Til hine tunge, bittre Smertens Dage,
Da Frelseren forfulgtes her paa Jord,
Jeg fører Eder for en Stund tilbage —
O, gid hans Aand maa hvile paa mit Ord!
O, naar jeg tænker paa den Haan og Plage,
Han udstod, før han til sin Fader foer,
Da vil min Tunge sig til Ganen klæbe
Og Ordet standser lydløst paa min Læbe.
Jerusalem, du ypperste blandt Steder!
End stod Du, stolt af hykkelsk Herlighed,
Af Templets Pragt, af Patriarchers Hæder, —
Hist gik den Vei, hvor nys dit Folk faldt ned
Og strøede Krandse, bredte sine Klæder
For ham, som paa en Æseninde red.
Her gik han atter. Qvinder græd; han vendte
Sin Røst til dem, mens Øiet mægtig brændte:
„O Zions Døttre, ei for mig I græde!
I bittre Taarer selv fornøden har;
Thi see, den Tid er nær, da det skal hedde:
Saligt det Liv, som ikke Livsfrugt bar,
Salig, hvo aldrig kjendte Fødselsglæde,
Salig det Bryst, som uden Die var, —
Fald, Høie over os, fald ned og skjuler,
I Bjerge, os med Eders dybe Huler.“
Han rives bort; i Støv og Støi og Bulder
Betræder han den sidste Smertensvei.
De lægge Korset paa hans hellige Skulder,
Og under Byrden taust han vaander sig.
Ned ad hans Kind i store Draaber ruller
En blodig Sved, dog Folket ynkes ei:
Paa Issen brænde Solens stærke Luer,
Og i det Fjerne Golgatha man skuer.
Han standser; overvældet af den svære
Tyngde, han synker ned i maalløs Vee.
Da træder af den tætte Folkeskare
En Qvinde frem, heel ærbar, from at see,
Og ydmyg, uden Frygt for Had og Fare,
En Svededug ham rækker, hvid som Snee.
Med Dugen han de hede Kinder svalte,
Og gav den saa til hende, mens han talte:
„Naar Du sukker,
Og Dit Hjerte lukker
Sig for Glæden,
Som er til herneden,
Skal Du trøstes,
Og Din Sjæl forlystes
Ved det Lin, min Smerte nu bedugger.
„Jeg har villet,
Da dog Een formildet
Har min Smerte
Med et kjærligt Hjerte,
At Du ene,
Og, for Din Skyld ene,
Fjerne Slægter arve skal mit Billed.
„Det skal minde
Om, at kun en Qvinde
Første, sidste
Kjærlighed mig viste;
Naar Du farer
Heden, christne Skarer
Skulle dyrke Dig som Helgeninde!
„Naar jeg tages
Bort fra disse Dages
Daad, og fjerner
Mig bag Himlens Stjerner,
Skal det smile
Ned med Trøst og Hvile,
Hvor der lides Nød, og hvor der klages.
„Det skal minde
Tiderne, som rinde,
Naar de glemme
Ordet og min Stemme,
Med mit milde
Øie om den Kilde,
Hvor alene Frelsen er at finde!“
Han hæved atter blidelig sit Hoved
Med Tornekronen; gik sin stille Gang.
Men Qvinden laa paa Knæ, og høit hun loved
Den Herre med sit Hjertes fulde Klang.
Og Ingen at fornærme hende voved;
En hellig Frygt det ganske Folk betvang. —
Da fjerne Fjelde skjalv i Aftenrøden,
Led Frelseren paa Korset Marterdøden.
Men Veronika folded ud sit Klæde, —
Begeistrings Purpur farver hendes Kind;
Thi see det Under, som er skeet, en Glæde
Lig Englenes, nedsteg i hendes Sind.
I denne Dug, som end hans Taarer væde,
Er Herrens eget Billed trykket ind.
Det er ham selv, livagtig som han vandred
Paa Jorden, skjøn og ung og uforandret.
Det er hans Træk, de naaderige, milde,
Det straalende, det evig klare Blik;
De gyldne Haar, der sig om Panden skille,
Som Guddomsglorien i Fødselen fik.
Det er hans Mund, fra hvilket Ordets Kilde
Lig Sværd og Honning over Jorden gik, —
Det er hans Aand, som over Menigheden
Nedsender Trøsten, Haabet, Himmelfreden!