Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Første Sang

Himmelflugtens Begyndelse.

Han, som bevæger Alt, igiennem hele¹

Det store Verdensrum sin Glands udsender,

Meer eller mindre til forskiellige Dele.

Jeg var i Himlen hist, der klarest tænder

Sig af hans Lys, og saae, hvad ingensinde

Gientages kan af Den, der attervender.

Thi nærved sine Længslers Maal histinde

Fordyber vor Forstand sig, saa den svage

Erindring ikke hiem igien kan finde.

Dog hvad der af det hellige Land tilbage

Blev, liig en Skat, i mine Tankers Giemme,

Det vil jeg nu til Stof for Sangen tage.

Hiælp mig, Apoll, mit sidste Værk at fremme!

Giør til dit Kraftens Kar mig, saa jeg disse

Laurbær endnu kan vinde ved min Stemme!

Nok var mig før Parnassets ene Spidse,²

Men paa den Bane, hvor jeg nu staaer rede,

Behøver jeg dem beggeto tilvisse.

Gak ind da i mit Bryst, og aand dernede³

Saadan, som da du fordum, harmbevæget,

Drog Marsyas ud af hans Lemmers Skede!

O Guddomskraft! har du mig fyldt og kvæget,

Saa blot jeg kan det Skyggerids udføre

Af Salighedens Land, der stander præget

Udi min Siæl: da skal du see mig røre

Dit elskte Træ og med det Løv mig pryde,

Hvortil mig du og Stoffet værdig giøre.

Saa sielden Konger eller Skialde bryde

Sig Laurens Blad, o Fader! til et Smykke

(Det er vor Villies egen Skam og Lyde),

At Delphis Gud maa føle Fryd og Lykke,

Naar der engang er Een i Folkets Skare,

Som tørster efter Daphneløvets Skygge.

Paa liden Gnist der følger Flammer klare;

Maaskee vil efter mig, mens Tiden svinder,

En bedre Røst faae Cirra til at svare.⁴

For Menneskene Verdenslyset rinder⁵

Op af forskiellige Svælg; men fra det ene,

Der fire Kredse til tre Kors forbinder,

Hæver det sig med Stierner kraftigrene,

I bedre Løb, og stempler og bereder

Jordvoxet paa sin egen Viis alene.

Alt havde dette Svælg paa hine Bredder⁶

Giort Dag, og Nat hos os; hiin Himmelbue

Blev lys, mens over vor sig Mørket spreder:

Da saae jeg Beatrice fremad skue,

Mod venstre Side vendt, og Blikket sende

Meer fast end Ørnen, ind i Solens Lue.

Og som man seer den anden Straale tænde

Sig af den første brat, og mod det Høie

Gaae, liig en Pilgrim, der vil hiemad vende,

Saa sprang min Daad af hendes, der fra Øie

Til Siæl mig gik, og, som man her ei mægter,

Saa stirred jeg paa Solen fast og nøie.

Thi Meget, som vor Evne her os negter,

Er tilladt hist, ved Stedets Kraft, der kaaret

Blev til det rette Hiem for Jordens Slægter.

Vel stirred jeg kun kort, af Glandsen saaret,

Dog saae jeg Solen Gnister fra sig skyde,

Liig glødrødt Iern, nys udaf Ilden baaret.

Og Dag paa Dag brat syntes frem at bryde,

Fordobblet, som om Han, der kan det, vilde

Med nok en Sol sin Himmelhvælving pryde.

Fast hviled Beatrices Blik og stille

Paa Evighedens Hiul, og jeg paa hende⁷

Mit Øie fæsted, vendt fra Lysets Kilde.

Ved dette Syn fornam jeg dybest inde,

Hvad Glaukos følte ved den Urt at æde,⁸

Der lod ham Plads blandt Havets Guder vinde.

Forklarelsen kan intet Ord og Kvæde

Udtrykke ret; vær med Exemplet nøiet,

Du, som engang faaer Selverfarings Glæde!

Var jeg kun det af mig, som sidst er fløiet⁹

O Kiærlighed! fra dine Skaberhænder?

Du veed det, som mig løfted og ophøied!

Da Hiulet, som en evig Længsel vender¹⁰

Om dig, o Gud! mig fængsled med de søde

Toner, hvis Klang du styrer og udsender:¹¹

Saae jeg en større Kreds af Himlen gløde¹²

Ved Solens Ild, end nogen Sø paa Jorde,

Om alle Floder end tilsammen fløde.

