Mellem Slagene(Foraaret 1887.)Der kom atter Ro i Lejren, et Felttog var til Slut,hvor det stundom gik hedt til, kan vel hænde.De havde hverken knebet paa Raab eller Krudt,og paa én Gang var saa Slaget til Ende.Og Hærene iagttog kun hinanden som før;Generalerne holdt Mønstring med lidt slattent Humør,saa’ efter, om det tyndede i Skarerne,og tav saa mærkværdig med Fanfarerne.Saa stille der blev, som om alt var forbi.En Smule Tirallørkamp paa Fløjen,et enkelt Par Skud fra et Flankebatteri, —det var næppe, at man lugtede Røgen.Knapt nok, at man fik snappet af den fjendtlige HærsMarodører et Par Stykker og klynget til Vejrs;ellers biede man rolig paa Chancenog havde bare travlt ved Ambulancen.Og alle vi, som før havde, hver paa sin Plads,nok at gøre med at spejde mod vor Fjende,faar et hyggeligt Hvil til et fredeligt Glasom et Vagtbaal bag Lejrvolden inde.Vi spørger nyt om mangen en brav Kammerat,om den, som desertered, og den, som løb grassatog kom for nær den fjendtlige Skanse —kort sagt: vi hviler ud — paa vore Kranse.Hvad vi vandt, hvad vi tabte i Døgnets hede Kamp,det søger vi forskende at finde.Billeder, som sløredes af Slagets Røg og Damp,atter stiger frem for vort Minde.Vi spørger os i Alvor, hvorfor vi drog ud,som havde vi forlængst ikke lært at staa for Skud —vi Rekruter i den evig unge Gardemed Sandhedens og Frihedens Kokarde.Var det ogsaa Folkets Lykke, vi vied vor Hu,traf dets Skuffelser, dets Glæder os hjemme?Løfted os dets Skæbne fra det flygtige Nu,og dirrede dets Sorg i vor Stemme?Var det ærligt vor Mening for dets Fremtid at slaas?Eller drev vi bare med paa det løse, paa Trods?Stilled vi for Alvor til Paraden?Eller søgte vi kun Sjovet i Gaden?Og fælded ej vor Økse en livsfrodig Skovfor at vise blot, at vi var de stærke?Lod vi ej imellem den haarde Hestehov— som Attilas — et Agerland mærke?Sved vi ej en Hytte for mange her og der?Og plyndrede vi aldrig, vi, Kulturens egen Hær,— Pietisterne til skrækkende Eksempel —et ærværdigt og fredhelligt Tempel?Om vi bødede en Gang nu, hvor fejl vi har traadt,før til Marschen atter lyder Signalet?Om der blev Tid at angre en fornægtende Spot,før Hanen for tredje Gang har galet?Tid til at modnes for en ungdomskaad Slægt,der har Fædrelandets Lykke og Tarv i Varetægt —Tid at rette Deviserne i Flagene,mens vi nu puster ud — imellem Slagene.For Tid det er at standse og sunde sig lidtefter Larmen, som døvede éns Øre,gaa sig selv paa Klingen og spørge, hvor vidtman i Grunden lod sig frivillig føre.Erkende sine Fejlsyn, det skæmmer ingen Mand —kom man altfor langt med Strømmen, faar man hale i Land,og besé — efter Brølene og Talerne —dem, man selv satte op paa Piedestalerne,gaa dem efter i Sømmene en Gang med Kritikuden Hensyn til Poul eller Peter,om man gjorde med Alvor et ærligt Bestikeller fulgte blindt de falske Profeter.Har man ligget paa Maven for en aandløs Gudekrop,kan man børste sine Bukser og rejse sig op.Saa’ man Fyret i det taagede fjærne, —én Gang maa skelnes Lygtemand fra Stjærne.Og var du selv for rask til de haanende Spark,naar du syntes, det gjaldt at rydde Vejen, —lagde du Torpedo under Slægternes Arkog fandt, at der var Mening i Legen, —var du med at sløjfe Mure og sprænge en Bro —se i Stilstandstimen paa Tingen med Roog sig, skjøndt du var iltrest til Choc’et:Gudskelov — alt fik vi dog ikke rokket.Den lyder kækt nok, Fablen om den enkelte Uhlan,der red forud og erobrede Stæder.Men sundest dog, om Manden for den byggende Plan,Pioneren, i hans Sejersfodspor træder.Han gør beskedent Regning med Folkets Vel som Vært,og døver han end ej en „evropæisk Koncert“ —hans Spadestik, i Muldjorden klingrende,vejer op vel mod en Piften i Fingrene. — —— — Det Dødvand, vi nu kender — hvad varsler det om?Er Forliget herefterdags kun Normen?Eller trækker det mon op mod en knusende Dom?Er det Havblikket bare før Stormen?Hvad betyder vel det Hele? Hvad monstro er der sket?Er der Krig eller Fred. eller Nevtralitetaf den Slags, som staar bevæbnet til Tænderne? —De Spørgsmaal faar gaa videre til Kenderne.Men ét er vist: Hvad Lod der er vor Fremtid bestemt,og hvor de gaar, de kommende Baner, —de varsles ikke ind mer af Stormklokkens Klemtog ikke af de brandrøde Faner.Kan hænde kom vor Rydning alt Bunden for nær,maaské har mangt vi jævnet, der bedre var værd;bli’er vi ved — vi ser ej selv, hvor det ender,før Tampen os paa Ryggene brænder.Der raader jo i Livet en Nemesis-Lovfor den, der graver Grave til andre;og nægtes kan det ikke, Historien var flov,om selv vi skulde sammesteds vandre.Og tænk, om det nu gik os saa helt desperatmed vor vilde Løben Storm mod den ordnede Stat,imod Kirken — ja, bare mod Ministrene,som i gamle Dage Samson med Filistrene!Nej, er vor Friheds Udsæd alt moden til Høst,saa gjælder det at rense den for Avner.Der er stille Folk i Landet med Trang til bedre Trøstend bare et: „Hæng i, Københavner!“Har vi revet ned i Kaadhed — nu bygger vi Bro:Respekt for Folkets Minder, dets Skikke, dets Tro.Hvor vi før blot lo ad Manglerne og Skæverne,dér maa slides nu — ja, spyttes i Næverne!Hus skal der rejses. Her er Byggejord nok,der er Gavntømmer nok i vore Skove.Her er ventende Krav, som sig trænger frem i Flok,saa snart vi til Værket tør os vove.Og her er Folkets Hjærtelag, saa trofast og rigt,der lønner os vor Gjerning, som var den ej vor Pligt.Dets Odelsret, dets Adelssind, dets Lykke, —det er Huset, som det gjælder at bygge.