeste Dyb af Afgrunden er kun en Hule, hvori Lucifer sidder fængslet. Thi Helvede er, efter Dantes poetiske Theorie, fremkommet, dengang Gud i sin Vrede udstødte Lucifer af Himlen; han styrtede da igiennem Luften ned paa den nyskabte Jord, men Jorden " veg forfærdet tilbage for den faldne Engel, indtil han naaede det Sted, hvor han fulde hvile. Saaledes dannedes det tomme Rum, inddeelt i forskjellige Kredse, den ene mindre end den anden, hvor de forskiellige Synder straffes hver paa sin Viis; men den Jord, som her var flygtet, skød sig hisset op, paa den anden Side af Centrum, og dannede Purgatoriet, Renselsens Bierg eller Skærsilden, som ligeledes er inddeelt i Kredse, bestandig aftagende op imod Toppen, i hvilke de angrende Syndere luttres. Og rundtom det Hele hvælve sig de forskjellige Himle, den ene over den anden, der som Paradisets forskjellige Trin skjenke de fromme Sjæle forskjellige, stigende Grader af Lyksalighed.

        Førend det egentlige Helvede begynder, er der en mørk Kreds-, Opholdsstedet for de usle, uvirksomme Siæle, der levede uden Skam og uden Ære, og for de Engle, som, da Lucifer giorde Oprør, hverken sluttede sig til Gud eller til hans Fiende. Derpaa kommer en Forgaard, hvor de udøbte Born og de retfærdige Hedninger boe; de straffes ikke, de lide kun en uopfyldt Længsel. Og nu først staaer man ved Helvedes Grændser, til hvilket de egentlige Syndere ere hjemfaldne. De onde Tilbøieligheder, som fierne Sjælen fra Himlen, kutiive henføres til tre Classer (Helv. xi. 82): Uafholdenhed eller Sandselighed, dyrisk Voldsomhed og Ondskab, og Helvede er derfor inddeelt.i tre store Afdelinger, som omgives hver af sin Flod og har sine eiendommelige Straffe. I den første, der indesluttes af Acherons sørgelige Bølger og bestaaer af tre Kredse, lide de Siæle, hvem Sandselighed og jordisk Attraa bragte til Fald. De Vellystige, og overhovedet de, der syndede af jordisk Kiærlighed, jages frem igiennem Luften af en aldrig hvilende Stormvind; Fraadserne ligge i Dynd og gjennemisnes af Hagl, Snee og Pladskregn; de Gierrige og de Ødsle maa evig løbe frem og tilbage i en Halvkreds, og hvergang de mødes, stode de voldsomt sammen og bebreide hinanden deres modsatte Laster. Paa. Overgangen til den anden Afdeling af Helvede, men endnu udenfor Satans egentlige Stad Dite, svømme de Vredagtige og de, der ved lov Misnøie forbittrede sig Livet, i Floden Styx, og sønderrive hverandre i de skidne, dyndede Sumpe. Strax indenfor Murene af Helvedstaden hvile Kjætterne i gloende Gravhøie, og efter dem begynder den anden Hovedafdeling af Syndens og Sorgens Rige, de dyriske Voldsmænds Bolig. Denne er atter inddeelt i forskiellige Kredse, eftersom det er mod Næsten, mod sig selv, eller imod Gud de have øvet Vold: Røvere og Mordere mishandle hinanden i kogende Strømme af det Blod, de have udgydt paa Jorden; Selvmordere og Spillere have for evig mistet deres jordiske Legem og ere forvandlede til en Skov af knudrede Torne, hvori Harpyerne bygge Reder; Gudsbespottere, Sodomiter og Aagerkarle brændes af en aldrig ophørende Ildregn, der falder som Gløder paa deres nøgne Legemer. Derpaa sænker Afgrunden sig brattere og snevrere nedad; og da den egentlige Ondskab eller Svig efter sin Gienstand lader sig dele i en saadan Svig, som blot krænker det almindelige Natur-Baand, der knytter Menneske til Menneske, ’ og det værre Forræderi, der sønderbryder Slægtskabets hellige Baand: falder denne nederste Trediedeel af Helvede igien i to Afdelinger. Den første af disse giemmer i ti Kredse alle Slags Bedragere: Ruffere og Forførere pidskesfrem over Stenene; de falske Smigrere vælte sig nøgne i Skarnet paa Bunden af den mørke, stinkende Dal; Simonisterne staae med Hovedet nedad, halv begravede i Jorden, og deres Been brænde, som om de vare dyppede i Olie; falske Spaamænd, og de, der have givet sig af med Trolddom, vandre langsomt frem, med Halsen omdreiet, saa alt Fremsyn er berøvet dem; Mænd, der have begaaet Underslæb og ladet sig bestikke, koges i en So af sydende Beg; Hyklerne slæbe sig afsted, iførte tunge Kaaber af Bly, der udvendig ere forgyldte; Tyvene forvandles paa forskjellig Viis og rane fra hinanden den sidste Eiendeel, de besidde: den udvortes Skabning; de onde Raadgivere ere omgivne med Ild, som vandrende Luer at see til; de, der have vakt Tvedragt i Kirke eller Stat, gaae med sønderhuggede Legemer og spaltede Lemmer; Falskmyntnere, Løgnere og Bagvaskere forfølges af Djævle, pines af Tørst og af brændende Feber.

        Men i Helvedes dybeste Afgrund, der gjennemstrøm- mes af den iiskolde Cocytus og vogtes af Giganter, fiernest fra Himlens Lys og Varme, hvor Alting stivner, af Kulde, straffes de værste Syndere, de, som have forraadt Tro og Love, og forbrudt sig ikke blot imod Naturen, men imod et engere Samfunds Orden og tillidsfulde Sikkerhed. De ere Alle begravede under Isen, Nogle sønderrive hinanden", Andre ligge stive og blaae af Kulde, i allehaande Stillinger under den frosne Vandflade, som man stundom kan see Fnug og Blærer indeni en Glasrude. I den første Kreds af dette Dyb, Caina, le Sjælene af dem, der have forraadt deres Slægtninger; i den anden, Antenora: Fædrelandsforræderne; i den tredie Kreds, Ptolemæa, de, som have brudt Tro og Love imod deres Venner. Og i Jordens dybeste Midtpunkt staaer endelig den uhyre Lucifer selv, der med sine tre Ansigter, det ene sort, som den første Deel af Helvede, det andet luerødt, det tredie blegt og blaat, giver et Billede af Syndighedens trende Hovedarter: Sandselighed, Vold og Forræderi. I hans tre Svælg sønderslides de værste Syndere, de som have forraadt Gud og den Verdensorden, han har foreskrevet: Judas, der solgte Guds Søn, Brutus og Cassius, som i Cæsars Person forraadte det romerske Verdensrige.

        Paa den anden Side af Jordens Midtpunkt, modsat Helvede, hæver Skærsildens Bierg sig op af Havet. Ogsaa dette er inddeelt i Kredse, der bestandig blive mindre bratte, jo længer man kommer op, og tilsidst *foroven ende i en skjøn, blomstersmykket Slette. Paa Strandbredden, udelukkede fra Bierget selv, vandre Sjælene af dem, der ere døde i Kirkens Ban, og som først kunne stedes til Renselse, naar de ere løste af denne, eller have ventet tredive Gange saalænge, Som de vare banlyste paa Jorden. I Forgaarden dvæle de, som af Ladhed’ have opsat at angre, indtil Døden kom og tog dem bort; fremdeles alle de, der have faaet en voldsom Død, og som først i den sidste Time angrede og tilgav, og de, som over verdslige Sorger have glemt deres Sjæls Frelse. Saa længe, som de paa Jorden have levet i deres Synder, skulle de her vente ved Biergets Indgang, hvis ikke de Efterlevende ved Bønner forkorte Straffens Tid for dem. Ved Skærsildens Port, paa det øverste Trin, sidder Paradisets Engel med det flammende Sværd og med Sanct Peders tvende Nøgler af Guld og Sølv, der have Magt til at aabne og lukke Himlen; og indenfor den Port, han bevogter, begynder først den egentlige Opgang. Bierget er inddeelt i syv Kredse; i dis renses de syv Dødssynder, det vil sige, naar de ere angrede i Livet, og i omvendt Orden af den, hvori de forekomme i Helvede. Thi der gik man nedad til værre og værre Brode, her stiger man op, og Synden bliver mindre og dens Byrde lettere, jo nærmere man kommer Bjergets Top. Alle de Synder, som her udsones, have deres Udspring af Kiærlighed (Skærsild, xvii. 91 flg.); thi Mennesket elsker enten noget Ondt, det vil sige, sin Næstes Skade, som de Hovmodige, de Misundelige, de Vredagtige; eller hans Kjærlighed til det Gode er for svag, som hos de Lade; eller han elsker for høit Noget, som vel ikke i og for sig er ondt, men som den overdrevne Kiærlighed gjør til Gift for Siælen: saaledes de Gierrige, Fraadserne og de Vellystige. I Skærsildens Kredse ere Straffene mildere, og Haabet om Naade svaler som en kølig Vind de Angrende. De Hovmodige, der kneiste med opreist Hoved imedens de levede, vandre her langsomt, tyngede ned af svære Byrder; de Misundelige ere iførte Haardugs Klædninger, og fra deres Dine, som ere lukkede med en Traad af Jern, strømme Fortrydelsens Taarer ned over Kinderne, medens Stemmer af usynlige Engle bestandig minde dem om den hellige Skrifts Exempler paa christelig Kiærlighed; i en bælgmørk Nat, omgivne af tykke Taagedampe, sørge de Vredagtige over deres heftige Sind; de Lade løbe Nat og Dag omkring Bierget, uden Hvile, og skynde paa hverandre for at udsone den Synd, at de vare seendrægtige til det Gode; udstrakte paa Jorden, med Ansigtet i Støvet, begræde de Gierrige deres spildte Liv; imellem Træer, hvis Frugter de ikke kunne naae, og klare Kilder, af hvilke de ikke kunne drikke, luttres Fraadserne. ved Hunger og Tørst, der udmagrer dem, saa de blive som Skygger; de Vellystige vandre, lovsyngende Kydskheden, igjennem Luer, som langsomt udbrænde Synden af deres Sjæle. Og over alle Kredsene, høiest paa Biergets Top, ligger det jordiske Paradiis, en deilig Hauge, fuld af duftende Blomster, hvor Kundskabens Træ voxer, og hvor Glemselens og Mindets Floder udslette Erindringen om Synden, og opfriske Mindet om de gode Gierninger.

        Rundtomkring Jorden, om de Steder, hvor de Dødelige leve, det Dyb, hvori de straffes, og det Bierg, hvorpaa de luttres, hvælver sig det himmelske Paradiis, med sine stigende Trin af Lyksalighed. Den første Afdeling deraf, Planethimlen, er ligesom Salighedens Forgaard; thi her boe de Sjæle, som i Livet hang altfor fast ved de jordiske Goder, men dog ved tilstrækkelig Bod have faaet Deel i den himmelske Fred. Maanen er saaledes Opholdssted for Sjælene af de Kvinder, som havde aflagt Løfte om Kydskhed, men ved Vold bleve nødte til at brode det; paa Merkur boe de, som i Livet vel have udrettet gode Gierninger, men mindre af Kiærlighed til Gud, end af Ærgjerrighéd; Venus giemmer Siælene af dem, der have syndet under denne Stiernes Indflydelse, men som have giort Bod og faaet Tilgivelse. Alle dis ere deelagtige i Saligheden og tilfredse med den Lod, der er tildeelt dem af Gud; men deres Ufuldkommenheder holde dem dog tilbage, og de kunne ikke stige høiere mod Fredens og Lysets Kilde. Først i den fierde Stierne, i Solen, findes der Aander, som ere frie for Brode, og her boe de store Fortolkere af Guds Ord; paa Mars leve de Helte, som have offret deres Liv for Troen; paa Jupiter de vise og retfærdige Fyrster; paa Saturnus de hellige Eneboere. I den ottende Himmel, Fixstiernernes, forsvinde de enkelte menneskelige Egenskaber og Dyder, Chor af salige Aander og af Engle lovsynge Herren, besjælede af en fælles Broderkjærlighed; den niende Himmel, Primum Mobile, er Viisdommens og Gudfrygtighedens Bolig, Englenes Hiem, hvorfra de som Sendebud flyve ud for at forkynde Guds Villie, og hvorhen de atter vende tilbage; og i den tiende, høieste Himmel endelig, i Empyreum, throner Jomfru Maria, omgivet af salige Aander, og over hende den treenige Gud i al sin Herlighed.

