Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Fierde Sang

Maanen; Fortsættelse. Om de Saliges Bolig og den menneskelige Villie.

En Mand, frit stillet mellem tvende Retter,

Som lige nær og lokkende han finder,

Vil døe af Sult, før een til Mund han sætter;

Saa vil et Lam, som dobbelt Rædsel binder,

Imellem to forslugne Ulve ligge,

Saa vil en Hund staae mellem tvende Hinder.

Naar jeg da taug, med længselsfulde Blikke,

Fordi en dobbelt Tvivl det saa befaled,

Saa laster eller roser jeg mig ikke.

Jeg taug, men Længslen i mit Aasyn malet

Stod, og i den et Spørgsmaal kom tilorde,

Langt mere varmt, end om jeg havde talet.

Som Daniel, da i fordums Tid paa Jorde¹

Han stillede Nebukadnesars Trængsel

Og grumme Harm, saa Beatrice giorde.

„Vel seer jeg," kvad hun, at en dobbelt Længsel

Dig drager, og din Hu sig selv har bundet,

Saa den ei Luft kan faae, som i et Fængsel.

Du slutter saa: naar Villien fast blev fundet,²

Hvor har da fremmed Vold og med hvad Rette

Den sande Værdskylds Maal formindske kunnet?

Og endnu Grund til Tvivl dig giver dette:

At Siælen synes, efter Platos Lære,

Hiemad til Stiernerne sin Flugt at sætte.

Det er de Spørgsmaal, som din Hu fortære

Med dobbelt Brodd; og først til det jeg iler,

Som synes mig meest Gift i sig at bære.

Den Engel, der i Gud sig dybest hviler,

Johannes, om hvem af dem vi saa mæle,³

Samuel, Moses, ja Maria smiler

I ingen anden Himmel, end de Siæle,

Hvis Billed nys forbi dit Øie flyede,

Og ligemange Aar i den de dvæle.

Det første Hvalv de Allesammen pryde,⁴

Og meer og mindre, altsom de fornemme

Guds Aandepust, de Livets Sødhed nyde.

Her viste de sig, ei som var de hiemme

I denne Kreds, men for ved Tegn den Lykke,

Der lavest er i Himlen, at bestemme.

Saadan maa man for Eder sig udtrykke,

Thi ikkun Sandsernes Erfaring skienker

Jer Aand det Stof, af hvilket den kan bygge.

Derfor det er, den hellige Skrift sig sænker

Til Eders Evne ned, og tidt omtaler

Guds Fod og Hænder, men paa Andet tænker.

Og Kirken med et jordisk Aasyn maler

Jer Michael, Gabriel og ham, der stiger

Ned til Tobias som en mild Husvaler.

Timæi Ord om Siælene afviger⁵

Fra det, som her man skuer og erkiender,

Thi han det mener vist som han det siger.

Han troer, at Siælen til sin Stierne vender

Tilbage, som den skiltes fra, da kastet

Den blev som Form udaf Naturens Hænder.⁶

Dog mulig slig Fortolkning er forhastet;

Maaskee hans Ord en anden Mening give,

Som ikke har fortient at vorde lastet.

Thi mener han, at Roes og Skam ilive

Til disse Hiul som Ophav gaaer tilbage,

Da rammer Pilen nærved Sandheds Skive.

Hiint Ord fik Verden før til feil at tage,⁷

Og Jupiter, Mars og Merkur at giøre

Til Guder i de længst forsvundne Dage.

Den anden Tvivl, hvortil du laaner Øre,⁸

Har mindre Gift, thi det kan ikke lykkes

Dens Snedighed dig bort fra mig at føre.

Det, at vor Retfærd uretfærdig tykkes

For Dødeliges Øine, det er Grunden,

Paa hvilken Tro, ei kietterst Slethed bygges.

Men da Jer Fattekraft heelt vel til Bunden

Af denne Sandhed naaer med sine Blikke,

Saa vil jeg tale, til din Tvivl er svunden.

Hvis det er Vold, naar Den, som lider, ikke

Det mindste hiælper til, kan heri ingen

Undskyldning der for disse Siæle ligge.

Thi Villien slukkes ei, som ei vil Tingen;

Den Ildens Væsen har, der tusind Gange

Nedtrykket, dog bestandig løfter Vingen.

Men bøier den sig den sig lidt, er den en Fange,

Der lyder Magt, og saadan Disse giorde,⁹

Som ikke vendte hiem til Klostrets Vange.

