Jeg fødtes paa en Klippetinde;
Der stod min Rede skjult og varm.
Men snart de friske Hvirvelvinde
Mig vuggede paa kraftig Arm.
Snart voxed ud min egen Vinge,
Fra Reden stolt min Moder saae,
Hvor jeg i Sky mig kunde svinge,
Og Luftens stærke Magter tvinge,
Og svinde i det fjerne Blaa.
De lette, brune Fjedre bruste,
Naar let min Vei mod Stormen gik,
Og mægtig Vingeslaget suste,
Og Solen skjærpede mit Blik.
Ei vidste jeg af Frygt og Fare,
Af Grændse for min Flugt, mit Mod.
Tidt traf min Klo den feige Hare,
Jeg steg med den op til det klare
Sollys, og drak dens Hjerteblod.
En Dag jeg freidig Vingen sænkte
Nær den forræderiske Jord:
Et Glimt, et Knald — mit Bryst det sprængte,
Som Ild det mig i Blodet foer.
Og Alt blev sort, — jeg sank — en Slummer
Saa dyb og stærk sig om mig gød.
Hvi vaagned jeg af den — til Kummer,
Til Kval, som ei mit Hjerte rummer,
Hvi fandt jeg ingen evig Død?
Jeg vaagned — o, jeg maatte græde; —
Skjøndt uforandret er min Sjæl,
Hvor var mit Fjæld, min Sky, min Glæde?,
Jeg kjender ikke meer mig selv.
Hvor var mit vidtudstrakte Rige?
Hvor var min stolte Fjederham?
Jeg som mod Solen kunde stige,
Jeg var forvandlet til en Pige,
Afmægtig som det usle Lam.
Et yppigt Haar min Isse dækker,
Mit Bryst ei trodser Stormens Larm,
Et snevert Silkesvøb sig lægger
Tæt om en sjælen Qvindebarm.
Istedenfor min Himmelbue
En kvalm og taaget Fængselsnat;
Istedenfor mit Fjæld en Stue,
Istedenfor mit Lyn en Lue
Paa Arnestedet, syg og mat.
O, maatte dog mit Fængsel briste!
O, leved atter jeg den Tid,
At jeg min Skjæbne maatte friste
I Kraft, i Torden, Storm og Strid!
O, maatte stærke Fjedre skyde
Sig frem af denne hvide Hud,
O, maatte jeg paa Vinden flyde,
Og gjennem tætte Skyer bryde,
Og høre Riflens muntre Skud!
Forgjæves kun min Attraa stræber
Høit mod min Hjemstavns Morgengry;
Men over disse tause Læber
Den kan ei hæve sig mod Sky.
Istedenfor min stærke Vinge
Har jeg to bløde Arme kun,
Som ei engang mig kunne svinge
Til ham, jeg elsker og ham — tvinge
At synke henrykt til min Mund.
Min frie Luft, og Moderhjemmet,
Den ubegrændsede Natur,
Jeg har ei meer. Jeg er en Fremmed;
Mit Sind er tungt, jeg er i Bur.
Her maa jeg vanke som i Blinde,
Og færdes blandt forsagte Børn;
Og aldrig kan jeg Hvile finde, —
Man kalder mig en deilig Qvinde,
Og veed ei, at jeg er en Ørn!