        Saaledes er Scenen bygget for den guddommelige Komedie, og dens Handling er, som bekjendt, Digterens Vandring, ledsaget først af Virgil, siden af sin Elskede, Beatrice* igiennem Straffens, Forsoningens og Salighedens Boliger, hvor han seer og samtaler med Aanderne, stempler de Onde med Ordets uudslettelige Brændemærke, og reiser de Gode et evigt Minde ved sin Sang. Men over denne Bygning, hvis Omrids vi her i Korthed have draget, har han udgydt alle Poesiens Skatte; hans mægtige Indbildningskraft har tegnet Billeder deri, som snart bringe Beskueren til at gyse af Rædsel, snart fylde hans Sind med en stille, mild Beundring. Skikkelser, han har skabt, vandre derigiennem, som om de levede; nogle mørke og trodsige, med fræk Pande og spottende Ord, andre sukkende og klagende, atter andre fortvivlet stormende frem i blindt Raseri, men alle klart og kraftigt tegnede, sande digteriske Skabninger. Angrende Sjæle skride stride taalmodig lidende forbi, man seer dem som igiennem et Slør af Taarer; men nu og da træder en enkelt Skikkelse nærmere, standser et Øieblik og gaaer derpaa videre, og han staaer da saa tydeligt for øiet, som om man havde kjendt ham paa Jorden. Salige Aander svæve som lette Skyer, stundom blot som en Klang af Toner, igiennem Luften, sænke sig i Flugten ned imod den Lyttende, og forkynde ham Frelsens Evangelium og Troens evige Sandheder. Ved denne ene, kæmpestore Bygning har Digteren ligesom udformet hele sin Siæl, med alle dens Tanker og Følelser, dens Had og Kjærlighed, dens Haab og Tro, i Poesiens Architektur; alle den flygtige Ghibellins Lidenskaber, alle den elende Skialds sværmeriske Drømme, alle den lærde Granskers dybe Kundskabs-Skatte have fundet deres Plads i dette ene Værk; og eftersom nu en, nu en anden af disse Kilder strømmede stærkest og gav den ene Side af Dantes Siæl Overvægten over den anden, har Digtets forskjellige Dele faaet en forskiellig Aand og Tone.

        Man har sammenlignet den guddommelige Komedies trende Dele med de tre Aabenbaringsformer af Skjønheden: Plastik, Maleri og Musik; og endskjøndt der i hver enkelt Deel af Digtet findes adspredte Steder, som minde snart om den ene, snart om den anden Kunsts Eiendommelighed, passer Sammenligningen dog godt i det Hele. Charakteren af Helvede er væsentlig plastisk, og dens Skikkelser ere stærkt udprægede, som om de vare hugne i Marmor. Denne Afdeling af Digtet er ogsaa fornemmelig historisk og politisk; den er gjennemaandet af Vredens Begeistring, skreven i Landflygtighedens første Smerte, da den forurettede Digter brugte Sangen som et Sværd og en Svøbe til at slaae sine Fiender med. Krænket Stolthed og Foragt for sit svage, vankelmodige Parti giorde ham til Ghibellin, og som saadan angriber han med knusende Haan Florents og Rom, Guelferne og de Sorte, Frankrig, Carl af Valois og Paven, fort alle dem, han paa den Tid maatte regne for sine Modstandere. Men Ghibellinerne berører han skaansomt, og hvor han ikke kan frie dem for Straf, skjuler han deres Brode bag denne, og vækker Læserens Medynk ved Skildringen af deres Lidelser.

        Men ved Foden af Skærsildens Bierg er det som om hans Pande glattes, hans Hierte bliver blødere, og Hævnen mister sin Braad. Der strømmer ligesom en mild Luftning af Fred og Salighed igiennem denne Deel af Digtet, der lader Læseren føle, at han er paa Veien til Himlen, Sjælene spørge kun steldent om hvad der skeer paa Jorden, de elske hinanden og sukke efter Tilgivelse, og Sangen glider lettere og lettere frem, som en Baad, der føres med Strømmen. Syndens Byrder falde af, den ene efter den anden, indtil Digteren naaer det jordiske Paradiis, hvor hans Ungdoms Elskede, deilig som den opgaaende Sol, kommer ham imøde, tilgiver ham og tager ham med sig.

        Og den tredie Deel af Digtet, Paradiset, er vistnok at ligne ved Musik; thi Skikkelsernes Omrids blive blødere, efterhaanden som Sangen skrider fremad, og de enkelte Stemmer tabe sig tilsidst ligesom i eet eneste Lovsangs-Chor. Men hvad Poesien herved mister i pla- stisk, sandselig Virkning, vinder den igien ved det dybe Indhold, og ved den Fylde af meer end jordisk Kiærlighed, der faster sit varme Skiær over alle Billeder og Tanker. Skuende ind i sin Elskedes Dine, svæver Digteren, løftet af en usynlig Kraft, luttret for al menneskelig Synd og Vrede, fra Stierne til Stierne; og Beatrice seer i hans Sjæl, som i et Speil, alle de Tvivl, der forfølge ham, og løser dem alle. Hun forklarer ham Verdensbygningens Hemmeligheder, Naturens Gaader og Christendommens Mysterier, saavidt de kunne forstaaes af en Dødelig; hun fører ham med sig til Madonnas Throne og beder for ham; selv vender han da 8.s sine Dine op imod Treenighedens Lys, men synker blændet og afmægtig tilbage. Og hermed ender Digtet; thi her er Grændsen for hvad en Dødelig kan besynge.

        Da Dante døde, var hele den guddommelige Komedie offentliggjort, med Undtagelse af de tretten sidste Sange af Paradiset. Disse bleve først nogen Tid derefter bragte for Lyset af Dantes Sønner Jacopo og Pietro, der begge vare »dicitori in rima«, efterat de, som Boccaccio fortæller, vare fundne paa en vidunderlig Maade. Det varede heller ikke længe førend Digtet, som allerede imedens dets Forfatter levede havde vakt Opsigt, fik en udbredt Berømmelse. Mange lærde Mand og Digtere, deriblandt Dantes egen Søn Pietro, rev vidtløftige Commentarer derover; inden fort Tid blev den guddommelige Komedie oversat baade paa: Latin og Fransk; og allerede i det fiortende Aarhundrede, fortælles der, bleve udvalgte Stykker deraf fremstillede dramatisk i Frankrige, paa Rhapsodernes Vis, saaledes at En fremsagde Digterens Fortælling, Andre Personernes Tale. Den første Ære, som vistes den afdøde Digter af hans Fødeby, var, at den i Aaret 1350 tilstod hans Datter Beatrice, som var Nonne i et Kloster i Ravenna, ti Guldfloriner af det Offentlige. Tyve Aar senere dekreterede Prioratet i Florents, at der skulde: udnævnes og lønnes, foreløbig for et Aar, en Mand, som offentlig kunde foredrage og forklare den guddommelige Komedie; og Digterens Biograph og trofaste Beundrer, Boccaccio, var den Første, som i Aaret 1373 begyndte at læse over Dantes Digt i Kirken San Stefano; men disse Forelæsninger bleve siden fort- satte af andre Lærde paa forskiellige Steder, og den omfattende Literatur¹, der blot indenfor Italiens Grændser i Aarenes Løb har dannet sig om hiin ene Digtning og bestandig forøges, er det skjønneste Mindesmærke, hvormed Samtid og Eftertid har hædret Digteren.

        Det staaer endnu kun tilbage, at give et Omrids af den Mands udvortes og indvortes Eiendommelighed, forsaavidt som man kan vide noget derom, med hvis afvexlende Skjebner vi have beskieftiget os i denne kortfattede Skildring; og vi ville begynde med det Ydre. Paa et Frescomaleri af Dantes Ven og Samtidige Giotto, som i Aaret 1840 blev opdaget og restaureret i Florents, er Digteren afbildet som fem og Mand, iført den sædvanlige lange florentinske Kiortel og den folderige Hætte, med en Bog under Armen og en Granatæble, Underverdenens Symbol, i den høire Haand. Hans Pande er høi og aaben, Næsen krum og veldannet, Øinene store og klare; man kunde kalde Ansigtet fuldkommen smukt, hvis det ikke var noget for langt, og Underlæben altfor fremtrædende. Udtrykket er vel alvorligt og tænksomt, men har endnu ikke faaet det haarde Præg af ubøielig Stolthed og Bestemthed, som paa det andet Originalbillede af Digteren, hvorefter næsten alle sildigere Portraiter ere formede. Imellem de to Billeder ligger nemlig et halvt Liv med faa lyse, mange mørke Dage; thi det sidste er en Afstøbning af den Maske, som blev taget over den Afdøde. Det er interessant at sammenligne de tvende Portraiter, fordi de begge ere sanddrue Afspeilinger af Digterens Charakteer i de to forskjellige, fra hinanden fjernede Livsperioder, og fordi Resultatet af denne Sammenligning i Grunden indeholder hele hans Historie, som Skjebnen Aar for Aar, med tung Haand har pløiet ind i det ungdomsfriske Aasyn. Disse dybe Rynker i Masken ere ligesaa mange Fodspor, som mægtige Tanker have traadt, dis fremspringende, over Næsen samlede Øienbryn vidne om, hvor ofte han har samlet sin Siæls Kraft i Blikket og med uforfærdet Pande vandret imod Stormen; denne trodsig lukkede, haanlige Mund, der ikke bærer Spor af, at den nogensinde har smiilt, og kun ved den fremspringende Underlæbe endnu minder om Udtrykket i det tidligere Billede, seer ud som den giemte en Torden af straffende Ord, men foragtede Tiden for dybt til at udtale dem. Kan man sige, at Dødens Stilhed hviler over dette Aasyn? Jeg troer det, thi det har noget af Marmorets Ro; men Enhver, som betragter det, maa tillige bekjende for sig selv: den Mand er død med en alvorlig Tanke; han har prøvet Verden, seet dens Brøst og foragtet den. Dog seer man ogsaa, at denne Foragt har kostet ham Smerte, og der er en Kummershøihed i Udtrykket, som forsoner med Stoltheden, og som bringer Beskueren, selv om han ikke veed, hvem Billedet forestiller, til at ønske: Gid Jorden maa vorde dig let!

        Som en beskrivende Text til de tvende ovennævnte Billeder af Dante kunne følgende Brudstykker af hans tidlige Biographer, Boccaccio og Leonardo Aretino, maaskee tiene. Den sidste Forfatter er den Eneste, hos hvem der findes nogen Oplysning om Digterens Væsen og Sædvaner, da han var ung; den Første har givet en vidtløftigere Beskrivelse af hans Person og Eiendomme- ligheder, da han omtrent var halvhundrede Aar garn-, mel. "Dante var, siger L. Aretino, en meget fiin Mand, af passende Bygning, behageligt Udvortes, og fuld af Værdighed. Han talte sjelden og langsomt, men i sine Svar var han meget skarpsindig. Og han indesluttede sig ikke for sine Studiers Skyld eller unddrog sig Verden; men under Omgang og Samtale med de andre Ynglinger af hans Alder var han dannet og høflig og flink til enhver ungdommelig Tjeneste. Intet forsømte han af Det, der hører til en fiin og dannet Underholdning. Og det var en forunderlig Ting, at skjøndt han studerede bestandig, skulde Ingen dog falde paa at han studerede, paa Grund af hans muntre Væsen og ungdommelige Samtale. Og ved denne Leilighed", vedbliver Messer Leonardo, kan jeg ikke Andet end dadle mange uvidende Menneskers Vildfarelse, som troe, at ingen Andre studere, end de, der skjule sig i Eensomhed og Otium; thi jeg har aldrig seet nogen af disse Hyklere, der holde sig borte fra Menneskenes Underholdninger, som kjendte tre Bogstaver. En stor og høi Aand behøver ikke at plage sig selv saaledes, det er tvertimod en sand og sikker Slutning, at de, der ikke lære hurtigt; lære aldrig. At afsondre sig og holde sig borte fra Samtale hører derfor kun Saadanne til, som med deres daarlige Hoveder ikke due til at lære Noget."

