Kvælende Hede — en trykkende Luft,
tung og beklumret i Salen,
udenfor: Vindens Svalen
og Rosernes Duft.
I Salen Koncerten brusende klang,
Fløjterne sprang
saa satyrkaade, saa ungdomsfrit
i jublende Løb
at vise de svulmende Kræfter.
Besindige Violintoner krøb
sneglende op over Strængenes Plan.
Hoboer og Trommer
kom vandrende efter
med faste, tunge, tænksomme Skridt.
Og hele Hæren, en Tonetitan,
skred frem imod mig med brølende Lunger
og fyldte den lummer-
hedede Luft, som den vilde mig kvæle,
dér, hvor jeg sad i min pinte Hunger
mod Luft og hemmelig grundede paa,
hvordan jeg bedst kunde stjæle
mig ud i det fri, hvor Himlen
sig hvælved saa ren og blaa
og tusinde Øjne i Blomstervrimlen
i Aftenens Dugtaarer laa.
Da lød der, just som Klangen skulde døve
mig helt, et lille, underligt Tonespil,
og jeg fik Liv igen, imens mit sløve,
klangtrætte Øre lytted spændt dertil.
En lille, sart, vemodig Melodi,
saa fuglefri,
saa let til Flugt med sine Vinger spændte
imod et skønt, fortryllet Drømmeland,
der daged frem bag hvide Taagers Rand,
og som jeg dunkelt syntes, at jeg kendte.
En lille, drømmebaaren Vemodssang,
saa sødt den klang
og dog saa længselssygt, træt af at vente.
Jeg kendte den, den favre Melodi,
der strøg mig tyst og vuggende forbi
med Hjemvés-Vingerne til Flugten spændte.
Men andre Toner over den skar,
mens Violiner og Fløjter
faldt pludselig døvende ind.
Jeg sad igen med et Savn i mit Sind
og sank fra de dagklare Højder,
hvorhen Melodien mig bar.
Jeg spejdede efter hver Tonestump,
der kom igen af den lille,
kvidrende Melodi,
skjult under Klangen, døvende dump,
sløret af Overtoner — en Kilde
rislende, sladrende — dækket af Løv,
groet over af Planteskud, yppige vilde —
naar brød den sig Vej og blev fri?
Tonerne brusede, døved hver Klang
af den, jeg lyttede efter.
Det blev en Flod, som med stigende Kræfter
skød frem over alle Bredder
med jagende Bølgegeledder
i gærende Stormflods-trang.
Jeg følte, hvor Flodbølgen over mit Hoved
slog med sin toppede Skumfraadekam
og rev mig, sløvet, afmægtig, lam
ned fra den slibrige, glattede Bred,
hvor det farlige Sæde jeg voved.
Og just som den sammen over mig gled,
jeg hørte igen den lille,
kvidrende Melodi.
Som en venlig, sladrende Kilde
risled den mig forbi.
Og søde Minders Duft, saa sart og fin,
— en ædel Vin —
imod mig gennem Tonerne der strømmed
fra Barnealdrens fredelige Hjem,
og fra den Tid, da kækt jeg higed frem
med Længsler — der blev altfor tidlig tømmet,
Der var i Klangen lyse Nætters Skær,
en Alfehær
af fagre Billeder, af Raab, der bristed.
Der var et Barn, som gennem Taarer lo,
der var en sejerssikker Jubeltro
paa alle Ungdomsdrømmene, jeg misted.
Saa gemte Melodien sig paa ny
bag stærkere klingende Overfladetoner.
Kun stundom voved den sig frem, men sky,
forsigtig, i en enkelt Klang, der bar
til mine triste Tanker dæmpet Svar.
Men tydelig jeg hørte under Klangen,
som lød saa brusende i Overmod
ud fra det fulde, tonende Orkester,
lig sagte Graad den stille Lyd af Sangen,
der gød de svale Strømme i mit Blod
og atter samled brudte, spredte Rester
af det, som Livet havde tvunget ned,
og som vel nok blir glemt en Gang ad Aare.
Jeg følte, hvor min Kind var blussende hed,
og i mit Øje kendte jeg en Taare.