En høstaftenhimmel med røde
Floder og grøngyldne Skær,
hvælver sig over Chausseens
tusmørkeblæsende Træer.
Sølvpoplerne gynger og suser
en ensom, sørgmodig Sang
om noget, der sank i mit Hjerte
for længe siden engang.
Jeg tager ved Haanden et Minde,
som er mig saa hviskende nær,
det lever i Høsten og Blæsten
og Skumringens vildsomme Skær.
Saa følges vi ad mod det Fjerne
under det brusende Tjæld —
ud til hvor Vejen fortaber
sig i den blaanende Kvæld.