        Boccaccio, den første og fuldstændigste Kilde til vor Kundskab om Dantes Levnet, giver følgende Skildring af hans Udvortes og Væsen, som han var, da han levede i Verona ved Can della Scalas Hof: "Vor Digter var af middelstor Legemsbygning, og da han var kommen til den modne Alder, gik han noget bøiet, og var hans Fremtræden alvorlig og rolig, og altid gik han klædt i anstændige Klæder med et saadant Snit, som passede for hans modne Alder. Hans Ansigt var langt, hans Næse kroget, Øinene snarere store end smaa, Kindbenene fremstaaende, og Underlæben gik længer frem end Overlæben. Hans Farve var bruun, Haar og Skiæg tykt, sort og kruset; og Udtrykket i hans Ansigt var altid melankolsk og tankefuldt. Herover hændte det en Dag i Verona (da hans Værkers Ry allerede var udbredt overalt, og især den Deel af hans Komedie var kjendt af mange* Mænd og Kvinder, som han har kaldt Helved e). idet han gik forbi en Dør, foran hvilken der sad nogle Kvinder, at en af disse hviskede til de andre, men dog ikke saa sagte, at det jo hørtes af Dante og af Den, som gik med ham: "Seer I ham, der gaaer ned i Helvede og op igien, naar han har Lyst, og bringer Budskab herop om dem, som ere dernede?" Hertil svarede en af de andre Kvinder enfoldigen: "Du maa sandelig have Ret i, hvad du siger. Thi see, hvor hans Skiæg er kruset og hans Hudfarve mørk, af den Varme og Røg, som er dernede." Da han hørte disse Ord bagved sig, og mærkede, at Kvinderne virkelig troede, hvad de sagde, morede det ham, og ligesom fornøiet over, at de havde saadanne Meninger, smilte han og gik videre. I sit Væsen, baade offentlig og hiemme, var han i høi Grad ærbar og ordentlig, og i det Hele taget ualmindelig høflig og beleven. I Spise og Drikke var han meget maadeholdende, saavel i at nyde den paa bestemt Tid, som ogsaa i ikke at overskride Maalet for hvad der* var nødvendigt; og Slugenhed kjendte han intet til, i det Ene meer end i det Andet. Fine Spiser roste han, men han nærede sig meest af grove, og overmaade dadlede han dem, der anvende en stor Deel af deres Flid paa at have udvalgte Retter og lade dem tilberede med den største Omhu; thi disse, sagde han, spise ikke for at leve, men leve snarere for at spise. Ingen var mere aarvaagen end han, baade ved sine Studier og ved enhver anden Omsorg, der laae ham paa Hierte; saa at baade hans Familie og hans Hustru oftere beklagede sig derover, indtil de bleve vante til hans Sædvaner og ikke meer brode sig derom. Sielden talte han, naar han ikke blev spurgt, og da betænksomt og med en Stemme, der passede til den Materie, han talte om. Ikke desto mindre var han, hvor det fordredes, i høi Grad veltalende, og havde da et rask og ypperligt Foredrag.«

        Et Exempel paa hvorledes Dante kunde glemme sig selv og alt Det, der omgav ham, og give sig heelt hen, naar han blev greben af Noget, fortæller Boccaccio paa samme Sted. En Dag kom Digteren, imedens han opholdt sig i Siena, ind i et Apothek paa Torvet, og fik her øie paa en Bog, som han længe havde ønsket at see. Han slog den op, og lænet over Disken, vedblev han at læse i den, uden at forandre sin Stilling, indtil langt ud paa Afcenen, og lagde slet ikke Mærke til, at der imidlertid blev holdt et stort Vaabenskue, med Musik, Dands og al Slags Tummel, udenfor paa Pladsen. Og ofte, tilføier Boccaccio, hændte det, baade ved Bor- det og paa Vandring i Selskab med Andre, at han, fordybet i sine Tanker, let ikke hørte, hvad der blev talt om, og først maatte adspørges flere Gange og ligesom gjøre Vold paa sig selv, for han kunde svare.

        Endskioødt Dante, efter Biographernes Vidnesbyrd, var dannet og fiin i sin Omgangstone, kunde han dog ogsaa, naar det behøvedes, affærdige en Paatrængende fort, saa at denne tabte Lysten til at komme igien. En Dag stod han saaledes, beskjeftiget med sine egne Tanker, og lænede sig til et Altar i Kirken S. Maria Novella i Florents, da en kjedsommelig Snakkebroder nærmede sig til ham, og gientagne Gange forstyrrede ham ved intetsigende Spørgsmaal. Omsider sagde Dante: "Førend jeg giver dig Besked, maa du først besvare mig et Spørgsmaal. Hvad hedder det største Dyr i Verden?" Den Anden svarede, at efter hvad Plinius berettede, troede han, det maatte være Elephanten. "Nu vel", sagde Dante, "o Elephant, plag mig ikke længer!" og dermed gik han.

        To andre Fortællinger, som F. Sacchetti har opbevaret i sine Noveller, og som vise, at Dante ogsaa hørte til "genus irritabile vatum", og i al Fald ikke taalte, at hans Digte bleve forvanskede, selv om det skete ufrivillig, kunne maaskee her faae Plads med det Samme. Engang, siges der, da Dante gik igiennem Porten S. Piero, hørte han en Smed, som hamrede paa sin Ambolt og til samme Tid sang nogle af hans Vers, men i en forkortet og forvansket Skikkelse. Uden at sige noget, staaer Dante stille ved Smedien, tager Hammeren og kaster den ud paa Gaden, derpaa Knib- tængerne og lader dem gaae samme Vei, derpaa Vægt- skaal og Lodder, og saaledes flere Redskaber. Smeden vender sig nu forbittret om og raaber: "Hvad Diævelen gjør I der? Er I gal?" Dante svarer: "Og hvad gjør du?" — "Jeg driver mit Haandværk, siger Smeden, og I ødelægger mig mit Værktøi ved at faste det paa Gaden." Da ger Dante: "Naar du ikke vil, at jeg skal ødelægge dine Ting, maa du heller ikke ødelægge mine." — "Hvad har jeg ødelagt for Jer?" siger Smeden. "Du synger min Bog, svarer Dante, og siger ikke Versene saaledes som jeg har skrevet dem; jeg har ingen anden Konst, og den ødelægger du for mig." Smeden vidste ikke, hvad han skulde svare, samlede sit Værktøi sammen og vendte tilbage til sit Arbeide; men naar han herefter vilde synge, sang han om Tristan og Lancilot, og lod Dante være i Fred.

        En anden Gang gik Dante igiennem Gaderne i Florents, og mødte paa sin Vei en Æseldriver, som førte Feieskarn udaf Byen. Karlen gik bagefter Æselet og sang nogle Vers af Dantes Bog, og naar han havde sunget en Strophe, stødte han til Dyret og raabte: Arri! for at faae det afsted. Da Dante hørte dette, blev han vred over denne smagløse Afbrydelse, der som et Omkvæd regelmæssig ledsagede Sangen, og til den Syngendes store Forskrækkelse gav han ham et dygtigt Nakkedrag og sagde: "Det Arri har du selv sat til, det har jeg ikke skrevet!"

        Den opbrusende Heftighed i Charakterén, som kommer for Dagen i dis to Fortællinger, leder os paa en naturlig Maade til at omtale Dantes store Synd, Vre- den, der stundom som en mørk Sky drager hen over hans lysende Billede og fordunkler det. Under sin Landflygtighed lagde han mange udmærkede Egenskaber for Dagen, et urokkeligt Mod midt i Ulykkens voldsomste Stormvind, en utrættelig Virksomhed, et uudtømmeligt Geni til at bane nye Veie, hvor de gamle lukkedes, og i det Hele en indvortes Kraft, som søger sin Mage. Men Modet blev ofte til Trods, og det gik med hans Siæls Kraft, som med de store Naturkræfter, der selv hvor de ere betvungne og arbeide i det Skjønnes og Godes Tjeneste, stundom kunne rive sig løs, naar en uventet Dæmning moder dem, og et Øieblik true med at forvandle Alt til Chaos, indtil den ordnende Aand atter svæver over Vandene og leder de brusende Strømme tilbage i deres Leie. Der gaaer, især i den første Trediedeel af den guddommelige Komedie, en vældig, piilsnar Strømning af Had og Vrede igiennem Versenes fremadglidende Bølger; man sporer dens skjulte Gang, selv hvor den ikke kommer tilsyne, og det er den, som giver Digtet dets mørke Kraft og mægtige Fylde; men stundom løfter den sig langt over Retfærdighedens Grændser, som en Flod naar den stiger, og tilintetgjør istedetfor at straffe. Det var denne Vredesstrøm, der bruste i Digterens Aarer, da han forlod sit feige, kraftløse Parti, men som drev ham for langt til den modsatte Side, saa at han en Tidlang svigtede den Sag, han ved sin Fødsel og Tænkemaade tilhørte. Og da han fattig og forstødt stod udenfor sin Fødebyes Porte, der lukkede sig bag ham, var det denne Vrede, som et øieblik bragte ham til at fornegte Blodets Rost og opfordre en fremmed Fyrste til at bære Vaaben imod hans Fædreland. * Det er sandt, at ogsaa denne Synd var i sine Yttringer saa storartet, at den vel kan bestaae for den poetiske Domstol, og mange af Digterens Beundrere have ogsaa ladet sig nøie hermed, Og have, som en nyere italien Forfatter siger, kun altfor ofte betragtet Dantes Domme som Guds Domme; men det maa ikke desto mindre erkiendes, at det var en Synd, og ingen ringe. Beslægtet med den var Dantes Stolthed, men denne Feil tilgiver man ham lettere, selv om den undertiden grændsede til Hovmod, thi han havde Noget at være stolt af. Desuden kan den samme Sjæl godt føle sig stolt i Bevidsthed om sin ædle Stræben ligeoverfor lavere Naturer, og dog ydmyg ligeoverfor Gud. Denne Ydmyghed lærte Dante af Skiebnen, og en dyrekjøbt Lærdom aabenbarer sig i Modsætningen imellem de to Steder i den guddommelige Komedie, hvor Digteren taler om den jordiske Berømmelse. Thi medens han paa det første Sted (Helv. xxiv. 47), da han endnu er ung og mindre prøvet, udbryder i de stolte Ord:

                                "Ei mens man sover

                                        I Fiær og under Teppe, Ry man vinder;

                                        Og Den, hvis Liv foruden Ry gaaer over,

                                        Paa Jorden lader sligt et Spor tilbage,

                                        Som Røg i Luft og Skum paa Havets Vover;"

siger han paa det andet Sted (Skærsild, xi. 100), maaskee neppe ti Aar senere, men denne Gang i Landflygtighed og Ulykke, efterat han havde seet sine Planer strande, Haabet opløse sig i Taage, og Berømmelsen blegne, i det mindste for en Tid, da han selv blev bleg og fattig: "

                                Al jordisk Roes er kun af Vinden,

                                der vifter, Snart kommer den fra Syd og snart fra Sønder,

                                Og skifter Navn saa tidt den Hjerne skifter."

        En saadan tungsindig Selvrettelse giver et dybt Indblik i Siælens Historie og forsoner med megen Stolthed.