Det store Lys og Lydens Nyhed giorde

Min Længsel utaalmodig efter Grunden

Og skarp som aldrig før; da tog tilorde

Hun, der mig kiendte, som jeg selv, til Bunden,

Og for at faae til Ro mit Sind og trøstet,

Hun, før jeg havde spurgt, oplukked Munden:

„Du selv dig tungnem giør og fylder Brystet

Med falsk Indbildning, saa du det ei skuer,

Som let du vilde see, var den afrystet.

Du troer, at end du staaer paa Jordens Tuer;

Men aldrig fløi et Lyn modneden rettet

Saa snelt, som du gaaer op mod Himlens Luer."

Vel blev min første Tvivl saalunde lettet

Ved disse Smaaord, som hun til mig smiled,

Men desto meer en anden mig omfletted.

Thi sagde jeg: Tilfreds jeg alt mig hviled;

Men nu har det igien min Undren pirret,

At jeg forbi saa lette Legemer iled.¹³

Da sukkede hun fromt og paa mig stirred

Med samme Blik og Aasyn, som en Moder

Paa Barnet, der er sygt og sindsforvirret.

„Alting," hun mæled, „trindt paa alle Kloder¹⁴

Indbyrdes ordnet er, og det er denne

Form, der giør Verden liig med Gud, o Broder!

Her see de høie Væsner og erfiende

Spor af den Kraft, som er hiin nysberørte

Livsregels Meed og Altings Maal og Ende.

Den Orden underlagt, hvorom du hørte,

Er alle de Naturer, Verden dølger,

Men meer og mindre langt fra Kilden førte.

Thi hver især sin egen Drift kun følger,

Og denne mod forskiellig Havn dem bringer

Henad Tilværelsens vidtstrakte Bølger.

Den løfter imod Maanen Ildens Vinger,

Den tænder først i Hiertet Livets Lue,

Den Jordens Elementer sammentvinger.

Og ei blot Dyret rammer denne Bue,¹⁵

Den træffer ogsaa dem med sine Pile,

Der fik Fornuft og Kiærligheds Formue.

Rundtom den Himmel, der maa hurtigst ile,

Har Han, hvis Forsyn er i Alt tilstede,

Bragt ved sit Lys et andet Hvalv til Hvile.

Og op mod det, som vort bestemte Sæde,

Ved Kraften af den Buesnor vi fare,

Der retter hver sin Piil mod Maalets Glæde.

Sandt er, at som en Form med Kunstens klare

Hensigt og Tanke sielden stemmer nøie,

Thi Stoffet tunghørt er og vil ei svare:

Saa fierner fra hiin Retning mod det Høie¹⁶

Sig ofte Skabningen, der frem vel nødes,

Men dog har Magt fra Veien af at bøie,

Naar denne første Drift, hvormed den fødes,

Vildledet af de falske Lysters Drømme,

Liig Skyens Ild nedad mod Jorden stødes.

Du bør ei undres, hvis jeg ret kan dømme,

Meer ved din Stigen her, end ved at skue

Biergkilden nedad imod Dalen strømme.

Nei, underligt det var, hvis nu paa Tue,

Fri for al Hindring, du til Ro dig skikked;

Det var, som hviled sig den vevre Lue."

Og atter hun mod Himlen vendte Blikket.

Guddommen er her, ligesom hos Aristoteles, opfattet som Førstebevægeren, og tillige som det Lys, der udsender sin Glands over den hele Verden, men klarest og meest fuldkomment optages af Himlen.

Parnassets ene Spidse var helliget til Muserne (hvis Hiælp Digteren paakalder ved Begyndelsen af Helvede og Skærsilden), den anden til Apollo.

Skienk mig Toner, liig dem, du aandede i Fløiten, da du overvandt Marsyas (der til Straf for sin Forvovenhed, at ville maale sig i Spil med Apollo, blev levende slaaet af Guden).

Cirra: en By, der laae ved Foden af Parnasset og var helliget Apollo.

Den opgaaende Sol stiger, paa de forskiellige Tider af Aaret, over Horizonten paa forskiellige Steder, ligesom op af forskiellige Svælg. Fra eet af disse Steder gaaer den frem med særegen Kraft og Virksomhed, nemlig fra det, som fire Kredse til tre Kors forbinder, d. e. i hvilket enhver af de tre Himmelkredse, Ekliptiken, Æqvator og Æqvinoctialcoluren, ved Solopgang danner et Kors med den fierde Kreds, Horizonten. Dette skeer ved Foraarsjævndøgnstid, naar Solen staaer i Væderens Tegn, og antoges at have størst Indflydelse paa Elementarstoffernes Forplantning, eller ligesom at stemple disse, som Digteren kalder Jordvoxet, med sit Segl. Maaskee ligger der i Valget af det Tidspunkt, da Himmelflugten begynder, tillige en dybere, allegorisk Betydning, ifølge hvilken Solen betegner den guddommelige Naade, medens de fire Kredse og tre Kors tilsammen danne det hellige Syvtal, som vi bl. a. gienfinde i de fire Cardinaldyder og tre theologiske Dyder.

hine Bredder: Skærsildsbierget, paa hvis Top Dante og Beatrice endnu dvæle i det jordiske Paradiis; her, paa den sydlige Hemisphære, dagedes det, medens det paa den nordlige blev Nat.

