Det hændte, naar ved mit Arbejd jeg sad,
mine Tanker blev sært forfløjne:
der saa’ imod mig fra Bogens Blad
to straalende, lysblaa Øjne.
Jeg kendte de Øjne, som til mig lo,
og forstod i Blikkene Sproget:
Det var dine milde, trofaste to,
som over mit Arbejd vaaged.
Det var dine Tanker, som var mig nær,
naar du ej selv var til Stede,
som gav mit Liv først dets rette Værd,
dets Værd i Sorg og i Glæde.
Og blot de Øjne ser venligt til,
mens Sæd jeg lægger i Mulde,
saa gror der Fremgang for alt, jeg vil,
og alting gaar, som det skulde.