        Der var en anden Synd, af mere legemlig Natur, som Dante i sin Ungdom havde Hang til, det var Vellyst. Den skulde her ikke omtales, saameget mere, som han neppe har bukket saaledes under for dens Fristelser, som tusinde og atter tusinde Andre, dersom ikke Digterens Fortrydelse og Selvbekjendelse havde givet Anledning til en af de skjønneste Sange i hans Digt. Og det var i al Fald kun i Ungdommen, han stundom lod sig henrive til at gribe efter den jordiske Kiærlighed alene, adskilt fra den himmelske; for han blev Mand, vendte han tilbage til Reenhed i Sæder, med en moralsk Kraft, som løftede ham langt over hans egne Feiltrin. Hans Synd deles af Mange, hans Anger af Faa eller Ingen. Det er nærmest som Utroskab imod sin Elskedes Minde, at han selv opfatter og fortryder sine Vildfarelser. Hans Lidelser ved at gaae igiennem Ildens Kreds, hvor de Vellystige luttres (Skærsild, xxvu.) antyder Tilbøielighe- . den til jordisk Elskov; og ligesom denne i Verden skilte ham en Stund fra Beatrices klare Billede, saaledes skiller Ilden ham her, hvor de syndige Sjæle renses, fra hende selv. Hendes Navn alene giver ham Mod til at gaae igiennem Flammerne, for at naae det jordiske Paradis, hvor hun venter ham, og hvorfra hun skal vise ham Veien til det himmelske. I hele denne Sang skinner den skjønneste og rigeste Allegorie igiennem Stro- pherne, som Lyset igiennem et klart Glas paa alle Punkter, og igiennem den atter en dybere, saa at der her, som paa mange andre Steder i Digtet, kommer ligesom en dobbelt Bund tilsyne under Sangens Havflade, og vækker Anelsen om et uendeligt Dyb, hvor Tanker, som endnu ikke have faaet Navn, vore deres stille Væxt. Og efterat Dante derpaa har besunget sit Møde med Beatrice, kommer det deilige Sted (Skærsild. xxx. xxxi.), hvor hun med Kjærlighedens Alvor bebreider ham hans Utroskab. Saalænge hun levede paa Jorden og han elskede hende, var han reen og rigt begavet af Gud; men da hun døde, vendte han sig til Synd. Som i Kirken, for Guds Aasyn, knæler nu den Angrende, bekiender sine Vildfarelser og faaer Tilgivelse derfor. Vi ville ogsaa her forlade Talen om hans Feil; thi de forsvinde som mørke Pletter i det Lys, hvormed Sangen fra nu af omstraaler ham.

        Men det er Pligt, i Modsætning til Det, vi nys have omtalt, endnu at dvæle et øieblik ved Digterens mildere Egenskaber, for at man ikke skal faae et Indtryk af hans Personlighed, blot som af en Statue støbt i Jern. Thi vel var hans faste Sjæl, for at blive i Billedet, ligesom af Malm, naar det gialdt om at gjøre Modstand og at taale; men Gud havde dog tillige hældt saameget af Følelsernes Sølv i det Metal, hvoraf hans Væsen blev dannet, at det kunde give en mild Klang, naar det blev mildt berørt. Vi have talt om Dantes Kjær lighed, hvor den samlede sig ligesom i eet Brændpunkt og blev til en Magt, der frelste og begeistrede ham; men den samme Følelse kastede sit venlige Lys over alt det Gode og Skjønne, som Digteren mødte paa sin Vandring. Og ligesom den mørkere Side af hans Charakteer, hans Alvor, Stolthed, Trods og Vrede, speiler sig i den Deel af den guddommelige Komedie, som* kaldes Helvede: saaledes er Digtets anden Trediedeel, Skærsilden, en Afglands af hans Væsens mildere Side, hvor Kiærligheden til Livet og Menneskene, med stedse voxende Magt, paa mangfoldige Steder gjennembryder det Slør af tungsindig Foragt og mørk Alvor, hvormed Ulykken havde indhyllet en Natur, som oprindelig var kiærlig og tillidsfuld. Den, der har gjennemlæst Skærsilden, ligefra det Sted, hvor Digteren moder sin Ungdomsven Casella, indtil Slutningsscenen, hvor han med angrende Hengivelse knæler for Beatrice, behøver ikke engang det Vidnesbyrd, som la Vita Nuova, Bogen om hans Ungdoms-Elskov, giver, for at overbevises om, at Dante var kiærlig, god og from. Og hvor Talen er om Sjælens mildere Egenskaber, bor det heller ikke glemmes, at han elskede de skjønne Kunster, Maleri og Musik, men fremfor Alt Naturen; thi at føle sig stærkt og sympathetisk berørt af den evige Skjønheds Aabenbaringer, er altid Tegn paa et ædelt og kjærligt Sind. Hvormange Billeder har Digteren ikke hentet paa sine eensomme Vandringer i Mark og Skov, ved Havets Strandbred og i de dybe Dales afsides Fristeder? Hvor fulde af Troskab og Kiærlighed ere ikke de over hele Digtet adspredte Naturskildringer: Sneens langsomme Fald paa Klippetoppene, Bjergstrømmenes brusende Løb imellem Kløfterne, Havets vildeste Brænding og blideste Hvile, Trækfuglenes Flugt igiennem Luften i lange Skarer og Duernes sagte Dalen til deres Reder,

                                                        "med aabne, stille Vinger,

                                Af Villien baarne giennem Luftens Sale;

        Blomsternes Duft, naar de aabne og lukke sig," Ildfluernes glimtende Lysning paa Viinhøstens Tid og Stjernebilledernes bævende Glands, naar de eensomt ved Nat vandre henover Himlen; Solens Opgang og Nedgang, medens Morgenskyerne rødme, og Aftenklokkens veemodige Klang, der lyder som om Dagen græd, fordi den skulde døe, og bringer den fierne Vandringsmand til at længes efter Slægt og Venner. Maa den, der har følt og Skildret alt Dette, ikke have havt et kiærligt Sind?

        Men Dante elskede ikke blot Jorden og det Skabte, han elskede Skaberen fremfor Alt og længtes efter Himlen. Over flere af de kirkelige Forhold, der paa hans Tid vare Troesgjenstande for Kath’olikerne, havde han et friere, mere fordomsfrit Blik, end sin Samtid; men aldrig forvildede dette sig dog udenfor Christendommens Grændser. Midt i al sin Lærdom beholdt han et gudhengivent Sind, og blandt alle Videnskaber var den ham den dyrebareste, der lærer Mennesket at troe, athaabe og at elske. Skiebnen viste ham de menneskelige Tings Forgængelighed, og bragte ham tidlig til at vende sine Blikke med Længsel og Haab imod en bedre Verden, hvor den Kjærligheds Lykke, som her i jordisk Forstand var visnet for ham, skulde blomstre paany i en skjønnere og renere Glands. Vi kunne ikke slutte dette Omrids af Digterens mangfoldig bevægede Liv med noget bedre Ord, end med hans egen Bekiendelse: "Saaledes troer jeg, saaledes forsikkrer jeg, ogsaaledes er det min Overbeviisning, at jeg skal vandre til et andet, bedre Liv efter dette, til det Liv, hvor den herlige Kvinde lever, som min Sjæl har elsket." Og der er han vandret hen, og der har han levet et Øieblik af Evigheden, imedens fem Aarhundreder ere rullede over Jorden.

Igiennem hele Oldtiden, fra den Dag af, da Eva fristede Adam, og Paradisets Porte lukkedes efter dem, var det som om Manden bar et hemmeligt Nag til Kvinden og lod hende bode for* den Salighed, han havde mistet. Han forviste hende til Husets inderste Kammer, han lod hende bære Vand, og koge Mad og fode Born med Smerte; men han lod hende ikke dele sine Tanker og. sin Gierning, han giorde hende til sin Slavinde, men ikke til sit Livs Ledsagerinde. De gik vel ved Siden af hinanden paa Veien., men hun gik taus, med sænket Hoved, bøiet under Byrdens Vægt som’ et taalmodigt Lastdyr; han bar kun sine Vaaben og vandrede fold og stolt, eensom midt i sin Storhed, som man endnu kan see den vilde Høvding gaae over Stepperne, fulgt af sine ydmyge Hustruer. De fulgtes ad, men det var dog som om de ikke kjendte hinanden. Da forbarmede Gud sig over Menneskene, og da Tidens Fylde kom, lod han sin Søn fødes af en jordisk Kvinde. Og overalt hvor hun i sin rene Glands og Skjønhed, med sit hellige Barn* paa Armen, mødte de veifarende Folk, der hævede Kvinden frit st Hoved, Byrden faldt af hendes Skuldre, og- Mand og Hustru kjéndte hinanden igien, som i Livets første Dage.

        Fra nu af oprandt der med Christendommen en ny Frihedens og Kjærlighedens Tid for Kvinden, og saa mørkt og eensomt hendes Liv hidtil havde været, saa lyst og straalende blev det nu efterhaanden; ja i de første Aarhundreder, i Forfølgelsens Tider, faldt der en meer end jordisk Glands over de christne Kvinder. Da lærte Manden at kjende, at det ikke blot var ham, der var stærk; hans Hustru steg ned med ham i de skjulte Bjerghuler og i Katakombernes mørke Kamre, trøstede ham naar han led, hævede hans Mod naar han forsagede, og hialp ham med stille Styrke at bære sit Kors; hun stod ved Siden af ham blandt de hedenske Dommere og Bødler, og bekj endte sin Tro med begeistret Mod; hun steg med ham paa Baalet og vandt en Martyrkrone, der tidt var mere reen og straalende end hans.

        Og ikke blot i Himlen fik hun Løn for hvad hun havde lidt; af Christendommen udviklede sig efterhaanden i- Tidernes Løb den Ridderaand, hvis skjønneste Blomst var en begeistret Tilbedelse af Kvinden. Thi førend Ridderligheden udartede til at blive en huul Form og et tomt Galanteri, var den en ærbødig Hylding af Skjønhedens og den kvindelige Yndes hellige Magt, en Hylding, der endnu ikke var tillært Levemaade, men som, dybt begrundet i Tidens Aand, udsprang af Mandens Sjæl ligesom med en Naturnødvendighed. Ridderligheden var baade en Kamp og en Hvile, en Kamp for at beskjærme Svagheden, en Hvile i Sædelighedens og de kvindelige Dyders Skygge; den var en begeistret Tro paa Kjærlighedens Ideal, men en Tro, som rensede og forædlede uden at blødgjøre. Det var ikke blot den jordiske Besiddelse, Ridderen stræbte efter, men han følte en Trang til at elske og tilbede, til at give sig hen for noget Andet, der ligesom var en Rest af den begeistrede Bevægelse, hvori Hierterne vare komne i Christendommens første Tider. I enhver ædel og mandig Kjærlighed er der endnu en Levning af denne Drift til at beskjærme den Elskede, en Drøm om at offre sig for hende; men i hiin Kiærlighedens Guldalder blev Drømmen til Handling, og Kvinden havde en Magt i Verden, der grændsede til det Vidunderlige. Et Smiil af hende kunde bringe hundrede Sværde af Skeden og faae Byer til at reise sig imod Byer; men vinkede hun med sin hvide Haand, da satte Ridderen sig ved hendes Fødder og sang om sin Elskov; og da havde hun den ædle Indflydelse, at virke beroligende og dannende, at stille Lidenskabens vildeste Storm, og lære ham at seire ikke blot over Andre, men over sig selv. Livet i de sydlige Lande, og jeg tænker her nærmest paa Italien, var ligesom en Blanding af solvarme Dage, hvor Sværdet klang og Skjoldene raslede, og af stille, maanelyse Nætter, hvor Troubadourens Sang og Strængeleg fyldte Luften med Toner. De bedste og ædleste Kræfter voxede, som Blomster af en solbeskinnet Eng, op af denne Tid, da Troen var Menneskets ene Skytsengel og Kjærligheden den anden, da »Gud og min Dame* var Ridderens Valgsprog, og han i enhver Kvinde saae et Billede af den hellige Jomfru og kaldte dem begge Madonna.

        Vel havde Ridderligheden i det trettende og fiortende Aarhundrede ogsaa sin stærke Skyggeside; Krønikerne fortælle Nok om den Splid og Herskesyge, der sønderrev Italiens Stæder og giorde hvert Huus til en Fæstning, Novellerne om den tøilesløse Vellyst, som i Skjønheden kun saae det Jordiske, ikke det Evige; men selv det ædleste Træ yder vilde Sideskud, og for Den, der fæster sit øie længe nok paa det brogede Billede af hiin fremfarne Tid, saaledes som Historien og Digtet har oprullet den for os, for ham vil dens Vildfarelser træde tilbage. som den dunkle Baggrund, der gjør de mange lysende Skikkelser dobbelt lyse; han vil i den vilde Kamp og den sandselige Elskov kun see det raa Naturstof, af hvilket Ridderlighedens og Kjærlighedens Kunstnere dannede deres Billeder, og naar han nævner Tiden, vil han give den Navn efter det Klareste og Høieste, den frembragte, ikke efter det Ringeste og Mørkeste. Men i al Fald vil han see, at Kiærligheden dengang ikke var et Mundsveir eller en ufrugtbar Drøm, men en vældig Magt, der fordømte eller frelste, der blev til Fald for Mange og for Mange til Opreisning.

