En blaa Damp indhyller det som et tyndt Flor, og en Knipling af Skum omringer det ligesom en Rad hvidgnistrende Tænder.
Solen hæver sig langsomt, idet den smiler til Havet, og Havet ser ud som et stort Silkeklæde broderet med Guld.
Fiskene svømme op og puste Bobler i Overfladen som lige saa mange blinkende Perler, og de klare Bølger vugger blidelig Blomsterbaaden.
Mit Hjerte vrider sig af Smerte ved at se den saa langt fra mig og fastbundet til Bredden ved en Silkesnor.
Thi der blusser de mest blændende Blomster, der er Vinden krydret og der bor Foraaret.
Jeg vil synge en Sang paa Vers, slaaende Takt med min Vifte, og den første Svale, som monne flyve forbi, vil jeg bede om at føre min Sang didhen.
Og jeg vil kaste i Havet en Blomst, som Vinden vil drive hen imod Skibet.
Skøndt den lille Blomst er død, danser den let paa Vandet; men jeg synger med sorgtung Sjæl.