Ved at skue ind i Beatrices Øine, faaer D. i Skærsilden Kraft til at stige opad; og paa samme Maade løses han ogsaa her fra de jordiske Baand og begynder sin Himmelflugt.

Glaukos, en Fisker, der efter Sagnet blev forvandlet til en Havgud, ved at smage paa en Trylleurt. Knap havde han nydt deraf, siger Ovid (Metam. XIII. 945), før han fornam en Skiælven i sit Indre, og følte sit Hierte henrevet af en anden Naturs Kiærlighed og Længsel.

Var jeg kun det af mig, d. e. den Deel af mig, som du, o Gud! har skabt senest, nemlig den intellektuelle Siæl (jvfr. Skærsilden, XXV. 52 Anm.) Sml. Paulus, 2 Cor. XII. 3: „Hvad heller han var i Legemet, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke; Gud veed det.“

10.

Hiulet: den niende Himmel, primum mobile, hvis Bevægelse opstaaer af dens Længsel efter at forbinde sig med alle Dele af det evig ubevægelige Empyreum, Guds Sæde. Digterens Theori er en Modification af den Aristoteliske Anskuelse: at det kugleformige Universums evige Kredsbevægelse er bevirket ved Attraaen efter den guddommelige νοῦς, den rene Form, der giennem hiin Materiens Attraa fra Omkredsen af sætter Verden i Bevægelse.

11.

de søde Toner: Sphærernes Harmoni.

12.

D. svæver her ind i Ildens Kreds, der, som Hiemstedet for det letteste Element, er den øverste Elementarkreds, nærmest ved Maanen.

13.

Saa lette Legemer: nemlig, som Luften og Ilden, hvis Sphærer D. har giennemsvævet.

14.

Til Grund for den følgende Udvikling af Verdens Forhold til Gud, ligger atter den Aristoteliske Lære, med nogen Modification. Den guddommelige νοῦς er efter hiin Lære den rene Form (εἶδος) som Eenhed. I Verden træder den, paa Grund af Materiens Modstand, ud i en Fleerhed af Former; men disse faae atter Eenhed, idet de danne en ordnet Trinrække, i hvilken hvert Element indtager sin, ved dets Natur bestemte Plads, saa at Verden bliver et kunstnerisk ordnet Hele, der ved sin Eenhed bliver Guddommen liigt. — I det store Verdenshele indtager den kugleformige Jord Centrum, og omkring den ere Elementerne ordnede i concentriske Kredse, i større eller mindre Afstand fra Principet (jvf. V. 111), først Vand, saa Luft, saa Ild; og udenom Ildens Sphære, der afslutter hvad der hører til Jorden, kommer Ætherens Region, med Kredse for Planeterne og Fixstiernerne. Ilden bliver altsaa ved sit Instinkt løftet til Maanens Nærhed d. e. til Ætherregionens Grændse (V. 115). Den samme Drift er bevægende i de levende Skabninger og tilveiebringer Forplantningen, hvis Hovedsæde er Hiertet (V. 116. jvf. Sk. XXV. 40.), samt tvinger endelig Jordelementet til at søge dets naturbestemte Plads.

15.

Det er ikke blot Dyret og den livløse Natur, der er underlagt den almindelige Verdensorden og af sin Drift føres henimod et bestemt Maal; ogsaa de med Fornuft og Følelse begavede, høiere Skabninger stræbe, ifølge en indre Nødvendighed, opad imod det Hvælv, som er Aandens bestemte Sæde, d. v. s. mod Empyreum, Englenes og de salige Menneskers Bolig, hvor Gud throner.

16.

Vel bøier Skabningen i Livet ofte af fra sin rette, naturbestemte Vei paa Grund af Materiens Modstand imod Aanden, ligesom Lynet farer nedad, skiøndt det ifølge Ildens almindelige Natur og Drift skulde søge opad; men du, som er lettet for Syndens Byrde og fri for al Hindring, maa her følge din Naturs Attraa og stige opad imod Gud.

Dante Alighieri: Dante Alighieris Guddommelige Komedie. Paradiset, oversat af Chr. K. F. Molbech, I den Gyldendalske Boghandling, Kbh., 1862, s. 7–14.

»Anden Sang«