        Saaledes var den Tidsalder, i hvilken Dante fødtes; og som ethvert Geni ikke blot er Blomsten til den nye Tid, men ogsaa Frugten af den gamle, saaledes var han en moden Frugt af det trettende Aarhundredes ædle Ridderaand, en mandig Sjæl, i hvilken Kiærligheden ikke blot speilede sig som en deilig digterisk Drøm, men slog Rod som en sædelig Magt, og fastholdt af en trofast Villie,« blev Spiren til hans Livs herligste Gierning. Det hænder vel endnu stundom, at Gud vækker et Menneske ved en Kvindes Rost; dengang hørte man saa at sige altid Stemmer fra Himlen i hendes Tale, som Elskeren lyttede til med brændende Andagt. Det gaaer med enhver stor Gierning i Livet, som med Planten, der voxer, at mange forskiellige Kræfter maa virke tilsammen for at fremme dens Udvikling, og det er vanskeligt at sige, hvad der virker meest, Jordens nærende Safter, Himlens Lys og Luft, eller de hærdende Regnskyl og Storme; men allesammen udrette de dog Intet uden den hemmelighedsfulde, vækkende Kraft, der ligger i Foraarets Komme og først falder Frøkornet op af Vinterdvalen. Og saaledes gik det ogsaa med Dante. Hans guddommelige Komedie, der som et Kæmpetræ slaaer sine Rødder dybt i Jordens Afgrunde og løfter sin Krone op over Skyerne, drog Næring af hans medfødte Naturs kraftige Jordbund, og blev hærdet i Skiebnens Regnskyl og Storme; men den første Tanke til Digtet, i hvilken hele dets følgende Væxt laae slumrende indsluttet, blev vækket af Kjærligheden til Beatrice, der kom til Digterens Hierte, som Foraaret kommer til Jorden.

        Fortællingen om denne Kjærlighed har Dante nedlagt i en lille Bog, kaldet Vita nuova, eller Ungdomsliv, som er skreven i hans syv og tyvende Aar. Den er ligesom Forspillet til den guddommelige Komedie; og jeg skal i den følgende, korte Fortælling om Dantes og Beatrices Kiærlighed saavidt muligt indskrænke mig til at oversætte Digterens egne Ord, og kun stræbe at forbinde det Adskilte og oplyse det Dunkle. "

        "Paa den Tid, fortæller Boccaccio, paa hvilken Himlens Blidhed atter ifører Jorden dens Prydelser, og gjør den smilende overalt ved at blande mange Slags Blomster imellem de grønne Blade, var det Skik i vor Stad, at Mænd og Kvinder holdt Fest i deres Kvarteer, Enhver uden Forskiel og i mindre Selskaber. Som Følge heraf havde Folco Portinari, en meget hæderlig Borger fra den Lid, den første Mai (1274) samlet Naboer og Gjenboer til en Fest hiemme i sit eget Huus. Blandt disse Gjester var ogsaa Alighieri, og, som Born gierne pleie at følge deres Forældre, især til de Steder, hvor der er Lystighed paafærde, saaledes fulgte med ham hans Søn Dante, der endnu ikke havde fyldt sit niende Aar. Det hændte sig der, at Drengen, da den første Anretning var forbi, gav sig til at lege med de andre Børn af hans Alder, af hvilke der vare mange, baade Drenge og Piger, og morede sig med hvad han i sin spæde Alder kunde finde paa. Iblandt denne Flok af Born var der ogsaa en Datter af hiin Folco, ved Navn Bice, det vil sige Beatrice, omtrent otte Aar gammel, smuk, som et Barn kan være, yndig i sine Lader og meget tækkelig; og langt mere alvorlig og beskeden i Væsen og Tale, end man skulde vente af hendes barnlige Alder. Og desforuden havde hun meget fine og vel ordnede Ansigtstræk, som ikke blot vare skjønne, men saa fulde af Ærbarhed og Ynde, at hun af Mange blev anseet næsten for en Engel. Saaledes som jeg afbilder hende, eller vel endnu langt skjønnere, viste hun sig altsaa ved denne Fest for Dantes Dine, jeg troer ikke for første Gang, men da først med Magt til at vække Elskov; og ihvorvel han var en Dreng, optog han hendes Billede i sit Hierte med saa stor Inderlighed, at det fra den Dag aldrig drog ud deraf saalænge han levede."

        Dante selv, der i den dobbelte Egenskab af Elsker og Digter tillagde Alt hvad der angik Beatrice, saaledes ogsaa Tiden og Alderen, en dybere, mystisk Betydning, fører hende og sin Kiærlighed ind paa Scenen med følgende, næsten høitidelige Ord: "Allerede ni Gange siden min Fødsel var Lysets Himmel i sit Kredsløb om sig selv vendt tilbage til det samme Punkt, da min Siæls ophøiede Herskerinde første Gang fremstod for mine Dine, hun, som blev faldet Beatrice af Mange, der ikke vidste, hvad de skulde falde hende. Hun havde allerede været saalænge i dette Liv, at Stjernehimlen i den Tid havde bevæget sig Tolvtedelen af en Grad imod Østen; saa at hun viste sig for mig i Begyndelsen af sit niende Aar, og jeg saae hende i Slutningen af mit niende Aar. Og hun viste sig for mig klædt i en saare ædel, ydmyg og ærbar rod Farve, omgjordet og smykket paa en saadan Viis, som det sømmede sig for hendes unge Alder. I det Øieblik siger jeg for sandt, at Livets Aand, som boer i Hiertets hemmeligste Kammer, tog paa at skjælve saa stærkt, at den føltes forfærdeligen i de mindste Pulsaarer; og skjælvende sagde den disse Ord: Der kommer en Gud, som er stærkere end jeg og skal beherske mig!" Fra den Dag af "herskede Amor over hans Sjæl", og i samme Maal som han selv voxede, tiltog hans Kiærlighed til Beatrice, saa at han endnu medens han var Barn mangfoldige Gange gik hen for at søge hende; men endnu havde de ikke talt med hinanden. Hvorledes dette skete første Gang, fortæller Digteren paa følgende Maade: "Da der var gaaet saa mange Dage, at netop de ni Aar vare udrundne siden jeg første Gang saae hiin ædle Mø, begav det sig paa den sidste af disse Dage, at den vidunderlige Kvinde lod sig tilsyne for mig, klædt i den hvideste Farve, imellem to andre ædle Damer, som vare ældre end hende, og i det hun gik igiennem Gaden, vendte hun sine Dine henimod den Side, hvor jeg meget frygtsom stod, og i- sin uudsigelige Høviskhed, for hvilken hun nu fager sin Løn i det andet Liv, hilste hun mig saa mildt, at jeg i den Stund tyktes at see Salighedens yderste Grændse. Den Time, da hendes milde Hilsen kom til mig, var just den niende Time paa den Dag, og eftersom dette var den første Gang, hendes Ord bevægede sig for at gaae til mine øren, fik jeg saa høi en Glade deraf, at jeg ligesom beruset gik bort fra alle Mennesker. Skiult i en eensom Krog af mit Kammer, gav jeg mig til at tænke paa den Hulde, og imedens jeg tænkte paa hende, kom der en blid Drøm over mig, i hvilken jeg havde et underligt Syn. Thi jeg syntes at see i mit Kammer en ildfarvet Taage, og i den Skikkelsen af en Hersker, forfærdelig at see til for dem, der betragtede ham; men selv forekom han mig fuld af Glæde, og i sin Tale sagde han mange Ting, som jeg ikke forstod, undtagen nogle faa Ord, iblandt hvilke jeg hørte disse: Jeg er din Herre! I hans Arme syntes jeg at see en nogen Skikkelse sove, blot indhyllet i et rødt Klæde. Lettelig kiendte jeg, at det var den frelsende Kvinde, som Dagen i Forveien havde værdiget mig sin Hilsen. Og i den ene Haand syntes det mig, at han holdt en Gienstand, som var heelt i Brand; og det forekom mig, at han sagde: See det er dit Hierte! Og en Stund derefter syntes det mig, at han vakte hende, der sov, og giorde sig saamegen Møie, at han fik hende til at spise det, som brændte i hans Haand; og hun spiste det tvivlraadigen og bange. Lidet varede det derefter, saa forvandlede hans Glade sig til den bittreste Graad, og saaledes grædende tog han atter denne Kvinde i sine Arme, og med hende syntes det mig, at han foer imod Himlen; hvorover jeg led saa stor en Kummer, at min svage Søvn ikke kunde bare den, men løste sig, og jeg vaagnede. Og i det jeg tænkte paa det Syn, jeg havde havt, besluttede jeg at meddele det til Mange, som vare berømte Sangere paa den Tid; og eftersom jeg allerede havde opdaget hos mig selv den Konst at tale i Riim, besluttede jeg at digte en Sonet, i hvilken jeg vilde hilse alle Amors Trofaste, og fortælle dem hvad jeg havde seet i Drømme, og bede dem at domme om mit Syn." — Den derpaa følgende Sonet, som kortelig fortæller dette Syn, var Dantes første bekj endte Digt, og vakte, vel især paa Grund af Digterens Ungdom, stor Opsigt iblandt den Tids Sangere, saa at endog den meest berømte iblandt disse, Guido Cavalcanti, skrev en Sonet til Svar; og dette var Oprindelsen til hans og Dantes Venskab.

