Nu kvidrer Lærken over Kæmpehøje,
som Lærken kvidrede i svundne Dage,
naar mine Fædre, Vikingerne, hejste
det brede Ravnesejl paa deres Drage.
End rinder Gudenaaens Strøm mod Havet,
end galer ud af Gaarde Hejmdals Hane,
end længes Danmarks Ungdom mod det Fjerne;
thi maa jeg følge mine Fædres Bane.
Farvel du danske Lærke højt i Blaaet,
hav Tak, o lille Bror for dine Triller —
nu sejler jeg min Snekke imod Vinland
for at forny min Sang ved Kunstens Kilder.
Marts 1920.