Nei, havde de slig Villie havt paa Jorde,

Som den, der holdt Laurents paa Ristens Leie,¹⁰

Og giorde Scævola saa haard — den burde,

Saasnart de bleve frie, ad samme Veie,

Som de var bortslæbt, hiem dem have draget;

Men slig en Villie har kun Faa i Eie.

Ved disse Ord, ifald du har modtaget

Dem, som du skal, er Tvivlen knust, der siden

Dig vilde meer end een Gang have plaget.

Men atter spærres nu din Fremadskriden

Af et saa snevert Pas, at ingensinde

Du slipper ud ved egen Kraft og Viden.

Jeg har forkyndt og fæstet dig i Minde,¹¹

At ingen salig Aand med Løgn kan fare,

Thi den staaer altid nærved Sandheds Tinde.

Og siden hørte du Piccarda svare:

Costanzas Hu sig ei fra Støvet vendte¹²

Som hendes Ord i Strid med mine vare.

Alt mangen Gang, o Broder! det sig hændte,

At man af Frygt for Fare lod sig nøde,

Og giorde det, man ei for ret erkiendte;

Som hiin Alkmæon lod sin Moder bløde,¹³

For Faderen, der bød det, ei at krænke,

Og brødefuld blev for at undgaae Brøde.

Og dette Punkt maa nøie du betænke;

Naar Tvang med Villie blander sig, kan alle¹⁴

Undskyldninger ei nogen Aflad skienke.

I og for sig kan Villien ei bifalde

Det Onde, men den giør det paa en Maade,

Af Frygt for større Sorger at fremkalde.

Og saadan løses da Piccardas Gaade;

Hun om den egentlige Villie taled,¹⁵

Jeg om den anden — sandt vi sagde baade."

Saa bølgede den hellige Strøm og daled

Ned til mig fra den evige Sandheds Tinde,

Gav mine Længsler Fred og mig husvaled.

O du Alkiærlighedens Elskerinde,

Hvis Tales Bølger varme mig og gyde

Liv i min Siæl, guddommelige Kvinde!

Saa dyb er ei min Kraft, at den kan byde

Jer værdig Gunst for Gunst, om end den vilde;

Men Han, som seer og kan, vil Giengield yde.

Jeg fatter vel, at Ingenting kan stille

Forstandens Tørst, før vi den Sandhed skue,¹⁶

Hvorfra sig Intet, som er sandt, kan skille.

Deri den hviler, som et Dyr paa Leie,

Naar den har naaet, hvad naae den kan tilvisse,

Thi uden Maal var ellers Længslens Veie.

Ved Sandheds Fod fremspire derfor disse

Tvivlskud; det er Naturen selv, som driver

Fra Tind til Tind os mod den høie Spidse.

Og det, o Herskerinde! Mod mig giver,

Ærbødigen et Spørgsmaal at fremføre

Om Eet endnu, som ellers mørkt mig bliver.

Kan man for brudte Løfter Fyldest giøre

Ved anden Gierning god, og vil den ligge

Tungt nok i Eders Vægt? det lad mig høre!

Da saae med de guddommelige Blikke,

Saa kiærligt glødende paa mig den Høie,

At i min Svaghed jeg udholdt dem ikke,

Men vendte mig fortabt, med sænket Øie.

Propheten Daniel kaldte Nebukadnesars Drøm tilbage i hans Erindring, og forklarede den. Derved stillede han Kongens Harme, der havde truet alle Drømmetyderne med Døden (Dan. II.).

Dantes ene Tvivl grunder sig paa Piccardas Udsagn (III. 106 flg.) at baade hun og Costanza med Vold ere blevne bortførte fra Klosteret, og at de dog, for det brudte Løftes Skyld, nyde en ringere Grad af Salighed (III. 55); den anden paa Aandernes Aabenbaring i Maanen, der synes at bekræfte Platos Theorie om Siælenes Hiemvenden til deres forskiellige Stierner, uagtet denne ikke stemmer overeens med Kirkens Lære.

Hvem af dem: hvad enten vi tale om Døberen eller Evangelisten.

Dantes sidste Tvivl løser B. ved at oplyse ham om, at alle salige Siæle have deres virkelige Bolig i det første Hvælv, Empyreum, og at de kun komme tilsyne for hans Øine i de forskiellige Himle, for at tydeliggiøre ham den forskiellige Grad af Salighed, de nyde.