        Men Dante vedblev imens at elske og at digte, og alle de samme Følelser, som endnu betegne den første Kjærlighed: Undseelse, Ydmyghed og Frygt, Længsel og Haab, dyb Sorg og salig Glade, gik i al deres Reenhed og Styrke igiennem hans Hierte, og afspeile sig efterhaanden i Fortællingen om hans Ungdomsliv. En Elsker lægger Betydning i Alt, hvad der angaaer hans Elskede, han tager Varsel af hendes Navn og Alder; og jeg har allerede giort opmærksom paa et lignende Træk hos Dante, som tillagde Tallet Ni, der ofte forekommer i hans Elskovs Historie, en særegen, mystisk Betydning. Det er den unge Elskers første Drift at skjule sin Kiærlighed, som en hemmelig Skat, for alle Andre; og endskjøndt Dante blev syg og bleg af Elskov, saa hans Ansigt vidnede imod ham, kom Beatrices Navn dog endnu ikke over hans Læber; han nøiedes med at see hende i Frastand, glad ved en Hilsen af hende, glad ved i Kirken at kunne blande sin Stemme med hendes. Selv fortsætter han Fortællingen derom paa følgende Maade: "Fra den Tid, jeg havde hat dette Syn, begyndte den naturlige Aand (Legemets Livskraft) at hindres i sin Virksomhed, fordi min Siæl var ganske hengiven til Tanken paa den Yndige; hvorover jeg inden fort Tid. blev saa svag og skrøbelig, at jeg’ bedrøvede mange af mine Venner ved mit Udseende; og der var Mange, som fulde af Skadefryd søgte ivrigen at faae det at vide, som jeg reent vilde skjule for Andre. Og da jeg fornam deres ond- skabsfulde Spørgsmaal, saa svarede jeg dem ifølge Amors Villie, som befalede mig efter Fornuftens Raad: at Amor var Den, der havde handlet saaledes med mig; jeg nævnede Amor, fordi jeg i mit Ansigt bar saamange af hans Mærker, at han ikke kunde blive skjult. Og naar de spurgte mig: Ved hvem har da denne Amor lagt dig saaledes øde? saa smilte jeg og saae paa dem, og* sagde dem Intet. En Dag begav det sig, at den Yndige sad paa et Sted, hvor der hørtes Ord til Priis for Ærens Dronning, og jeg stod paa en Plads, fra hvilken jeg kunde see mit Hiertes Salighed; og midt imellem hende og mig i lige Linie sad en ædel Kvinde af et meget tækkeligt Udvortes, som ofte saae hen paa mig, forundret over min Stirren, der syntes at ende ved hende; saa at der var Mange, som lagde Mærke til hendes Blikke. Og saa meget blev der givet Agt derpaa, at da jeg gik bort fra dette Sted, hørte jeg sige tætved mig: See, hvor denne Kvinde lægger hans Skikkelse øde! Og da de nævnede hendes Navn, hørte jeg, at de talte om hende, der havde siddet midt i den lige Linie, som gik ud fra den yndefulde Beatrice og endte i mine Dine. Da blev jeg meget glad ved Visheden om, at min Hemmelighed ikke den Dag var bleven aabenbaret for Nogen ved mine Blikke, og strax tænkte jeg paa at gjøre denne fagre Kvinde til en Skjærm for Sandheden; og Saameget udrettede jeg i fort Tid, at Mange, som talte med mig, troede at vide min Hemmelighed. Med denne Kvinde skjulte jeg mig i nogle Aar og Maaneder, og for at gjøre de Andre meer troskyldige, rev jeg om hende adskillige maa Sange." Saa frygtsom var Dante endnu i sin ungdommelige Kiærlighed, at han, for at kunne nævne sin Elskede i et af disse Digte uden at røbe sig, i en Serventese besang tredsindstyve af de skjønneste Piger i Florents; og atter lægger han en dyb Betydning deri, at Beatrices Navn ved et Tilfælde blev det niende i Rækken. Hans Elskov helliger Alt, hvad der staaer i Forbindelse med Beatrice, de Steder, hvor han har seet hende, den Vei, hun har gaaet, de Mennesker, hun har kjendt. "Nogen Tid derefter, fortæller han, behagede det Englenes Herre at falde til sin Herlighed en ung Pige fra den samme Stad, der var meget tækkelig og yndig at see til; og jeg saae hendes Legeme ligge uden Siæl midt iblandt mange Kvinder, som græd ynkværdigen over hende. Da det randt mig i Hu, at jeg fordum havde seet hende i Selskab med hiin, den deiligste af Alle, kunde jeg ikke holde mine Taarer tilbage, men jeg græd og besluttede at sige nogle Ord om hendes Død, til Vederlag fordi jeg stundom havde seet hende sammen med min Elskede." Derefter drager Dante bort og kommer tilbage, men overalt følger Tanken om Beatrice ham, og Sangen fødes yndigen af hans Længsel. Den unge Dame, som havde været "en Skiærm for hans Elskov", forlod imidlertid Florents og bosatte sig paa et andet Sted. Da aabenbarede Amor sig for Dante paa en Reise, let klædt som en Pilegrim, der kommer langveis fra, og sagde til ham, at han skulde vælge sig en Anden istedetfor hende som var borte, og nævnede ham En. Da Dante nu kom tilbage til Florents, opsøgte han denne Anden, og tiente hende tilsyneladende saa ivrig, "at mange Folk talte derom meer end høvisk var". Og da Rygtet kom til Beatrices Øren, troede hun derpaa, og negtede ham den Hilsen, "hvori al hans Salighed bestod". Hvad Magt der kan ligge i en Kvindes Hilsen, veed vel Enhver, som har elsket; men aldrig har Nogen for eller siden skildret den skjønnere, end Dante ved denne Leilighed. "Naar hun nærmede sig, siger han, saa var det mig, ved Haabet om hendes yndige Hilsen, som om jeg ingen Fiender havde mere; der strømmede en Ild af kiærlig Mildhed igiennem mig og fik mig til at tilgive Enhver, som havde krænket mig. Og hvo der da havde bedet mig om Noget, ham vilde jeg med Ydmyghed i mit Aasyn ikke have svaret andet end: Kiærlighed. — Da denne Salighed bleg mig negtet, paakom der mig saa stor en Smerte, at jeg skilte mig fra Menneskene og gik hen til et eensomt Sted, for at væde Jorden med bittre Taarer; og da min Graad var standset noget, satte jeg mig i mit Kammer, hvor jeg kunde klage, uden at høres, og der sov jeg ind grædende, som et Barn, der er straffet." Men i Drømme aabenbarede Amor sig for ham og sagde ham Grunden til Beatrices Vrede, og bod ham rive nogle Digte, ikke ligefrem til hende, men dog saaledes, at hun deraf kunde lære hans Kiærlighed at fiende. "Send dem ikke, sagde Amor, til et Sted, hvor hun hører dem uden mig, men lad dem ledsages af sødt, harmonisk Strængespil; deri al jeg være tilstede, saa tidt det behøves."

        Fra denne Stund af begyndte Dante lidt efter lidt at nærme sig Beatrice i sine Digte, men dog endnu "3 med langsomme Skridt og bange for at røbe for Meget. Hans Sonetter og Canzoner ere endnu kun Gaader og dunkle Hentydninger, der bevæge sig paa Grændsen af det Almindelige; men dog sporer man i dem allerede, hvorledes hans Aand voxer med den voxende Kiærlighed, og ved Siden af en næsten kvindelig Blufærdighed og Ynde, aabenbarer der sig Glimt af den mandige Kraft, som, kæmpende med et udannet Sprog og med stridige Tanker, omsider skulde overvinde Alt og tvinge baade Tanker og Sprog til at lyde sig. Allerede begyndte man hist og her at ane Grunden til hans Frygtsomhed, naar Beatrice var tilstede, og det gik dengang som det altid gaaer, de unge Piger lo af en Kiærlighed, der var saa stærk, at den giorde Elskeren svag, saa stormende, at den betog ham Malet, saa ydmyg, at den knælede i Frastand, saa reen, at den nøiedes med en Hilsen. Naar da Beatrice og hendes Veninder havde giort sig lystige over den tause, drømmende Elsker, gik han tilbage til sit Kammer, græd og sagde: "Kiendte denne Kvinde min Tilstand, saa troer jeg ikke, at hun vilde spotte mig, men jeg troer, at hun vilde føle stor Medynk." Men omsider kom den Tid, da hans Følelse, som en Flod, der længe har været trængt tilbage, brød mægtig frem og gav sig Luft i en deilig Canzone, der hurtig udbredte hans Ry og satte ham øverst iblandt Italiens Digtere paa den Tid, og som fremfor Alt er mærkelig derved, at den indeholder den første, endnu neppe synlige Spire til den guddommelige Komedie. Han fortæller herom Følgende: "Efterat mange Mennesker af mit Udseende havde begrebet mit Hiertes Tilstand, var der engang nogle Kvinder forsamlede for at fornøie sig i hinandens Selskab, og de kjendte vel mit Hjerte, thi Enhver af dem havde været tilstede ved mange af mine Nederlag. Og ret som jeg gik i mine Tanker i Nærheden af dem, som Tilfældet førte mig, kaldte, en af disse hulde Piger paamig. Hun, som havde faldt paa mig, talte meget venligen, saa da jeg var kommen hen til dem og saae, at min hulde Dame ikke var med dem, fik jeg Mod og hilste dem og spurgte, hvad de ønskede? Der var mange Piger, og nogle af dem lo til hverandre. Der var andre, som betragtede mig og ventede paa hvad jeg vilde sige. Der var atter andre, som talte med hinanden. Nogle af dem vendte deres Dine imod mig og kaldte mig ved Navn og sagde disse Ord: "Til hvad Ende elsker du din Dame, siden du ikke kan udholde hendes Nærværelse med dine Øine? Thi Maalet for en saadan Elskov maa sandelig være noget ganske Nyt." Og da hun havde sagt dette, begyndte ikke blot hun, men alle de Andre synligen at vente, hvad jeg vilde svare. Da sagde jeg disse Ord: "Madonna! Maalet for min Elskov var for en Hilsen af den Dame, som I maaske mene; deri bestod min Salighed, og det var Maalet for alle mine gode Ønsker. Men efterat det har behaget hende at negte mig sin Hilsen, har min Herre Amor af sin Naade lagt al min Salighed i Noget, som jeg ikke kan miste." Da begyndte disse Kvinder at tale indbyrdes, og ligesom vi stundom see Regnen falde, blandet med skjøn Snee, saaledes syntes mig at see deres Ord, blandede med Sukke. Og efterat de havde talt noget sammen, sagde "5 den samme Kvinde, som først havde talt til mig, disse Ord: "Vi bede dig, at du vil sige os, hvori denne din Salighed bestaaer." Og jeg svarede hende og sagde: "I de Ord, som prise min Herskerinde." Og hun svarede: "Dersom du har talt sandt i de Ord, hvori du skildrer din Tilstand, saa maa du have handlet med anden Hensigt." Da tænkte jeg paa disse Ord, og næsten skamfuld skiltes jeg fra dem og sagde til mig selv: Eftersom der er saa stor Salighed i de Ord, der prise min Herskerinde, hvorfor har jeg da ført anden Tale? Og jeg besluttede fra nu af kun at vælge det til Stof for min Tale, som var til Priis for den Yndige."

        Den første Frugt af denne Beslutning hos Dante var hiin ovennævnte Canzone (Donne, che avete intelletto d’amore), der baade i det Hele betegner et Vende* punkt i hans Sangerliv, som fra nu af blev mere kraftigt og bevidst, og hvis anden Strophe viser, at Tanken om den guddommelige Komedie, eller i det mindste om Helvede allerede dæmrede i Digterens Sjæl. Efterat have indledet Sangen med nogle Ord til alle de Kvinder, som vide, hvad det er at elske, fortsætter han nemlig paa følgende Maade: "En Engel paakaldte Gud og sagde: Herre! i Verden seer man et Vidunder, hvis ædle Væsen udspringer af en Sjæl, som faster Straalerne af sin Glands heelt op til os. Og Himlen, som ikke havde anden Mangel end den, at fattes hende, bad Herren om hende, og alle de Hellige anraabte ham i deres Bønner; ikkun den fromme Medlidenhed forsvarede min Sag. Hvad svarer Gud, hvad beslutter han om min Elskede? "Mine Kiære! finder Eder roligen i at Eders Længsel lever, saalænge jeg vil det, paa Jorden, hvor der findes En, som frygter for at miste hende, og som engang skal sige til de Fordømte i Helvede: Jeg har seet de Saliges Haab." Da Dante rev denne Sang, var han i det Høieste fem og tyve Aar gammel, og Beatrice, som formodentlig allerede i flere Aar havde været gift med Messer Simone dei Bar di, var altsaa fire og tyve. Det er tydeligt af den anførte Strophe, at Dante bestandig frygtede for, at hans Elskede skulde døe; hun havde altid varet bleg og fiin at see til, og maaskee led hun allerede af den Sygdom, hvilken den nu har været, der fort Tid efter rev hende bort. Og efter denne Canzone fulgte nu Digt paa Digt, kortere eller længere, snart besyngende Beatrice, hvis Navn dog aldrig nævnes, snart Amors Magt og Kjærlighedens Væsen.

        Nogen Tid efter blev Dante farlig syg, og Anelsen om Beatrices Død meldte sig atter, stærkere end for, og blandede sig i hans Feberdrømme. "Da jeg paa den niende Dag, fortaplier han, følte en ulidelig Smerte, faldt der mig en Tanke ind, og det var om min Elskede. Og da jeg* havde tænkt noget paa hende, vendte jeg atter Tanken til mit svage liv, og ved at see, hvor fort dets Varighed var, selv naar det var sundt, begyndte jeg at græde hos mig selv over saa stor en Elendighed. Og jeg sukkede dybt og sagde: Nødvendigt er det, at ogsaa den yndige Beatrice engang maa døe. Og derover paakom mig saa stor en Forfærdelse, at jeg lukkede Øinene og begyndte at tænke vildt som et vanvittigt Menneske.", De Syner, han i sine Feberdrømme havde, beskriver han i en af sine skjønneste Canzoner, hvis Billeder varsle om den guddommelige Komedies Digter.

        Derefter syntes det Dante, at han vendte tilbage til sit Kammer og saae imod Himlen; "og saa stærk var min Indbildning, vedbliver han, at jeg begyndte at raabe høit med virkelig Stemme: O du skjønne Siæl, hvor salig er Den, som seer dig! Og da jeg sagde disse Ord med smertelig Graad, og kaldte paa Døden, at den fulde komme til mig, troede en ung og ædel Dame, der sad ved min Seng, at min Graad og mine Ord var en Veeklage over Sygdommens Smerter, og begyndte med stor Frygt at græde. Herover lagde de andre Kvinder, som vare i Stuen, Mærke til at jeg græd, ved det de saae hende fælde Taarer; de lode da hende, som var nær i Slægt med mig, gaae bort, og nærmede sig til mig for at vække mig, da de troede, at jeg sov, og sagde: Sov ikke meer og tab ikke Modet! Og da de saaledes kaldte paa mig, hørte min stærke Indbildning op, just i det Øieblik jeg vilde sige: O Beatrice, velsignet være du! Og allerede havde jeg sagt: O Beatrice! da jeg vaagnede og lukkede øinene op og saae, at jeg bedrog mig; og med alt det jeg kaldte hende ved Navn, var min Stemme dog saa svag af Hulken, at disse Kvinder ikke kunde forstaae mig. Og endskjøndt jeg undsaae mig meget, vendte jeg mig dog, ved en Mindelse af Amor, hen imod dem. Og da de saae mig, "9 begyndte de at sige: Man skulde troe, at han var død; og spurgte mig, hvad jeg havde været bange for? Da jeg nu var kommen noget til mig selv igien, og* mærkede, at mit Syn havde været Indbildning, svarede jeg dem: Jeg skal sige Eder, hvad der hændte mig. Da fortalte jeg dem det, jeg havde seet, fra Begyndelsen til Enden; men om Navnet paa den Yndige taug jeg stille."

        Efter denne Sygdom var det ligesom om Digterens Kiærlighed traadte ind i et nyt Stadium. Han havde seet Graven aaben foran sig og Englene bære Beatrices Siæl ind i Himlen; og hans Følelse for hende, som altid havde været reen og del, blev nu meer og meer en from Tilbedelse, der var saa fri for al skinsyg Egenkjærlighed, at det tvertimod var hans høieste Glade at see hende blive beundret af "Andre. Maaskee gik det ogsaa med hende, som det’ ofte gaaer med dem, der døe i en ung Alder, at hendes Legeme blev meer og meer aandeligt og forklaret, alt som hun nærmede sig Graven; thi over deres Ansigt, som ere indviede til Døden, falder der ofte, endnu medens de vandre paa Jorden, et Skiær af Himlens Glands, ligesom man kan see fierne Bjergtoppe lyse, førend Solen endnu har ladet sig tilsyne. "Den yndige Kvinde, siger Dante, kom i saa stor Gunst hos Alle, at naar hun gik paa Veien, løb Folket til for at see hende, hvorover jeg følte en vidunderlig Glæde. Og naar hun var nærved Nogen, kom der en saadan Ærbarhed i hans Hierte, at han ikke vovede at slaae sine Dine op eller at svare paa hendes Hilsen; og om dette kunne Mange, der selv have prøvet det, vidne hos Den, som ikke vil troe mig. Men hun vandrede, kronet og klædt med Ydmyghed, uden at gjøre sig nogen Ære af det, hun saae og hørte. Da sagde Mange, naar hun var gaaet forbi: "Denne er ikke nogen Kvinde, men hun er en af Himmelens skjønneste Engle." Og Andre sagde: "Hun er et Underværk; velsignet være Herren, som kan skabe saa herligen!"

        Nogen Tid derefter besluttede Dante at skrive en Canzone, og deri skildre den Magt, Beatrice udøvede paa ham selv; men kun den første Stanze blev færdig, og efter denne udbryder han med Propheten Jeremiæ Ord: "Hvorledes sidder Staden eenlig, som havde meget Folk? Den er som en Enke, den, som var saa stor iblandt Hedningerne. Jeg var ved Begyndelsen af denne Canzone og havde fuldført den ene Stanze deraf, da den Yndiges Herre, det vil sige Retfærdighedens Herre, kaldte den ædle Kvinde til at straale under den velsignede Dronning, Jomfru Marias Banner, hvis Navn den salige Beatrice havde æret høiligen i sin Tale."

        Beatrice døde den 9de Juni 1290, i sit fire og tyvende Aar. I sin første Smerte, da han syntes, at Florents "sad som en Enke, berøvet al sin Herlighed", rev Dante et Klagebrev til de Første i Landet (a’ principi della terra); derpaa græd han og sørgede; men, ligesom hiint Barn i Eventyret, der havde faaet den Gave, at dets Ord bleve til Sølv og dets Taarer forvandledes til Ædelstene, havde han faaet den Velsignelse at kunne opløse sin Sorg i sølvklingende Digte, og hans Øine havde faaet Magt til at see Beatrice i Himlen, efterat hun var gaaet bort fra Jorden. Strax, i den Canzone, han skrev efter hendes Død, dannede han de første Omrids til hendes senere Forherligelse: "Beatrice er gaaet til den høie Himmel, til det Kongerige, hvor Englene leve i Fred; hun er hos dem og har forladt Eder, I Kvinder! Ikke Kulde eller Hede tog hende fra os, som det hænder med Andre, men hendes store Godhed og Ydmyghed* alene. Hendes Dyd var saa stor, at den trængte igiennem Himlene, og den evige Herre fofbausedes, og en sød Længsel betog ham efter at falde saa from en Sjæl til sig. Og han lod hende komme op til sig hernedefra, fordi han saae, at dette sørgelige Liv ikke var saa huld en Skabning værdigt."

        Ikke desto mindre sørgede Dante dybt og længe; hans Dine vare i lang Tid kun "to Længsler efter at græde", han blev bleg og mager, og Boccaccio skildrer hans Tilstand med følgende Ord: "Han var efterhaanden, saavel ved at græde, som ved den Bedrøvelse, han fornam indeni sit Hierte, og ved ikke at have nogen Omhu for sit Legeme udvendig, bleven næsten som en vild Gienstand at betragte, mager, skægget, og ligesom heelt forvandlet fra det, han for pleiede at være; saa at hans Udseende nødte ikke blot hans Venner, men enhver Anden, der saae ham, til Medynk, ihvorvel han, saalænge dette taarefulde Liv varede, kun lidet lod sig see af Andre, end af sine Venner." Aarsdagen efter Beatrices Død finde vi Dante siddende ene, og med Tanken henvendt paa hende, han havde mistet, beskieftiget med at tegne en Engel. Og da nogle Mænd kom forbi og saae hvad han bestilte, reiste han sig og sagde til dem: "Der var nylig en Anden hos mig, derfor faldt jeg i Tanker." Derpaa satte han sig igien ned, og blev ved at tegne Engle og at tænke paa Beatrice.

        Omsider, da hverken hans egne eller hans Venners Trøstegrunde vare mægtige nok til at mildne hans Sorg, besluttede han at tage sin Tilflugt til Noget, som for havde trøstet Bedrøvede. r Jeg gav mig da, fortæller han, til at læse i den Bog af Boetius², der ikke er kjendt af Mange, i hvilken han havde trøstet sig, da han var ulykkelig og forfulgt. Og da jeg endnu hørte, at Cicero havde skrevet en anden Bog, hvori han talte om Venskabet og anførte Trøsteord af Lælius ved hans Ven Scipios Død, gav jeg. mig til at læse denne. — Og som det pleier at see, at et Menneske gaaer for at søge Sølv, og over sin Forventning finder Guld, saaledes fandt jeg, der søgte at trøste mig, ikke blot Middel imod mine Taarer, men Ord af Forfattere og af Videnskaber og Bøger, ved hvis Betragtning jeg vel indsaae, at Philosophien, som var dis Forfatteres, disse Bøgers, disse Videnskabers Herskerinde, maatte være noget meget Høit. Og jeg forestillede mig den skabt som en ædel Kvinde, og jeg kunde ikke forestille mig den undtagen med et Udtryk af Medlidenhed, hvorover mit Sind saa gierne beskuede den, at jeg neppe kunde vende det derfra. Og efter denne Forestilling begyndte jeg at søge derhen, hvor den i Sandhed viste sig, det vil sige i Munkenes Skole og ved Philosophernes Disputationer; saa at jeg i den korte Tid af maaskee tredive Maaneder begyndte at føle Saameget af dens Sødhed, at Kiærligheden til den forjog og tilintetgjorde enhver anden Tanke."

        Men disse Tanker, som Philosophien hialp Dante til at overvinde, vare ikke blot Sorgens og Savnets, det var ogsaa Fristelsens Tanker, der i Skikkelse af en ny Kiærlighed nærmede sig til ham, og for en fort Tid kastede et Slør over Beatrices Minde, som dog snart brast sønder, for at lade Billedet af den tabte Elskede stige endnu mere klart og seirende frem. Et Par.Aar efter hendes Død, da Dante en Dag gik bedrøvet og tankefuld igiennem en Gade i Florents, blev han en ung, meget deilig Dame vaer, som medlidende betragtede ham fra et Vindue; og saa tidt hun siden saae ham, fik hendes Ansigt et Udtryk af Medynk, og hun blev bleg ligesom af Kiærlighed, hvorover han mange Gange kom til at tænke paa sin Elskede, som altid havde havt en bleg Farve. Tidt, naar Sorgen ikke kunde faae Luft, og han ikke kunde græde, gik han hen for at see denne medlidende unge Pige, "der ligesom kaldte Taarerne frem af hans Dine ved sin Medynk." Og det kom saa vidt, at hans Dine begyndte at glæde sig altfor meget ved at see hende, og han tænkte: "Denne Kvinde er ædel og skjøn og ung og forstandig; maaskee har hun vist sig ifølge Amors Villie, paa det at mit Liv omsider maa finde Hvile." Men derpaa gik han irette med sig selv og sagde: "Vee mig, had er det for en Tanke, som paa saa lav en Maade vil trøste mig!" Saaledes stred han i nogen Tid, og flere Digte baade i Vita Nuova og i Convito bære Vidne om de stærke Kampe, der holdtes i hans Siæl. "Da opsteg der en Dag, fortæller han, paa den niende Time, en stærk Indbildning hos mig, saa at jeg syntes at see den herlige Beatrice med de blodrøde Klæder, i hvilke hun første Gang viste sig for mine Dine; og mig syntes, at hun var ung, i den Alder, som da jeg første Gang saae hende. Da begyndte jeg at tænke paa hende, og i det jeg mindedes hende igjennem Rækken af de forløbne Tider, begyndte mit Hierte at angre den Lyst, som det saa uværdig havde ladet sig beherske af i nogle Dage, uden fornuftig Bestandighed. Og da denne onde Lyst var forjaget, vendte alle mine Tanker sig igien til den yndige Beatrice."

        Om Foraaret, i Jubelaaret 1300, saae Dante en Dag nogle Pilegrimme vandre igiennem Byen for at gaae til Rom. Da tænkte han ved sig selv: "Disse Pilegrimme see ud til at komme langveisfra, jeg troer neppe, at de have hørt tale om denne Kvinde, og de vide Intet om hende, men deres Tanker ere sysselsatte med andre Ting, end disse; maaskee tænke de paa deres fierne Venner, hvilke vi ikke kjende. Kunde jeg standse dem lidt, saa skulde jeg vel faae dem til at græde, for de forlade denne Stad." I disse Tanker skrev han en Sonet, hvori han første Gang aabent nævner Beatrices Navn, og snart derpaa en anden, i hvilken han fortæller om hendes Herlighed i Himlen. Den er det sidste Digt i Vita Nuova, og Dante lutter dernæst Fortællingen om sin Ungdoms Kiærlighed med følgende Ord, der ligesom drage Tæppet bort fra en større Scene, og vise os Digteren staaende paa Livets Midtpunkt, besiælet af 5 en mægtig Tanke, ifærd med at lægge Haand paa sit store Værk og gribe Staven, for, fredløs paa denne Jord, at begynde sin lange Vandring, igiennem Helvedes Afgrunde og Skærsildens Flammer, op imod den Himmels fjerne Fred, hvorhen Beatrice kaldte ham: "Efter denne Sonet havde jeg et vidunderligt Syn, i hvilket jeg saae Ting, som bragte mig til at beslutte, at jeg ikke oftere vilde tale om den Velsignede, førend jeg kunde synge mere værdigen om hende. Og for ’at komme dertil, gjør jeg mig Flid, saameget jeg evner, som hun visselig veed, saa at, om det er Hans Villie, ved hvem alle Ting leve, at jeg maa fortsætte mit Liv en Stund endnu, haaber jeg at skulle sige om hende Det, som endnu aldrig er bleven sagt om nogen Kvinde. Og derpaa behage det Ham, som er Naadens Herre, at min Sjæl maa gaae hen at see sin Herskerindes Herlighed, jeg mener hiin salige Beatrice, som Ansigt til Ansigt herligen skuer Ham, der er velsignet giennem alle Tider. Ære være Gud!"

