Bag Havets Bølgebuer brast
Oktobersolens Flammer —
i Dybet brager Braad og Sprøjt,
saa det i Skoven glammer.
Det kvider mørkt fra Skovens Dyb
af stormende Elende —
nu styrter Drømmens Hvælving ned
som vissent Pindebrænde.
Jeg bøjer mig mod Skum og Sprøjt
af Havets Trolddom fangen
og ser, hvor Løvet hvirvles rødt
ud imod Undergangen.
Her staar jeg som en slagen Skjald
i Ensomhed og synger,
mens Snekker under sorte Sejl
bort over Havet gynger.