Plato lærer (i Timæos), at Siælene først have havt deres Hiem paa de forskiellige Stierner, og at de siden, naar de have levet retfærdig i Legemet paa Jorden, vende tilbage til disse. Skal dette forstaaes efter Ordene, saa er Platos Lære falsk, og strider imod det, man i Himlen skuer og erkiender: nemlig at alle salige Siæle have een og samme Bolig. Men maaskee vil han dermed kun sige, at Stiernerne have mangfoldig Indflydelse paa Siælene, og at Roes og Dadel for de menneskelige Handlinger derfor falder tilbage paa Stiernerne. Og heri, mener Beatrice, vilde der ligge nogen Sandhed; thi Stiernernes Indflydelse er stor, om den end ikke tilintetgiør den absolute Villies Frihed og Tilregneligheden.

Som Form: Siælen er, efter den Aristoteliske Lære, Legemets ’ Form, dets virkende og formende Princip.

Hiint Ord: Læren om Stiernernes Indflydelse, der, ved at misforstaaes, foranledigede, at man i Oldtiden tilbad dem som Guder.

Den anden Tvivl: jvf. V. 19—21. Det, at Guds Retfærdighed ofte synes Uretfærdighed for Menneskenes Øine, fremkalder hos den sande Christen ikke kiettersk Vantro, men en inderligere Hengivelse i Troen. Dette vilde ogsaa blive Tilfældet med Dante, hvis han ikke fik sit Spørgsmaal besvaret, og derfor indeholder denne Tvivl mindre Gift. Anderledes forholder det sig med hans Tvivl om Siælenes Tilbagevenden til Stiernerne; den støttede sig paa philosophiske Grunde, havde ikke en saadan Modvægt i hans Tro, og kunde altsaa lettere føre til en kiettersk Vildfarelse. Man kommer ved V. 67—69, der forøvrigt forklares paa forskiellig Maade, til at tænke paa det bekiendte: credo, quia absurdum. Men, vedbliver Beatrice, da Sandheden i dette Tilfælde ligger indenfor Grændserne af den menneskelige Fattekraft, skal jeg aabenbare den for dig.

Disse: Piccarda og Costanza. Havde de havt den rette, faste Villie, den, der vel kan tvinges, men strax igien søger sin egen Vei, naar den ydre Tvang ophører, saa vilde de være vendt tilbage til Klosteret.

10.

Den hellige Laurentius blev under Keiser Decius lagt paa en gloende Rist, for at han skulde fornegte sin Tro; men han udholdt standhaftig Piinslerne og led saaledes Martyrdøden. Mucius Scævola, der havde giort et forgieves Forsøg paa at dræbe sit Fædrelands Fiende, Kong Porsenna, holdt i dennes Paasyn selv sin høire Haand i Ilden, ligesom for at straffe den.

11.

At ingen osv. Jvf. II. 31.

12.

Costanzas Hu osv. Jvf. III. 117.

13.

Amphiaraos forudsaae sin Død, hvis han deeltog i Toget mod Theben. Han skiulte sig derfor, men hans Hustru Eriphyle røbede hans Opholdssted, og blev siden, ifølge den faldne Husbonds Befaling, dræbt af sin egen Søn Alkmæon.

14.

Selv ved de Handlinger, der skee af Frygt, er Tvangen blandet med Villie, forsaavidt som Villien vælger et mindre Onde for at undgaae et større.

15.

Costanzas egentlige, absolute Villie (voglia assoluta) gav ikke efter for den ydre Vold, men bevarede „Hiertets Slør.“

16.

Den Sandhed: den guddommelige Sandhed, Guds Væsen, fra hvilket al anden Sandhed udrinder, som Straalerne fra Lyset. Kun i Erkiendelsen af Gud, som er Altings Ophav, finder Menneskets medfødte Tørst efter Sandhed Hvile; og dette Maal maa Siælen kunne naae, ikke ved sig selv, paa Jorden, men ved Guds Naade, i et andet Liv; thi ellers vilde den ikke være skabt med Længsel derefter. Ifølge denne naturlige Drift stræber Mennesket paa Jorden bestandig frem fra Virkning til Aarsag, og af enhver Sandhed, han erkiender, fremspirer en ny Tvivl, et nyt Spørgsmaal, der fordrer Besvarelse, indtil han endelig ad denne Vei naaer Sandhedens Spidse, Kundskabens høieste Maal, Gud.

Dante Alighieri: Dante Alighieris Guddommelige Komedie. Paradiset, oversat af Chr. K. F. Molbech, I den Gyldendalske Boghandling, Kbh., 1862, s. 29–36.

»Tredie Sang«

Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)