        Dette er i Korthed Indholdet af la Vita Nuova. Vil man af denne Fortælling samle de enkelte Træk, som især kunne betegne Beskaffenheden af Dantes Kiærlighed og tiene til at individualisere den, saa vidne de alle tilsammen baade om en Reenhed og om en Styrke i Følelsen, som søger sin Lige i Kiærlighedens Historie. Der er intet Spor til begjærlig Higen efter Besiddelse, ingen Skinsyge, ingen saaret Egenkjærlighed, men ’kun en reen, begeistret, paa eengang frygtsom og modig, ydmyg og dristig, barnlig og mandig Tilbedelse, som vækker Kraft til al god Gierning, om end stundom igiennem Kummer og Længsel. Fra den tidligste Tid har Tanken om Beatrice en beroligende og forædlende Magt over Ynglingens Siæl; den følger Dante ligesom en Samvittighed, mindende og advarende, den holder ud og kommer igien, snart som en kjærlig Stemme, der blødgjør og bevæger, snart som en alvorlig Rost, der formaner, snart som et vækkende Tilraab, der styrker og begeistrer. Om Reenheden af Dantes Kiærlighed vidner selv Boccaccio, "den onde Tunge"; men behoves der vel noget andet Vidnesbyrd om Beskaffenheden af hans Følelse, end de Inspirationer, dens Erindring vakte? Thi ingen ædel Blomst kan fødes i en slet Jord, og af en ureen Erindring udspringer aldrig nogen reen Begeistring. Dantes Kiærlighed var vel i den Forstand ulykkelig, at han ikke kom til Besiddelse af Beatrice, og formodentlig aldrig blev elsket af hende igien; i det mindste findes der ingen Spor dertil. Maaskee vil Nogen falde dette en Lykke; thi det er en forslidt Talemaade, som Mange fore i Munden, at den ulykkelige Kiærlighed, det vil sige den uopfyldte, er den lykkeligste. Det gielder maaskee om saadanne Elskende, som lege sig til Ro i Besiddelsen og hvem Nydelsen ihjelslaaer, fordi deres Følelser ikke have andet Liv, end det Skinliv, en drømmende, utilfredsstillet Længsel giver dem; men de ere i Grunden altid i sand Forstand ulykkelige. For en sund og kraftig Siæl er baade Sorg og Glade Vinger imod Evigheden; Dante vilde vel have forstaaet at bære Glæden og Opfyldelsen; men han vidste ogsaa at tilegne sig Sorgen paa den rette Maade, om man forresten kan tale om anden Sorg i hans Forhold til Beatrice, end hendes Død. Thi hun var for ham altid, ogsaa her paa Jorden, et helligt Billede, som han tilbad, et Ideal, han ikke sygelig drømte om, men kraftig, med utrættelig Villie kæmpede for at naae, og det vedblev hun ogsaa efter Døden at være; Maalet blev det samme for den Kæmpende, det flyttedes kun fra Jorden til Himlen. Dette maa dog ikke misforstaaes saaledes, som om det var en Billigelse af deres Mening, der kun ville gjøre Beatrice til en syrn- » bolsk Figur, og Dantes Kiærlighed til en aandelig Begeistring istedetfor en menneskelig Lidenskab. Han elskede hende, medens hun levede, med en Ynglings tilbedende, rene, selvforglemmende og Jorden glemmende Følelse, og i den Forstand var hans Kiærlighed vistnok ideal og en "Digterkjærlighed"; men er ikke enhver Kjærlighed dette, den første især, og er ikke enhver Elsker en Digter, der seer den høiere, aandelige Sandhed, hvor Andre kun see det jordiske Væsen?

        Hvad Beatrice angaaer, da er det vanskeligt at danne hendes Billede af de faa Trak, som Elskerens Frygt for at røbe sig har ladet skinne frem. Hun havde blonde, krøllede Haar, der vare gjennemflettede med Perler, hendes Pande var aaben, Øienbrynene smukt tegnede, Kinderne blege, hendes Næse lige og Munden yndigt formet, med fine røde Læber. Hendes Hage var rund, fort og kløftet, den ranke, hvide Hals hvilede smukt paa Skuldrene og Barmen, og hendes Gang var stolt som en Paafugls; saaledes beskriver Dante hende i et af sine Digte. Hendes Væsen var ædelt og værdigt, hendes Hilsen mild og fuld af Ynde, hun var beskeden og "indhyllede sig i Ydmyghed som i et Slør". Alt, hvad der kunde saare den kvindelige Blufærdighed, vakte hendes Vrede, saaledes det overdrevne Rygte om Dantes Elskovshandel med en Pige i Staden; og dette Træk af hendes Charakteer er fremhævet, hvor hun i Skærsilden taler Digteren strengt til og dadler ham for Vellyst. Hun var en kjærlig Datter, saa trøstesløs ved sin Faders Død, "at Enhver, som saae hende, maatte græde af Medynk"; hun var endelig from, Jomfru Maria havde hun valgt til sin Helgen, og til hende bad hun hver Morgen og Aften. Disse faa Træk indeholde Alt, hvad der vides om Beatrice Portinari.

        Men det var saaledes bestemt, at denne unge Pige fra Florents, der levede saa stille og døde saa tidlig, skulde blive forherliget fremfor alle sine Søstre; og at de høieste Magter, den menneskelige Aand har at byde over, som tjenende Aander skulde kappes om at reise hende et Mindesmærke. Vi have seet, hvorledes Dante efter Beatrices Død sorgbetynget vendte Blikket imod Jorden. Stundom, naar han løftede det iveiret, viste hun sig fiernt, som et Lysglimt bag Skyernes Slør og forsvandt igien. Han søgte forgieves, at trøste sig ved Arbeide, ved anden Elskov, han faldt vel ogsaa i jordiske Forvildelser; men bestandig lod hendes Stemme, snart mild, snart alvorlig, paa alle hans Veie og ligesom forberedte ham til det Syn, der omtales i Slutningen af Vita Nuova. Det var i Jubelaaret 1300, han havde naaet "Hælvten af vor Bane igiennem Livet", men vandrede endnu i Vildfarelsens "dunkle Skov"; da aabenbarede Beatrice sig for ham i al sin himmelske Herlighed — thi der kan ingen Tvivl være om, at det Syn, han saae, var hende — et Lyn slog ned i hans Sjæl og vakte ham til kraftig Villie og Beslutning, og fra nu af begyndte der en ny Epoke i hans Liv. Det var paa den samme Tid, at han blev valgt til Prior, og at hans politiske Ulykke begyndte; dette Aar var netop Vendepunktet imellem hans Stigen og Dale. Men det gik ham, som det ofte gaaer i Livet; naar Menneskets ene Vægtskaal synker, stiger den anden, og altsom det bliver mørkt i den ydre Verden, bliver det lyst i den indre. Fra nu af samlede Dante alle sin stærke Siæls Hjælpemidler, og midt under sin Kamp med Ulykken, landflygtig og fattig, nærende sig af Almissens bedske Brød paa fremmede Trapper, tænkte han tidlig og silde paa at forherlige Beatrice. Men paa hvad Maade? Han havde seet hende i Himlens Salighed, omgiven af Engle; skulde han gjøre hende til en Helgeninde? Det var hun kun for ham, og det var heller ikke nok, hun maatte hæve sig over alle de salige Siæle. Tidens Ten- dents til Allegori i Konsten gav ham Middel ihænde, og « hans eget indre Liv, hans Sorg, Forvildelse, Kamp, Anger, som ved Hjælp af Erindringen om hende fandt Hvile i Gud og i hans hellige Ord, viste ham Veien til den Tanke: at hvad Theologien, Læren om det Guddommelige, om Livet i Gud og Saligheden efter Døden, havde været for ham iblandt Videnskaberne, det havde hun været for ham blandt Menneskene. Beatrice og Religionen (Theologien) havde frelst hans Sjæl, der var forvildet i Lasternes dunkle Skov — de smeltede da sammen og bleve til Eet for hans Tanke; og saaledes besluttede han at apotheosere sin Elskede, at hun ikke blot blev Theologiens Skytshelgen, som S. Catharina var Philosophiens, S. Lucas Malerkunstens o, s. v., men at hun blev den guddommelige Videnskab selv. Saa tidt han i den fandt Hvile, hørte han hendes Stemme, dens trøstende Ord var hendes milde Blik, dens Forjættelser var hendes Kalden paa ham fra det Fierne.

        Og saaledes høre vi om hende strax i Begyndelsen af den guddommelige Komedie. Jomfru Maria ynkes over den Vildfarne og sender Beatrice ned til. Virgil, for at byde ham ledsage Dante. Derpaa tier Sangen om hende, imedens den ruller mørkere og lysere frem, igiennem Helvedes Afgrunde og opad Skærsildens Bierg, indtil det jordiske Paradiis. Her møde vi hende atter., og Tæppet drages bort for en Scene, som vistnok ikke er andet, end den digteriske Udførelse af hiint Syn fra la Vita Nuova, der vakte Dante til Gjenfødelse. Bagefter fire og tyve Oldinger, krandséde med Lilier, som forestille det gamle Testamentes Bøger, imellem de fire Evangelisters Dyr, drager en Grif, Christi Sindbillede, Kirkens Vogn langsomt fremad, imedens de syv Dyder, som unge, blomstersmykkede Piger dandse ved Siden, og det nye Testamentes øvrige Skribenter og Kirkens fornemste Lærere følge efter. Paa Vognen staaer en ung og deilig Jomfru; hundrede Engle svæve omkring hende og faste Roser over hendes Hoved, saa at hun viser sig indeni en Sky af Blomster, saaledes som man ofte seer Solen løfte sig bag et let Slør af Taage, ime- dens hele Himlen rødmer i Øst. Det er Beatrice, det er Digterens Ungdomselskede, men det er endnu Meer. Det er den guddommelige Videnskab selv, med Viisdommens Oliegreen om sin rene Pande, med Troens hvide Slør paa sit Hoved, iført Haabets grønne Kaabe og Kiærlighedens brændende Kiortel, det er den Videnskab, som lærer Menneskene at troe, at haabe og at elske. I hendes Dine speiler sig skifteviis Christi himmelske og jordiske Natur, Dyderne berede hende Veien, og de begeistrede Oldinger synge hendes Lov og hilse hende tre Gange med Høisangens Ord: Veni, sponsa, de Libano! Med strenge Ord revser hun Dante, indtil han, sønderknust af Anger, kaster sig for hendes Fødder og bekiender sin Synd. Da skjenker den Himmelske ham Forladelse, og efterat han er badet i Glemselens Flod, hvis Vand udsletter Erindringen om Brøden, og i Mindets, hvis Bølger opfriske Erindringen om de gode Gierninger, svæver hun foran ham fra Stierne til Stierne igiennem alle Himle og viser ham Paradisets Aander, og han forlader hende først foran Jomfru Marias Throne, der hvor hun med foldede Hænder, imellem de salige Sjæle, beder til Himlens Dronning for ham og hans Frelse.

        "Saaledes, hedder det i et af de rigeste og smukkeste Skrifter om Dante og hans Tid³, skulde ogsaa dette herlige Værk, den guddommelige Komedie, være undergivet den Lov, som hviler paa alle menneskelige Værker; det skulde fødes i Smerte, for derefter at voxe i Ansigtets Sved. Den første begeistrede Tanke dertil skulde komme fra Kiærligheden. Men da den christelige Digter, under de Træk, som vare ham dyrebare, forstod at kiende Gjenskinnet af den skabende Tanke; da det Skjønne for ham, endnu meer end for Plato, var Afglandsen af det Sande: samlede han Kiærlighed og Videnskab under een Dyrkelse og maatte ogsaa samle dem til een Forherligelse. Senere, da han blev fastet ind i de borgerlige Kampe og gav sig til at tiene det Godes Idee; da han havde seet dette hellige Begreb blive krænket og forvansket ved Partiernes Ryggesløshed, besluttede han at hævne det ved Ordet, og i Kiærlighedens og. Videnskabens Epos gav han nu ogsaa Retfærdigheden Plads. Disse den moralske Verdens tre store Lys: Retfærdighed, Videnskab og Kiærlighed, oplyse Digtningens tre Dele; de danne ligesom den tredobbelte Glorie, som Dante vilde sætte paa sin Elskedes Hoved. Hende, det ubekjeridte Barn fra Arnos Bred, neppe kjendt af sine Byesfæller, hurtig glemt i sin tidlige Grav, hende havde han lovet at gjøre berømt for bestandig. Han har holdt sit Løfte. Beatrices Navn er trængt hen til alle de Steder, hvor Italiens bløde Sprog ikke er fremmed, det vil gientages i alle de Tider, som ikke tabe den christelige Literaturs Arv. Foran denne Geniets vidunderlige Magt, der efter sit Tykke uddeler Liv og Udødelighed, gribes man af Beundring og spørger sig selv: Naar Konsten saaledes kan krone sine Udvalgte, hvad vil Gud da gjøre for sine?"