Under Skraaningen Havets
Skuren — og foroven
Stormens vilde Duren
som Tog gennem Skoven.
Omkuldblæste Træer
ses i Maanenætter
strøede paa Skrænten,
blege, som Skeletter;
higende mod Hvile
i Regnnattens Øde
skrider de med Klinten
Afgrunden i Møde;
indtil omsider
de i Brændingen havner,
og Havet i moderlig
Ømhed dem favner.
Bortbaarne af Bølger
Mile efter Mile
vugges de hjem til
den evige Hvile.