Hvor Kilden risler og hvor Bækken rinder,
hvor Bøgens Blade vifte Kjøling ned,
did vandrer man, naar Solen brænder heed,
og Læ og Svale for dens Glød man finder.
Fra Marken Bonden bringer Høet ind;
han ved sin kjære Syssel mødig sveder;
og huuslig Mage hjemme Dugen breder,
og Kosten krydres af et muntert Sind.
Trods Solens Glød staaer Gartneren ved Bedet;
et herligt Syn er ham hans Neglik’flor,
og vel hans Fryd maa være reen og stor:
hver ædel Væxt han plantet har og fredet!
