Ellevte Sang
Solen; fortsættelse. Om den hellige Franciscus.
Solen; fortsættelse. Om den hellige Franciscus.
Hvor ere svage dog de Syllogismer,
Ved hvilke Siælens Vinger nedad drages!
En dyrked Lov, en Anden Aphorismer,
En Tredie gav sig hen til Præstestanden,
En herskede ved Vold og ved Sophismer;
En spilled Røveren, En Borgermanden,
En maatte Slid for Kiødets Lyster døie,
I Lediggang hendrev sit Liv en Anden
Mens jeg, udløst fra hele denne Møie,
Modtaget blev saa herligt uden Mage
Med Beatrice hisset i det Høie.
Da Hver nu til det Punkt var vendt tilbage
Af Kredsen, hvor han forhen havde været,
Han stille stod, som Lyset i en Stage.
Udaf sin Lysning atter Stemmen sender
Med Smiil, som endnu klarere giør Skiæret:
„Som jeg ved Evighedens Lys mig tænder,
„Saalunde seer jeg i dets Straaler klare
„Hver Tanke hos dig, og dens Udspring kiender.
„Du er i Tvivl og vil, jeg skal dig svare
„Saa klart og grundigt, at de Ord udbredes
„Og hiint: sig Ingen hæved; men heelt nøie
„Man skielne maa, skal dette Punkt udredes.
„Alverden med et Raad, der ingensinde
„Tilbunds udforskes af det skabte Øie,
„Beskikked huldt til Førere for Hende,
„Sig med sit hellige Blod, som han lod rinde,
„To Fyrster, at hun trygt, med dem ved Side,
„Trofast og sikker, imod ham alene,
„Den elskte Brudgom, kunde fremad skride.
„Den Anden var ved Viisdom i sit Levnet
„En Afglands af Cherubers Lys, det rene.
„Om Een jeg tale vil, thi bliver nævnet
„Een af dem blot, dem begge jeg berømmer,
„Da mod eet Maal al deres Gierning stævned.
„Ned fra den hellige Ubaldos Sæde,
„En frugtbar Skrænt den høie Biergrand sømmer,
„Bag hvilken Gualdo med Nocera græde
„Tungt under Aagets Byrde, og hvis Tinder
„Giør koldt og varmt det i Perugias Stræde.
„Fra denne Skrænt, hvor lidt dens Steilhed svinder,
„Som op af Ganges denne stundom rinder;
„Derfor skal Den, som vil om Stedet tale,
„Hvis han vil fuldt og rettelig det male.
„Knap var hiin Sol endnu begyndt at stige,
„Før man fornam dens høie Kraft sig røre
„Mildt og husvalende for Jordens Rige.
„Strid med sin Fader for den Viv, I jage
„Som Døden ellers bort fra Eders Døre;
„Og for sit aandelige Thing til Mage
„Han i sin Faders Paasyn kaared hende,
„Og elsked hende meer fra Dag til Dage.
„Skiult og foragtet før hans Tid, og skued
„Uændset tusind Aar og hundred rinde.
„Fandt hende sorgløs i Amyclas’ Bolig
„Og uden Frygt, endskiøndt hans Stemme trued;
„Og ei det hialp, hun var saa kiæk og rolig,
„At hun, imens Maria selv blev nede,
„Paa Korset steg og fulgte Christus trolig.
„Dog, for i Mulm dig ikke meer at lede,
„Jeg vil, at du de Elskende skal kiende:
„Viid, at de Armod og Franciscus hedde.
„Den Fred og Fryd, der lyste fra de Tvende,
„Den Kiærlighed, der sødt i Øiet smiled,
„Lod fromme Tanker trindtomkring sig tænde,
„Barfodet efter slig en Fred, og troede,
„Han var seendrægtig, skiøndt han aldrig hviled.
„O lidet kiendte Rigdom, sande Gode!
„Paa baren Fod Egidius og Sylvester
„Af Kiærlighed til Bruden Alt forlode;
„Og fremad gaaer hiin Fader nu og Mester,
„Fulgt af sin Viv og Flokken, som fornøiet
„Et ydmygt Reb om sine Lænder fæster.
„Ei skialv hans Siæl og ei han sænked Øiet,
„Fordi han var en Søn af Bernardone,
„Saalidt som for den Haan og Spot han døied;
„Nei, frit forkyndte han for Kirkens Throne
„Sit haarde Forsæt og lod først sin Lære
„Af Innocents med Paveseglet krone.
„Da siden voxet var i Tal og Ære
„Den Flok, der fulgte ham, hvis Dyder blive
„Lovsunget skiønnere blandt Himlens Hære:
„Lod Evighedens Aand, for at oplive
„Hiin Overhyrdes hellige Kraft i Møden,
„Honorius ham den anden Krone give.
„Da han blev hungrig efter Martyrføden,
„Fremstod han kiækt for Sultanen, den strenge,
„Og præked Christum, uden Frygt for Døden;
„Dog altfor haardt var dette Folk, og længe
„Han dvæled ei, men vendte hiem, for moden
„Sin Frugt at sanke paa Italiens Enge.
„Paa haarde Klipper, nærved Tiberfloden
„Bar han to Aar i Haanden og i Foden.
„Da det behaged Den, der ham udkaared,
„At løfte ham til Løn og Bod at vinde
„For det ydmyge Liv, han havde baaret,
„Til dem, der var hans Arvinger medrette,
„Til Brødrene, og bød dem elske hende.
„Fra hendes Skiød steg Siælen paa den lette
„Flugt til sit Hiem, og intet andet Leie
„Begiered han for Lemmerne, de trætte.
„Der som hans Fælle værdig var at styre
„Sanct Peders Skib ad Havets vilde Veie!
„Og dette var vor Patriark, den dyre;
„Hver Den, som følger ham, kan derfor vide,
„At Ladningen er god og god hans Hyre.
„Men saadan har hans Hiord begyndt at lide
„Af Hunger efter fremmed Kost at smage,
„At vidt den spreder sig til hver en Side;
„Io længer nu hans Faar fra ham bortdrage,
„Des goldere paa Melk fra fierne Steder
„Til Faarefolden vende de tilbage.
„Vel er der Nogle, som til deres Hæder
„Om Hyrden sanke sig, men denne Skare
„Behøver ikke meget Tøi til Klæder.
„Hvis mine Ord nu ikke mørke vare,
„Hvis du opmærksomt lytted til min Stemme,
„Og mindes, hvad jeg søgt har at forklare,
„Da vil tildeels din Attraa fange Fremme;
„Den Dadel, som i hine Ord har hiemme: