See! Sneen smelter; Isens Lænker vige!
I Græsset dufter sødt den bly’ Viol;
Alt føles varmere den skjønne Soel
paa Himlens Azurbue frem at stige.
Og Jorden aabner nu sit golde Skjød,
det gyldne Sædkorn kjærlig at modtage.
Forbi er for den Arme Vintrens Plage;
han priser Himlen, som har endt hans Nød.
Til Markens Arbeid muntre Landmand iler;
til sine Planter Gartneren med Lyst.
Naturen løfter Sløret fra sit Bryst
og dobbelt huldt dens skjønne Aasyn smiler.